Hvad betyder nattetimerne i fængslet for ham?

Det svage orange skær fra sikkerhedslamperne ude på gårdspladsen sivede gennem tremmerne og trådnettet ind i cellen. En hund snusede ved vinduet, indtil dens fører hviskede, og den listede væk; så slog klokken. Tre slag — lige så hånende som Josuas trompet, uden at vælte noget som helst. Af alle ure i verden var det uret over porten i Durham, der var mest irriterende. Måneder havde jeg brugt på at knække dets kode. Nu havde det raget tre, så næste gang ville det være enten kvart over tre eller noget andet helt urimeligt. Jeg stod nøgen og klam ved det lille, tæt tremmede vindue, stirrede på stjernerne der blinkede en million lysår borte og lyttede intenst efter endnu et slag. Samtalen med guvernøren fra i går dukkede op i hovedet. Han mente, jeg ikke var god nok til hovedfengslet, men samtidig kunne han ikke forhindre, at jeg blev løsladt — som om han helst ville beholde mig her for evigt. En lille, portværdslig galning med snehvidt hår og klædeskabet som en skør papegøje; alt hans bluster dækkede en bundløs skrøbelighed. Han kunne ikke klare sig et minut uden systemet, uden nogen til at sige ham, hvad han skulle gøre. Jeg havde andre tanker end hans: Pauline, min kone. Klokkens midnatsklang fremkaldte altid onde billeder af hende, selvom jeg ikke havde tænkt på hende i et stykke tid. Snart måtte jeg se hende, hvis jeg ville se min lille dreng. Det ville kræve høflighed — hvor jeg inderst inde havde lyst til at kaste hende af klipperne ved Flamborough Head — men jeg var nødt til at se ungen. Han fylder tre i juli; ifølge min søster en lille skønhed med nok energi til et hundrede sygeplejersker. Jeg havde giftet mig med hendes mor en uge før min arrestation efter at have kendt hinanden omkring to måneder. Hun var fløjet ind til Blackpool på en dagsudflugt, mødte mig og tog aldrig hjem igen. Hun havde forladt hjemmet som femtenårig, delt værelse i Cheadle Hulme, syg dengang vi mødtes. Hun var tyve, jeg var syvogtyve. Hun holdt ikke af nogen andre end sig selv og mig. To-delt jakkesæt i syrlige pastelfarver, kort, hvidt hår og et tænder der blændede — den sexeteste fugl jeg havde set. Afsløret var hun som en mellemvægtbokser; stærk som et lokomotiv. Hun fik job samme dag på en T-shirtbås, trykte sit navn på et par stykker og skiftede så til at sælge hotdogs og bøfburger — tjente fire gange så meget. Hun gjorde min fladhytte hjemlig og vogtede den som en brovende høne, indtil jeg blev arresteret; siden var det kun pres, pres, mere pres, indtil jeg kapitulerede for seks måneder siden. Jeg havde troet, hun ville klare sig bedre hos mine forældre, mens jeg var inde, men to uger efter gik hun ud og kom ikke tilbage. Tre uger senere dukkede hun op i Bolton. Hun kom tilbage til Wakefield, så Blackpool, og mine breve blev kun mødt af krav om penge til hende og barnet, uden forklaringer. Hun fødte drengen i Blackpool; jeg fik overflyttet til Liverpool for at gøre besøgene nemmere. Hun mødte op hos præsten med Paul i den ene arm og en enorm indkøbspose i den anden. Jeg spurgte efter posen — hun trak en opskæringskniv frem, stor nok til at skære en elefants ben af, og sagde 'i tilfældet du startede', mens hun viftede den under mit næsebor. Præsten var ved at besvime. En uge senere flyttede hun tilbage til Wakefield og fik en ny kommunal bolig; min sidste mønt havde skabt et hjem, som min mor brugte 20 år på at lave, sagde hun i et brev. Snart kom rapporter om andre mænd, hun tog hjem fra kroen hver eftermiddag; jeg stoppede med at skrive. Hun flyttede igen, efterlod en hustrendestreg på 286 pund, vendte tilbage; jeg fik hendes adresse. Et nyt brev fortalte, hun var gravid — uanset hvad jeg sagde, beholdt hun barnet. Nok var nok. Hun var en luder, og de nætter jeg lå vågen og knækkede porthusets kode blev til noget andet end søvnløshed.

Hvordan virkeligheden og de skjulte lag i relationer afsløres i et øjeblik

Jeg kørte ned ad A19 i min nye bil og besluttede mig for at besøge Elaine den aften. Jeg havde ikke set hende i lang tid, og selvom vi boede adskilt, vidste jeg, at hun ville blive glad for mit besøg. Hun boede hos sin mor i en høj bygning ved St Michael's, og fra stuen havde de en vidunderlig udsigt over Thornes Park. Desværre satte de tunge gardiner, som dækkede vinduerne, en dæmper på udsigten og gjorde rummet mørkt og klaustrofobisk, som et fængselscelle. Jeg havde påpeget, at de boede på ottende etage, og gardinerne kun forhindrede hende i at nyde udsigten, men hendes mor havde ingen interesse i parken. For hende var det kun vigtigt at beskytte mod nysgerrige blikke, selvom ingen kunne kigge ind fra den højde. Jeg fik at vide, at Elaine ikke var hjemme, men at hun ville vente på mig i "Waterloo", en pub tæt på lejlighederne.

Efter en anstrengende tur gennem parken, hvor hun forsvandt i skyggerne og bevægede sig hurtigt, som om vi var i en Stephen King-roman, nåede vi toppen. Hun var forpustet og udmattet, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor lidt hun havde bidraget til opstigningen. Det var jeg, der havde slæbt hende op ad bakken, ivrig efter at få det overstået, da jeg længtes efter at komme hjem og få lidt søvn. Jeg havde haft en lang dag. På toppen af bakken, hvor kanonerne engang havde stået under Cromwells forsøg på at indtage Sandal Castle, fandt vi et sted at hvile. Mens hun satte sig, kunne jeg se Wakefields lys i det fjerne, som en række stearinlys på en fødselsdagskage. Jeg stod og ventede på, at hun skulle tage sig sammen, og til min overraskelse så jeg hende bruge sin nederdel til at stoppe noget ind i hendes strømpebukser. Det var først, da jeg kom tættere på, at jeg opdagede, at hun havde en mave, der hang over kanten af hendes strømpebukser, og at hun faktisk bar en korset af den strammeste slags.

"Er det her sexet?" spurgte hun mig, mens hun kæmpede med sin påklædning. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan hun havde været i stand til at skjule det for mig i så lang tid. Hun afslørede, at det var hendes mors, og at hun havde fundet det i skabet for nylig. Det var en del af hendes opførsel, en konstant strøm af forunderlige opdagelser og hemmeligheder, som hun nægtede at indrømme, at hun bar med stolthed. Vi gik tilbage til lejligheden, og hun talte om sine planer for pengene fra husets salg. Alle hendes planer syntes at involvere noget underfundigt, noget, der rørte sig i skyggerne af hendes egen hemmelighed.

Han begyndte at tale om Janet, og hvordan han havde set tegnene, hvordan han vidste, noget var på vej, selv før jeg selv vidste det. Han fortalte mig om de utallige gange, han havde været nødt til at konfrontere hendes forræderi, hvordan han havde været tvunget til at følge hendes spor i mørket af deres ægteskab. Han var blevet blind for meget, men alligevel var han opmærksom nok til at fange de små signaler. Hans stemme var fuld af sorg og vrede, og det var klart, at han stadig kæmpede med sine følelser for hende, selvom han havde opdaget hendes hemmeligheder gang på gang.

Dette skaber et billede af forhold, hvor det er let at miste sig selv i skyggerne af andres hemmeligheder og illusioner. Mick var opmærksom på tegnene, men ikke i stand til at forhindre, at han blev drevet af sine egne indre konflikter. Elaine, på den anden side, levede et liv, hvor hendes egne mysterier var skjult bag et slør af sort tøj og mystiske ritualer, som om hun forsøgte at holde noget tilbage fra sig selv og verden. Både Ronnie, Mick og Elaine udgør brikker i et større spil, hvor illusioner, begær og forræderi skaber en kompleks og farlig dynamik.

Hvad gør man, når heldet svigter og vejen går over på den forkerte side?

Jeg havde lige fået kaution på to kautionister à £200, dommerne gad ikke engang gå ud for at tænke over det. Betjenten, der havde protesteret, smed sagsakterne og gik i demonstrativt raseri ud af retten. Fem minutter senere fulgte jeg efter. Det var første gang, jeg stod bag Thomas á Becket-skolen; forfra var den anonym, bagved var den et helt anlæg med fodbold- og rugbybaner, som om byens ungdom var fabrikeret i beton og uniform. De drenge, der øvede sig, lukkede øjnene, når bolden kom nær — de ventede på at blive tacklet i stedet for at tage chancen. Det kvalte mig.

Cath kom løbende over skolepladsen med sin grove juteskoletaske, «Made in San Quentin» trykt i siden, hendes store bryster dansede under gråtrøjen. Vi elskede på parkeringspladsen ved Lupset golfbane, råt, som om et godt måltid ventede efter en måned på brød og vand. Hun hviskede: »Åh Paul, du aner ikke, hvor meget jeg har savnet dig.« Siden vi var blevet elskere, havde heldet fulgt os. Vi boede på de bedste hoteller, spiste på de bedste restauranter, og jeg kunne mærke at nu måtte lykken slå til. Jeg havde ti pund, lånt af den gamle.

Vi tog til Doncaster for at se Norms bekendt, Sam, manden med de døde kyllinger i gården og Crown Derby-guld i køkkenskabe. Sam var en type, der kunne skrive hundrede tusinde i kontanter uden at blinke; han var bondefærdens John Bull, i rød frakkebryst. Han prøvede at snyde mig med falske støvler, men efter et kvarters skænderi gav han mig sin sidste rigtige herreidentitetsring på kredit. Vi sluttede aftenen på The Globe; landlordens kone byttede et armbånd mod en ædelt køb — Cath værd var mere end sølv og guld.

Mor hadede hende. Hun kaldte Cath en slyngel og advarede med et langt barndomsoverblik, som havde hun alt set. Far skreg også; navne blev rullet op som en dom. Det gjorde ikke mig noget — mit hjerte var mit eget — men jeg ønskede, de ville prøve at forstå i stedet for at være så stædige. Og så brød bilen sammen; Vauxhall Viscount’en døde næste morgen. Phil Swaine skroppede den, gav mig £15 og trak den væk. Jeg var flad, ikke en krone at trække på.

Et par dage senere mødte jeg Paul Burke ved Bull Ring, en mand med hotdog-vognene og en fængselsdom i rygsækken for at udgive sig for en embedsmand. Han spurgte ikke om jeg stadig var i ærmet; han havde hørt om Elaine og tyrkis-sagen. Han sagde: »Saml et par quid, så viser jeg dig et spil, der gør dig rig.« Hans smil var ondt nok til at have horn. Jeg var skeptisk — alle i narren havde deres hurtige skemaer — men hvad som helst var bedre end at stå med tomme hænder og råbe »hænderne op.« Han nævnte «fly pitching», mock-auktionsspillet, og tilbød at tage mig til Manchester for at kigge på lagrene. Fra nu til jul ville folk stå i kø for at kaste penge efter os, sagde han.

Det var en vej. Ikke elegant. Ikke uden lugten af svindel og faren for fængslet. Men når bilen er taget, når morens stemme skærer som skår af glas, og når natten er kold og tom for kontanter, ser man tydeligere: chancen for at vinde noget virker som den eneste varme.

Hvordan man ser på sig selv som bokser: Udfordringer og erfaringer

Begge brødrene havde ikke den store interesse i at se Conteh kæmpe, og de var ligeglade med, om han vandt eller ej. Men de var kommet til vægtmålingen. Problemet med Conteh-familien havde været der i mange år og havde intet at gøre med boksning. Det var noget, der gik tilbage til Afrika, tænkte jeg, mens vi kørte gennem byen. Hele episoden var ovre, før vi nåede frem, da vi ikke kunne finde nogen steder at parkere og derefter måtte gå langt gennem smalle, brostensbelagte gader og sidegader, som Wakefield ikke længere havde. Da vi nåede frem, var det dog stadig travlt på scenen, hvor vægtene blev vist. Journalister skrev noter, embedsmænd travede omkring, og Jerry Quarry talte i en mikrofon til et amerikansk tv-netværk. Quarry havde kæmpet to gange for verdensmesterskabet og var den bedste hvide tungvægter i flere årtier.

Alex stod i foyeren som vi havde aftalt, iført sin hvide frakke og de sorte solbriller, der altid gav ham et sinister udtryk. Uden dem blev hans øjne den farve, der mindede om bremselys. Han lignede en gangster, som Kirk Douglas kunne have spillet. Han så både farlig og trusselsskabende ud. Han var sammen med sin sædvanlige entourage, en gruppe mennesker, der elskede boksning. Mikey Conners, som jeg havde set før, var den første til at få øje på mig. Han var en fyr, der solgte blomster udenfor Holborn station, og en af Alex’ faste venner. Jeg havde set ham flere gange i Hull med Alex. Han nikkede og rørte ved Alex' arm, som vendte sig mod mig og sagde: "Hej dreng," med et alvorligt ansigt. Han gav mig min billet og introducerede mig til sine venner.

Da vi nåede frem til en stor, gammel, sort fyr, sagde Alex: "Og her er Joe Gans. Du har hørt om ham, ikke?" Jeg kunne ikke tro, hvad der skete – tre dage før havde jeg været ved at klæde om til min sidste nat i fængslet, og nu skulle jeg sidde ved siden af en af de bedste tungvægtsboksere i sin tid. Alex havde en evne til at imponere mig med de mennesker, han kendte, men han havde altid en forkærlighed for boksere. Han respekterede og beskyttede dem og mente, at de blev udnyttet af promotere, der brugte dem op og lod dem stå alene bagefter.

Arenaen, hvor vi skulle kæmpe, var blevet omdannet fra et beskedent, slidt sted til et sted, der emmede af luksus. Gulvet, der engang var et sundhedsmæssigt problem, var blevet erstattet med rød tæppebelægning, og væggene, der tidligere var flakkede og gullige, var blevet skinnende hvide. Det var blevet et perfekt sted til en verdensmesterskabs-fight. Publikum virkede mere interesseret i at se på berømthederne, der sad på deres pladser, end selve boksekampen.

Det er tydeligt, at boksning er en sport, hvor man kan blive både udnyttet og tilpas hurtigt udbrændt. Alex’ tilgang til at beskytte sine boksere og ikke overmatche dem tidligt var en tilgang, som mange burde tage lærdom af. Det er ikke kun evnen til at slå hårdt, der gør en bokser stor, men også forståelsen af det spil, der foregår bag kulisserne.

Hvordan En Mand Bliver Et Værktøj for Anden Mands Ambitioner: En Undersøgelse af Magt og Kontrol i Forholdet Mellem McGill og Hovedpersonen

I en lille by, et sted mellem træningspas og forberedelser til det store slag, finder vi en mand, der ikke bare er en træner, men en skikkelse, der inkorporerer magt på mange niveauer. McGill, en person med en fortid fyldt med skjulte lag, anvender sin indflydelse på måder, der virker næsten usynlige, men som har en massiv indvirkning på den person, han står tæt på. Hans tilstedeværelse er altomfattende – fra træningens tempo til de små, tilsyneladende uskyldige kommentarer, der skaber en atmosfære af underkastelse og kontrol.

For hovedpersonen, der forbereder sig på en stor kamp, bliver McGill mere end bare en træner. Han er et spejl, der reflekterer de dybder, som hovedpersonen selv næppe er klar over. Mens han følger McGills instruktioner om at drikke proteinrige væsker og løbe op ad stejleste bakker, er der en underliggende dynamik af afhængighed, både fysisk og psykisk. Det er ikke blot træning, det er et forsøg på at forme ham – at gøre ham til et instrument i en større plan, som McGill på sin egen, næsten ubevidste måde styrer.

Hovedpersonen er, på sin egen måde, en produkt af sin opvækst og sine erfaringer, hvilket gør ham let at manipulere. Han er ikke den rene, uskyldige figur, som mange måske forestiller sig. Tværtimod bærer han en historik af små lovovertrædelser og forfladigede relationer, noget som gør ham til et ideelt mål for McGills indflydelse. Hvad der er interessant her er, hvordan disse to mænd på en eller anden måde tilpasser sig hinanden. Hovedpersonen bliver formet af McGill, samtidig med at han også søger at opnå sin egen uafhængighed. Det bliver hurtigt klart, at denne relation ikke kun handler om træning, men om noget langt større – en kamp om magt, kontrol og identitet.

McGill selv, med sin ekstreme disciplin og det fysiske regimente, han pålægger hovedpersonen, giver indtryk af at være en mand med et klart mål. Hans egne dæmoner og begær efter at kontrollere hans omgivelser gør ham dog til en kompleks karakter. Hans tale om sine brødre i USA, hans ægteskabelige fortid og hans opgivelse af alkohol afslører spor af en mand, der ikke har fundet fred med sig selv. I hans øjne er hovedpersonen blot et værktøj, en brik, han kan bruge til at opnå sine egne ønsker.

På den anden side står hovedpersonen, der i sine forberedelser til kampen er på en rejse mod en form for selvforståelse. Hans tilværelse som en "lokal dreng", der er vant til at kæmpe mod både samfundets og sine egne begrænsninger, gør ham til en interessant figur, der står midt imellem at finde sin egen styrke og blive et produkt af McGills ønsker. Det er en ubalanceret relation, hvor en skuffelse over et liv fyldt med nederlag kan forvandles til en triumf – eller i værste fald en endnu dybere skuffelse.

McGill gør det klart, at der er meget mere på spil end bare kampen i ringen. Der er penge, berømmelse og anerkendelse – en mulighed for at udslætte hovedpersonens tidligere liv og begynde på en frisk. I denne sammenhæng bliver det klart, at McGill ikke kun ser træningen som et fysisk forberedelse, men som et middel til at opnå kontrol over sin elev. Hans krav om at følge hans instruktioner, både fysisk og mentalt, understreger, hvordan magt kan manipuleres gennem forskellige former for autoritet.

En vigtig pointe at forstå her er, hvordan disse to mænd – en, der er blevet formet af sine tidligere erfaringer, og en, der søger at bruge ham til sine egne formål – spejler et større tema om kontrol og afhængighed. For hovedpersonen er der en dybere forståelse af, at hans relation til McGill ikke blot handler om træning, men om at konfrontere sin egen sårbarhed og behov for anerkendelse. Dette er ikke kun en kamp om fysisk styrke, men også en indre kamp om at forstå, hvem han er, og hvilken rolle han ønsker at spille i McGills store spil.

Endelig er det vigtigt at reflektere over, hvordan de mennesker omkring hovedpersonen – som Wendy og Cath – også er blevet formet af deres forhold til ham. McGills indflydelse på hovedpersonen har ikke kun ændret hans egne beslutninger, men også de mennesker, han er tæt på. Forholdet til Cath og Wendy, der begge er blevet påvirket af hans tilstedeværelse og indirekte instruktioner, understreger, hvordan magt og kontrol kan spredes gennem et netværk af relationer, der på overfladen virker harmløse, men som i virkeligheden rummer dyb manipulerende indflydelse.