Donald Trumps ældste bror, Freddy, var den første søn af Fred og Mary Trump, og far til Fred III og Mary L. Trump. På trods af at han blev opdraget i en magtfuld og økonomisk succesfuld familie, blev Freddy ofte nedvurderet og degraderet af både sin far og sin yngre bror. Han afsluttede sin uddannelse med en bachelorgrad i business fra Lehigh University i 1960 og blev præsident for Sigma Alpha Mu, gennemførte ROTC og blev derefter andenløjtnant i Air National Guard. I 1966 blev han identificeret som vicepræsident for E. Trump & Son i lokale aviser. Trods disse initiale succeser valgte han at forlade erhvervslivet for at følge sin drøm om at blive pilot, men hans karriere som pilot blev hurtigt afbrudt af alkoholisme. Efter flere personlige problemer og indre konflikter forlod hans kone Linda Clapp ham i 1970. Fred havde et løst forhold til sine børn og ex-kone indtil sin død i 1981, som følge af et hjerteanfald forårsaget af alkoholisme.

Elizabeth Trump Grau, som var den midterste af Trumps søskende, arbejdede for Chase Manhattan Bank. Efter hendes tid i banken giftede hun sig med James Grau, en producent af dokumentarfilm og sportsfilm. Hun har tilsyneladende et hus nær Donalds Mar-a-Lago resort i Palm Beach og en lejlighed i New York Citys Trump Palace.

Robert S. Trump, den yngste af Trumps brødre, arbejdede på Wall Street, før han blev seniorleder i Trump Organisationen. Han dimitterede fra Boston University med en økonomiuddannelse i 1970 og var den mest værdifulde spiller og kaptajn på sit fodboldhold i 1969. I Trump Organisationen var Robert ansvarlig for ejendomshandler udenfor Manhattan. Han var også præsident for Trump Management, et selskab ejet af Trump-søskende. Derudover var han investor og sad i bestyrelsen for ZeniMax Media, der ejede Bethesda Softworks. Robert Trump døde i 2020.

Når man ser på Donald Trumps egne karaktertræk og den måde, han har håndteret både sin karriere og offentlige liv på, bliver det klart, at hans impulsivitet og rastløshed er blevet afgørende faktorer i hans politiske fremtræden. Det blev yderligere tydeligt, da han i 2018 svarede på kritik af sin mentale stabilitet ved at kalde sig selv en “meget stabilt geni”. Denne udtalelse blev et kendetegn for Trumps offentlige persona, hvor han konsekvent hævdede, at hans intellekt og mentale stabilitet var de to største aktiver, han havde opnået i sit liv.

Men Trumps mentale tilstand er blevet grundigt undersøgt af mange eksperter, der har fremhævet, hvordan hans opførsel skader både ham selv og det amerikanske samfund. Hans afvisning af terapi, som han betragtede som en svaghed, og hans tendens til at undgå selvrefleksion, har været afgørende for hans udvikling som person og leder. I en 2004 Playboy-interview erklærede han, at terapi var en "krykke", og i 2014 afslørede han over for biograf Michael D’Antonio, at han undgik at analysere sig selv, da han frygtede, at han ikke ville kunne lide, hvad han så. Dette har resulteret i en personlighed, hvor hans impulsive beslutninger ofte er drevet af dybe følelsesmæssige behov, snarere end rationel refleksion.

En vigtig del af forståelsen af Donald Trumps personlighed er hans affinitet for at skabe og opretholde en virkelighed, der stemmer overens med hans egne interesser, selvom det betyder at ignorere eller benægte fakta. Hans påstande om, at valget i 2020 blev stjålet, og hans påstande om, at Obama ikke var født i USA, er eksempler på hans vedholdende brug af falske påstande for at styrke sin position blandt sine tilhængere. Det er blevet tydeligt, at sandheden for Trump ofte er sekundær i forhold til hans egne politiske interesser, og han har konsekvent brugt løgne som et værktøj til at opbygge og bevare sin politiske base.

Denne måde at agere på kan spores tilbage til hans tidlige liv og den måde, han blev opdraget på. Trumps fars nedvurdering og hans egen familiemæssige dynamik har skabt et fundament, hvor han udviklede en besættelse af kontrol og magt, og hvor hans selvbillede blev opbygget på et skrøbeligt fundament af anerkendelse og succes.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at Trumps afvisning af traditionel refleksion og terapi kan ses som et resultat af et dybtliggende behov for at opretholde en offentlig persona, der fremstår stærk og uimodståelig. Hans evne til at manipulere medierne og fremstå som en ufejlbarlig leder har været med til at forme både hans politiske karriere og hans sociale relationer. Dette forhold mellem selvopretholdelse og selvbedrag er et gennemgående tema i hans liv og har været afgørende for hans politiske fremgang og de udfordringer, han har stået overfor som leder.

Hvordan Donald Trump blev skabt: En psykologisk analyse af hans opvækst og motivationer

Joe Biden repræsenterede en trussel mod Donald Trumps selvværd og ego på en måde, der satte hans forsvarsmekanismer i bevægelse. Trumps reaktion var ikke tilfældig, men snarere et resultat af hans formative oplevelser, især med sin mor, Mary Trump. Hun var ofte fraværende på grund af fysiske sygdomme og følelsesmæssige behov, og denne mangel på konstant nærvær prægede både hans forhold til kvinder og hans vanskeligheder med at forstå empati, ambivalens og kompleksitet. Psykoanalytisk set er den udvikling, hvor barnet begynder at internalisere moderens anerkendende blik, en afgørende begivenhed. Jacques Lacans "spejlstadium", der opstår omkring seks måneder efter fødslen, illustrerer, hvordan et spædbarn møder sit eget spejlbillede og søger moderens kærlige blik som en kilde til bekræftelse og ro. Når barnet ser sig selv i spejlet eller på en selfie, opleves billedet som mere integreret og kontrolleret end den kaotiske eksistens, det oplever som spædbarn.

Denne spejling af en idealiseret version af sig selv bliver et mål, som individet vil bruge hele livet på at opnå. For Donald Trump blev dette spejlbillede ofte konfronteret med hans egne indre konflikter, især hans tendens til at være rastløs og hyperaktiv. Den måde, hans personlighed blev dannet på, hjælper os med at forstå, hvad der driver ham, hvad der skræmmer ham, og hvordan han navigerer i de psykologiske spændinger, der opstår mellem disse følelser. Justin A. Frank, en psykiater og psykoanalytiker fra Washington, DC, som har skrevet om flere præsidenter, herunder Obama og Bush, peger på, at Donald Trump hele sit liv har været præget af to store kilder til konflikt: sin mors følelsesmæssige fjernhed og sin fars tyranniske krav.

Mary Trump, Donalds niece, giver et vigtigt indblik i, hvordan familiens dynamik formede Donald. Hendes bog, Too Much and Never Enough, afslører et centralt dilemma i Donalds forhold til sin mor. Hans forsøg på at vinde hendes opmærksomhed, samtidig med at han skulle imødekomme sin fars krav, skabte en dyb indre konflikt, der præger hans adfærd. Ifølge Mary Trump kunne Donald aldrig give sin mor det, hun ønskede, uden at skuffe sin far. Denne konstante stræben efter at genoprette det, der kunne fange hans mors blik, blev et kendetegn for hans liv.

Trumps indre konflikt blev yderligere forstærket af hans far, Fred Trump, som på en gang både fordømte og accepterede Donalds adfærd som en "konartist" og en bedragende figur. For Donald var hans eget spejlbillede konstant forvrænget af sin fars domme, som påpegede den "kon" han blev, især når han sammenlignede sit hjem, Trump Tower, med Versailles. Dette forhold blev et væsentligt element i Donalds psykologiske udvikling, da han konstant måtte konfrontere sin egen tvivl om autenticitet.

En vigtig observation fra Donalds barndom er den atmosfære af division, som hans bedstefar skabte i familien. Denne splittelse blev noget, Donald har svømmet i hele sit liv, og det er noget, han i høj grad har udnyttet. For ham har splittelsen været et nyttigt redskab, som gav ham magt, selvom det kom på bekostning af andre. Denne tendens til at skabe opdelte og polariserede synspunkter har også været central i hans politiske og sociale overbevisninger, både før, under og efter hans præsidentskab.

Donald Trumps forståelse af politik, økonomi og samfund har altid været begrænset. Han har aldrig været interesseret i de mere komplekse aspekter af makroøkonomi eller de grundlæggende forretningsprincipper, som mange ville forvente af en leder. Dette uvidenhed har dog ikke hindret ham i at opnå stor politisk magt. Faktisk har han navigeret gennem disse udfordringer ved at bruge sin evne til at kommunikere på en måde, der appellerer til sine tilhængere. Hans evne til at manipulere medierne og skabe kontrovers har spillet en central rolle i hans politiske succes.

Donald Trump er blevet beskrevet som en stor kommunikator, men hans sprogbrug og forståelse af de daglige detaljer har ofte været utilstrækkelig. Hans præstationer som taler er uden tvivl imponerende, men hans evne til at konfrontere de negative konsekvenser af sine handlinger er bemærkelsesværdig. Det er som om han aldrig rigtig lider under de sociale omkostninger af sine handlinger, og hans frygt for at være en "taber" som sin ældre bror Freddy, har drevet ham til at opretholde en facade af magt og succes.

Mary Trump understreger, at Donald ikke blot er en produkt af sine egne valg, men også et resultat af den grundlæggende splittelse i hans familie og hans fars præference for ham. På den måde blev han et "monster" uden kærlighed, drevet af en ubændig tørst efter anerkendelse og et indre raseri, som han aldrig kunne få løst. Denne indre konflikt har præget Donalds liv, fra hans opvækst til hans præsidentskab.

For Donald Trump er det ikke nødvendigvis hans politiske overbevisninger, der driver ham, men snarere hans dybe psykologiske behov og hans evne til at manipulere sin egen image. Hans liv er et vidnesbyrd om, hvordan barndommens traumer og familiens dynamik kan forme en persons personlighed og senere livsvalg. Donald Trump er, som Mary Trump beskriver ham, Frankenstein uden samvittighed, en mand der skaber sin egen ødelæggelse, samtidig med at han glorificerer sin egen vrede og destruktivitet.

Hvordan Donald Trump Manipulerede Evangeliske Kristne og Udfordrede Menneskerettigheder

Donald Trump formåede på en bemærkelsesværdig måde at appellere til både ønskerne og forfængeligheden hos nogle af de mest kendte evangeliske ledere i USA, herunder Jerry Falwell Jr., Pastor Darrell Scott og Reverend Robert Jeffress. Han opnåede dette ved at udnytte den langdøde protestantiske prædikant Norman Vincent Peale fra New York City, forfatteren af The Power of Positive Thinking, som repræsenterede den materialistiske evangelium, som Peale stod for. Samtidig lykkedes det Trump at få dem til at tro på, at han havde gennemgået en spirituel omvendelse. Johnnie Moore, den uofficielle leder af Trumps evangeliske rådgivningsgruppe, blev citeret for at sige: “Jeg tror absolut, han er en genfødt kristen.” På samme måde udtalte Reverend Franklin Graham, Trump’s trosrådgiver og søn af den afdøde Billy Graham, “Jeg mener ikke, der er nogen tvivl om, at han tror.”

Det er dog værd at bemærke, at efter Trumps møde med de evangeliske ledere på 25. etage i Trump Tower i 2015, og den ritualistiske håndpålæggelse af hænder på hans tilbøjelighed til at undgå bakterier, havde Trump en kort samtale med sin rådgiver Michael Cohen. Her udtalte han: "Kan du tro, at folk tror på det dér lort?" Cohen havde organiseret mødet takket være et IOU, som han havde indkaldt fra Jerry og Becki Falwell.

Trump har gennem hele sit liv været meget dygtig til at fremstille falske billeder af sig selv, som han ønskede, at verden skulle tro på. Dette var især tilfældet under hans tid som præsident og som “Gaslighter-in-Chief”. Ifølge Cohen, der vidnede for den amerikanske Kongres i 2019 om Trumps modsætninger som menneske, er Trump en kompleks figur, der både gør gode og dårlige ting, men hvor det dårlige langt overgår det gode. Cohen bemærkede, at Trump ikke er generøs, loyal eller venlig – han er i stedet ofte det modsatte.

For at forstå Trumps grusomhed og hans sadistiske tilgang til verden, er det nødvendigt at grave dybere i hans opvækst og farens indflydelse på ham. Fred Trump, Donalds far, var en velstående ejendomsmagnat, der havde formet Trump’s syn på magt og kontrol. Freds ejendomsimperium var værd omkring en milliard dollars to år før hans død i 1999. Denne baggrund var med til at forme Donalds tilgang til både erhvervslivet og politisk magt. Samtidig var det denne opvækst, der i høj grad formede den måde, Donald Trump behandlede andre mennesker på – ofte med en kombination af kynisme og brutalitet.

Et væsentligt aspekt af Trumps tiltrækning til mange af hans tilhængere er hans evne til at udnytte og manipulere samfundets følelser af fremmedgørelse og magtesløshed. Trumps tilhængere finder fællesskab i deres fælles had og frygt for de grupper, de ser som en trussel. Denne dynamik er blevet en central del af hans appel og et element, der skaber stærke emotionelle bånd mellem ham og hans vælgere. Grusomheden i Trumps politiske retorik og hans opfordring til “smackdown”-kultur har rødder i et langvarigt amerikansk fænomen, hvor nedværdigelse af andre har været en del af både underholdning og politisk diskurs. Dette kan spores tilbage til tv-programmer som The Dean Martin Celebrity Roast, som i 1970’erne og 1980’erne satte standarden for offentlig nedværdigelse. I dag ser vi en fortsat brug af denne form for offentlig ydmygelse i både højre- og venstreorienterede medier, hvor humor og ironi bliver brugt som politiske våben.

Den fortsatte militarisering af satire og ironi i den politiske diskurs – uanset om det er i form af venstreorienterede komikere, der angriber højrefløjen, eller højreorienterede medier, der engagerer sig i onlinehåndtering og trolling af venstreorienterede institutioner – er blevet et væsentligt redskab i kampen om offentlig mening. Denne dynamik skaber et skel mellem "normie"-publikummet og de ideologiske fronter, som de har tendens til at vælge side på.

Desuden er Trumps grusomhed og hans manipulation af medierne et resultat af hans far Freds indflydelse. Mary Trump, Donals niece, har skrevet om, hvordan Freds liv og hans behov for at ydmyge andre var grundlæggende for Trumps egen stræben efter magt og anerkendelse. For Fred Trump var magt ikke blot et mål i sig selv; det var en måde at sikre sin overlegenhed og holde andre nede. Denne psykologiske indstilling har været en drivkraft for Donald Trump gennem hele hans liv.

For at forstå Donald Trump og hans politiske dynamik er det nødvendigt at kigge på de psykologiske, sociale og kulturelle faktorer, der har formet ham. Hans opvækst i en verden præget af forretningsimperier, hans forhold til sin far og hans manipulation af medierne og politiske institutioner giver os et klart billede af den mand, han blev. Denne forståelse er central for at analysere hans succes som politisk leder og den effekt, hans retorik har på både hans tilhængere og hans modstandere.

Hvad kan vi lære af Trumps præsidentperiode og hans efterspil?

Det er en underkendelse af alvoren i situationen, hvis man ikke behandler den kriminalitet, der har præget Trumps præsidentperiode, og som fortsat får lov at stå uantastet. Når man ser på de politiske forbrydelser begået under hans ledelse, er det klart, at hans handlinger ikke kun involverede ulovligheder, men også en systematisk underminering af demokratiet. Det er påfaldende, hvordan Trump og hans tilhængere, både blandt magtens eliter og hans trofaste base, fortsat afviser og retfærdiggør hans opførsel, uanset hvor alvorlige hans handlinger måtte være. Dette fænomen, hvor kriminalitet bliver normaliseret i politisk sammenhæng, er blevet en del af en større, anti-demokratisk agenda, som mange i hans kreds deler.

En af de mest opsigtsvækkende aspekter af denne opførsel er den foruroligende evne, som Trump har haft til at spille på de følelser og den utilfredshed, som mange føler i det amerikanske samfund. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan han har formået at udnytte en politisk base, som er villig til at gå langt for at beskytte ham, ikke bare på politisk, men også på moralsk niveau. Denne dynamik af politisk loyalisering har skabt et klima, hvor uanset hvilken kriminalitet eller ulovlighed, der måtte blive afsløret, bliver det betragtet som en naturlig del af den politiske proces.

Trumps handlinger, både før og efter valget i 2020, afslører en farlig tendens i amerikansk politik, hvor magthavere er villige til at bryde love og grundlæggende demokratiske principper for at opretholde deres kontrol. Hans forsøg på at underminere valget og de efterfølgende forsvar fra hans støtter, herunder hans advokater og republikanske embedsmænd, er et skridt væk fra den amerikanske demokratiske tradition og en advarsel om, hvad der kan ske, når autoritarisme får plads i et ellers etableret politisk system.

Den 6. januar 2021 blev et skelsættende øjeblik i den amerikanske politik, hvor Trumps opildning af sine tilhængere kulminerede i et voldeligt angreb på Kongressen. Det var en hændelse, som markerede, hvordan politisk ekstreme grupper, der var blevet mobiliseret af Trump, kunne udføre voldelige handlinger under påskud af at beskytte landets værdier. Mange af disse personer, der deltog i angrebet på Capitol, var blevet overbevist af et mytisk narrativ om en stjålet valgsejr, et narrativ der blev bygget op af Trump og hans tilhængere. Dette narrativ om "den store løgn" om valgsvindel blev grundlagt i et fællesskab af ekstremisme og fantasifulde konspirationsteorier, der gav mange af deltagerne en falsk opfattelse af, at de kæmpede for noget højere end sig selv – et ideal om at redde Amerika fra en overvældende fremtid.

Den misforståede følelse af retfærdighed, som mange af disse mennesker havde, kunne ikke være fjernere fra virkeligheden. De mente, de kæmpede for Amerika, mens de i virkeligheden blev manipuleret af et system af magthavere, som forsøgte at styrke deres egne interesser på bekostning af demokratiet. Dette fænomen har rødder i en dyb politisk og social splittelse, som Trump formåede at udnytte til fulde. Hans brug af sociale medier, konspirationsteorier og målrettet misinformation var centrale værktøjer, der hjalp med at opbygge et parallelle univers af alternative fakta, som hans tilhængere kunne navigere i.

Men den største fare ligger ikke kun i de handlinger, Trump begik eller de grupper, han mobiliserede. Det ligger i den langsigtede effekt, det har på det amerikanske politiske landskab. Når lovbrud og forræderi ikke bliver holdt ansvarlige, skaber det præcedens for fremtidige ledere, der kan bruge de samme metoder til at omgå loven og udnytte magten for deres egne interesser. Den politiske kultur, som Trump har bidraget til at opbygge, er farlig, fordi den understøtter ideen om, at magt er vigtigere end sandhed, retfærdighed og demokratisk integritet.

Det er vigtigt at forstå, at denne situation ikke bare handler om én enkelt præsident eller hans administration. Det handler om et system, der kan blive undergravet, hvis borgerne, politikerne og medierne ikke er opmærksomme på, hvordan magt kan misbruges. Trump og hans tilhængere har givet os et skræmmende billede af, hvad der kan ske, når politisk loyalitet og manipulation overskygger demokratiske principper.

Hvordan kan man frigøre en frigivet slave? – En analyse af Huckleberry Finn og efterspillet af Reconstruction
Hvordan blev dynastierne i Odisha etableret?
Hvad sker der, når man trodser farerne for videnskabens skyld?
Hvordan kunstig intelligens og maskinlæringsalgoritmer transformerer ingeniørapplikationer