Hvorfor opstår det uventede i de mest velkendte rum?

I en forladt kro i Suffolk, et gammeldags hus, som engang havde været et populært tilholdssted for rejsende, kom der en ung mand, Mr. Thomson, som en del af sin søgen efter ro og en afbræk fra universitetets travlhed. Han boede på første sal i et værelse, som gav et vidunderligt udsyn over landskabet og vejens strækning. Det var foråret, og han nød sin ensomme tilværelse. Arbejdet fyldte hans morgener, eftermiddagen tilbragte han på spadsereture og småsnak med folkene på kroen. Om aftenen vendte han tilbage til sine bøger.

Det var på en af disse eftermiddage, at han valgte at gå en lidt anderledes rute. På sin gåtur fik han øje på en hvid sten, der lå på heden. Den var markeret af en lille, firkantet åbning i toppen, som lignede en form for sømærke. Stenen havde ligget der i lang tid, og kroens ejer, Mr. Betts, kunne kun fortælle, at den engang havde været en slags guidepost for skibene. Men ingen i landsbyen havde et klart svar på, hvorfor den var der, og nogen nævnte endda, at den måske havde en forbandelse knyttet til sig.

På sin opdagelse af det forladte værelse i kroen stødte Mr. Thomson på noget, som han ikke kunne forklare. Værelset, som han aldrig før havde betragtet, var låst, men hans nysgerrighed fik ham til at finde en nøgle og åbne døren. Indenfor fandt han et næsten tomt rum med kun en seng, dækket med et slidt tæppe. Men under tæppet var der noget, der ikke stemte. En form, som en menneskekrop, kunne tydeligt ses, og den bevægede sig. Der var noget levende under tæppet, men hvem kunne det være?

Før han kunne indse det, lukkede han hurtigt døren og trak sig tilbage til gangen. Det var et af de øjeblikke, hvor virkeligheden og fantasiens grænser blev viskede ud. Hvad var det, han havde set? Det kunne ikke være et levende menneske, for en død krop vil sjældent bevæge sig under et tæppe. Alligevel var han sikker på, at det, han havde set, ikke kunne forklares som en simpel hallucination eller et resultat af svag belysning. Det var noget mere, noget dybere, som kunne være uløst i værelsets historie.

Kroen, som engang var et sted for liv og rejse, rummer nu noget langt mere uhyggeligt. Værelset, hvor ingen burde være, er en påmindelse om de mysterier, der gemmer sig selv i de mest velkendte og tilsyneladende trygge omgivelser. Dette værelse, hvor en tidligere tid har efterladt sit spor, er ikke bare et rum, men et hvilested for noget, der måske stadig er levende, måske ikke. Den kolde rysten, som Thomson følte, kunne ikke afvises som fantasi, men snarere som en advarsel, et kald til at forstå, at ikke alle mysterier kan opklares med logik.

Historien om dette værelse, og de spor det efterlader, giver stof til eftertanke. Hvad vi ser, og hvad vi tror, er kun et glimt af det virkelige billede. Det er ikke kun rum og steder, der gemmer på hemmeligheder. Hver historie, der bliver fortalt, bærer sin egen vægt af fortidens indvirkning og den indre dynamik, som eksisterer mellem det, vi forstår, og det, der er skjult for os.

For den, der søger svar på mysterierne, er der én vigtig erkendelse: det, som synes genkendeligt og trygt, kan rumme noget fremmed og uforståeligt. Dette værelse, dets stille indre, kan kun vise én ting: nogle gange er det menneskelige sind i sig selv det største mysterium af alle.

Kan mennesket frigøre sig fra sin egen skygge?

Han holdt stadig drengen tilbage, halvt vanvittig af længsel efter at slippe fri og lade hende komme ind. “Fantasmer! Straffere af ugudelige tanker!” råbte Redlaw i kvaler, idet han stirrede rundt i rummet. “Se på mig! Lad fra mit sinds mørke det svage skær af anger, som jeg ved findes der, stige frem og vise min elendighed! Som jeg længe har lært, kan intet i den materielle verden spares; ikke et eneste skridt eller atom i den vidunderlige struktur kan gå tabt uden at efterlade et tomrum i universet. Jeg ved nu, at det samme gælder det gode og det onde, lykken og sorgen, i menneskets minder. Forbarm jer! Befri mig!”

Men svaret kom kun som hendes vedholdende råb: “Hjælp mig, hjælp mig, luk mig ind!” og drengens desperate kamp for at nå hende. “Skygge af mig selv! Ånd fra mine mørkeste timer!” jamrede Redlaw. “Kom tilbage og hjemsøg mig dag og nat, men tag denne gave bort! Eller hvis den stadig skal hvile hos mig, berøv mig den frygtelige magt at give den til andre. Ophæv det, jeg har gjort. Lad mig forblive i mørke, men giv dagen tilbage til dem, jeg har forbandet. Som jeg har skånet denne kvinde fra begyndelsen, og som jeg aldrig vil forlade dette sted igen, men dø her uden en hånd til at pleje mig, undtagen dette væsens, som er uimodtageligt for mig – hør mig!”

Kun drengenes kamp og kvindens råb fyldte stilheden: “Hjælp! Luk mig ind. Han var engang din ven – hvordan skal han findes, hvordan skal han frelses? De er alle forandret, der er ingen andre til at hjælpe mig – bønfaldende, luk mig ind!”

Natten lå tung og ubønhørlig over himlen. På åbne sletter, fra bjergtinder og fra ensomme skibes dæk var en fjern, lav horisontlinje synlig, som varslede lys, men hvis løfte var fjernt og tvivlsomt. Månen kæmpede med natteværten af skyer. Skyggerne på Redlaws sind fulgte tæt efter hinanden, som skyerne, der dækker månen, og slørede hans indre lys. Kun glimtvis brød en stråle igennem for straks at overskygges og efterlade mørket dybere end før.

Indenfor var der en spøgelsesagtig stilhed i kemikerens kammer. Lampen brændte næsten ud, og kun en svag knitren i asken vidnede om ildens sidste suk. Drengen lå sovende foran kaminen, og Redlaw sad ubevægelig i stolen, som forstenet. I dette øjeblik begyndte den julemusik, han før havde hørt, at spille igen – en lav, melankolsk melodi, båret til ham af nattens kolde luft. Han rejste sig og strakte hænderne ud, som om han søgte en ven, han kunne røre uden at skade. Hans ansigt blev blødere, en svag rysten greb ham, og til sidst fyldtes hans øjne med tårer, mens han bøjede hovedet.

Han vidste, at hans egne erindringer om sorg og uret ikke var vendt tilbage. Han havde intet håb om, at de var det. Men musikken rørte ved noget skjult i ham, som gjorde ham modtagelig for fjern genklang af det tabte. Selv om det blot var erkendelsen af, hvad han havde mistet, takkede han himlen for det i dyb taknemmelighed.

Da den sidste tone døde hen, så han Phantom’en stå ubevægelig bag drengen, med øjnene rettet mod ham. Spøgelsesagtig som altid, men ikke så grusom og ubarmhjertig i sit udtryk – eller måske håbede han blot det. Ved dens side stod en anden skikkelse. Var det Milly selv eller blot hendes skygge? Hendes hoved var let bøjet, hendes blik nedad mod det sovende barn, og et strålende lys faldt over hendes ansigt uden at røre Phantom’en, der forblev mørk og farveløs.

“Spektre!” udbrød kemikeren forfærdet. “Jeg har ikke været stædig eller overmodig i forhold til hende. Åh, bring hende ikke her. Skån mig!”

“Dette er blot en skygge,” sagde Phantom’en. “Når morgenen bryder frem, søg den virkelighed, hvis billede jeg viser dig.”

“Er det min ubønhørlige skæbne at gøre det?” spurgte kemikeren.

“Det er det,” svarede Phantom’en.

“Til at ødelægge hendes fred, hendes godhed – at gøre hende til det, jeg selv er blevet, og det, jeg har gjort ved andre!”

“Jeg har sagt ‘søg hende’, ikke mere,” lød svaret.

“Åh, kan jeg ophæve, hvad jeg har gjort?” råbte Redlaw i fortvivlet håb.

“Nej.”

“Jeg beder ikke om at få noget tilbage til mig selv,” sagde Redlaw. “Det, jeg opgav, opgav jeg af egen vilje. Men for dem, jeg uden varsel har overført denne forbandede gave til – som aldrig ønskede den og ikke kunne undgå den – kan jeg intet gøre?”

“Intet,” sagde Phantom’en.

“Hvis jeg ikke kan, kan nogen da?”

Phantom’en stod som en statue, og efter et øjeblik vendte den hovedet mod skyggen ved sin side. Redlaw råbte: “Åh, kan hun?” Phantom’en slap hånden, den holdt, og hævede stille sin egen i en afskedsgestus. Skyggen begyndte langsomt at smelte bort.

“Vent,” bad Redlaw, “bare et øjeblik! Jeg ved, at noget forandrede sig i mig, da disse toner lød før. Har jeg mistet magten til at skade hende? Kan jeg nærme mig hende uden frygt? Giv mig et tegn på håb!”

Men Phantom’en svarede ikke. “Har hun da evnen til at rette op på det, jeg har gjort?”

“Hun har ikke.”

“Har hun evnen uden at vide det?”

“Søg hende,” sagde Phantom’en. Og skyggen forsvandt.

De stod atter ansigt til ansigt over drengen, som stadig sov ved Phantom’ens fødder. Redlaw sank på knæ i bønsfuld underkastelse: “Frygtelige lærer, der har forladt mig men vender tilbage i en mildere skikkelse, hvori jeg gerne vil tro, der er et glimt af håb – jeg vil adlyde uden spørgsmål og beder kun om, at mit skrig i sjælens pine er blevet eller vil blive hørt for dem, jeg har skadet ud over menneskelig bod.”

Det er vigtigt for læseren at forstå, at denne kamp ikke blot er en ydre fortælling, men et billede på menneskets indre kamp med skyld, ansvar og ønsket om at frigøre sig fra den skade, man har påført andre. Skyggerne i Redlaws sind og Phantom’ens tavse magt afspejler den uundgåelige sammenhæng mellem handling og følge, mellem erindring og forvandling. Det er i mødet med denne erkendelse, at mennesket får mulighed for forandring – ikke ved at ophæve fortiden, men ved at møde den med anger, mod og ansvar.

Hvordan menneskets eksistens konfronterer det umulige

Præsten havde åbnet sine øjne. At være eller ikke at være? Havde han set ham? Ja, han havde. Hans frygtindgydende øjne hvilede på den stakkels, harmløse spøgelse. De to så på hinanden, den ene rystende i måneskinnet, den anden siddende i al sin skrækkelige realitet oprejst i sengen. Så begyndte den dødelige at anvende sine frygtindgydende metoder. Først gav han det hæse skrig, som alle spøgelser frygter, og Sir Egbert følte sig pludselig tungere med et pund. Men han huskede sit navn—den modige. Han ville ikke give op. Så begyndte præstens tænder at klapre. Han mumlede, og Sir Egbert undrede sig over, om dette var begyndelsen på eksorcismen. Hvis det var, ville han aldrig igen se den elskede gamle Ancestralgalleri, aldrig igen holde sin kære Rowena i den perfekte symbiose, aldrig igen passere sig selv gennem et solidt væsen—aldrig mere opleve den muntre gamle leg ved at være både ingen og alle steder på én gang.

"Mercy, mercy!" forsøgte han at råbe; og faktisk var hans stemme næsten i stand til at røre den mærkbare luft. Men der var ingen barmhjertighed i den rædselsfulde præst. Hans eneste svar var at få håret på hovedet til at rejse sig. Så protruderede han sine øjne. Så smilede han. Og derefter begyndte han at tale, som om han kommunikerede ved hjælp af det døve og stumme alfabet med sine fingre. Sir Egberts semi-substans var som rødt glas; det var begyndelsen på lidelsen. Hvor tæt han var på den dødelige opløsning, vidste han, da han pludselig begyndte at tænke, næsten med frygt, på sin egen kære Hvide Dame. Hun var et spøgelse. Så begyndte den dødelige at gabbe ord. Det var eksorcismen. Åh, hvorfor, hvorfor, hvorfor havde Sir Egbert ikke valgt en almindelig mand? Gabberiet fortsatte. Farve—varme—vægt—disse føltes pludselig på Sir Egbert, den modige. Han begyndte at blive noget, at "være". Og mens han fortsatte ufortrødent med at blive til, øgedes hastigheden af ordene. Sir Egberts fødder følte gulvet; han skreg; en svag vindagtig stønnen lød. Præsten sprang op på sengen en fod og kastede sin pude op i luften. Kunne intet redde Sir Egbert? Åh ja. De, der lever et ydmygt og uskyldigt ikke-væsen, vil ikke blive kastet ned; de vil ikke blive overgivet til de terrors af det solide og kendte. Fra et sted udenfor, i måneskinnet, kom en skinger lyd. Det var hanen, der galede. Præsten havde haft puden over ansigtet. Den faldt, og han så igen. Intet var der. Sir Egbert, tilbage i sin komfortable fjerde dimension, var igen af den elskede, uadskillelige substans som hans kære Hvide Dame.

I en slede, som stod stille, havde jeg heller ikke fornemmelsen af, hvad der egentlig foregik. Den eneste lyd, vi kunne høre ud over vores egne glædesfulde stemmer, var den dumpe brusende lyd fra torrenten nedenunder og lidt klirren af klokker, når en hest bevægede hovedet. Men en anden lyd, en langsom og dreven "Cric-crac, cric-cric", havde fået mig til at stige ud af sleden for at følge manden, der var årsag til det. Vi kunne ikke være kommet på timmervognens vej på et farligere sted. Vejen var på dette punkt, foruden at være dybt fyldt med sne, kun ti fod bred, og timmervognen havde ret til at holde på den indre del af vejen, den der havde et stejlt klippefald, der så ud til at stige op til himlen. Kun en lav barriere adskilte sleden fra afgrunden med trækronerne nedenfor. Problemet var, hvordan vi kunne komme forbi. Det største træ var seksten meter, og hvis det kunne passeres, ville alt være vel. Det var imod dette træ, at den unge mand i den fløjlsbløde jakke og de vide corduroy bukser havde sat sin jack. Uden hast, et pund ad gangen, pumpede han langsomt kraft ind i det, med klippens væg til at modstå kræfterne. Jeg lærte hurtigt, at han hverken kunne læse eller skrive. Det, han gjorde, var hans egen selvrealisering, hans signatur på verden. Et lille glid med jacken, et fragment af is, et vaklende øjeblik i mandens mod, og der var ingen anden chance. Han vidste det, og hans opgave og den måde, han indstillede sig på det, gjorde et indtryk af fatalistisk skønhed, som aldrig har forladt mig. Træet blev langsomt buet som en katapult. Hver gang det gned mod klippen, sprang mit hjerte op i halsen. Men han trådte kun et skridt tilbage et par gange for at se, hvor meget der var tilbage, og bøjede sig derefter igen over spindehjulene. De mørke øjenbryn under den brede hat var næsten ubevægelige. "Cric-cric, cric-cric, cric-cric..." Fortsat fortsatte han, selvom træet kunne have kastet os ned i afgrunden lige så let, som en finger flækker en ært. Og selv hvis han kunne bøje træet nok til at lade sleden passere, havde han stadig den frygtelige opgave at gøre maskinen ufarlig igen. Vi kom forbi, eller jeg ville ikke skrive om Walther Blum. Passagererne vendte ikke tilbage til deres snak, for de havde næsten ikke afbrudt den.

Jeg så Walther Blum igen, ikke længe efter den farlige hændelse med jacken. Jeg er en rastløs sjæl og havde ikke tænkt mig at blive længe i Haarheim. Jeg lærte, at han, som jeg nu kunne kalde ham, var en timmerarbejder. Det var mænd som ham, der tilbragte tre fjerdedele af deres liv på vejen. Jeg troede aldrig, jeg ville se ham igen, men det gjorde jeg. Det var højt oppe i bjergene, hvor de højeste skråninger mødte træernes kroner og kraftstationernes rør. Ligesom de fleste var hotellet lukket, og turisterne og personalet var rejst væk, mens de var der i vinterens sluttetid. Jeg havde i den mørke, elektriske nat fået min vejledning til at finde hjem igen, og der så jeg ham, Walther Blum, i hans sort fløjlsjakke og baggy bukser, lige under den brændende nattehimmel.

Vigtige aspekter, som læseren bør forstå, når man konfronterer sådanne ekstreme eksistentielle begivenheder, er, at vi mennesker står på de yderste grænser af vores kontrol og viden. Vi er ofte i samme sårbare position som den unge mand med jacken, der arbejder mod en naturens kræfter, som han ikke kan kontrollere. Vi lever alle på en tynd linje mellem beherskelse og katastrofe. Ligesom den dødelige og det skræmmende spøgelse konfronterer vi det umulige i vores eksistens og opdager vores sande natur i mødet med den overvældende uvished. Det er ikke kun evnen til at være og eksistere, men også vores kamp for at forstå, hvad det betyder at eksistere—og hvad vi kan gøre, når vi pludselig ikke længere er i stand til at kontrollere den verden, vi tror, vi ejer.