Er migration en rettighed eller en anmodning om forpligtelse?

Religionsfriheden indebærer ikke en forpligtelse for staten til at finansiere udøvelsen af en given trospraksis, selv når denne praksis er central for individets religiøse liv. Hvis en persons religion kræver en pilgrimsfærd, betyder det ikke, at staten er forpligtet til at betale rejsen. Hvis en religiøs ceremoni kræver ti deltagere, og kun ni er til rådighed, kan man ikke kræve, at staten leverer den tiende – hverken gennem tvungen migration eller ved at fremme konversion. Friheden til at udøve religion indebærer ikke retten til at anvende andres kroppe eller ressourcer. Dette er bredt accepteret i diskussioner om religionsfrihed, og burde også gælde for migration.

Migration bliver i visse argumenter behandlet som om en afvisning af adgang svarer til en krænkelse af basale friheder, som for eksempel religiøs udøvelse. Men udelukkelse fra adgang til et territorium bør i mange tilfælde snarere ses som et afslag på en fordel end som en tvangsmæssig begrænsning. Når nogen migrerer, medfører det nye forpligtelser for det samfund, som modtager individet. Det er ikke blot et spørgsmål om at krydse en linje på kortet – det er en handling, som genererer normative konsekvenser for de allerede tilstedeværende borgere.

At nægte adgang kan derfor sammenlignes med at undlade at tilbyde værktøjer, snarere end med at forbyde praksis. At nogen nægtes adgang til et nyt samfund, krænker ikke nødvendigvis deres rettigheder, medmindre der foreligger en særlig begrundelse for, hvorfor dette afslag ikke må gives. Vi kan sagtens forpligte bagere til at levere bryllupskager til både hetero- og homoseksuelle par ud fra en idé om lige adgang til offentlige ydelser – men det betyder ikke, at nogen har en menneskeret til en bryllupskage. Hvis ingen bagere eksisterede, ville ingen rettigheder være krænket.

Når det gælder migration, nævnes ofte interessen i at træffe vigtige beslutninger og deltage i politisk liv som grunde til at afvise udelukkelse. Men politik er ikke et privat anliggende eller en eksistentiel øvelse; det er et spørgsmål om magtudøvelse over andre. Politiske forpligtelser adskiller sig fra personlige; de handler ikke om, hvem jeg vil være, men om, hvad vi bør være. Hvis migration forsvares ud fra retten til at "deltage i politik", forvanskes forholdet mellem formål og metode. At ville forstå et samfunds politiske strukturer retfærdiggør ikke nødvendigvis retten til at være en del af det samfund.

Dette bliver endnu tydeligere, når man undersøger argumentet om, at retten til intern mobilitet inden for et land nødvendigvis også må gælde internationalt. Det argumenteres, at de interesser, som begrunder retten til at flytte internt – arbejde, kærlighed, personlig udvikling – også gælder over grænser. Men det overser forskellen mellem statens rolle i de to tilfælde. Internt nægter staten adgang til dele af sit eget område for personer, den allerede udøver magt over. Eksternt nægtes adgang til et område, hvor staten endnu ikke har nogen forpligtelse over for individet. De to situationer er ikke moralsk identiske.

Retten til intern mobilitet er i denne forstand en civilret. Den kan være funderet i en menneskeret – f.eks. retten til ikke at blive underkastet vilkårlig statslig tvang – men den gælder kun inden for den statslige struktur, individet allerede er underlagt. Det giver derfor ikke mening at udvide denne ret automatisk til at omfatte alle, som befinder sig uden for statens jurisdiktion. At ville deltage i et andet lands samfund og institutioner er ikke blot en udvidelse af ens personlige frihed – det er en anmodning om at blive en del af en forpligtende orden, hvor man både kræver og pålægges ansvar.

Carens' argument – at interesser ikke bør afhænge af statsborgerskab – undlader at tage højde for, at moral og ret ikke alene afhænger af individuelle interesser, men også af relationelle strukturer og institutionelle rammer. Min interesse i et universitetsdepartement retfærdiggør ikke min ret til et ansættelsesforhold der. Det faktum, at jeg kunne opnå vigtig indsigt eller personlig vækst ved at være der, pålægger ikke nødvendigvis institutionen en forpligtelse til at optage mig.

Vigtigere endnu er erkendelsen af, at migration skaber gensidige forpligtelser. Det er ikke en ensidig handling. Retten til at migrere må derfor ses i lyset af, hvilke forpligtelser der skabes for det modtagende samfund – forpligtelser, der ikke altid kan tages for givet eller trækkes af en abstrakt forestilling om lighed eller universalisme. Lige adgang til rettigheder forudsætter en eksisterende ramme for gensidighed; den kan ikke pålægges vilkårligt udefra uden videre.

Hvordan kan en stat retfærdiggøre udelukkelse af migranter?

I de seneste år er debatten om migration og rettigheder på tværs af grænser blevet mere intens, især i relation til de måder, hvorpå stater kan kontrollere, hvem der har ret til at komme ind i landet. En vigtig del af denne debat handler om spørgsmålet om, hvordan en stat kan retfærdiggøre udelukkelsen af migranter. Det er et spørgsmål, der rummer både etiske og politiske dimensioner, og hvor forskellige teorier og argumenter om retfærdighed ofte kolliderer.

En måde at anskue denne problematik på er at se på de forskellige fortællinger, der kan forklare, hvorfor udelukkelse af migranter kan være berettiget. Der er flere teorier, der fokuserer på de forskellige goder, som en stat ønsker at beskytte gennem grænsekontrol. En af de mest fremtrædende argumenter handler om beskyttelsen af ressourcer og velfærd for de borgere, der allerede er i landet. Udelukkelsen af migranter kan ses som et forsøg på at sikre, at disse ressourcer forbliver tilgængelige for de nuværende borgere, og ikke udnyttes af dem, der ikke har nogen juridisk ret til at opholde sig i landet.

Men et vigtigt aspekt, som ofte overses i sådanne diskussioner, er, hvordan migration og eksklusion skal forstås ud fra et retfærdighedsperspektiv, der tager højde for politiske og juridiske forpligtelser. Når en person krydser en grænse, bliver denne person en del af et politisk fællesskab, der indebærer specifikke rettigheder og pligter både for individet og staten. Denne indgang til et politisk fællesskab skaber en række forpligtelser, som ikke kun er rettet mod den enkelte, men også mod det samfund, personen træder ind i. En stat, der ønsker at udelukke en migrant, må derfor retfærdiggøre, hvorfor denne eksklusion ikke er moralsk forkert, og hvordan den kan forene sig med de politiske og juridiske forpligtelser, der følger med den.

En anden vigtig fortælling, der diskuteres, er solidariteten mellem medlemmerne af en stat. Nogle mener, at en stat har ret til at udelukke migranter for at beskytte de sociale og økonomiske bånd, der findes mellem de borgere, der allerede bor der. Solidariteten i et samfund kan derfor anses som en legitim grund til at forhindre migration, især når det drejer sig om at opretholde den sociale sammenhængskraft.

Imidlertid er denne opfattelse problematisk, da den sjældent adresserer, hvordan migration bør reguleres, hvis de, der søger asyl eller flygter fra krig, kan have legitime krav på beskyttelse. Det bliver derfor nødvendigt at udvikle en mere nuanceret forståelse af migration og de forpligtelser, stater har overfor dem, der søger beskyttelse. En stat kan have et ansvar overfor dem, der er i nød, og det er derfor væsentligt at overveje, om udelukkelse af migranter virkelig er den eneste løsning.

Endelig er spørgsmålet om, hvordan og med hvilke midler eksklusion bør gennemføres, også vigtigt at overveje. Selv hvis en stat har ret til at udelukke nogle mennesker, bør man spørge, om midlerne til at opnå dette mål er etisk forsvarlige. Diskussioner om grænsehegn og adskillelse af familier på grænsen har vist, at det ikke kun handler om at beslutte, hvem der kan komme ind, men også om hvordan disse beslutninger træffes og hvilken menneskelig omkostning de medfører. Det er vigtigt at sikre, at migrationens kontrol ikke fører til unødvendig lidelse og at den ikke underminerer grundlæggende menneskerettigheder.

Selvom disse diskussioner er komplekse og mangfoldige, er der en central erkendelse, som bør ligge til grund for enhver debat om migration og eksklusion. Retfærdigheden i migrationens politik skal tage højde for både de sociale, politiske og økonomiske faktorer, der påvirker beslutningen om, hvem der kan komme ind og hvordan. Denne tilgang kan hjælpe os med at udvikle mere humane og retfærdige politikker, der respekterer både de involverede individers rettigheder og de politiske forpligtelser, som stater har overfor deres borgere.