Forholdet mellem kristendom og Alt-Right i USA har ikke blot været et spørgsmål om politiske sympatier eller ideologiske overlap. Det har i dybere forstand virket som et prisme, hvorigennem amerikanske kristne er begyndt at konfrontere deres egne traditioners iboende spændinger omkring race, seksualitet og institutionel magt. I stedet for at fokusere udelukkende på, hvad kristendommen har betydet for Alt-Right-bevægelsen, er det afgørende at undersøge, hvad Alt-Right har betydet for kristendommen i det 21. århundrede.

Alt-Right fremstod i offentligheden med ny styrke under det amerikanske præsidentvalg i 2016. For mange amerikanere var det første gang, de hørte betegnelsen, som dog havde eksisteret i nogle år forinden. Richard Spencer, en af bevægelsens mest kendte talsmænd, fremhævede Donald Trumps kampagne som en katalysator, der forstyrrede den politiske orden og tvang Republikanerne til at genoverveje, hvad det vil sige at være "rigtig højreorienteret". Ifølge Spencer havde Trumps appel ikke rod i forfatningsmæssig konservatisme eller markedsøkonomi, men i et implicit, hvidt nationalt fællesskab.

Dette synspunkt blev ikke udtrykt i skyggerne. Tværtimod blev det udtalt åbent og gentaget i medierne. Spencer talte om Trump som "identitetspræsidenten" og udbrød "Hail Trump! Hail Victory! Hail our people!" i en tale, hvor publikum svarede med nazihilsener. Denne form for uforblommet racial nationalisme, iscenesat i den politiske offentlighed, skabte øjeblikkeligt en uadskillelig kobling mellem Alt-Right og hvidt overherredømme i offentlighedens bevidsthed.

Men det var ikke kun ydre markører og slogans, der bar betydning. For amerikanske kristne – både dem, der identificerede sig med højrefløjen og dem, der befandt sig i teologisk opposition – rejste Alt-Right en eksistentiel krise: Hvad vil det sige at være kristen i en nation, hvor racemæssig eksklusion og nationalistisk politik bliver forklaret med henvisning til kristne værdier? Mange kristne begyndte i denne periode at revurdere deres kirkers historiske tavshed eller direkte medansvar i strukturelle former for racisme. Samtidig blev behovet for reel mangfoldighed i præsteembeder og institutionelle lederskaber synligt på en ny måde.

Alt-Right's forhold til religion var dog selv dybt fragmenteret. Nogle af bevægelsens egne figurer tog afstand fra den, netop på grund af dens inkonsistente eller instrumentelle tilgang til religion. Som bevægelsen mistede sit greb efter 2017 – kulminerende med optøjerne i Charlottesville – opstod nye former for hvid nationalisme, der i højere grad inkorporerede religiøs ideologi i deres forståelse af hvid identitet. Denne udvikling viser, at religion fortsat spiller en rolle i højreradikale miljøer, ikke som et fælles trosfundament, men som en kampplads for betydning og legitimitet.

Det mest varige eftermæle fra forholdet mellem Alt-Right og kristendommen ligger derfor ikke i, hvad Alt-Right opnåede politisk, men i hvordan det tvang kristne amerikanere til at spørge: Hvilken arv har vi, og hvilken fremtid ønsker vi? Diskussioner om inklusion af LGBTQ+-personer, racerelationer og institutionelt ansvar blev i stigende grad ført med henvisning til Alt-Right som den yderste grænse – en grænse, man enten skulle distancere sig fra eller konfrontere i egne rækker.

For at forstå dette forhold fuldt ud må læseren indse, at det ikke er nok at betragte Alt-Right som et isoleret ekstremt fænomen. Dets sprog, symbolik og ideologiske fristelser genkendes – ofte i mildere former – i mainstream diskurser og kirkelige traditioner. Det er netop denne genkendelse, der gør analysen presserende: ikke for at moralisere, men for at forstå de dybere mønstre, hvorigennem tro, identitet og magt spiller sammen i det moderne Amerika.

Hvordan har racisme været indlejret i LDS-kirkens doktriner og praksis?

I de grundlæggende tekster for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (LDS) – især i Mormons Bog, Den Kostelige Perle og Lære og Pagter – findes der et markant spor af racemæssige normer, som knytter sort hudfarve til synd og forbandelse. Disse skrifter omtaler ofte sorte som efterkommere af Kain, der blev mærket af Gud for mordet på Abel, hvilket medførte en form for stigmatisering, der har haft dybtgående konsekvenser for kirkens holdninger og praksis. I Moses’ Bog i Den Kostelige Perle beskrives Kains efterkommere som sorte, som ikke havde plads blandt de øvrige efterkommere af Adam, hvilket tydeligt viser den teologiske rod til kirkens ekskluderende praksis.

En af de mest synlige manifestationer af denne racemæssige forskelsbehandling var udelukkelsen af afroamerikanske mænd fra præstedømmet, som i LDS-sammenhæng ikke blot er et embede, men et sæt rettigheder og ansvar, der giver mændene mulighed for at handle i Guds navn, prædike evangeliet og styre kirkens rige på jorden. Før 1978 var afroamerikanske mænd ikke berettigede til at modtage præstedømmet, hvilket cementerede en teologisk og social ulighed inden for kirkens strukturer.

I det 21. århundrede har denne historie fortsat relevans, og kirkens håndtering af sin racistiske fortid er stadig under udvikling. Mange medlemmer, især af farvet herkomst, oplever fortsat de eftervirkninger, som disse gamle doktriner og sociale normer har sat i systemet. Diskussioner om interracial ægteskab og racemæssige fordomme findes stadig i visse kredse, og de racistiske myter, der knytter sorthed til en forbandelse og hvidhed til en velsignelse, påvirker fortsat kirkens sociale dynamik. Disse myter har ikke blot formet synet på afroamerikanere, men også på oprindelige amerikanere, hvor hudfarven blev brugt som en form for social hierarki og en "fortolkningsnøgle" til at forklare etnicitetens oprindelse og betydning.

Det er væsentligt at forstå, at kirkens racistiske fortid ikke blot er et historisk fodnote, men et levende fænomen, der påvirker nutidige interaktioner og selvforståelse. Trods officielle ændringer er der fortsat dybt rodfæstede holdninger blandt kirkens medlemmer, som afspejler denne historie. Denne fortsatte ambivalens og manglende fuldstændige opgør med fortiden har betydning for kirkens troværdighed og inklusionsarbejde, og det understreger behovet for en mere åben og kritisk tilgang til de doktriner og normer, der tidligere blev brugt til at legitimere ulighed og diskrimination.

Derudover er det vigtigt at anerkende, at race ikke kun har været en teologisk kategori i LDS-kirken, men også en social konstruktion, der har påvirket kirkens selvforståelse og medlemsrelationer. De religiøse myter om farve og forbandelse har fungeret som redskaber til at opretholde sociale hierarkier og ekskluderinger. En dybere indsigt i disse mekanismer er nødvendig for at forstå, hvordan religion kan både reflektere og forstærke racemæssige skel i samfundet.

Hvad står #DezNat for, og hvordan relaterer det sig til LDS-kirken og dens tro?

#DezNat-modstandere kaldes ofte “ProgMos” – progressive mormoner – som ifølge #DezNat-tilhængerne vægter politiske dagsordener over kirkens åndelige lære. Kritikpunkterne omfatter blandt andet anklager om racisme, sexisme og homofobi, som progressivisterne mener skal adresseres gennem ændringer i kirkens praksis, herunder ophævelse af templets værdighedskrav og tilladelse til abort, hvilket #DezNat afviser som doktrinære afvigelser.

Inspireret af den historiske etablering af Deseret-territoriet og Utah som et fristed for de troende, blev hashtagget skabt af J.P. Bellum, som ser det som et virtuelt fællesskab for dem, der ubetinget støtter kirken og dens lederskab, herunder også tidligere profeter, der i dag kan opfattes som kontroversielle. For eksempel fremhæves Brigham Youngs lederskab og hans omdiskuterede udtalelser og handlinger, som forsvares med argumentet om, at han handlede rettidigt og nødvendigt i sin tid. Den symbolske brug af Bowieklingen, som Young ifølge fortællinger brugte til at true kirkens modstandere, er blevet et emblem for #DezNat, der viser en stolthed over at stå fast og ikke beklage sig over fortidens og nutidens angreb på kirken.

#DezNat anvender internettets kultur, herunder memes, som en måde at udtrykke sig hurtigt og skarpt, uden at alt nødvendigvis skal tages bogstaveligt. De bruger humor og provokation til at markere deres position i online-debatter, især over for progressive mormoner, der bliver opfattet som hovedmodstanderne. Selvom bevægelsen kan fremstå aggressiv og til tider grov i tonen, er den bundet sammen af en fælles vilje til at følge kirkens profeter og opretholde de oprindelige lære uden kompromis.

Det er vigtigt at forstå, at #DezNat ifølge dets fortalere ikke er et politisk eller racebaseret bevægelse, heller ikke en del af det alt-højre miljø, som nogle kritikere har forsøgt at placere dem i. Det er først og fremmest et udtryk for en bestemt religiøs loyalitet og identitet, hvor kirkens lære og profeternes ord står over personlige eller politiske præferencer. Dette understreges ved en stærk vægt på autoritet og lydighed mod kirkens nuværende lederskab, herunder præsident Russell M. Nelson, som den nuværende profet, seer og åbenbarer.

Bevægelsen afspejler en dyb splittelse inden for LDS-kirken, hvor sociale medier fungerer som en slagmark for interne konflikter mellem konservative og progressive medlemmer. Diskussionerne og konflikterne omkring #DezNat og relaterede hashtags som #Provo viser, hvordan digital kommunikation bliver en arena for identitetskamp og fortolkning af tro. For læseren er det væsentligt at indse, at disse digitale fællesskaber og debatter er mere end blot online-opgør; de afspejler dybere spørgsmål om troens rolle i det moderne samfund, om autoritet, tradition og forandring.

Endvidere bør man forstå, at bevægelsens fokus på ubetinget lydighed over for profeterne indebærer en kompleks dynamik, hvor fortidens kontroversielle handlinger og udtalelser ikke blot ignoreres, men også forsvares som nødvendige led i kirkens historie. Det udfordrer læseren til at overveje, hvordan religiøs autoritet og historisk kontekst influerer fortolkningen af tro og praksis. Det er en påmindelse om, at trosfællesskaber ofte navigerer i spændingsfeltet mellem tradition og modernitet, hvor identitet, magt og tro står i en konstant dialog.

Hvordan skal vi forstå "Alt-Right" bevægelsen og dens sammenhæng med religion og race i USA?

"Alt-Right" bevægelsen, som eksploderede i offentligheden omkring 2016, er ikke blot et politisk fænomen, men også en kompleks blanding af raceideologier, religiøse identiteter og sociale konflikter. Bevægelsen trækker på en lang historie af racemæssige og kulturelle spændinger i USA, hvor religion ofte spiller en central rolle i konstruktionen af etnisk og racemæssig identitet. En særlig interessant dimension er, hvordan visse sekter eller grupper inden for religion, eksempelvis blandt mormoner, har haft både konfronterende og komplekse forhold til race og seksualitet.

Selvom "Alt-Right" som bevægelse måske nåede sit højdepunkt og tilsyneladende er ved at miste momentum – hvilket blandt andet blev illustreret ved Richard Spencers offentlige opgør med Trump og hans efterfølgende støtte til Demokraterne i 2020 – er de underliggende spørgsmål og konflikter langt fra løst. "Alt-Right" og dens ideologiske arv fortsætter med at influere debatter om national identitet, racemæssig ulighed og sociale rettigheder i USA, og den har sat fokus på, hvordan religion både kan være en kilde til inklusion og eksklusion.

Præsident Trumps kampagne i 2020, med sine taler om at beskytte "det forstadsliv" mod lavindkomstboliger, genoplivede de gamle adskillelseslinjer og racemæssige spændinger, der stammer fra redlining og kampen mod integration i boligområder. Dette viser, hvordan racemæssige og klassebaserede konflikter fortsat er et brændpunkt i amerikansk politik, ofte med religiøse undertoner, som spejler en kamp om kulturel og social dominans.

I kølvandet på George Floyds drab og den verdensomspændende bevægelse mod politibrutalitet og systemisk racisme har kristne samfund i USA fået øget pres for at tage stilling og arbejde aktivt mod racemæssig uretfærdighed. Det understreger, at religion ikke blot er en baggrundsfaktor, men en aktiv medspiller i nutidens sociale og politiske kampe. Her står vi over for en vigtig erkendelse: religion kan både fastholde gamle magtstrukturer og fungere som katalysator for forandring og retfærdighed.

Det er væsentligt at forstå, at de bevægelser og ideologier, der indlejrer sig i samfundets strukturer, sjældent er isolerede fænomener. De er indvævet i historiske, sociale og kulturelle processer, hvor race, klasse, seksualitet og religion spiller sammen i komplekse mønstre. At undersøge "Alt-Right" i relation til religion og race indebærer derfor også at erkende den gensidige påvirkning og de mange facetter, der former identitet og magt i samtiden.

Desuden bør læseren være opmærksom på, at mens visse ekstremistiske grupperinger muligvis mister fodfæste eller omlægger deres strategier, lever ideologierne og de strukturelle uligheder videre i andre former. Forståelsen af denne dynamik kræver derfor en nuanceret tilgang til historiske udviklinger og nutidens politiske landskab, som tydeligt viser, hvordan religion kan være både et redskab for eksklusion og et fundament for inklusion.