Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
I et scenarie, hvor menneskelige og udenjordiske civilisationer krydser veje, er det ofte de mest basale principper for kommunikation og forståelse, der bestemmer, om samspillet vil føre til fred eller konflikt. I denne sammenhæng, som set i det specifikke øjeblik af mødet med "Empress Marie" og de øvrige deltagere i forhandlingen, bliver de uforudsete aspekter af mødet tydeligere. Hvad sker der, når en art, som har modtaget en hidtil uset teknologisk udvikling, står over for andre, der endnu ikke forstår den virkelige rækkevidde af denne fremgang?
Der er noget med at forstå, hvordan en sådan første kontakt kan opfattes både af den menneskelige delegation og de fremmede arter, der måske ikke nødvendigvis deler de samme opfattelser af verden. Som vi ser det i dette scenario, kan den teknologi, der præsenteres af en mere udviklet race, skabe frygt, men også nysgerrighed. Kommunikationen mellem Empress Marie og de øvrige magtfulde figurer i rummet rummer et væld af implikationer: forståelsen af, hvordan magt og station er blevet formet i deres respektive samfund, hvordan teknologiske fremskridt kan have en destruktiv indflydelse på biosfæren, og hvordan denne magt kan føre til nye spændinger i deres interaktioner med menneskeheden.
Der er også en metaforisk betydning bag disse "fremmede" arter, som ikke kun beskriver en fysisk afstand, men også et socialt og mentalt gap, som skal forstås. Dette er ikke kun et spørgsmål om at udveksle information; det handler om at forstå de underliggende kræfter og regler, der styrer forskellige civilisationers adfærd. Mødet med de såkaldte "Canids" og "Oriona" afslører en foruroligende sandsynlighed for, at udviklingen af teknologisk magt uden tilstrækkelig forståelse af livets skrøbelighed kan føre til ødelæggelse af hele økosystemer.
Forhandlingen, som udfoldes i denne sammenhæng, er ikke kun et spil af taktikker og politiske beslutninger. Der er en langt mere subtil, men ikke mindre vital dimension i spil: et af de grundlæggende spørgsmål er, hvordan kan vi som art eller civilisation balancere vores teknologiske ambitiøse fremtidsvisioner med et ansvar for at bevare den levende natur og de økosystemer, vi ikke nødvendigvis har forstået i dybden? For det er i sidste ende vores forståelse af, hvordan disse nye arter interagerer med deres miljø, der vil afsløre, om deres teknologiske udvikling bliver en gave eller en tragedie.
For at forstå det fulde omfang af disse møder bør vi overveje, hvordan vores menneskelige forhold til magt og teknologi former vores forhold til det ukendte. Er det muligt at sikre, at vi, uanset hvor udviklede vi bliver, bevarer en bevidsthed om de grundlæggende økologiske og sociale forhold, som ligger til grund for civilisationens fremgang?
Vigtige overvejelser for læseren bør være, at vi ikke kun står overfor et teknologisk skifte, men også et kulturelt skift. Hver ny civilisation bringer sine egne forståelser af magt, af ansvar og af kommunikation. Det er i mødet mellem disse forskelle, at vi som menneskehed vil finde ud af, hvordan vi bedst kan navigere i en stadig mere kompleks og sammenkoblet galakse.
Hvad betyder det at leve med en historie, som vi ikke kan ændre?
Mor’s brystløshed havde ingen rødder; faktisk havde hun indhyllet det med blødt parfumeret stof, der fik hendes barm til at rasle alarmerende, når hun bevægede sine arme—en ulempe i kamp, uden tvivl. Det må også have irriteret hende. Jeg var en skuffelse på en helt ny front. Jeg var ikke en prinsesse; jeg var en tudefjæs. Værre var det, at jeg var overvægtig. Mine lemmer rystede som chokoladeis. Jeg var en skam, ligesom min mors dårlige smag i vin, som måtte udholdes, indtil det kunne ændres—eller kastes bort. I begge tilfælde valgte min far den sidste mulighed. Og så, da han var alene, drak han sig ihjel. Det var alt, hvad min mor nogensinde sagde om det; men man kan være sikker på, at han ikke drak sig ihjel med Moscato. Han havde aldrig kunnet lide søde ting. Min mor, derimod, døde på grund af Mars. For at være retfærdig, var Mars kun en indirekte årsag. Den direkte årsag var botulisme, som hun havde fået fra et særligt dårligt parti romainesalat, dyrket på Mars. Jeg siger ikke, at det var sådan, hun ville have været forsvundet—at kaste op var ikke hendes stil—men salat udgjorde størstedelen af hendes kost i de senere år, så jeg antager, at det på et psykologisk niveau må have været tilfredsstillende for hende. For hende, mener jeg. Det tog mig år at bearbejde det, at omforme hendes død, at placere skylden et sted, hvor noget stort nok kunne bære den. På Mars.
Den næststørste tragedie i mit liv—den største, før min mors død—kan også tilskrives Mars. Hans navn var Rondell. Ligesom min far, solgte han vin. Min mor kunne aldrig lide, at jeg kaldte hende "mor." "Hvad vil du helst kaldes?" spurgte jeg, køligt og høfligt, og ganske desinteresseret, som en mellemleder på et hotel. "Hvad er der galt med 'mama'? Er du for gammel til det nu?" Jeg var det, men ville ikke indrømme det, for det ville åbne døren til en samtale om den utålelige ting kaldet "vokse op." "Far vil ikke have, at jeg kalder ham daddy længere," sagde jeg. Hun kiggede på mig, som om jeg var en frø, og sagde, med delikat præcision, præcis hvad jeg kunne kalde ham i stedet.
Anyway. Rondell. Rondell havde en hvid mor. Det var sådan, han kaldte hende, hans "hvide mama", for at adskille hende fra den sorte kvinde, hans far senere havde giftet sig med. Da vi var i folkeskolen, kunne Rondell godt lide at sige, at han tilbragte så meget tid som muligt i solen, fordi han ville blive mørk. Jeg satte spørgsmålstegn ved den biologiske plausibilitet af dette, men han tog det som en trosbesked. Han satte sig altid bagest i klassen, lige ved vinduerne; han skiftede pladser for at følge solens forløb. Jeg lærte senere, at hans hvide mor faktisk var af mellemøstlig afstamning—pakistansk. Hendes navn var Noor. Rondell kunne godt lide at udtale det som "Noir" og lade som om, hun kom fra Frankrig. "Vinlandet," sagde han. "Vin de Pays." Han havde den mest fejlfri franske udtale, jeg nogensinde havde hørt, selv min delikate mor kunne ikke matche hans konsonanter.
Rondell arbejdede i en vinbutik. Jeg husker, hvordan han fortalte mig, at han arbejdede i en butik på den anden side af byen, som kun solgte vin—intet crap som Steel Reserve eller Skol eller Black Velvet. Han sagde, at folk på den anden side af byen ikke troede, at en 18-årig sort fyr kunne noget om vin. Den sidste dråbe, som han kaldte det, var en kunde, der tog en flaske Pinot Noir og spurgte, om det var Bourgogne. "Nej, sir," sagde Rondell. "Det er ikke fransk." "Så hvad er der forskel på det?" "Druerne er dyrket i Californien, ikke i Frankrig." Kunden klagede over, at Rondell havde en holdning, og han blev fyret dagen efter.
Der er et par ting ved at dyrke vin på Mars. Ikke så mange som på Jorden, tror jeg, især efter den Unødvendige Landbrugsaftale. Det er i det mindste lovligt at dyrke vin på Mars. Ingen vil jage dig for at spilde dyrkbar jord. Og tørken er ikke et problem for druer, ikke som det ville være for tranebær eller appelsiner eller krysantemum. Men stadig, tag jorden som et eksempel—den er syreholdig som helvede, i det mindste i de områder, vi kunne få fat på. Og så er der vækstsæsonen. Intet af dette forhindrede Rondell. Eller mig, for den sags skyld: jeg tøvede med at prale med min egen rolle, som min far plejede at sige, og han hadede al stolthed, men især stoltheden af en måneansigtet halv-hvid tudefjæs. Men jeg spillede min egen rolle med de martianske vinmarker. Jeg skrev til de rette folk, udfyldte de rette formularer og sørgede for, at når det var tid, var de stødige små vinstik i deres styrofoamkølere på shuttle-launchen, klar til at suser gennem rummet.
Jeg siger ikke, at Rondell ikke var god til logistik, han var fint nok, men hans hjerne var på andre ting. Reklame i moduler modsat Rolex, Louis Vuitton, Audi. Vin-smagning med hvide handske-waiters og skranker af sort italiensk marmor. Jeg husker den første årgang—2029. Det viste sig at være en udfordring at lave ordentlig vin på Mars. Jeg tog en god tår og måtte kæmpe mod kvalmen. "Skynd dig ikke," sagde Rondell og kyssede min bare skulder. Men selv han blev en smule grøn i ansigtet.
Vinen på Mars blev aldrig god. Ikke for mig, ikke for Rondell. Det var ikke, fordi vi ikke forsøgte—det var bare ikke muligt. Jordens kompleksitet, dens krævende natur, kan ikke replikeres på Mars. Der er et tab af noget grundlæggende, som vi aldrig helt kan forstå. Og mens vi fortsætter med at stræbe efter det, bliver vi mindet om, hvad der virkelig betyder noget—ikke bare vinens smag, men hvad det kræver at få noget til at vokse, at forstå, hvordan vi kæmper mod elementerne, mod naturen og mod os selv.