Hvem er vi, når vi ikke kan huske, hvem vi er?

"Det er et af de navne, hr."
"Jamen, for fanden, hvilket navn? Er du ude på at spille et spil?"
"Nej, hr., jeg spiller bestemt ikke et spil. Jeg er mere interesseret i dette end du er. Jeg er et af de navne, men jeg ved ikke, hvilket et. Alle navne føles som en del af mig, så jeg kunne lige så godt være ét som et andet. Hvis du lader mig komme ombord med de andre, så vil jeg være i orden. Jeg kan finde ud af, hvem jeg er, ved det navn, der ikke er der, og ingen vil vide, at jeg lige har glemt det. Bare lad mig komme med ombord, så skal det nok gå."

I den beskrivende dialog mellem sergenten og kaptajnen afsløres en konflikt om, hvordan identitet ikke kun defineres af hvad vi husker, men også af hvad vi glemmer. Sergenten, der mister sit navn for en kort tid, forsøger at forklare sin situation uden at give op på sin følelse af, at han stadig er den samme person. Han mener, at han kan lære sit navn igen, at han kan rekonstruere, hvem han er, så længe han blot får lov til at fortsætte sin rejse. Dette peger på et essentielt aspekt af menneskets natur – behovet for at finde sammenhæng og mening i tilværelsen, selv når vi er konfronteret med noget så grundlæggende som tabet af vores egen identitet.

Sergentens opfattelse af sine venner, de andre soldater i den særlige afdeling, understøtter denne ide om, at forskellen ikke nødvendigvis er en fejl eller en psykisk ubalance. Det er snarere et resultat af misforståelser, en kløft mellem det, der er "normalt" og det, der ikke er det. Hvad der gør de mennesker, som er placeret i denne afdeling, anderledes, er ikke nødvendigvis en sygdom, men et spørgsmål om, hvordan de forholder sig til verden og deres omgivende mennesker.

"Logorré," eller ordens overdrevne strømme, som nævnt af en af de andre, Howell, er et symptom på noget mere. Det er et forsøg på at kommunikere, at forstå sig selv og sin plads i et univers, der virker kaotisk og uforståeligt. I Ward Fourteen – et sted, der afspejler et mikrokosmos af hele verden – er ordet "konversation" den vigtigste forbindelse mellem menneskene. Der er ikke noget fysisk objekt eller mål, der binder dem sammen; det er ord, ideer og uendelige diskussioner, der definerer deres eksistens. De er forvirrede, men stadig i stand til at udveksle tanker og reflektere over deres omverden.

Deres forskellige reaktioner på denne tilstand af konstant usikkerhed – om det er troen på en større kosmisk magt, som Green hævder at besidde, eller sergentens fornemmelse af, at han kan lære at huske sit navn – afslører en grundlæggende søgen efter mening i en verden, der tilsyneladende er uden struktur. Den fysiske verden kan forsvinde, men det er tankerne og ordene, der skaber broen til den virkelighed, vi forstår og definerer.

Derfor er spørgsmålet om, hvem vi er, når vi glemmer, hvad vi hedder, ikke bare et spørgsmål om hukommelse. Det handler om, hvordan vi navigerer i en verden, hvor identitet og forståelse er flydende, konstant foranderlige, og måske aldrig helt så stabile, som vi ønsker at tro.

Vigtigere endnu, som dette kapitel antyder, er at vi aldrig kan være helt sikre på, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion i vores eget sind. Vi er alle sårbare overfor de skygger af tvivl, som kan opstå, når vi er presset til at konfrontere det, der er skjult bag de dybeste lag af vores bevidsthed. Den virkelighed, vi oplever, er et produkt af både det, vi husker, og det, vi glemmer. At forstå, hvordan vi forholder os til disse aspekter af os selv, kan være nøglen til at forstå, hvordan vi konstruerer vores egen virkelighed, hvordan vi lever i den, og hvordan vi måske vil finde vores vej videre, når alt virker fortabt.

Hvordan skal man forstå Finnegans liv og den sociale dynamik omkring ham?

Finnegan var ingen tøsedreng. Han satte sig op på hendes ryg og red rundt og rundt i rummet. Mary Catherine var rasende over et eller andet. Hvorfor skulle hun være det? Hun var jo Casys kæreste, og alt dette var jo for sjov. "Gift dig med mig, Finnegan," plaprede Maurine. "Jeg bliver aldrig yngre." "Vent fem år," sagde Finnegan, "og så kommer jeg tilbage." "Gå ikke væk, og du behøver ikke komme tilbage. Og hvem vil ellers give dig sådan en lækker tur." "Det vil jeg," sagde Mary Catherine Carruthers. "Det vil jeg," sagde Mary Virginia Schaeffer. Og begge gjorde det, enten på det tidspunkt eller på et senere tidspunkt.

"Han er en schizo," sagde Patrick. "Han lever flere liv. Han tror, han er et fremmed væsen i et af de liv, og det kan være, han er det. Jeg er ikke helt sikker på mig selv på det punkt. Han er kun en case-historie i en læges notesbog, men hvem er den læge? Vores tro tvinger os til at benægte, at nogen er dømt til at fejle; men det er en lav, snoet vej, Finnegan har at følge, og han er dømt til at blive slået ihjel i slutningen af den. Den eneste håb er, at han har talentet til at vende det til en lykkelig død." Patrick var naturligvis fey. Men han tog aldrig fejl.

Patrick boede i Cat Castle sammen med sin familie. Det var et gammeldags og stort hus på tre etager, og det havde heddet det samme så længe nogen kunne huske. Huset var blevet givet til Patrick af en gammel dame, den såkaldte Cat Woman, som han havde betjent. Hun havde ikke rigtig haft halvtreds katte, kun otte eller ni. Og hun var heller ikke alt for excentrisk; bare gammel og sur. Patrick havde været hendes advokat, og hun havde efterladt ham huset.

Stranahan var rig. Han var lille-irsks rig. Han var den slags irske rige, der er linet med fine gardiner og grand-pianoer. Dette var ikke som at være stor-tysk rig eller gammel-fransk rig. Der var mange slags rigdom i St. Louis. Han tilhørte virkelig den rige, men fattige klasse.

Patrick havde fire sønner, og de lignede ham i faldende grad: Philip, Hugh, Timothy og Vincent, hvor faren var seks fod fire tommer, hver søn var en tomme kortere, med lidt lettere knoglestruktur og lidt mindre kropshår. Vincent var seks fod, lettere end de andre, og med mere beskedne, men stadig ekstraordinære mængder kropshår. Han havde samme skæve smil og øjenbryn, som var familiens kendetegn. Alle disse mænd så ud til at have sagt noget eller være lige ved at sige noget meget humoristisk. De havde et ry for at være vittige, delvist fortjent og delvist påtaget. Og de var alle godmodige.

Familien var jægere og fiskere. De havde allerede lavet aftaler med Hans og Henry, Gud og omstændighederne tillader det, om årlige jagter efter gulf marlin, Minnesota-hjorte og Dakota-fasaner. Den lidt buttede Maurine refererede altid til de mandlige medlemmer af familien som Rod and Gun Club, og Club-rummet som Fish Market.

Maurine levede agn til døden, og det irriterede i et hus, hvor fluen var konge.

Hvad er vigtigt at forstå i denne sammenhæng?
Læseren bør forstå den dybe understrøm af skuffelse og frustration, der ligger i Finnegans liv. Hans sociale omverden, som forfatteren skildrer gennem karakterer som Patrick Stranahan, synes at være en slags fælde, hvor individer kæmper med deres egne opfattelser af, hvad de burde være i forhold til deres familie, samfund og egne ønsker. Denne konflikt mellem individets drømme og familiens forventninger reflekterer et centralt tema, som alle bør være opmærksomme på, når de engagerer sig i de sociale dynamikker, der findes i både denne familie og samfundet generelt.

Hvordan Finnegan fandt sin vej: Om mod, opfindsomhed og uventede succeser

Finnegan havde aldrig forestillet sig, at hans første forsøg på at sælge et produkt ville føre ham på en sådan uventet rejse. Som kommissionssælger med en vare, der ofte blev mødt med skuffelse og en hvis grad af forlegenhed, stødte han på både fysiske og mentale barrierer. Hans første resultater var langt fra imponerende: ofte lidende af sår på fødderne og den evige sult, solgte han kun sjældent mere end tre enheder på en god dag, hvilket indbragte ham mindre end tre dollars. Men Finnegan var stædig og udstyret med de egenskaber, der gjorde ham i stand til at overleve – udholdenhed, tilpasningsevne og en særlig grad af fantasi.

Det, der startede som en beskeden forretningsidé, fik hurtigt en ny drejning. En aften, da Finnegan legede med produktet på en bar, opstod der kaos, da han med et skævt grin "angreb" en af barens stamgæster ved at dryppe et par dråber på hans bukser. Reaktionen var voldsom, og det satte Finnegan på en ny tanke: måske var det ikke husmødre, der var hans målgruppe, men de folk, der elskede at skabe kaos og underholdning – de såkaldte "ribbere". Han indså hurtigt, at hans produkt kunne være en sand guldgrube for dem, der levede for skødesløse sjov og spil.

I stedet for at forsøge at sælge produktet til en kræsen husmor, fandt Finnegan sin nye målgruppe i et miljø, der blev drevet af humor og overfladisk spøg: ribberne, der var mestre i at finde på kreative og vilde ideer til at skabe sensationer og sjove stunts. Fra denne opdagelse begyndte han at sælge sine flasker til denne nye gruppe, og snart kunne han se, hvordan produktet, der oprindeligt syntes at være uden værdi, blev den perfekte ingrediens til alle former for narrestreger.

Finnegan havde forstået det essentielle: at succes ikke altid handler om det oprindelige produkt, men om at finde den rette måde at præsentere det på. Som en mand med opfindsomhed og mod, så han hurtigt potentialet i at gøre sit produkt til en uundværlig del af ribbernes værktøjskasse. Der var flere grundlæggende "manøvrer" – fra de klassiske hotel-lobby tricks til park-bench soverne og bus-waiter fælder – og hver af disse kunne skabe nye, ufattelige reaktioner. Ribberne viste sig at være langt mere kreative, end Finnegan kunne have forestillet sig, og resultatet var et produkt, der hurtigt blev en del af byens underholdningsscene.

Finnegan solgte tusindvis af flasker på rekordtid, og han blev hurtigt en succes. Men den virkelige sejr kom ikke kun fra de penge, han tjente. Det kom fra erkendelsen af, at selv de mest ydmyge og tilsyneladende latterlige ideer kunne føre til noget ekstraordinært, hvis man blot kunne finde den rette vinkel. På et tidspunkt så Finnegan sig selv som en pioner på en ny og kreativ måde at markedsføre et produkt på – en, der ikke kun handlede om profit, men også om at skabe liv og sjov.

Men Finnegan ville ikke blive i denne rolle for evigt. Efter et par år med uovertrufne skuffelser og moralske kriser, tog han en ny drejning. Han vendte sig mod kunsten og Manhattan, hvor han begyndte at skabe sig et navn som kunstner. Med et nyt navn – Gregory van Ghi – indlogerede han sig på Waldorf og begyndte at skabe sin egen kunstneriske persona. Hans malerier fra hans såkaldte "orange periode" blev hurtigt populære, og han solgte hurtigt alt, hvad han kunne male. Men selv her, på trods af hans succes, kunne Finnegan ikke undslippe sin oprindelige natur: hans humor og hans fantasi var hans sande drivkraft.

Hans dygtighed som maler var ikke nødvendigvis begrænset af hans tekniske evner, men af hans behov for at eksperimentere med sin egen offentlighed. Han skabte opmærksomhed omkring sig selv gennem eccentriciteter som at blive båret rundt af en taxi-chauffør eller holde foredrag på skuldrene af sine venner. Finnegan var ikke længere bare en maler. Han var blevet en del af den storbybohemske verden, hvor personligheden var lige så vigtig som kunsten.

Men på trods af hans voksende berømmelse og succes, kunne Finnegan ikke helt undslippe de indre konflikter, der stadig plagede ham. Den ene dag opdagede han, at han var begyndt at tage på i vægt, og dette mindede ham om, at han stadig var den samme person under alle sine kreative udtryk. Den anden begivenhed, som ændrede hans liv, var en personlig oplevelse med Mercedes Shapiro, en velhavende og legende kvinde, som han skulle male. Denne hændelse, der forlod Finnegan med mere end blot et minde om en fejlet kunstnerisk oplevelse, satte gang i en ny forståelse af, hvad det betød at have moral og værdier, selv i en verden, hvor alt syntes at kunne købes for penge og berømmelse.

En vigtig lektie i Finnegans historie er ikke kun hans vedholdenhed, men også hans evne til at forny sig selv. Hans rejse viser, at succes ikke kun kommer gennem talent, men også gennem den evne at tilpasse sig og omfavne det uventede.

Hvordan kunsten opstår i mødet mellem mennesker og tid

Trinali sagde, "Vi har lige så meget som Herren havde," og fortsatte, "og hvis en stor skare skulle komme, ville jeg også kunne mætte dem. Jeg har denne evne." Hendes ord, sagt med en blanding af overbevisning og nænsomhed, var ikke kun en erklæring om hendes egen formåen, men også en refleksion over en verden, hvor kunsten kan bringe mennesker sammen, selv når materielle ressourcer er sparsomme. Hendes rige onkel Hans havde bragt en kasse øl, og det var nok til at opretholde en vis feststemning.

Efter middagen malede Scanlon et nyt havbillede, men denne gang en scene fra en helt anden tid og sted. Hans malerier var imponerende og fremviste en teknisk dygtighed, der gjorde det nemt at forstå, hvorfor han kunne kræve op til femten dollars per billede. Kun de få, der virkelig forstod hans værker, satte ham på niveau med de store mestre som Leonardo da Vinci.

Trinali, på sin side, skrev et digt. Hun reflekterede over livet, om den brændte by og dens glemte træer, som var blevet forandrede, men stadig bar vidnesbyrd om den guddommelige vrede. Trinali indså, at hendes forhold til kunsten var præget af en dyb længsel efter at forstå det, som ikke blev sagt, og det, som blev glemt i historiens ild. I hendes ord var der et ekko af de ødelagte steder, de gamle gader og de tabte drømme.

Senere, tilbage i byen, mødte de Endymeon Ellenbogen, en anden skikkelse i deres lille kreds. Endymeon var, som de andre, en uforlignelig kunstner. Hans arbejde var både strengt og medfølende, og han forstod kunsten som noget, der kunne omforme tidens grænser. Han havde publiceret romaner, men han fandt sin sande stemme i sin poesi og sine oversættelser. "Talent dedikeret til oversættelse er ikke bortkastet," sagde han. "Tværtimod er det som at tilføje noget til det allerede eksisterende." Hans ord bar en sandhed, som ofte går tabt i jagten på originalitet – at det ikke kun handler om at skabe noget nyt, men også om at forstå og oversætte det, der allerede er givet.

Endymeons liv var fyldt med paradoxale oplevelser. På den ene side skrev han populære sange, men han gjorde det med en ironisk distance, som om han anerkendte det nødvendige i at skabe noget, som kunne forbindes med masserne. Hans sange – fra "det kunne have været"-melodier til "jeg kommer fra det gode gamle Texas"-viser – rørte ved noget universelt. De havde måske ikke den dybde, som hans digte kunne prale af, men de havde noget andet: de formåede at kommunikere på et niveau, hvor ord ikke behøvede at være tunge for at være virkningsfulde.

Der er en sandhed i det, Endymeon siger om sin poesi, som man kan anvende på kunst generelt: kunsten er ikke kun det, vi ser i øjeblikket, men det, der lever videre i os, når vi har lært at forstå den på et dybere niveau. Vi behøver ikke at vurdere et kunstværk på de umiddelbare reaktioner, det fremkalder, men på den indflydelse det har på vores opfattelse af verden. Ligeledes skal vi huske på, at kunst ikke nødvendigvis er det, der bliver anerkendt af flertallet, men det, som kan ændre den måde, vi ser på verden.

Mange gange bliver kunstens formidling og opfattelse ikke set som et spørgsmål om teknisk dygtighed alene, men også om evnen til at kommunikere det usagte, at gribe de skjulte betydninger i vores daglige liv. Det er ikke nok at skabe værker; det er også nødvendigt at skabe en forbindelse mellem værket og publikum, som kan forstå dybden i det, der er udtrykt.

Derfor bør læseren ikke kun reflektere over det, der står på siden, men også over det, der ligger under overfladen. Kunstens sande værdi ligger ikke kun i dens form, men i den måde, den udfordrer os på, og hvordan den skaber nye måder at forstå vores verden på.