I hjertet af Audoghast, en by berømt for sin kunsthåndværk og handelsvarer, mødes et eksotisk udvalg af mennesker – fra søfolk og handelsfolk til læger og digtere. Ibn Watunan, en erfaren sejler og caravaneer, sætter sig afslappet med sine medrejsende for at dele en kop kaffe. Hans to-strengede guitarmusik fylder rummet, mens han betragter sin omverden med et skarpt blik og hænder, der er hærdet af år i ørkenen og på havet. Hans interesse for de fine kvaliteter af Afrikansk guld har ført ham til Audoghast, en by hvis bullion er berømt i hele den islamiske verden for sin uovertrufne kvalitet.

Sammen med ham sidder doktor Bagayoko, en læge med vidt kendte forbindelser til døden og de dødbringende magter, som han med stor omhu og færdigheder benytter sig af i sin praksis. Hans praktiske erfaring med potions og salver gør ham til en intim fortrolig af døden. Han er ikke kun en helbreder, men også en diplomat, der ofte påtager sig missioner til nabolandet, Imperiet Ghana. Denne eksotiske samling af mænd, der er vant til det ekstreme i både handel og liv, er dybt engageret i samtaler om byens tilstand og de myter og historier, der følger med hverdagens rytme.

Selvom samtalen flyder let, er der et underliggende mystisk element i luften. Muezzinen, der er ansvarlig for byens bønner, er blevet mindre punktlig, hvilket giver anledning til lette kommentarer om den nyansatte. Dette lille, tilsyneladende ubetydelige element afslører dog et bredere tema: hvordan det menneskelige samfund i Audoghast ser på sine institutioner, og hvordan tillid og magtforhold ændrer sig, når folk kommer fra forskellige baggrunde og har deres egne interesser. Bagayoko afslører sin fascination af den nye muezzin, der har rødder i byen og er tættere knyttet til den lokale kultur.

Men samtalen tager en endnu mere excentrisk drejning, når det kommer til emnet for de fremmede, herunder kristne. Khayali, en poet og venskabelig meddelelse, snakker om de forskellige rytterimperier og de europæiske civilisationer, som de for mange synes fremmede og uforståelige. De griner af de mystiske påstande om, at kristne i deres egne lande spiser børn – en kommentar, der blot er en af de mange skæve forestillinger, som florerer i Audoghast.

Denne eksotiske by, hvor et væld af kulturer og troer mødes, sætter scenen for flere interessante emner, herunder de afrikanske myter om gorillaer. I samtalen mellem de fire mænd er der et øjebliks fordybelse i de fantasifulde forestillinger om de vilde væsner, der siges at bo i de fjerne jungleområder. Manimenesh afbryder og nævner sin bedstefar, der engang havde ejet en gorilla, og hvordan dyret aldrig helt formåede at mestre det arabiske sprog.

Men trods den humoristiske tilgang er det klart, at denne by og dens folk er tættere på mystikken end den moderne videnskab. Der er altid nye historier at fortælle, og selv de mærkeligste rygter kan få betydning for både samfundet og dets markeder. I Audoghast, som i mange andre samfund, er de sociale forbindelser dybt indlejret i troen på det overnaturlige. Man siger, at fortune-tellere, på trods af deres tvivlsomme rykte, ofte besidder viden om byens indre liv – de hemmelige samtaler, de utallige rygter og de skjulte tanker, som befolkningen deler bag lukkede døre.

Men et samfund som Audoghast ser også på sin egen unikke status og sine særlige kendetegn. Deres kvinder, for eksempel, skiller sig ud i forhold til deres mere beskedne søstre fra nabobyerne. De går ofte uden slør, og deres sociale status og skønhed anses for at være noget helt særligt. Deres værdi afspejles i markedets priser – et klart tegn på, at det at være kvinde i Audoghast bærer en særlig værdi. Kvinderne i byen er ikke blot kendt for deres skønhed, men også for den kulturelle betydning, de bærer.

Samtidig giver byens kulinariske traditioner en vis komfort, som er uadskillelig fra Audoghasts identitet. Maden, der serveres til middagen, afslører en subtil opfattelse af magt og kultur, hvor lækre partridges og lækre specialiteter ikke blot er næring, men også en måde at vise storhed og velstand på. I dette samfund er glæden ved mad og liv en åbenlys refleksion af den livsstil, der omfavner magt, forbrug og åndelighed.

Hvad, der virkelig adskiller Audoghast fra mange andre steder, er det faktum, at her er ingen grænse for, hvordan livet, handel og tro kan flettes sammen i et tæt net af myter og virkelighed. De personer, der samles her – som Ibn Watunan og hans venner – er ikke kun vidner til begivenhederne, men aktive deltagere i det tætte væv af samfund, hvor skæbner flettes sammen med kulturelle overbevisninger og økonomiske forhold.

Hvad sker der, når man nægter at vente på heksemorgenmaden?

Når man vender sig om og kigger bagud, står der to klodsede birketræsspirer. Bag dem ligger heksens hus, hvor røg vælter ud af den skiferskorsten, som var det et levn fra en verden uden tid. Vi børn er sat til at vente – stille. Men tiden er tung og udstrakt ved helvedes port. Vi sidder i en bue omkring et bord dækket som til en evig morgenmad, som aldrig kommer. Solen hænger uforanderligt over trætoppene og nægter at bevæge sig. Vi sidder ikke stille som statuer – vi er sultne, vi laver ballade, vi krøller de fine blondeservietter og slår på bestikket. Men ingen mad bliver serveret. Aldrig.

Hesten, heksens hest, optager en fjerdedel af bordet. Dens forben er lænket, og den sidder hjælpeløst på sin hale, ude af stand til at jage fluerne væk, som drikker af dens mundenes hjørner. De rustne brilleglas, den bærer, flænser huden på dens snude og trækker lyserøde furer ned ad dens ansigt. Det er hæsligt, men vi vænner os til det. I begyndelsen havde vi medlidenhed. Vi ville hjælpe, tørre dens sår, tage brillerne af. Jeg selv hjalp engang. Indtil jeg så den ride med heksen gennem skoven – en gal, dyrisk dans i natten, råb og støn. Deres alliance udviskede enhver tvivl: hesten er ikke offer. Den er medskyldig. Efter dét forsvandt al medlidenhed.

Når støjen omkring bordet bliver for voldsom – børnene der skændes, bordet der ryster, hesten der snerrer – sker der altid det samme. Stilhed. En dør går op med et svagt knirk. Heksen træder ud, smilende, skræmmende smuk. Hun er den smukkeste kvinde, jeg har set. Hendes stemme er sød som honning: "Morgenmaden er snart klar. Vær tålmodige." Og så forsvinder hun igen. Cirklen starter forfra.

Helvede begynder dér: i gentagelsen, i ventetiden, i håbet om at næste gang vil være anderledes. Men der sker aldrig noget nyt. Hvad nu, hvis man bare blev siddende i tusind år – ville morgenmaden da endelig blive serveret? Jeg tror det ikke. Og jeg ønsker ikke at vide, hvad heksen har kogt sammen efter så lang tid. Derfor rejser jeg mig op. Jeg venter ikke længere.

Helvede begynder først, når man forlader bordet. Før det er alt stilstand. Men det er også først dér, tiden begynder at bevæge sig. Jeg rejste mig og gik. Peter – min ven – byggede hele dette helvede i en computer, som et rollespil. Med mine beskrivelser konstruerede han en version af det sted, jeg kom tilbage fra. Vi kortlagde det som et fiktivt landskab, men intet ved det var opdigtet. Kun mine følelser holdt jeg tilbage. Ikke frygten. Ikke vreden. Ikke begæret.

Jeg bevægede mig mod nord – væk fra huset, væk fra bordet. Løb gennem rosenhække, ud i skoven, hvor mørket begynder. Mod nord ligger Markens Knolde – et åbent felt med orange rødder som kartofler, som knæ, som noget der bløder, når man sparker det. Under jorden hænger de sammen, og de pulserer som organismer. Hvis man træder forkert, åbner der sig huller – avlsgrave – som suger én ned til de nyfødte knoldes våde kroppe.

Jeg er faldet i dem før. Nu går jeg langsomt. Jeg træder udenom. Jeg kender rytmen: så snart jeg forlader marken, bliver det nat. Solen, der stod stille hele dagen, styrter pludselig ned, og mørket falder. Det sker hver gang. Helligt og forudsigeligt. Men det betyder ikke, at man er fri. Det betyder bare, at man er videre til næste fase.

Dette landskab – haven, hesten, marken – er ikke kun helvede som sted. Det er struktur. Gentagelse. Et system, som fungerer på ritualer og løfter, som aldrig indfries. Det er ikke den fysiske smerte, der er værst. Det er ikke skrækken ved faldet, ved skrigene i skoven, ved dyrene i mørket. Det er ventetiden. Det er håbet.

I helvede lærer man, at medlidenhed er en fælde. At kærlighed er et forræderi. At skønhed ikke betyder godhed. At stilstand kan være værre end lidelse. Og at når man endelig rejser sig fra bordet, begynder helvede for alvor.

Hvordan kan vi forstå og navigere i den menneskelige psykes dybder, når følelser som jalousi og raseri tager over?

Der er øjeblikke i livet, hvor en enkelt handling kan afsløre dybere lag af følelser, som vi måske ikke selv er opmærksomme på. Et pludseligt udbrud af vold, som det der finder sted, når jeg slår Peter, er en sådan handling. I det øjeblik, hvor jeg rører ham, stopper al tankegang op, og der er kun raseri og frustration. Det er ikke kun et udbrud af fysisk vold, men et resultat af en ophobning af uforløste følelser—ofte forbundet med en dyb følelse af utilstrækkelighed og forræderi. I mit tilfælde er det Frank, der i mange år har manipuleret sine omgivelser, og i det øjeblik hvor han begynder at manipulere Peter, bliver jeg konfronteret med min egen uundgåelige jalousi.

Peter er blevet en del af et spil, som han ikke forstår fuldt ud, og jeg ser ham som et spejl af mit yngre jeg, en der er blevet fanget i en fantasiverden, hvor den "vanskelige" far ikke er så sjov som den legesyge, ansvarsløse onkel. Det er en form for bedrag—en illusion der får barnet til at tro, at de har det bedste af begge verdener. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om min far, da han var i min situation, følte den samme jalousi. I dette øjeblik forstår jeg, hvordan han måske havde følt sig, da jeg blev mere og mere fjern og fanget i illusionerne af et liv, der ikke var mit eget.

Men det er ikke kun den overfladiske jalousi, der trækker i mig. Det er også den langsomme realisering af, at jeg måske har spillet en rolle i at skabe den ulykke, jeg ser omkring mig. Jeg forsøger at forstå det, mens Peter sidder på gulvet og græder, men jeg kan ikke finde ord for det. Jeg ved, at jeg burde tage ansvar, men i stedet forlader jeg ham, uden at sige noget. Det er som om en ubevidst kraft styrer mine handlinger.

I et andet øjeblik, da jeg sidder alene og ser på den indre verden, der er skabt i mit sind, bliver jeg konfronteret med et dilemma: et valg mellem at stå op og tage ansvar eller forsvinde ind i min egen selvmedlidenhed og undgåelse. Det er en konstant kamp med mig selv, hvor frygten for at blive skuffet og føle mig magtesløs står i kontrast til ønsket om at undslippe alt, hvad jeg er blevet i mit liv.

Da jeg vender tilbage til min virkelighed, finder jeg mig selv som et menneske, der ikke længere passer ind. Jeg er hverken monsteret eller helten, jeg er noget imellem, noget, som de andre ikke rigtig ved, hvad de skal gøre med. Der er et tomrum, som jeg fylder med uinteressante handlinger, som at se tv, mens jeg undgår at konfrontere dem omkring mig. Dette er ikke et liv, jeg ønsker at leve, men alligevel føler jeg mig bundet til det—som en zombie, der går igennem dagene uden mål.

Maureen og Frank, der har deres egne problemer, synes næsten at have accepteret min tilstedeværelse, men uden rigtig at se mig. De er så optaget af deres egne liv og bekymringer, at de næsten ikke bemærker mig. Peter, på sin side, er blevet en påmindelse om, hvad der kunne have været. Hans far, Frank, har de samme problemer, men han prøver ikke engang at forstå mig—han er for optaget af sine egne ønsker og håb.

Det er en verden, hvor forsøg på at flygte fra virkeligheden kun fører til endnu dybere tab. Det er en verden, hvor ens eget indre kaos bliver spejlet i de mennesker, man elsker, og i de relationer, man forsøger at opretholde. Der er ingen enkle løsninger her, kun vedvarende konfrontation med de følelser og tanker, vi forsøger at undslippe. Og det er måske denne erkendelse, der er den største tragedie af alle: at vi, trods vores bedste forsøg, ikke kan undslippe os selv.

For at forstå de underliggende dynamikker i de situationer, der beskrives, er det vigtigt at erkende den rolle, som ubevidste følelser som jalousi, vrede og usikkerhed spiller i vores handlinger. Mange gange er vi ikke klar over, hvad der får os til at reagere, før det er for sent. Vi opbygger en indre verden, som vi tror beskytter os mod virkeligheden, men i sidste ende bliver denne verden et fængsel. Den eneste måde at komme ud af dette fængsel på er at konfrontere og forstå disse følelser i stedet for at flygte fra dem.

Erkendelse og faren ved gaslighting i politisk ledelse: Hvordan narcissisme former vores virkelighed
Hvordan kan du skabe variation i dine måltider med et væld af opskrifter og ingredienser?
Hvordan de historiske klasseforhold i Ecuador og Costa Rica har påvirket deres klimaforvaltning