I den moderne amerikanske konservative diskurs har der længe eksisteret en udtalt forpligtelse over for begrebet om objektiv sandhed. Dette ideal, der i årtier blev betragtet som selve grundpillen i vestlig rationalitet, er blevet løftet frem som et modsvar til poststrukturalistiske og postmoderne teorier, der angiveligt underminerer disse traditionelle værdier. Konservative tænkere og institutioner – som f.eks. National Association of Scholars – betoner vigtigheden af den "upartiske jagt på sandheden" og kritiserer højere uddannelsesinstitutioner for deres påståede afvisning af sandhed og objektivitet. Dette fremstilles ofte som en del af den bredere kritik af “politisk korrekthed”, identitetspolitik og det formodede forfald i studiet af vestlig civilisation.

I dette klima opstår figurer som Ben Shapiro, som udnytter slagordet “facts over feelings” for at fremhæve en modsætning mellem det, han kalder objektiv sandhed og subjektiv erfaring. For Shapiro og lignende konservative kommentatorer bliver begrebet sandhed ikke blot et filosofisk ideal, men et våben i kulturkampen – en kamp, der fremstilles som en nødvendighed for at bevare samfundets moralske og rationelle grundlag.

Men netop her opstår en slående og afgørende kontradiktion i den moderne højrefløjsretorik. For samtidig med at man hævder at kæmpe for sandhedens genoprejsning, anvendes relativisme i praksis som strategisk forsvar – særligt i tilfælde, hvor de faktuelle omstændigheder truer politisk narrativ eller personlig legitimitet. Dette bliver tydeligt i Donald Trumps præsidentskab, hvor sandhedens rolle bliver paradoksal: på én gang ophøjet og tilsidesat.

Trump blev tidligt i sin politiske karriere profileret som en “truth-teller”, en outsider der sagde det, ingen andre turde sige. Hans tilhængere opfattede ham som en modig stemme mod et hyklerisk establishment og en politisk korrekt elite. Men når han blev konfronteret med faktuelle modbeviser eller etiske grænseoverskridelser, skiftede han ufortrødent position og benyttede sig af argumenter, som netop afspejler den relativisme, konservative ideologer traditionelt har modsat sig.

Eksemplet med Access Hollywood-båndet illustrerer dette fænomen i sin mest rå form. I stedet for at tage fuldt ansvar for sine udtalelser og handlinger, karakteriserede Trump sine kommentarer som "locker room talk" – en normalisering og bagatellisering, der relativiserer alvoren af seksuel chikane ved at sætte det i kontrast til globale rædsler som ISIS og krig. Denne retoriske strategi flytter fokus fra moralsk ansvar til en vagere, mere følelsesladet fortælling om proportioner og verdens ondskab. Det er ikke bare en undvigelsesmanøvre, men et konkret eksempel på relativismens infiltration i en politisk diskurs, der udadtil erklærer krig mod relativismen selv.

Denne dobbelthed fremstår som mere end blot politisk pragmatisme – det er en systemisk funktion i et narrativ, der lever af at modsætte sig “de andre”, men som selv indoptager mange af de samme strategier, når det bliver belejligt. Det centrale spørgsmål bliver derfor ikke blot, om Trump (eller andre konservative stemmer) taler sandt, men hvordan de strukturelt forvalter sandhed – når den tjener dem, og når den ikke gør. Deres skift mellem objektivisme og relativisme synes ikke at følge et fast etisk kompas, men snarere en taktisk vurdering af politisk udbytte.

Hvad der bør fremhæves for læseren, er vigtigheden af at skelne mellem det normative sprogbrug om sandhed og det performative brug heraf i praksis. Når politikere eller ideologer hævder at repræsentere “sandheden”, må man altid undersøge, hvad denne sandhed består af, hvem den tjener, og hvordan den forvaltes, når den kommer i konflikt med magtens interesser. Objektivitet må ikke reduceres til et slogan, og relativisme må ikke anvendes selektivt, uden at det underminerer den moral, man hævder at forsvare.

Hvordan former medier vores forståelse af sandhed og mening?

Den måde, vi kommunikerer på, former ikke kun de budskaber, vi udveksler, men også selve vores forståelse af, hvad der er sandt, vigtigt og meningsfuldt. Neil Postman argumenterer i sin analyse af mediernes rolle for, at hver kommunikationsform, fra røg-signaler til trykte medier, telegrafen, fjernsynet og videre til sociale medier som Facebook og Twitter, bærer en iboende ideologi. Denne ideologi er ikke blot et ydre lag, men ligger i mediets struktur og anvendelse og dikterer dermed, hvordan viden og sandhed konstrueres og kommunikeres.

Postman fremhæver, at medier fungerer som metaforer, ikke blot som kanaler for konkrete udsagn. De former og farver vores oplevelse af verden ved at klassificere, rækkefølge og fremhæve bestemte aspekter, mens andre nedtones eller udelades. Mediernes metaforer bestemmer, hvad der anses som relevant og legitimt i offentlig diskurs, og hvad der er tilgængeligt for os at tænke og udtrykke.

Denne forståelse går videre end Marshall McLuhans berømte tese om, at "mediet er budskabet." Hvor McLuhan ser mediet og budskabet som ét, understreger Postman mediernes dybtliggende metaforiske funktion – de former vores verdensbillede og dermed også vores kultur og samfunds opfattelser af sandhed og viden.

Et vigtigt element i Postmans tænkning er begrebet "resonans", som han henter fra litteraturkritikeren Northrup Frye. Resonans beskriver, hvordan enkelte udsagn eller fortællinger kan opnå universel betydning gennem deres metaforiske kraft. Mediernes metaforer kan derfor flytte sig langt ud over deres oprindelige kontekst og få betydning på tværs af tid og rum. De bliver integreret i vores bevidsthed og sociale institutioner, og får indflydelse på, hvordan vi definerer begreber som sandhed, skønhed, godhed og hellighed.

Når vi ser på fjernsynet som eksempel, illustrerer det tydeligt, hvordan mediernes struktur former vores opfattelse af viden. Fjernsynet formidler primært billeder frem for tekst, det er en passiv oplevelse, der ofte mangler dybde og sammenhæng, og som er designet til underholdning frem for oplysning. Denne struktur fremmer et fragmenteret, overfladisk billede af verden, der kan skabe en epistemologisk tåge i offentligheden, hvor sandhed og viden bliver svære at skelne.

Denne forståelse bliver særligt relevant i dagens digitale medielandskab, hvor sociale medier som Twitter præger offentlig diskurs. Twitter, med sine korte, fragmenterede budskaber, forstærker mange af de samme tendenser som fjernsynet, men i endnu højere grad. Kommunikation bliver ikke blot underholdning, men en hurtig, overfladisk strøm af information uden sammenhæng, kontekst eller dybde, hvilket ændrer fundamentalt på, hvad vi anser som viden og sandhed.

Det er vigtigt at erkende, at medier ikke blot er neutrale redskaber, men aktive deltagere i formningen af vores kulturelle forståelse. De medier, vi anvender, påvirker hvilke ideer vi kan udtrykke, og hvilke der bliver marginaliseret eller umulige at tænke. Offentlig diskurs bliver dermed ikke blot et spejl af virkeligheden, men også en konstruktion, formet af de medieformer, vi benytter.

For læseren er det væsentligt at forstå, at medieformer altid vil bære en implicit ideologi, og at det er nødvendigt at være kritisk over for, hvordan forskellige medier påvirker vores opfattelse af virkeligheden. Det handler ikke blot om indholdets sandhed, men om mediets måde at præsentere og strukturere denne sandhed. Det kræver en bevidsthed om, hvordan vi kommunikerer, og hvordan de teknologier, vi bruger, både begrænser og muliggør bestemte former for viden og forståelse.

Hvad driver Trumps støtte og hvordan påvirker det højreorienteret populisme?

Beauchamp (2016) bemærker, at geografiske faktorer, som for eksempel hvides støtte i tidligere konfødererede stater, er tæt knyttet til både racisme og opbakning til GOP-kandidater som Trump. Dette understreger de klare forbindelser mellem Trump, racisme og autoritarisme, idet tidligere popularitetsvurderinger af tidligere GOP-præsidentkandidater som McCain og Romney ikke viste nogen statistisk signifikans i forhold til racisme eller sexisme (Lopez, 2017). Lopez fremhæver, at "racisme og sexisme... kan forklare omkring to tredjedele af uddannelseskløften blandt hvide vælgere i præsidentvalget i 2016" (para. 4).

Konkret før valget i 2016 var hvide vælgere mere tilbøjelige til at støtte Trump, når de blev informeret om, at hvide ville blive en demografisk minoritet i 2040 (Beauchamp, 2016). Ligeledes bemærkede Beauchamp, at de, der støttede Brexit, ofte delte lignende politiske tendenser, især enighed om autoritære værdier og anti-immigrationsholdninger: "Hardcore-støtter af Trump og hans globale jævnaldrende er ikke de personer, der uendeligt bliver profileret i Rust Belt, og som sørger over tabet af fabriksarbejdspladser. Det, der forener højreorienterede politikere og deres tilhængere på begge sider af Atlanten, er et sæt af regressive holdninger til forskellighed. Racisme, islamofobi og xenofobi - og ikke økonomisk angst - er deres kendetegn" (Beauchamp, 2016, para. 9).

Det er afgørende at forstå, at Trump og hans tilhængere ikke repræsenterer en undtagelse, men snarere udgør kernen af det Republikanske Parti og er en integreret del af dets platform og højredrejning. Post (2017) og Matthews (2016) bemærker, hvordan de konservative vælgeres synspunkter er blevet radikaliseret markant siden Obamas valg i 2008. Tidligere var de konservative vælgere villige til at acceptere GOP’s hårde neoliberale økonomiske tiltag i bytte for, at partiets politikere målrettede kvinder, LGBTQ-personer og minoriteter. Men i dag ser vi en situation, hvor GOP-politikere og -kandidater gør det til en del af deres kampagner at løbe mod deres egne "etablerede" partimedlemmer, med traditionelle republikanere, der må følge med, eller risikere at miste vælgerne (Coates, 2017).

Anderson (2017) opsummerer, hvad der foregår: "Som på julemorgen giver hver dag hans tilhængere gaver: rejseforbud mod muslimer, Immigration and Customs Enforcement-raids i latino-samfund og brutale deportationer, en hård kurs mod asylbyer, en valgintegritetskommission fyldt med berygtede stemmeundertrykkere, meddelelser om et forbud mod transkønnede i militæret, godkendelse af politibrutalitet mod 'bøller', en nægtelse af statsborgerskab til immigranter, der har tjent i militæret, og en fornyet krig mod narkotika, der, hvis den ligner den sidste, vil ramme afroamerikanere og latinamerikanere, selvom de ikke er de primære narkotikabrugere i dette land" (Anderson, 2017, para. 4).

Det faktum, at disse foranstaltninger er blevet udfordret i retten og modsat gennem protester, er af ingen betydning for Trumps tilhængere. Det, der betyder noget for dem, er hævn, som for nylig blev personificeret i bekræftelsesforhørene af den anklagede seksuelle overgriber Brett Kavanaugh til Højesteret.

I den forbindelse er det relevant at stille spørgsmål ved, hvorfor der findes en så udtalt sympati for højreorienteret populisme og fascisme blandt nogle liberale skribenter. Hvorfor er der en tendens til at fremstille højreorienteret populisme i et forstående lys, især op til og efter valget? I stedet for at gøre kampen mod højreorienteret populisme og fascisme til den primære opgave, bruges energien til at kritisere "identitetspolitik" (forstået som bekymringer om kvinder, LGBTQ-personer og minoriteter), Hillary Clinton/Obama og endda kritikere af Trump. Hvad driver nogle liberale kommentatorer til at bøje sig for at undskylde Trump og hans tilhængere, og hvorfor sker det nu? Bray (2017) rejser det væsentlige spørgsmål, der former denne diskussion: "Hvorfor fremhæves den hvide arbejderklasse stadig konstant? Hvorfor adresserer liberale stadig dette..." (Bray, 2017, para. 4).

Dette sympatiske skift kan ses som en "racialisering af hastværk", hvor økonomiske og sociale problemer ikke opfattes med medfølelse, før de begynder at påvirke den middelklasse og endda arbejderklasse-hvide, som normalt er bedre beskyttet på grund af det hvide samfunds privilegium i et kapitalistisk system (Browning, 2017; Hamilton, 2016). Tab af arbejdspladser i byområder blev for næsten 40 år siden dækket i medierne, men den offentlige respons inkluderede bebrejdelse af de sorte samfund for at have brug for genoptræning, endeløse analyser af den sorte families patologi og rådgivning om at "komme videre", når industrijobs forsvandt (Mead, 1997). Nu, når denne type arbejde forsvinder fra majoritets-hvide samfund, bliver det pludselig en national nødsituation. I denne sammenhæng bruges "fattigdom" som et generisk afledningsbegreb, der giver sympati for fattige hvide, samtidig med at det nægtes at se på de racemæssige uligheder i fængslerne, der er årsagen til sådanne økonomiske forskelle (Thomas, 2017).

En lignende "racialisering af hastværk" kan ses i den nuværende behandling af opioidafhængighed sammenlignet med dækningen af crack-epidemien i 1990’erne (Cohen, 2015).

Det er vigtigt at forstå, at kampen mod højreorienteret populisme og racisme ikke kun handler om økonomiske uligheder. Det er en systemisk udfordring, der involverer kampen mod både synlige og usynlige former for racisme og diskrimination, som stadig findes i vores samfund, uanset den økonomiske situation.

Hvad driver en mand til at protestere mod systemet og samfundet?
Hvordan kommer man i gang med Arduino Nano 33 IoT til Internet of Things-projekter?
Hvordan man bruger widgets og tilpasser dem i Android-udvikling
Hvordan man bevarer hvide områder i akvarelmalerier ved hjælp af maskeringsvæske og teknikker for linje og vask