Hvad betyder væksten af Métis-befolkningen i Canada?

I henhold til Gaudry (2018) er identiteten for Métis, ofte kaldet Red River Métis, "grundlagt i en fælles kultur, en fælles historisk oplevelse og en fælles følelse af selv, der opstod i det historiske ‘Nordvest’, de prærier og parkland, som nu er provinserne Manitoba, Saskatchewan og Alberta" (p. 166). Selvom de største selv-identificerede Métis-befolkninger findes i de canadiske provinser Alberta, Ontario og Britisk Columbia, er de største per capita-befolkninger i Manitoba og Saskatchewan. Disse provinser afspejler de historiske regioner, hvor de første Métis-samfund opstod i slutningen af det 18. århundrede, da økonomiske og politisk strategiske ægteskaber mellem pelsjægere og indfødte kvinder blev almindelige (Macdougall, 2017). Børnene og samfundene, der blev født i hele dette territorium i det 18. århundrede, anses for at udgøre etnogenesen af Métis-nationen, da det udviklede sin egen distinkte kultur, sprog, påklædning, kunst, nationalmelodi, militær og flag (Hogue, 2015).

Den manglende inklusion af Métis, sammen med fraværet af specifik datakapacitet for Métis-nationen, har medført en næsten fuldstændig udelukkelse af relevante Métis-befolkningsdata – både om og fra Métis-nationen. Harper (2018, 1) argumenterer for, at demografer ofte undersøger befolkningsmønstre gennem en eller flere interaktive kombinationer af tre konceptuelle linser: fertilitet, dødelighed og migration. Statistisk set rapporterede Statistics Canada om "Métis-befolkningen" efter tilføjelsen af et spørgsmål om Métis-identifikation i 1996, at der var betydelige stigninger i befolkningstallet mellem folketællingerne, med befolkningsvækst, der langt overskred, hvad de traditionelle demografiske faktorer kunne have forudset. For eksempel blev der i folketællingen i 1996 rapporteret om en Métis-befolkning på 204.120, og i folketællingen i 2001 var tallet steget til 292.000 – en stigning på 43 procent på blot fem år (Statistics Canada, 2003, 14).

I 2006 rapporterede Statistics Canada om en Métis-befolkning på 389.785, en stigning på cirka en tredjedel siden 2001, og en stigning på 91 procent over det forrige årti mellem 1996 og 2006. Denne fortsatte vækst blev forklaret ved henvisning til to faktorer: høje fødselsrater og et stigende antal respondenter, der begyndte at identificere sig som Métis. Blandt de angivne årsager til, at selv-identifikationen voksede, bemærkede man, at "mellem 1996 og 2006 var der vigtige politiske og juridiske milepæle, der kunne have opfordret enkeltpersoner til at identificere sig som Métis. Métis opnåede betydelig anerkendelse i den afsluttende rapport fra Royal Commission on Aboriginal Peoples (1996), og i de senere år har Métis vundet vigtige retssager, der har haft indflydelse på deres jagtrettigheder" (Statistics Canada, 2006).

I forbindelse med overgangen fra en folketælling til en National Household Survey rapporterede Statistics Canada i 2011 en Métis-befolkning på 451.795 (Statistics Canada, 2013, 4). De bemærkede, at flertallet af Métis boede i de vestlige provinser og Ontario: den største befolkning var i Alberta, efterfulgt af Ontario, Manitoba, Britisk Columbia og Saskatchewan. Yderligere rapporterede de, at Winnipeg, Manitoba, havde den højeste urbane Métis-befolkning, efterfulgt af Edmonton, Alberta (Statistics Canada, 2013, 12). Statistics Canada bemærkede også samtidig, "[c]irca 41.000 Métis boede i Quebec, hvilket udgjorde 9,1% af alle Métis i landet. Desuden boede 5,1% af Métis i de Atlantiske provinser", og "Métis i Canada er et folk med deres egen unikke kultur, traditioner, livsstil, kollektiv bevidsthed og nation." (Statistics Canada, 2013, 12).

Hvordan har Australiens indfødte folks livsbetingelser udviklet sig gennem forskellige politiske rammer?

I 2020 blev "Closing the Gap"-rammen, som i et årti ikke havde opnået væsentlige forbedringer for de aboriginale og Torres Strait Islander folk på tværs af flere målområder, erstattet af en ny ramme baseret på en national aftale mellem Coalition of the Peaks, der repræsenterer de oprindelige folk, og de forskellige niveauer af den australske regering. Denne nye "Closing the Gap"-ramme har dog heller ikke levet op til de forventede resultater.

Den oprindelige "Closing the Gap"-ramme havde til formål at forbedre en række vigtige sociale og økonomiske indikatorer, som havde været markant lavere blandt de oprindelige australiere end blandt den øvrige befolkning. Disse inkluderer blandt andet tidlig barndomsuddannelse, skolegang, læse- og regnefærdigheder, fuldførelse af videregående uddannelse (år 12 eller tilsvarende), beskæftigelse og forventet levealder. Disse områder blev betragtet som fundamentale for at lukke den økonomiske og sociale kløft, der har været mellem de oprindelige folk og den øvrige australske befolkning.

På trods af de gode intentioner og de mange ressourcer, der blev afsat til at løse problemerne, har resultaterne ofte været utilstrækkelige. I 2017, som en del af en forsøgt fornyelse af denne tilgang, blev "Uluru Statement from the Heart" fremsat af 250 indfødte ledere under den nationale konstitutionelle konvention, der blev afholdt i Uluru, Northern Territory. Dette dokument reflekterer de dybtgående uligheder og behovet for en mere autentisk anerkendelse og empowerment af de oprindelige folk.

I sin kerne foreslår "Uluru Statement from the Heart" oprettelsen af en forfatningsmæssig anerkendelse af de oprindelige folk og etablering af et rådgivende organ – et "Voice to Parliament", som skulle give de oprindelige folk en mere direkte og indflydelsesrig rolle i politiske beslutningsprocesser. På trods af dette forslag blev det afvist af den australske regering, hvilket illustrerer de politiske barrierer, der fortsat hæmmer de oprindelige folks fulde deltagelse i samfundslivet.

Denne politiske afvisning af indfødte folks ønsker om repræsentation afspejler et dybtgående etnocentrisk synspunkt i Australiens politiske og sociale landskab, som ofte opretholder systemer, der i høj grad favoriserer den hvide befolkning. Der findes en gennemgående mistillid og modstand mod ændringer, som ville kunne give de oprindelige folk reelle muligheder for at forme deres egen fremtid.

Desuden er spørgsmålet om, hvordan racisme og kolonialisme fortsætter med at påvirke de oprindelige folk i Australien, ikke kun relevant for politiske beslutningstagere, men også for det bredere samfund. Forskning har vist, at oplevelsen af systemisk racisme har betydelige konsekvenser for den mentale sundhed og trivsel blandt de oprindelige australiere. Udfordringerne med skolegang og uddannelse afspejler den større kontekst af ulighed, hvor mange unge indfødte mennesker kæmper med at navigere i et system, der ikke er designet med deres kulturelle baggrund i tankerne.

Det er også vigtigt at forstå, at den fortsatte marginalisering af de oprindelige folk i Australien ikke kun er et spørgsmål om økonomiske eller uddannelsesmæssige uligheder. Det handler i lige så høj grad om den grundlæggende anerkendelse af deres rettigheder og deres forbindelse til landet, som er blevet historisk udvandet af kolonisering og fortsat eksklusion. Indfødte folk i Australien bærer på et væld af viden og kulturelle praksisser, som ikke kun er værdifulde i sig selv, men også tilbyder essentielle løsninger på mange af de problemer, der i dag præger Australien – fra miljømæssige spørgsmål til sociale relationer.

For at forstå den fulde rækkevidde af de udfordringer, de oprindelige folk står overfor, må man se på den historiske kontekst. Det er vigtigt at forstå den langtidsvirkning, som den koloniale erfaring har haft på dem. Desuden er det nødvendigt at anerkende de komplekse former for racisme og diskrimination, som de oplever, og hvordan disse påvirker deres muligheder på tværs af samfundslivet – fra økonomi og sundhed til uddannelse og politisk deltagelse.

Endvidere er det vigtigt at overveje, at succesfuld politisk ændring ikke kun handler om lovgivning og politiske aftaler, men i lige så høj grad om kulturforståelse og en dybere, mere respektfuld tilgang til indfødte folks rettigheder og livserfaringer. Uden en reel transformation af holdninger og politisk vilje vil enhver ramme for at lukke kløften forblive utilstrækkelig, som vi har set det med de tidligere forsøg på at ændre forholdene.