Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
De sidste par år har flere større museer gennemgået en redesign af deres gallerier dedikeret til islamisk kunst. Denne udvikling har ikke kun handlet om at præsentere den traditionelle islamiske kunst, men også om at finde måder at inkludere moderne og samtidskunst fra den islamiske verden. Et væsentligt aspekt ved disse projekter er, hvordan man håndterer de komplekse og ofte usikre oprindelseshistorier af mange artefakter. I arbejdet med at udstille islamisk kunst står kuratorerne overfor spørgsmålet om, hvad der bør vises og hvordan de kulturelle, religiøse og historiske lag kan adresseres på en måde, der er både oplysende og respektfuld.
Selvom disse kuratoriske initiativer ofte er ambitiøse og søger at skabe et aktivt engagement med de problematiske tidlige faser af islamisk kunsthistorie, kunstmarkedet og arkæologien, er der stadig ubesvarede spørgsmål om, hvilke objektkategorier eller monumenter der kan bruges som et stabilt udgangspunkt for at illustrere de grundlæggende principper for islamisk kunst fra det 7. århundrede til i dag. Det ville være forældet at hævde, at en sådan bog kan løse disse problemer. Jeg vil dog argumentere for, at det stadig er en værdifuld bestræbelse at forsøge at omfatte det brede spektrum af medier, der behandles i islamisk kunst, samtidig med at der gives midler til, at læseren kan forstå, hvad der gør hvert objekt værdigt til analyse.
Ernst Gombrichs "The Story of Art", som blev udgivet første gang i 1950 og nu er i sin sekstende udgave, er en stor inspiration for tankerne bag denne bog. Gombrich indleder sit værk med ordene: "Der er ikke noget, der hedder Kunst. Der er kun kunstnere." Dette synspunkt kan tages som et afsæt for, at vores opmærksomhed bør rettes mod de dygtige udøvere (eller "kunstnere", selvom dette begreb bør udvides til at omfatte alle håndværkere, der skaber objekter med meningsfulde æstetiske kvaliteter), hvad de skaber, og den kontekst, som denne skabelse finder sted i. Kunst eksisterer inden for menneskelige samfund og kræver et publikum samt en social og kulturel ramme, hvori det kan fungere. Gombrich fører sine læsere gennem kunstens historie fra de tidligste hulemalerier til moderne tid og viser et illustreret billede af hvert værk, der diskuteres i teksten. Hans klare og præcise prosa gør komplekse ideer tilgængelige for læserne. Men på trods af Gombrichs bidrag kan man ikke undgå at stille spørgsmålstegn ved hans eurocentriske perspektiv, den kønsmæssige ubalance og den relative mangel på minoritetsperspektiver.
Bogen bærer titlen "The Story of Art", hvilket ikke blot betyder, at kunst som helhed kan anskues som en fortælling, men også at enkelte kunstværker har deres egne historier at fortælle. Denne opfattelse anerkender, at kunst er skabt på et bestemt tidspunkt, men kan eksistere langt efter den oprindelige samfundsforfatning, som det blev produceret til. Værker af kunst, der overlever denne lange livscyklus, bliver ofte genfortolket af efterfølgende samfund, sommetider til formål, som de oprindelige skabere ikke kunne have forudset. Disse genfortolkninger sker ved at objekterne bliver omarrangeret, ændret, eller transporteret til nye rum – som f.eks. fra en kirke til et museum.
Denne praksis er forbundet med det, som er blevet kaldt "objektbiografier", hvor man følger et kunstværks rejse gennem tid og rum – hvordan det ændrer funktion, bliver omplaceret eller fysisk ændret over århundreder. Dette rejser spørgsmålet om, hvordan vi som seere kan forstå de svar, som et kunstværk fremkaldte hos det oprindelige publikum. En tilgang til dette er Michael Baxandalls idé om det "periodiske øje", der undersøger forholdet mellem kunstværkets æstetik og den sociale, politiske og økonomiske kontekst, det blev skabt i. Dette synspunkt er spekulativt, men giver alligevel indsigt i, hvordan vi kan forsøge at rekonstruere de reaktioner, der måtte have fundet sted på kunstværker i deres samtid.
De femoghalvfjerds kapitler i denne bog forsøger at følge en rejse gennem islamisk kunst og arkitektur ved at skabe imaginerede fortællinger, som forholder sig til konkrete objekter og bygninger fra forskellige perioder og steder i den islamiske verden. Hvert kapitel tager udgangspunkt i et eller flere kunstværker, der på en eller anden måde er repræsentative for deres tid og sted. Skønt de hovedsageligt involverer fiktive personer, interagerer de til tider med historiske skikkelser og hændelser fra politik, religion og litteratur. Disse kapitler giver mulighed for en diskussion om, hvordan betydningen af kunstværker kan ændre sig over tid og hvordan de kan blive tilpasset eller ændret af nye ejere.
En vigtig del af bogens struktur er, at den anvender et litterært greb inspireret af de klassiske arabiske fortællinger, især de såkaldte Maqamat, som blev skrevet af al-Hariri i det 12. århundrede. Dette greb tillader en udforskning af, hvordan historier om kunstværker og deres ejere også kan rummer et humoristisk og ironisk lag, og hvordan sprog kan blive et kraftfuldt værktøj til at forstå og værdsætte kunstværker. På trods af de kreative narrativer i al-Hariris værk er det dog vigtigt at understrege, at den æstetiske og materielle dimension i kunsten også har en central rolle i forståelsen af den islamiske kunsttradition.
Det er væsentligt at forstå, at kunst i den islamiske tradition ofte er et produkt af både æstetiske præferencer og religiøse samt sociale normer. Kunstværker er ofte skabt med henblik på at formidle religiøse værdier, men de fungerer også som sociale markører, der afspejler de politiske og økonomiske forhold i de samfund, der producerede dem. For at kunne værdsætte islamisk kunst korrekt, er det nødvendigt at forstå den dynamik mellem tradition, innovation og de kontekster, som kunsten blev skabt i.
Hvordan Islamisk Kunst og Arkitektur Afspejler Religiøse og Kulturelle Værdier
Islamisk kunst og arkitektur er ikke kun et udtryk for æstetik; de er tæt forbundet med de religiøse og kulturelle principper, der har været grundlaget for den islamiske civilisation gennem århundreder. Fra de første moskéer og paladser til de moderne fortolkninger af islamisk æstetik, reflekterer kunsten et komplekst forhold mellem tro, kultur og æstetik. Islamisk kunst er unik, da den undgår fremstilling af menneskelige eller guddommelige figurer i en religiøs kontekst, og fokuserer i stedet på geometriske mønstre, arabesker og kalligrafi, der hver især bærer dyb symbolik og betydning.
I de tidlige perioder af islamisk kunst og arkitektur, som under Umayyade og Abbasid dynastierne, var de første moskéer præget af en simpel og funktionel stil, der reflekterede både de praktiske behov for tilbedelse og den religiøse strenghed, som Islam fremmede. Moskéernes arkitektur blev hurtigt en refleksion af samfundets værdier, med store åbne områder, høje kupler og minareter, der ikke blot havde funktionelle formål som at kalde til bøn, men også symboliserede den universelle magt og åndelige nærvær af Gud.
Særligt interessante er de paladser og bygninger, der blev opført under dynastier som de Fatimider, Almohader og Ottomanske imperier. De var prægede af både politisk magt og religiøs symbolism. Bygninger som Alhambra i Granada og Suleymaniye-moskéen i Istanbul bærer stærke visuelle spor af deres byggherrers religiøse og politiske overbevisninger. I disse bygninger blev det religiøse symbolet – som kaldigrafi og indviklede geometriske mønstre – kombineret med et politisk budskab om magt og stabilitet. Deres udsmykning tjente både som et religiøst værk og et pragtfuldt udtryk for det imperiums kulturelle højdepunkt.
Kalligrafi er en af de mest markante elementer i islamisk kunst. Det er ikke bare en skriftform, men også en åndelig praksis, hvor ord fra Koranen blev transformeret til visuelle kunstværker. I mange moskéer og paladser findes inskriptioner af religiøse vers, som ikke kun beriger det æstetiske udtryk, men også tjener som en påmindelse om Guds tilstedeværelse og visdom. Dette aspekt af islamisk kunst er fundamentalt, idet det understreger forbindelsen mellem troen og det visuelle udtryk. Æstetik i Islam er ikke kun noget, der er smukt at se på – det er også en form for tilbedelse.
Desuden er geometriske mønstre og arabesker allestedsnærværende i islamisk kunst og arkitektur, hvilket skaber en form for transcendens. Geometrien bruges til at udtrykke ideen om uendelighed og perfektion – kvaliteter, der er tæt knyttet til Gud. Mønstrene findes både i små detaljer som fliser og i de store mønstre, der pryder hele vægge og lofter i moskéer og paladser. Det menes, at disse mønstre er et forsøg på at afspejle den guddommelige orden og det uendelige univers, som kun Gud har skabt. Samtidig giver de beskueren en oplevelse af åndelig oplysning, hvor de uendelige mønstre symboliserer den åndelige rejse mod det guddommelige.
Den islamiske opfattelse af kunst og æstetik adskiller sig grundlæggende fra den vestlige tradition, hvor kunst ofte bruges til at udtrykke individualitet og personlig kreativitet. I Islam er kunst tættere knyttet til kollektiv tro og den universelle ordning. Derfor betragtes skabelsen af kunst ikke som et udtryk for kunstnerens egen kreativitet, men som en måde at ære Gud på, et udtryk for den guddommelige skaberglæde.
Ligeledes er den islamiske kunsttradition ofte præget af en forståelse af det "praktiske" formål med kunst. Mange af de kunstværker, vi ser i islamisk kultur, tjener både en æstetisk og funktionel rolle. Eksempelvis kan tæpper og metalarbejder både være udsøgte kunstværker og funktionelle genstande, der har praktisk værdi i hverdagen, samtidig med at de bærer symbolik, der relaterer sig til troen.
Den religiøse kunst har udviklet sig i forskellige regioner af den islamiske verden på forskellige måder, ofte i forhold til de lokale kulturer og sociale kontekster. I den persiske tradition ser man for eksempel en vægt på miniaturemalerier og en dyb interesse for narrative og mytologiske fremstillinger, mens den arabiske og tyrkiske tradition er mere koncentreret om geometriske mønstre og kalligrafi.
Det er vigtigt at forstå, at islamisk kunst og arkitektur ikke kan reduceres til blot et visuelt udtryk; det er et stærkt kulturelt, politisk og religiøst værktøj, der har været brugt til at formidle de værdier, der er kernen i den islamiske verden. Kunstens rolle i at formidle ideologier, politiske budskaber og religiøse opfattelser er noget, der adskiller den islamiske tradition fra mange andre kunstformer. Kunst bliver ikke kun betragtet som en måde at dekorere eller udtrykke skønhed, men som en måde at kommunikere med Gud og samfundet.
At forstå dybden og kompleksiteten i islamisk kunst er at forstå de kulturelle og religiøse baggrunde, som den er bygget på. Det er en kunstform, hvor æstetik og spiritualitet går hånd i hånd, og hvor hver detalje og form bærer betydning, både for den enkelte og for fællesskabet.