Kun ved at identificere et vigtigt problem eller en relevant spørgsmål kan du retfærdiggøre at bede læseren om at fortsætte med at læse. Det er kun når problemet bliver organiseret i en historie, at læseren vil blive motiveret til at fortsætte. At give læseren følelsen af, at det, han gør, er vigtigt, er grundlæggende for enhver forfatter at forstå. Som Robert Caro skriver: "Du skal få læseren til at føle, at det betyder noget, hvad han gør."

Når man skriver en argumentation, er det afgørende at anerkende modargumenter. Ethvert argument har et modargument; hvis ikke, ville det være en kendsgerning, ikke et argument. Du er nødt til at forholde dig til modargumentet for at være fuldstændig overbevisende. Når du modargumenterer, forudser du indvendinger og viser, at du har tænkt på dem. Dette demonstrerer, at din position er baseret på en grundig overvejelse af alle relevante fakta, ikke kun de, der støtter din påstand. For eksempel vil advokater i en retssag ofte citere modpartens bedste beviser i deres åbningstale for at vise, at de er forberedt på at imødegå alle indvendinger, ikke kun dem, der passer dem bedst.

Et klart eksempel på dette findes i en tekst, hvor forfatteren diskuterer, hvordan Latinamerika, til trods for omfattende "strukturreformer", har vokset langsommere sammenlignet med asiatiske lande og også set lavere vækst sammenlignet med sine egne historiske benchmark. Forfatteren afviser den lette forklaring om, at landene simpelthen ikke har gennemført nok reformer, som "groft uretfærdig" og viser, hvordan mange ledere i Latinamerika har brugt betydeligt politisk kapital på at implementere Washington Consensus-reformer.

Modstand mod et argument kan også udtrykkes gennem sprogbrug. Et eksempel på dette ses, når nogle forskere hævder, at kvalitativ analyse er et håbløst værktøj til at løse et problem. Forfatteren afviser denne holdning ved at påpege, at korrekt udført komparativ case-studie kan være lige så nyttig som en kvantitativ analyse. I denne afvisning manipuleres argumentet ved at fremstille modstanderen som mindre kvalificeret, hvilket gør modargumentet lettere at tilbagevise.

Når man strukturerer en sammenligning, er det vigtigt at undgå at tilbringe for meget tid på den ene side, før man begynder at adressere den anden. Hvis man tilbringer for lang tid på at beskrive den ene del af sammenligningen, før man kommer til den anden, forsinker man argumentet, da det egentlige påstand ligger i selve sammenligningen. Den bedste metode er at begynde at sammenligne så hurtigt som muligt. I stedet for at bruge tid på først at beskrive en hændelse og derefter præsentere den anden, bør man straks begynde at sammenligne de to situationer, som f.eks. at skrive: "Exxon Valdez olieudslippet, i modsætning til Love Canal katastrofen, afslører..."

En argumentation bør ikke kun forstås som en opstilling af ideer; den skal organiseres på en måde, der gør det muligt for læseren at visualisere dens struktur. Et induktivt argument, som opbygger sin påstand gradvist, kræver, at læseren holder flere ideer i hævd, før de afsluttes. Dette kan være effektivt i en mystery-historie, men i akademiske analyser, hvor ideerne ofte er komplekse, er det sværere for læseren at fastholde alle de nødvendige ideer i spil samtidig.

Modsat fungerer et deduktivt argument, som starter med en hovedpointe eller hypotese og derefter støtter sig på beviser og argumenter, der understøtter denne påstand. Denne tilgang giver læseren en klar struktur fra starten, hvilket letter forståelsen af de følgende beviser og støtteargumenter. Et eksempel på dette kan ses i bogen Domination and the Arts of Resistance af James C. Scott, hvor forfatteren indleder med en hovedpointe om, at de svages ageren i mødet med magt har en strategisk dimension, og dernæst underbygger denne påstand med konkrete eksempler og teoretiske perspektiver.

Det er vigtigt at bemærke, at de bedste argumenter ikke kun er de, der er velstrukturerede, men også de, der har mod til at anerkende og adressere modargumenter på en gennemtænkt måde. At tage modstanderne alvorligt, selv når man modsætter sig deres synspunkter, giver ens eget arbejde en stærkere legitimationskraft. Argumentationen bliver mere overbevisende, når det er tydeligt, at man ikke bare har valgt de ideer, der passer til ens synspunkt, men har overvejet alle relevante perspektiver.

Hvordan man udvikler et argument gennem deduktion og induktion i akademisk skrivning

Når du skriver et argument, især i akademisk sammenhæng, kræver det en dybdegående struktur og en bevidst tilgang til udviklingen af dine tanker. Et stærkt argument følger ofte en deduktiv struktur, som gør det muligt at introducere hovedideen og derefter støtte den med relevante eksempler og forklaringer. På et senere stadie kan en mere kompleks struktur opstå, hvor et sekundært argument langsomt fremkommer fra det første. Dette er en naturlig proces i skrivearbejdet, hvor den oprindelige tese bliver kompliceret og udvidet, og hver ny del af argumentationen bygger videre på den forrige.

Når man arbejder med et længere essay eller en akademisk artikel, er det vigtigt at kunne tilpasse sig og ændre sin argumentation, mens den udfolder sig. Denne fleksibilitet kan være nødvendigt, da idéer ofte udvikler sig under skriveprocessen. For eksempel, i et op-ed essay, som sjældent overstiger 800 ord, er det meget almindeligt, at forfatteren vælger en hovedpointe og holder sig til den. I længere akademiske essays er det derimod muligt at introducere flere relaterede ideer, som støtter op om den primære argumentation. I disse tilfælde bliver det ofte nødvendigt at anvende en deduktiv tilgang, hvor hovedideen præsenteres, efterfulgt af støtte, udvikling og eventuelle komplikationer, der videreudvikler tesen.

En vigtig pointe ved denne metode er, at skrivning ikke blot er en måde at nedskrive de tanker, du allerede har, men snarere en proces, hvor du skriver dig frem til nye ideer. Dette kan ses i eksemplet med Topkapi-argumentet, hvor en opstart af en idé langsomt åbner op for et mere komplekst lag af tanke, som måske ikke var forudset i starten. Dette er et bevis på, at skrivning er en måde at udvikle og uddybe sin egen forståelse.

En anden vigtig erkendelse er, at man i akademisk skrivning bør være opmærksom på læserens behov. Skrivningen skal ikke kun præsenteres som en række påstande, men som en sammenhængende historie, der tager læseren med på en rejse fra én idé til den næste. Denne struktur skaber ikke blot klarhed for læseren, men hjælper også forfatteren med at forstå og udvikle sine egne tanker undervejs.

I processen med at skrive et essay eller en længere akademisk artikel er det ofte nødvendigt at revidere flere gange for at opnå en solid struktur. Det er i revideringen, at de underliggende logiske forbindelser bliver tydeligere, og hvor de mere komplicerede dele af argumentet bliver synlige. På den måde bliver det klart, hvordan hovedideen langsomt kan føre til sekundære ideer, som relaterer sig til den oprindelige tese. Denne type struktur er grundlæggende for at kunne præsentere et klart og forståeligt argument.

Et eksempel på denne udvikling ses i Zadie Smiths artikel "Getting In and Out", hvor hun analyserer Jordan Peele’s film Get Out og Dana Schutz’ maleri Open Casket. Gennem en to-trins struktur viser Smith, hvordan de to medier reflekterer den kontradiktoriske natur i amerikansk raceforhold. Dette indebærer både en induktiv og deduktiv proces, hvor det sekundære argument udvikler sig ud af det første, men alligevel fastholder sin egen klare deduktive struktur.

Når argumentet udvikler sig på denne måde, kan det efterhånden udvide sig til at indeholde flere niveauer af komplekse idéer. Dette er en nødvendig proces, især når man arbejder med et større akademisk arbejde som en afhandling eller en bog. Hver ny idé, der opstår, skal struktureres klart og i en logisk rækkefølge for at gøre det muligt for læseren at følge med i udviklingen.

Skribenten skal derfor altid have den underliggende tanke i baghovedet, at læseren ikke bare er en passiv modtager af information, men en aktiv deltager i argumentationen. Forfatterens opgave er at tage ansvar for at styre læseren gennem argumentet på en måde, der er både klar og engagerende. Dette kan kræve, at skribenten arbejder sig frem til en passende baggrund eller kontekst, som nødvendigvis må præsenteres på det rette tidspunkt for at understøtte argumentationen.

I eksemplet med Tony Collins' Sport in Capitalist Society, stiller han flere spørgsmål om sportens oprindelse og dens sammenhæng med kapitalismen. Disse spørgsmål bliver derefter brugt til at danne grundlaget for hans argumentation, som udmunder i en detaljeret analyse af sportens rolle i det moderne samfund. Collins’ struktur gør det muligt for læseren at forstå både de specifikke begivenheder og de underliggende kræfter, der former dem.

Det er også vigtigt at overveje, hvornår og hvordan man præsenterer baggrundsinformation. Nogle gange kan baggrundsinformation indarbejdes naturligt i hovedargumentet, mens det i andre tilfælde er nødvendigt at dedikere en separat sektion til at uddybe konteksten. Hvor meget baggrund der skal gives, afhænger af emnets kompleksitet og læserens forudgående viden.

Det er værd at bemærke, at selvom man starter med at strukturere sin tekst på én måde, kan den endelige version ofte være meget anderledes. Dette skyldes, at skriveprocessen – som enhver intellektuel proces – er iterativ. Skrivning er i høj grad en handling af omformning og revision. Det er gennem disse revideringer, at ideerne får lov til at folde sig ud, og argumentet får sin endelige form.

Hvordan Overdreven Brug af Jargon Skaber Forvirring og Uklart Budskab

En af de største udfordringer i at formidle et klart budskab er overdreven brug af jargon og teknisk sprog. Det kan få et ellers klart og vigtigt emne til at fremstå som et hinderløb af komplekse sætninger og uklare begreber. Når man ser på, hvordan "Native Son" af Richard Wright er blevet behandlet i forskellige medier, kan vi få et indblik i, hvordan mediernes måde at repræsentere kriminalitet på kan forme vores opfattelse af moral, menneskelig adfærd og de underliggende spændinger i et demokratisk samfund. Dette vilde væv af ord og begreber kræver, at læseren river sig igennem det uden at få noget konkret ud af det.

Jargon, især når det bruges uforsigtigt, kan føre til en sammenblanding af begreber og forvirring. Forfatteren i eksemplet kan have haft til hensigt at diskutere, hvordan kriminalitetsrepræsentationer i medierne får folk til at tro, at deres liv er truet, og at de bør stole på lovens orden for beskyttelse. Men i stedet for at udtrykke dette på en enkel og præcis måde, er vi blevet fanget i et net af upræcise termer og komplekse sætninger, som kun gør det sværere at forstå det centrale budskab.

Problemet er ikke nødvendigvis jargonen i sig selv, men hvordan den bruges. Hvis man anvender tekniske termer og ordgrupper, der samler et væld af betydninger, uden at de er klart defineret i konteksten, kan det skabe forvirring. Dette er især farligt, når det sker i en argumentation, der allerede er lang og kompliceret. Læseren er hurtigt fanget i en labyrint, hvor det bliver svært at finde ud af, hvad der egentlig siges. Et centralt punkt i kommunikationen er ansvarlighed, og derfor er det essentielt, at forfattere ikke skjuler deres hensigt bag komplekse vendinger, men tager ansvar for det, de siger.

En ofte set fejl i forbindelse med jargon er passiv stemme. Den passive stemme gør det uklart, hvem der handler, og kan skjule ansvar. For eksempel, i stedet for at sige "Sømandsbeboelserne i byen blev brugt af sejlere, der var marginaliseret", kunne man sige "Sejlere brugte sømandsbeboelserne og blev marginaliseret". Den aktive stemme præciserer, hvem der er ansvarlig for handlingen, og giver derfor et klarere billede af situationen.

Ofte går denne tendens til at bruge passiv stemme hånd i hånd med den vaghed, som jargon kan skabe. Når man ikke er præcis med de ord, man bruger, kan man hurtigt ende med at miste kontrol over sin egen argumentation. Når man skriver, er det derfor vigtigt at vælge sine ord omhyggeligt og undgå overflødige formuleringer, som kun skjuler meningen. Det er også en god idé at undgå overdrevne og sjældne ord, som kun tilføjer kompleksitet, uden at de giver noget ekstra værdi for læseren. Man kan sige det enkelt, og det vil ofte have større effekt.

En anden fejlagtig brug er ord som "koncerteret" og "omvendt". For eksempel kan det være let at fejlagtigt bruge "omvendt" i en kontekst, hvor man egentlig burde bruge "inverse". Den matematiske betydning af "omvendt" henviser til en relation, hvor to udsagn kan byttes om, men i dag er det blevet misbrugt som en generel betegnelse for modsat eller modstridende. Hvis dette fortsætter, vil sproget miste sin præcision, og det er noget, vi bør forsøge at undgå. Det er bedre at være præcis og bruge ordet i dets rette kontekst, så betydningen ikke går tabt.

I sidste ende handler det om at tage ansvar for sit sprog. Når du skriver, er det din opgave at kommunikere klart og præcist. Jargon kan være et nyttigt værktøj, når det bruges korrekt, men det kan også være farligt, når det bruges uforsigtigt. For at sikre, at dit budskab når frem til læseren, bør du bruge dine ord med omhu og undgå at lade jargonen sløre det centrale indhold. Når du begår dig i komplekse emner, er det vigtigt at gøre dem så tilgængelige som muligt. At bruge et klart og direkte sprog skaber ikke kun forståelse, men også respekt for læseren, som bliver i stand til at følge dine tanker uden at blive hæmmet af unødvendig kompleksitet.

Hvordan dine omgivelser påvirker din tegning
Hvordan forståelse af små ord og deres nuancer kan berige vores daglige liv
Hvordan kan censusdata afspejle og støtte Métis-nationens udvikling?