Hvordan kan USA forblive forenet, hvis det sprog, der understøtter denne idé, er rodfæstet i en gruppes harme mod en anden? Dette spørgsmål er centralt i denne bog, som undersøger, hvad vi kan lære om præsidenters retorik i valgårerne, især når det drejer sig om race og de måder, hvorpå denne retorik udvikler sig. Ved at spore udviklingen af præsidenternes retorik fra 1964 til 2012 er der nogle vedvarende tendenser, der fremstår. Først og fremmest brugte præsidenter i 1970'erne og 1980'erne teknikker til at appellere til hvide amerikaneres racemæssige frustrationer og dermed vinde stemmer fra den hvide middelklasse. Dernæst er mange af disse retoriske greb blevet centrale komponenter i præsidenttaler, som stadig bruges i dag. Endvidere er der en tendens blandt nyere præsidenter til at undgå at adressere raceproblemer direkte og i stedet forsøge at finde en balance mellem at appelere til både hvide og minoritetsgrupper. Samtidig, i takt med at landet bliver mere etnisk og kulturelt mangfoldigt, er der spor af, at præsidenternes tilgang til race kan ændre sig, selvom både Bush og Obama har benyttet sig af racemæssigt kodede begreber om amerikansk identitet til at definere indvandrere på en måde, der potentielt bidrager til en yderligere racialisering af minoritetsgrupper.

Derfor opstår spørgsmålet: Hvis præsidenter mener, at disse tilgange er nyttige til at vinde valg, og hvis deres fortsatte brug af sådan retorik understøtter denne opfattelse, hvordan kan præsidenter så bruge deres valgkampretorik til at konfrontere racemæssig ulighed? Det virker som om, de nuværende partipolitiske alliancer og de strategier, der er forbundet med at opretholde dem, får præsidenter til at konkludere, at de må opretholde disse retoriske mønstre for ikke at risikere nederlag.

I første kapitel argumenterede jeg for, at retorik er vigtig, fordi præsidentkandidater bruger den til at sætte den offentlige dagsorden, og fordi præsidenter gør deres bedste for at holde deres valgkampes løfter. Hvis præsidenter taler om raceproblemer under valgkampagner, vil de sandsynligvis forsøge at gøre noget ved dem, når de tiltræder som præsident. Men hvis præsidenter ignorerer disse problemer eller bliver forhindret i at tale om dem på grund af strategiske overvejelser, betyder det ikke nødvendigvis, at vi ikke vil se ændringer i den amerikanske racemæssige politik. Der er andre måder at fremme en offentlig dagsorden på end gennem præsidenttaler. Ikke desto mindre forsøger præsidenter at appellere til en bred vælgerkoalition, og de formulerer deres kommentarer om race på en måde, der trækker på hvide amerikaneres racemæssige frustrationer i stedet for at bruge retorik, der adresserer raceulighed.

I Drew Westens The Political Brain kritiseres det demokratiske partis retoriske tilgang skarpt, da partiet har fejlet i at udvikle stærke, principbaserede standpunkter. Ifølge Westen stammer demokraternes problemer fra kandidaternes manglende evne til at skabe sammenhængende fortællinger baseret på principper. Et eksempel er spørgsmålet om våbenkontrol, hvor Westen konkluderer, at demokraterne bør udvikle en fortælling, der "rammes i konteksten af grundlæggende amerikanske værdier." Hvad Westen påpeger, er nødvendigheden af, at demokraterne appellerer til en bred vælgerbase med inkluderende retorik, der taler til amerikanere af alle typer. Disse beskeder bør være baseret på principper fremfor akademiske diskussioner om problemer. Men der er to spørgsmål, som jeg har forsøgt at komplicere gennem de forrige kapitler: Hvad er de grundlæggende amerikanske værdier? Og hvordan er fortællingerne om amerikanske værdier blevet indarbejdet i diskussioner om emner som race, velfærd, kriminalitet, uddannelse og etnicitet?

Republikanske administrationer i 1970'erne og 1980'erne var med til at konstruere en retorik om værdier, der var bygget på racemæssige fortællinger for at appellere til hvide og etniske hvide vælgere. Mange af disse begreber var tæt knyttet til amerikansk identitet – troen på værdien af hårdt arbejde, moral og familiens værdier – og blev konsekvent brugt til at tiltrække vælgeres racemæssige fordomme. Præsidenter præsenterede deres administrationer som et brud med fortiden og brugte gamle fortællinger, der adskilte de "fortjente" fra de "ufortjente" fattige. De refererede til de "ufortjente fattige" med kodede ord som "indre by" og "urbane". Mange af disse racemæssige temaer om velfærd stammer fra Moynihan-rapporten. Retorikken om lov og orden opstod som et forsøg på at støtte op om øgede politiforanstaltninger i områder præget af aktivitet fra sorte magtgrupper, og disse temaer fortsatte med at trække på hvid frygt for sort kriminalitet, selv efter mange af disse grupper forsvandt. Uddannelsesretorikken adskilte urbane skoler fra forstadsskoler og udnyttede hvid frygt for tvungen integration. Urbane skoler blev ofte beskrevet som voldelige steder med dårlig uddannelse, og beslutningen om, hvilken skole man skulle gå på, blev beskrevet som en grundlæggende rettighed. Ethvert forsøg på at løse disse problemer med regeringens reformer blev fordømt af kritikere som indblanding fra store regeringens elitister i staternes og ærlige, hårdtarbejdende amerikaneres anliggender. Selvom disse fortællinger forsøgte at vinde stemmer fra hvide amerikanere, definerede de samtidig amerikansk identitet på en måde, der afhængig af racemæssige fordomme.

Mit forskningsarbejde viser, at republikanske politikere i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne havde stor succes med at etablere en måde at tale om race på, der var knyttet til amerikansk identitet. Disse fortællinger var designet til at appellere til hvide og etniske hvide vælgere i forstæderne, i Midtvesten og i Syden. Selvom nogle demokrater har benyttet sig af disse narrativer for deres egne kampagner, står Westens pointe stadig ved magt: Demokraterne skal tage kontrollen over diskursen. Demokraterne har ikke været lige så succesfulde i at sætte diskursen, og de bør måske finde en måde at tilknytte de grundlæggende amerikanske værdier til begreber som mangfoldighed, retfærdighed og omfordeling, hvis de ønsker at bygge et samfund, der er virkelig retfærdigt og befriet for de indgroede racemæssige uligheder fra fortiden. Obama begyndte at ændre nogle aspekter af den demokratiske retoriske strategi, og emner som reform af det strafferetlige system bliver i øjeblikket diskuteret.

Retorikkens effekt på valg og politik er vanskelig at måle. Den indflydelse, retorik har på offentligheden, kan muligvis kun ses efter årtier af bevidste retoriske bevægelser. En udviklingsbaseret undersøgelse af race-retorik kan vise os virkningen af retorik over tid. Nixon’s retorik om velfærd og race har måske ikke direkte formet hans vælgeres tanker, men den konstante brug af disse racemæssigt ladede fortællinger ændrede den præsidentielle retorik om velfærd i USA. Det, der begyndte som et forsøg fra Nixons kampagne på at udnytte vælgeres racemæssige fordomme, blev til den almindelige måde for præsidenter at tale om velfærd på i USA. Disse fortællinger om velfærd afspejlede idéer om amerikansk identitet, men præsidenter bruger dem stadig til egne formål. I sidste ende er der risiko for, at denne gentagelse af racemæssigt kodede fortællinger fortsætter med at konstruere en amerikansk identitet, der er tæt forbundet med racemæssige og etniske fordomme.

Hvordan Lyndon B. Johnson Bruger Kommunikation til At Fremme Social Retfærdighed og Globalt Samarbejde

Lyndon B. Johnson, som præsident for USA i 1960'erne, anvendte kommunikation som et centralt værktøj i sin politiske strategi, både for at fremme nationale reformer og for at forme det amerikanske syn på global solidaritet. I flere vigtige taler understregede han vigtigheden af samarbejde mellem erhvervslivet, pressen og andre samfundssektorer for at realisere visionen om social retfærdighed og økonomisk fremgang, både på nationalt og globalt plan. Hans tale til deltagerne i "Plans for Progress" den 9. april 1964 er et klart eksempel på hans appel til forretningsfolk om at spille en aktiv rolle i at fremme borgerrettigheder, hvor han opfordrede til en forståelse af de etiske forpligtelser, som erhvervslivet burde påtage sig.

I denne tale understregede Johnson, at det ikke kun var en politisk nødvendighed, men også en moralsk forpligtelse at handle på en måde, der fremmer lige rettigheder for alle. Han mente, at amerikanerne, på trods af at være en minoritet i en verden domineret af andre racer, religioner og befolkningsgrupper, skulle leve op til den gyldne regel om at behandle andre, som de selv ønskede at blive behandlet. Johnsons appeller var rettet mod forretningsledernes samvittighed og deres ansvar som samfundets moralske ledere.

Et andet aspekt af hans kommunikation var hans indflydelse på pressen og offentligheden, som blev grundlaget for hans internationale politik. I en tale til medlemmer af pressen i april 1964, hvor han diskuterede den stigende globale ustabilitet og risikoen for revolutioner i udviklingslande, gjorde han det klart, at USA's egen fremtid var uløseligt forbundet med verdens udvikling. Han opfordrede pressen til at sprede information, ikke som et middel til at fremme propaganda, men som en måde at fremme en positiv amerikansk indflydelse i en tid med global opbrud.

Johnson pegede på, at de udviklingslande, der kæmpede med ekstrem fattigdom, var de steder, hvor sociale og økonomiske revolutioner enten ville finde sted fredeligt eller voldeligt. Dette udtryk for forståelse og sympati for den udviklingsverden, der var præget af både farverige kulturer og historiske udfordringer, var en central del af hans politik. Han argumenterede for, at de fattige lande i Asien, Afrika og Latinamerika kunne blive et globalt problem, medmindre der blev ydet hjælp fra rige nationer som USA.

I sine taler brugte Johnson kraftfuld retorik, som både appellerede til de økonomiske interesser og den moralske samvittighed. For eksempel i sin tale i juni 1964, ved lægningen af kølen på den atomubåd, USS Pargo, pegede han på, at lighed og social retfærdighed i hjemlandet var afgørende for landets sikkerhed og indflydelse på verdensscenen. Han argumenterede, at USA kun kunne være en troværdig leder i kampen for menneskerettigheder og global fred, hvis det også praktiserede disse idealer hjemme.

Der var dog også en realisme i hans tilgang. Johnson erkendte, at den globale magtbalance var i færd med at ændre sig, og at USA ikke længere kunne opretholde sin status som den dominerende magt i verden uden at tage ansvar for sin interne sociale og økonomiske udvikling. Denne erkendelse om, at USA skulle føre an i kampen mod global fattigdom og ulighed, var et centralt element i hans udenrigspolitiske vision.

Det var denne kombination af nationalt ansvar og globalt perspektiv, der definerede Johnsons politiske projekt. Han mente, at der var en uadskillelig forbindelse mellem indre og ydre politiske forhold, og at løsningen på både amerikanske interne problemer og globale udfordringer kunne findes i et fælles engagement for social retfærdighed og globalt samarbejde.

Når man ser på Johnsons taler og politik, bliver det klart, at han var en mester i at anvende kommunikation som et redskab til at styrke både national enhed og globalt ansvar. Hans appel til amerikanske forretningsledere om at engagere sig i borgerrettighedsbevægelsen, hans indflydelse på pressen for at fremme en positiv global politik, og hans forståelse af, at et lands indre sundhed er afgørende for dets globale indflydelse, er alle væsentlige elementer i hans politiske filosofi. Johnsons vision om et mere retfærdigt og lige samfund, både hjemme og internationalt, bliver derfor et grundlæggende punkt i forståelsen af hans præsidentskab og de udfordringer, han stod overfor.

Hvordan hente brugerdata effektivt fra serveren: Brug af forskellige API-værktøjer
Hvordan forstår vi de strukturelle forbindelser i bækkenet og deres funktioner?
Hvordan opbygger man relationer, når man ikke har nogen erfaring?
Hvordan kan man undgå fejl i finansreconciliation og opretholde dataintegritet i regnskabsprocesser?
Hvordan Clara fandt en midlertidig frihed i sit nye hjem