Hvordan blev vi modtaget i Yemen?

Da vi ankom til Yemen, blev det straks tydeligt, at vi trådte ind i et teater af modsætninger, hvor gæstfrihed og mistillid, respekt og trusler spillede på samme scene, og hvor den officielle etikette konstant blev forvrænget af personlige intriger og uforudsigelige udbrud. De første tegn var små, næsten komiske, som potter og pander, der regnede ned fra paladsets vinduer og knustes blandt de overraskede muldyr og tjenere. Ingen stemme, ingen forklaring. Kun et brat brud på stilheden. “Ya ho! Vil I slå os ihjel med en potte?” råbte en af vores arabiske ledsagere, og det blev straks klart, at dette ikke var en almindelig morgen.

Det var ikke fjendtlighed, men snarere et misforstået udtryk for gæstfrihed. Sultanens hustru, som ikke ønskede at vise sig for fremmede, havde forsøgt at vække de sovende tjenere fra sin udkigspost. Da hendes stemme ikke kunne eller måtte høres, lod hun husholdningens redskaber tale for sig. En gestus, både voldsom og intim. Senere kom forklaringen – og med den også morgenmaden, båret af tjenere og eskorteret af soldater, som havde fået besked på at affyre deres rifler, hvis vi nægtede at standse og spise. At rejse uden at tage afsked, uden at tage del i morgenmåltidet – det var, i deres øjne, en grov fornærmelse.

Men under denne høflighedens overflade lå en dybere og mere farvet virkelighed. Cadi Abdullah Arashi, en nøglefigur i området, blev i hviskende samtaler beskrevet som en tvetydig skikkelse – korrupt, hyklerisk og betalt både af imamen og af briterne i Aden. Hans dobbelte loyalitet gjorde ham til både en portvagt og en forræder, og i hans selskab blev hver gestus, hvert ord, vurderet med mistro. Han sørgede dog for et introduktionsbrev til den militære guvernør, og vi blev til sidst, trods modvilje og bureaukratisk træghed, givet tilladelse til at rejse videre mod Sanaa med militæreskorte.

Modtagelsen i Mawia var et andet teater, men stadig i samme stil. Et signalhorn lød fra hustaget, og musikken rullede os i møde ned ad bakkerne. Lange rækker af soldater, børn og mænd sad på bakkekammen og ventede. Vi blev budt velkommen af en pukkelrygget tyrker i europæisk tøj, sekretæren for Amir ul-Jaish, hærschefen i Taiz. En storslået parade, et næsten kejserligt optog. Men da vi nåede citadellet, blev vi pludselig stoppet af en vagt, som nægtede adgang uden forklaring. Igen optrådte det absurde og det ængstelige hånd i hånd. Et råb, et svar, og døren blev åbnet – men først efter et ritual uden logik, uden varsel, uden garanti.

I citadellet blev vi mødt af stanken af indigo og smør, et resultat af soldaternes kropsprydelse – de smurte deres hår med smeltet smør og badede i indigofarve, som de mente beskyttede mod kulde. Indendørs var denne lugt kvælende. Små vinduer, lavt loft, vægge dækket af græs og strå, og i hjørnet, midt blandt tobakståge og papirbunker, sad en tungturbaneret embedsmand, omgivet af chewendi-tyggende mænd i dyb, stillestående røg.

I Sanaa selv, omgivet af en fire mil lang mur og fyldt med moskeer og forfaldne tårne, åbenbarede Yemen sig i sin fulde, modsætningsfyldte æstetik: en skønhed brolagt med paranoia, rigdom blandet med frygt. Bag de officielle facader lurede stadig uforudsigelige reaktioner, dybe loyaliteter og tusmørkealliancer. Intet var, som det syntes. Intet kunne tages for givet.

Hvordan Erfarne Rejsende Møder Ukendte Kulture: En Beskrivelse af Vore Oplevelser i Ngawa

Vore rejseledere, de erfarne hestepassere, førte os mod den sidste pas. Landskabet ændrede sig hurtigt, og vi begyndte at ride forbi marker med byg og sennep, der var næsten forladte, og som vi mødte uden den sædvanlige pragt, der præger de mere etablerede ruter. Vore hjerter var tunge, især efter den sørgelige opdagelse, at Ien’s grå hest, den eneste vi kunne stole på uden hobble, var blevet stjålet under nattens mørke. Men som altid i sådan et terræn, gik vi videre, om end med et tynget sind. Vore kompasser var dog på plads, og som vi satte kursen mod den første stigning i dalen, kom den første bølge af støv, noget vi ikke havde set i mange uger. En tyk sky fulgte os som et tågelag, da vi red op over stigningen og ind i den brændende sol fra vest.

Mei Rgyalwo, som vi havde fået anbefaling fra Takhtsang Lhamo om at møde, var dog ikke til stede. Han var allerede taget hjem til sit landbrug om morgenen. Vore tanker vendte sig mod muligheden for at finde husly for natten, og vi blev mødt med en blanding af høflighed og distance fra de lokale tibetanere, der hurtigt samlede sig omkring os. Den oprindelige skepsis ændrede sig hurtigt, da vi kunne fremvise vore anbefalingsbreve, og vi blev henvist til et telt nær floden.

I en kort pause kunne vi mærke den første smule afslapning, men samtidig var vi klar over, at vi stadig ikke havde fået den indbydelse, vi var kommet for. Et væld af lokale kinesiske handelsfolk nærmede sig, ivrige efter at få nyheder om omverdenen og berolige os med, at vi skulle få lov at blive, selvom vi stadig manglede en konkret plads.

Efter to dage på venting, med et regnvejr, der truede over os, begyndte vi at få tildelt en plads på en eng lidt udenfor det store palads. Der var stadig noget usikkerhed i luften, og en beskeden tvivl gnistrede i vores sind, men det blev hurtigt klarlagt, at vi ville få et af de fine telte, der tilhørte Mei Rgyalwo. I starten var vi som forventet offentligt udstillet, et fast element i landsbyens sociale liv. Men der var noget ved Ngawa-folket, som tiltrak os – deres måde at interagere med fremmede på var anderledes end de nomadiske samfund, vi var vant til.

Hver gang vi mødte en ukendt tibetaner, blev vi mødt med venlige, men formelle hilsener, som om de vidste, at vi ikke blot var eventyrere, men folk med et formål. Denne type ærefuld opførsel var sjælden i de områder, vi havde rejst igennem. Det, der dog også gjorde indtryk, var den enorme læsefærdighed blandt både munkene og mange af de almindelige folk. Mens de fleste tibetanere i de områder, vi tidligere havde besøgt, kun var i stand til at læse basale tekster, kunne næsten alle her læse flydende, og mange viste stor forståelse af, hvad de læste.

Mens vi langsomt kom til at forstå denne kultur, blev det tydeligt, at selv om Ngawa-folket var en af de mest udviklede tibetanske grupper, vi havde mødt, var de stadig meget afhængige af de traditionelle strukturer, der stammede fra deres religiøse ledere og deres langvarige relationer til deres land. Dette forhold mellem tradition og modernitet var et centralt element i deres liv, og vi kunne ikke undgå at blive vidner til et samfund, der forsøgte at finde sin vej mellem det gamle og det nye.

At forstå Ngawa krævede en dybere indsigt end blot at observere daglige aktiviteter. Her, mellem bjergene og floderne, blev vores rejse til et spejl, der reflekterede en kultur, der stadig var tæt knyttet til jorden, men som langsomt forhandlede sin plads i en større verden.

Hvordan et unikt forhold mellem en kinesisk tjenestepige og hendes arbejdsgiver udviklede sig

Jeg mødte Tsiang Ai-tsun - den ægte "Kærlighed-sand" - den første gang en tidlig martsdag. Hun var en helt ny type kinesisk amah, som vi havde ansat som husholderske i vores hjem. Hun var gift med vores nyansatte kok, som havde arbejdet som køkkenhjælper i en mission, men var blevet forfremmet, da kokken forlod sit job. Tsiang Ai-tsun kom fra en lille landsby langt fra Shanghai, hvor hun levede et beskedent liv som del af en familie, der var dybt forankret i traditioner og gamle værdier.

Det første møde mellem os var meget anderledes end et typisk møde mellem en husstandens ejer og en tjenestepige. Da hun så mig, udbrød hun pludselig: "Kold! Kold!" og tog mine hænder i sine for at varme dem. Denne gestus, som for de fleste kinesere, især for folk af hendes sociale klasse, kunne have virket som en uacceptabel nærhed, var for mig et tegn på hendes naturlige, åbne væsen. Hun var ikke bange for at udtrykke sin følelse af varme og nærhed, hvilket var usædvanligt for en amah.

I takt med at hun arbejdede for os, begyndte jeg at forstå hendes livshistorie og baggrund. Hun voksede op i en landsby, hvor hendes familie levede under meget enkle forhold. Hendes far og mor var bønder, og det var ikke usædvanligt, at de måtte opgive børn, de ikke kunne forsørge. En del af hendes egen historie inkluderede den tid, hvor hendes bedstemor havde givet hendes lille søster væk til en velstående kvinde, som ønskede en pige, da hun selv kun havde sønner. Denne kvinde blev senere den "rige moderen", og Tsiang Ai-tsun havde et tæt forhold til hende, selvom de ikke var biologiske familie.

Hendes oprindelse som en del af en stor og kompleks kinesisk familie gav hende et perspektiv på livet, som var fyldt med både varme og modgang. Hendes måde at forstå og forklare de gamle traditioner, historier, sange og folkeeventyr var dybt rodfæstet i hendes kultur. Hun kunne fortælle om sin barndom med en sjælden ægthed, og selvom hendes liv havde været præget af hårdt arbejde og mange udfordringer, var hun altid optimistisk og fuld af liv. Hendes åbenhed overfor mig som hendes arbejdsgiver var forfriskende og anderledes end noget, jeg tidligere havde oplevet med kinesiske tjenestefolk.

I mange kinesiske familier er der en dyb respekt for ældres visdom og erfaring. Tsiang Ai-tsuns historie om hendes bedstemor og hendes oplevelser med at opdrage børn på trods af vanskelighederne viste mig den styrke og beslutsomhed, der er forbundet med kinesisk familiepolitik. Hun fortalte mig, hvordan hendes bedstemor, selvom hun var fattig, havde kæmpet for at sikre, at hendes børn fik en god opvækst, og hvordan hun aldrig gav op, selv når livet var svært.

Der er et vigtigt aspekt af hendes historie, som ikke kan overses. Trods de økonomiske vanskeligheder og de sociale normer, der præger mange kinesiske familier, kunne Tsiang Ai-tsun fortælle sin historie med en helt særlig varme og godhed. Hendes forhold til hendes bedstemor, og senere hendes forhold til mig som hendes arbejdsgiver, vidnede om en dyb forståelse af menneskelige relationer, som ikke nødvendigvis er afhængige af sociale hierarkier.

Det, der adskiller denne historie fra mange andre fortællinger om forholdet mellem arbejdsgiver og tjenestefolk, er, at Tsiang Ai-tsun og jeg formåede at etablere en forbindelse baseret på gensidig respekt og forståelse, snarere end at falde ind i de traditionelle roller. Dette forhold viste mig, at menneskelig forbindelse kan transcenderer sociale strukturer og klasseskel, og at det i sidste ende handler om den måde, vi ser på hinanden som mennesker.

Denne historie rummer ikke kun et indblik i kinesisk kultur og traditioner, men understreger også vigtigheden af at forstå de dybere menneskelige behov, der binder os sammen, uanset vores baggrund eller sociale status.