I Canada har spørgsmålet om Métis-identitet og dens politiske og sociale konsekvenser været præget af en lang og kompleks historie, der stadig kaster skygger over, hvordan befolkningen opfattes og registreres i officielle statistikker. Dette spørgsmål blev for alvor aktualiseret i løbet af 1960'erne, da politiske og sociale forandringer satte gang i en bred diskussion om, hvad statsborgerskab og tilhørsforhold egentlig skulle indebære. I denne periode begyndte der at opstå en offentlig sympati for oprindelige samfund, og den canadiske regering, som ellers havde været uvidende om de reelle forhold i de oprindelige samfund, forsøgte at finde løsninger på de massive livskvalitetsproblemer, som mange Métis stod overfor, såsom dårlige boligforhold, dårlig ernæring, helbredsproblemer og økonomisk ustabilitet.

Med regeringens øgede opmærksomhed på oprindelige folk og et politisk klima, der begyndte at fokusere på "aktivt statsborgerskab", så man begyndelsen på en institutionel og politisk ændring. Métis-samfund og deres organisationer begyndte at få øget politisk indflydelse, og i 1971 blev der oprettet statslige tilskud til at støtte oprindelige samfundsorganisationer økonomisk. Dette skabte en ny æra, hvor oprindelige folk blev betragtet gennem en politisk linse præget af sociale retfærdighedsprogrammer og troen på, at statslig intervention kunne afhjælpe de problemer, der var blevet opbygget over flere generationer. Denne ændring var ikke blot en politisk proces, men også et kulturelt skridt mod at få Métis-befolkningen og deres specifikke udfordringer anerkendt i nationale statistikker og politiske beslutninger.

Forståelsen af, hvad der definerer en Métis, har dog aldrig været entydig. Deres identitet har ofte været flydende og politisk ophedet. I mange år var grænserne for, hvad der kunne betragtes som Métis, relativt åbne. Men i takt med at politiske og sociale strukturer begyndte at definere og kategorisere befolkningen, blev også spørgsmålet om, hvordan man kunne måle og registrere Métis-befolkningen, stadig mere presserende. I 1986, da Statistics Canada stillede det første konkrete spørgsmål om Métis-befolkningen i deres folketælling, var de historiske betingelser så tæt forbundet med kolonialisme og racialisering, at selv de simpleste målinger kunne blive vanskelige at tolke uden at trække på de dybe skel mellem de forskellige oprindelige samfund i landet.

I 2021 blev der foretaget en væsentlig ændring i, hvordan Métis-befolkningen blev målt i folketællingen. Tidligere blev Métis-identitet udelukkende registreret gennem et selv-identifikationsspørgsmål, men i den seneste folketælling blev der tilføjet en yderligere dimension: man kunne nu angive, om man var medlem af en Métis-organisation eller -bosættelse. Denne ændring blev set som et skridt hen imod at tilpasse censusmetoderne til de provincielle og territoriale Métis-organisationers krav om at kunne definere, hvem der skulle medtages i statistikkerne. Dette var et forsøg på at adskille selv-identifikation fra faktisk medlemskab i en politisk eller kulturel enhed. Umiddelbart kunne man tro, at dette ville give et mere præcist billede af Métis-befolkningen, men dataene afslørede hurtigt, at opgørelserne forblev problematiske.

I de første resultater fra 2021-censusen blev det rapporteret, at 624.220 personer identificerede sig som Métis, hvilket var en stigning på 6,3% fra 2016. Men da man så på de 224.655 personer, der angav medlemskab af en Métis-organisation eller bosættelse, blev det klart, at kun omkring en fjerdedel af dem, der identificerede sig som Métis, rent faktisk var tilknyttet en organisation, der var en del af en officiel Métis-nation, som var signatær af Canada-Métis Nation Accord fra 2017. Denne forskel mellem selv-identifikation og medlemskab af organisationer understreger, hvor kompleks spørgsmålet om Métis-identitet er, og hvordan censusmetoder kan oversimplificere en meget nuanceret virkelighed.

Selv om man kunne fristes til at tolke disse tal som en indikation på, at mange af de, der identificerede sig som Métis, i virkeligheden gjorde det ud fra et racebaseret perspektiv snarere end et nationalistisk, er virkeligheden langt mere kompleks. For det første udfylder ikke nødvendigvis den enkelte Métis selv censusformularen. I stedet er det ofte husstandens hoved, der træffer beslutningen om, hvordan personer i husstanden skal identificeres, hvilket kan skabe yderligere forvirring og inkonsekvenser i de indsamlede data.

Uanset den præcise årsag til denne divergens, afslører disse tal en mere grundlæggende udfordring: en census kan aldrig fuldstændigt fange den kompleksitet, der er forbundet med Métis-identitet. Historisk set har begrebet "Métis" været defineret både af de personer, der identificerer sig som sådanne, og af de politiske institutioner, der forsøger at indkapsle denne identitet indenfor bestemte grænser. I den canadiske kontekst betyder dette, at de politiske og kulturelle dimensioner af Métis-identitet ofte overskrider, hvad en folketælling kan afsløre.

De demografiske data, der stammer fra censusen, giver et indtryk af Métis-befolkningens størrelse og sammensætning, men de kan ikke give et fuldstændigt billede af de underliggende, kulturelle og politiske realiteter. Det er vigtigt at forstå, at disse statistikker ikke nødvendigvis afspejler den faktiske mangfoldighed af identiteter, men snarere de politiske og sociale rammer, der former, hvordan Métis-identiteten måles. Endnu vigtigere er det at erkende, at Métis-samfundene selv har en dyb forståelse af, hvem der hører til deres fællesskab, uafhængigt af de kategorier, som staten måtte forsøge at pålægge.

Hvordan Data Ødelægger og Opretholder Kolonialisme i Relation til Indfødte Samfund

Data spiller en central rolle i både politiske og sociale strukturer, og deres betydning er langt større, end man umiddelbart kan forestille sig. I konteksten af indfødte samfund har data ikke kun været et værktøj til at måle og forstå befolkningens forhold, men også et middel til at kontrollere og forvalte disse samfund. Denne magtfulde funktion af data er ofte usynlig, men dens konsekvenser er dybt forankrede i historiske og moderne koloniale relationer.

I den moderne datarevolution har vi set en eksplosion af datakilder og en stadig større afhængighed af data i beslutningstagning. For indfødte samfund er denne afhængighed blevet et centralt element i et vedvarende kolonialt forhold, hvor data bruges til at fastholde og forstærke magtrelationer. Data, som i mange tilfælde kunne have været et redskab til empowerment og selvbestemmelse, er i stedet blevet et redskab til at opretholde status quo, hvor statslige og private aktører har kontrol over de data, der omhandler indfødte folk.

Det er vigtigt at forstå, at data ikke er neutrale eller objektive; de er aldrig "rå". Som argumenteret af Kitchin (2022), er data altid præget af sociale, politiske og økonomiske kontekster, hvor de indsamles og anvendes. Dette gælder især for data om indfødte samfund, hvor historien og de systematiske forskelle, som disse samfund har oplevet, reflekteres i de data, der er indsamlet om dem. Hvad der ofte ses som objektiv viden, kan i virkeligheden være et resultat af koloniale magtstrukturer, der former både, hvad der bliver indsamlet, og hvordan det bliver fortolket.

Det, der gør censustallene så magtfulde, er, at de udgør en vigtig forbindelse mellem den statslige magt og befolkningen. Censuser er blevet et centralt værktøj til at forstå og forvalte befolkningen i moderne nationer. De har ikke kun haft betydning i et administrativt og politisk perspektiv, men også i et kulturelt og videnskabeligt perspektiv. Censuser har hjulpet med at skabe og definere, hvem der udgør en nation, og hvordan denne nation skal regeres. For indfødte folk har censustallene været et middel til at definere og ofte begrænse deres plads i den moderne stat, hvor statistikkerne ofte afspejler en indbygget antagelse om en "underskud" af indfødte befolkningers kapacitet og ressourcer.

Denne koloniale dynamik forstærkes yderligere af den moderne datarevolution. Med den øgede mængde data og den teknologiske udvikling har magten til at indsamle, analysere og anvende data ikke kun været koncentreret i statens hænder, men også i de store private selskaber, der ejer og kontrollerer teknologierne, som muliggør dataindsamlingen. McCarthy (2016) fremhæver, hvordan store datamængder har skabt nye former for ulighed, hvor adgangen til og kontrollen over data skaber skel mellem de, der har adgang til data, og de, der ikke har. Dette skel er ikke kun økonomisk eller teknologisk, men også epistemologisk og geografisk.

For indfødte samfund betyder dette, at deres forhold til data er præget af et kontinuerligt kolonialt forhold, hvor data ikke blot bliver "givet", men i mange tilfælde "taget". Som Desi Rodriguez-Lonebear (2016) påpeger, har koloniale kræfter gennem historien indsamlet data om indfødte folk, ofte uden deres samtykke eller indflydelse, og brugt disse data til at styrke kolonial kontrol. Dette betyder, at dataindsamling om indfødte samfund ikke bare er et teknisk eller administrativt spørgsmål, men et spørgsmål om magt og kontrol.

Den vold, der blev udøvet gennem kolonial dataindsamling, var en central del af kolonialiseringens epistemologi. Koloniale myndigheder var besatte af at bruge kvantitative data til at "ordne" og "forklare" indfødte samfund. Statistikker, klassifikationer og taxonomier var grundlæggende elementer i den måde, kolonial viden blev skabt på. I denne proces blev indfødte samfund ofte fremstillet som værende i en konstant tilstand af "underskud", en opfattelse, der stadig præger den måde, vi ser på og forstår disse samfund i dag.

Det er vigtigt at forstå, at data ikke er neutrale, og at dataindsamling ikke sker i et vakuum. Data afspejler de magtrelationer, der eksisterer i samfundet, og de bruges ofte til at forstærke og legitimere disse relationer. For indfødte samfund betyder det, at deres forhold til staten og til de dominerende magter i samfundet ofte er præget af en ulighed i både adgang til data og kontrol over, hvordan disse data anvendes. I denne kontekst er det afgørende at spørge, hvordan data kan bruges til at styrke selvbestemmelse og autonomi for indfødte folk og sikre, at deres perspektiver og viden anerkendes og respekteres.

Dataindsamling er derfor ikke blot et teknisk eller videnskabeligt spørgsmål, men et spørgsmål om retfærdighed, magt og kontrol. I dagens globale dataøkosystem er det essentielt, at vi anerkender de historiske og samtidige magtstrukturer, der former, hvordan data om indfødte samfund indsamles, fortolkes og anvendes. Ved at forstå disse dynamikker kan vi begynde at udfordre de koloniale relationer, der stadig eksisterer, og arbejde hen imod en mere retfærdig og lige forvaltning af data.

Hvordan levede mesolitiske samfund i Indien, og hvad kan vi lære om deres miljø og kultur?
Hvad er Intel, og hvad ved vi om dem?
Hvordan man arbejder med CNC-maskiner: Fra valg af værktøj til sikring af arbejdsstykker