Hvordan bevarer man formue gennem generationer?

Den største risiko for en families eller en individs velstand er, hvad der skete med Vanderbilts-familien: ens efterkommere kan spilde det. Velhavende familier og statslige formuefonde (SWF) har faktisk mange ligheder: det primære mål er at undgå at bruge alle pengene på én gang og i stedet få dem til at vare igennem fremtidige generationer. For at opnå dette er det nødvendigt at opbygge stærke governance-strukturer, der sikrer en langsom forvaltning af midlerne. Generelt set er familier dårlige til at bevare velstand: 70% af familiens formue forsvinder inden for to generationer, på samme måde som det skete for Vanderbilts. Det gængse ordsprog, “Fra skjorteærmer til skjorteærmer på tre generationer,” er i gennemsnit korrekt.

En anden faktor, der bidrager til velstandens forsvinden, er nepotisme. Det er en fejlslutning, at familiemedlemmer altid er de bedste til at forvalte den velstand, familien har opnået. Undersøgelser viser, at udenlandske ledere i familievirksomheder ofte præsterer langt bedre end næste generations familiemedlemmer, der arver lederpositionen. På trods af dette er familier ofte tilbageholdende med at ansætte eksterne ledere. De oprindelige grundlæggere hænger ofte også for længe på deres positioner, hvilket resulterer i en forældelse af deres færdigheder. Når en grundlægger dør, stiger aktiekurserne ofte markant, hvilket understreger, hvordan familien kan lide under denne form for tilbageholdenhed.

En tredje vigtig faktor er manglende diversificering. For rige personer kan det virke kontraintuitivt at forstå, at bevarelsen af formue kræver veldiversificerede porteføljer. De har skabt deres velstand ved at holde meget koncentrerede positioner i én enkelt virksomhed. For at opnå stabilitet og reducere risici bør der skabes diversifikation i porteføljen. Dette gælder også for personer, som hurtigt har opnået velstand, som for eksempel atleter og musikere. Ligesom for de statslige formuefonde bør de overveje at sprede deres investeringer til forskellige aktiver for at opnå en stabil og langvarig vækst.

Der er også en tendens til, at de velhavende bliver dovne, især når de arver penge, de ikke selv har tjent. I sådanne tilfælde kan man være fristet til at lade formuen passe sig selv uden at forsøge at skabe nye indtægtskilder. Mange velhavende familier bør tage ved lære af statslige formuefonde som dem i Norge og Timor-Leste, som har oprettet fonde for at sikre, at deres økonomier kan generere yderligere indtægter. Familier bør også skabe strukturer, som sikrer, at kommende generationer er i stand til at generere indkomst og ikke kun forbruge arven.

En anden faldgrube for velhavende familier er simpelthen for høje udgifter. Hvis man bruger mere, end man tjener, vil ens aktiver naturligt falde. Udbetalingsregler, som dem der anvendes af Timor-Leste eller universitetsfondene, hjælper med at begrænse udbetalingerne, når investeringerne ikke giver de ønskede resultater. Dette kan være smertefuldt, hvis folk har vænnet sig til et højt forbrug, men det er nødvendigt for at bevare formuen på lang sigt.

Den sidste, men ikke mindst vigtige, faktor er mængden af penge, der bruges på eksterne aktører. Høje gebyrer til mæglere og rådgivere betyder, at der går en stor del af ens formue til folk, der kun er mellemled. I forhold til de rigeste er dette et område, som den øvrige befolkning bør være særligt opmærksom på. For mange mennesker betyder penge i dag meget mere end for dem, der er velhavende, og forbrug er derfor mere presserende. Når man planlægger investeringer, er det vigtigt at være opmærksom på gebyrstrukturerne og deres langsigtede effekt på ens formue.

En yderligere udfordring for mange er leverage, eller lån. At låne penge kan hjælpe med at udjævne forbruget over tid, men det medfører også større risiko. Højt gearede boligkøb kan være problematiske, især når markedet er ustabilt, og det er derfor vigtigt at forstå de potentielle konsekvenser af at være højt gearet i større investeringer.

Hvordan skal et bestyrelsesmedlem vælge og overvåge en fond? Et fokus på uafhængige bestyrelser

Når vi diskuterer governance-strukturen for en fond, enten den er oprettet af en familie eller et nationalt suverænt formuefond, er bestyrelsen den centrale aktør, der træffer beslutninger på vegne af fondens interessenter. I denne sammenhæng er bestyrelsen både den primære beslutningstager og den vigtigste kontrolinstans, der fungerer som "principal", mens fondens ledelse opererer som dens agent. Hvordan bestyrelsen er sammensat, hvilken model der vælges, og hvordan uafhængighed opretholdes, er derfor af afgørende betydning for at sikre effektiv forvaltning og undgå agency-problemer.

Et relevant eksempel i denne forbindelse er New York State Common Retirement Fund (NYSCRF), hvor Edward Regan, som fungerede som statsrevisor fra 1979 til 1993, forsøgte at ændre governance-strukturen ved at oprette en bestyrelse af investeringsfagfolk. Regans forslag var at erstatte den ene person som ansvarlig trustee med en bredere bestyrelse bestående af eksperter, der repræsenterede de lokale myndigheder samt aktive og pensionerede statslige ansatte. Men hans forslag stødte hurtigt på modstand, og ændringerne blev udvandet med tilføjelser af politiske interesser. Regan indså, at en bestyrelse domineret af særinteresser uden professionel investeringskompetence ville føre til katastrofale beslutninger, som kunne skade fondens langsigtede mål.

Der er således væsentlige overvejelser, når det drejer sig om at vælge den rette governance-struktur. Er en uafhængig bestyrelse den optimale løsning? Det har både teoretiske og empiriske argumenter, der støtter ideen om, at uafhængige bestyrelser tilføjer størst værdi, særligt når det kommer til overvågning af fondens investeringer og afbalancering af risici. Både Canada Pension Plan Investment Board (CPPIB) og New Zealand Superannuation Fund (NZSF) opererer med bestyrelser, der er uafhængige af deres respektive regeringer og har derfor skabt modeller, som kunne være relevante at efterligne.

CPPIB blev oprettet for at investere midlerne fra den canadiske pension og er underlagt en governance-struktur, der sikrer, at bestyrelsen forbliver uafhængig af regeringen. Bestyrelsen består af tolv personer, som er udnævnt af finansministeren i samråd med provinserne, og som ikke er embedsmænd. Denne struktur sikrer, at fonden kan træffe investeringsbeslutninger uden politisk indblanding og giver fonden frihed til at udvikle sine egne strategier uden godkendelse fra regeringen.

En lignende struktur findes i NZSF, som er et uafhængigt offentligt selskab, der investerer de offentlige bidrag til New Zealands pension. Regeringen udpeger en uafhængig nomineringskomité, der vælger kandidater til bestyrelsen, og fondens ledelse træffer investeringsbeslutninger uden politisk indblanding. Den uafhængige struktur i begge fonde giver dem mulighed for at træffe strategiske beslutninger, som er baseret på økonomiske realiteter og ikke på politiske dagsordener, hvilket er en af de største fordele ved deres governance-modeller.

Et endnu værre eksempel er California Public Employees’ Retirement System (CalPERS), som lider under betydelig politisk indblanding. CalPERS’ bestyrelse er ikke uafhængig, da den inkluderer flere medlemmer med politisk tilknytning, herunder fagforeningsrepræsentanter og embedsmænd. Denne mangel på uafhængighed har ført til konflikter og politisk manipulation, som har forringet systemets effektivitet og tillid.

For en fond som NYSCRF er det vigtigt at vælge en bestyrelse, der er uafhængig af politiske og økonomiske interesser og som har de nødvendige kompetencer til at træffe informerede beslutninger. Det betyder, at bestyrelsen skal have kompetence til at forstå risici, identificere relevante investeringsmuligheder og være i stand til at træffe beslutninger, der gavner fondens langsigtede mål. Samtidig skal bestyrelsen være ansvarlig overfor fondens interessenter og være i stand til at overvåge agenternes aktiviteter effektivt.

Bestyrelsens ansvar omfatter ikke blot at vælge den rette investeringsstrategi, men også at tage ejerskab af de risici, fonden er udsat for. Dette inkluderer at definere de vigtigste kilder til risiko og de eksponeringer, som fonden er villig til at påtage sig, og det er noget, der ikke kan outsources. Bestyrelsen skal være dygtig til at forstå og overvåge disse faktorer for at sikre, at de er i overensstemmelse med fondens mål og interesser.

Hvad bestemmer hedgefondens gebyrændringer og deres konsekvenser for investorerne?

Hedgefondens gebyrstrukturer har en direkte indvirkning på både deres attraktivitet og effektivitet som investeringsmuligheder. Forskningen indenfor dette område har afsløret, at ændringer i gebyrerne kan påvirke både fondens performance og dens relationer med investorer. I en vigtig undersøgelse om dette emne har Agarwal og Ray (2012) undersøgt de faktorer, der driver ændringer i gebyrstrukturerne i hedgefondsindustrien. Deres arbejde viser, at gebyrændringer ikke kun er et spørgsmål om økonomisk tilpasning, men også kan være et tegn på ændringer i hedgefondens risikoprofil eller deres interne organisatoriske forhold.

Det er velkendt, at hedgefondenes gebyrer ofte omfatter både en fast administrationsgebyr og en præstationsbaseret gebyr. Denne model kan skabe en konflikt mellem fondens ledelse og investorerne, da forvaltningsteamet ofte har incitamenter til at tage større risici for at maksimere deres præstationsgebyrer. Som Akerlof (1970) påpeger i sin teori om "lemons" på markedet, kan usikkerhed om kvalitet og præstation føre til informationsasymmetri, hvilket betyder, at investorer måske ikke altid er i stand til at vurdere, om gebyrerne er berettigede i forhold til den opnåede afkast.

Hedgefondenes beslutning om at ændre deres gebyrstruktur kan være drevet af forskellige faktorer. Ifølge Aggarwal og Jorion (2012) er der både fordele og ulemper ved øget transparens. På den ene side kan større gennemsigtighed omkring gebyrstrukturens ændringer hjælpe investorer med at træffe mere informerede beslutninger, men på den anden side kan det føre til omkostninger i form af reduceret fleksibilitet for fonden og dens evne til hurtigt at tilpasse sig markedsforholdene.

Det er også væsentligt at bemærke, at hedgefondens evne til at skabe afkast, der retfærdiggør de høje gebyrer, kan variere betydeligt afhængig af markedets tilstand. En vigtig betragtning er, at selvom hedgefonde historisk set har haft høje præstationsgebyrer, er dette ikke nødvendigvis et mål for deres langsigtede succes. For eksempel viser Ang og Goetzmann (2009), at selv store, velkendte institutioner som den norske statslige pensionsfond har svært ved at slå markedet på lang sigt, især når man tager højde for gebyrene.

Investorer bør være opmærksomme på, hvordan ændringer i gebyrstrukturen potentielt kan påvirke deres afkast over tid. Det er essentielt at vurdere, om den øgede omkostning er berettiget af de forventede gevinster. Ofte kan de tilsyneladende attraktive gebyrstrukturer skjule det faktum, at fondens faktiske afkast er lavere, når de høje gebyrer tages i betragtning. Ydermere skal man forstå, at selv i situationer med lave gebyrer, kan hedgefondenes fokus på kortsigtede gevinster føre til uforudsigelige og potentielt negative konsekvenser for investorernes langsigtede kapital.

For at få et klart billede af, hvordan gebyrændringer påvirker deres investeringer, bør investorer også tage højde for andre relevante faktorer, som f.eks. fondsstruktur, likviditet og porteføljens risikoprofil. Det er vigtigt at se på disse ændringer i en bredere økonomisk og organisatorisk kontekst, hvor markedsforhold, ledelsens beslutningstagning og investorernes egne mål spiller en central rolle. Øget gennemsigtighed i gebyrstrukturen kan skabe en følelse af kontrol for investorer, men det betyder ikke nødvendigvis, at risikoen for at miste kapital bliver reduceret.

Endelig er det centralt for investorer at forstå, at hedgefondenes gebyrer, som kan virke enkle ved første øjekast, i virkeligheden er tæt forbundet med komplekse økonomiske dynamikker, der involverer både interne beslutninger om risikostyring og eksterne markedsforhold. At ændre gebyrerne kan være en måde at balancere disse dynamikker på, men det kræver en dyb forståelse af de underliggende faktorer, før man træffer en investeringsbeslutning. Derfor bør investorerne være opmærksomme på, at ændringer i gebyrstrukturerne kan være både en advarsel og en mulighed, og en grundig vurdering af fondens langsigtede strategi og præstation er altid nødvendig.