Græsset, der vokser i dalens dybder, når til tider toppen af højene eller, når det ikke kan nå dem, fylder og klæder dalene. Og imellem, langs dalens bund, er dybe enge og deres tavshed kantet af græsgange og små enebærtræer. De skyer, der besøger himlen her, afslører sig selv bag den ene store stigning, sejler hvide og enorme mod den anden og forsvinder bag den. Men sletten, over hvilken de er rejst, og Wealdet, hvortil de er på vej, kan dalens folk ikke se, og knap nok huske. Vinden, når den når disse marker, er ikke længere en storm fra havet, men en blid og frugtbar indlandsbrise; og dem, hvis blod er næret her, føler i vinden frugtbarheden fra vores frugtplantager og alt det liv, som alt levende trækker fra luften.

Jeg husker, som en dreng, hvordan jeg trængte gennem et fransk af bøgetræer, som dannede en total skærm mellem mig og verden, og kom til en lysning kaldet "No Man’s Land". Jeg klatrede videre, og jeg blev overrasket og glad, for fra toppen af den lysning kunne jeg se havet. For nylig vendte jeg tilbage til dette sted. De mange ting, som jeg genopdagede, da jeg kom op ad landskabet, var ikke mindre charmerende, end da en fjern hukommelse havde helliget dem, men langt mere. Uanset hvilket slør længslen kaster over en erindring, havde det ikke intensiveret eller gjort mysteriet større omkring den skønhed, der ligger i denne mark; ikke engang i mine morgen drømme, som jeg havde haft i eksil, havde jeg set det mere elsket eller mere sjældent. Meget af det, jeg havde glemt, vendte tilbage til mig, da jeg nærmede mig - en gruppe elmetræer, et lille sving i præstens mur, et lille paddock bag kirkegårdsmuren, værnet af én mand, med en lav mur af meget gammel sten, der omkransede det hele.

Det hele fyldte og forstørrede min glæde, indtil den gode vision af stedet, som jeg havde holdt fast i så mange år, forlod mig og blev erstattet af dens bedre virkelighed. "Her," sagde jeg til mig selv, "er et symbol på, hvad nogle siger er forbeholdt sjælen: en glæde af en art, som ikke kan forestilles, før man endelig har opnået den."

Da jeg nåede min egen port og mit eget mark, og havde mit hus foran mig, kiggede jeg lidt omkring mig (selv om det allerede var aften), og jeg så, at græsset stod, som det skulle stå, når det er klar til at blive slået. For i dette, som i alt, hvad en mand kan gøre – i de ting, der er meget gamle – er der et præcist øjeblik, når de bliver gjort bedst. Og det er blevet bemærket om det, som styrer os, at det virker klodset, idet de gode ting, der gives til mennesket, ikke gives på det præcise tidspunkt, hvor de ville have fyldt ham med glæde. Men, uanset om dette er sandt eller falsk, kan vi vælge den rette vinkel af årstiderne i alt, hvad vi gør af egen vilje, og især når det kommer til høst af hø. Mange mener, at høet er bedst, når græsset er tykkest; og derfor udsætter de det, indtil det er rankt og i blomst, og allerede har trukket meget på jorden. Og der er en anden falsk grund til at udsætte høsten, nemlig dårligt vejr. For meget få forstår (selvom det kommer år efter år), at vi har regn i Sydengland altid mellem sygekløvet og høst, eller lige efter at ugerne med østlige vinde er forbi. Først kommer en uge med pludselig varme, som om syd har kommet for at se os alle; derefter kommer uger med øst- og sydøstlige vinde; og derefter kommer mere eller mindre den regn, jeg talte om, og som altid forbløffer verden. Nu, det er lige før, under, eller ved enden af den regn – men ikke senere – at græsset bør slås for hø.

Virkelig højt græs, som altid er tyndt, bør slås tidligere end græsset i lavlandet og langs vandenge; men ikke engang det allersidste, selv i de vådeste sæsoner, bør efterlades (som det ofte er), til at blomstre og endda sætte frø. For hvad vi får, når vi opbevarer vores græs, er ikke en høst af noget modent, men noget lige fanget i sin top før modning; som vidnesbyrd om, at vores korn og halm er bedst gule, men vores hø er bedst grønt. Således bør døden også være repræsenteret med en høtyv, og tid med en segl; for tid kan kun tage det, der er modent, men døden kommer altid for tidligt.

Så det er altid meget lettere at slå græsset for sent end for tidligt; og jeg, under denne aften og vendt tilbage til disse behagelige marker, kiggede på græsset og vidste, at det var tid. Juni var i fuld fremdrift; det var begyndelsen på den sæson, hvor natten allerede har mistet sit fodfæste på jorden og svæver over den, aldrig helt dalende, men blander solnedgang med daggry.

Næste morgen, før solen var steget, vågnede jeg og tænkte på slåtningen. Fuglene var allerede livlige i træerne ved mit vindue, bortset fra nattergalen, som var draget til Weald, hvor den synger hele sommeren, både dag og nat, i egerne og hasselkratene, og især langs den lille flod Adur, en af floderne i Weald. Fuglene og tanken om høst havde vækket mig, og jeg gik ned ad trappen og langs de stenlagte gulve til stedet, hvor jeg kunne finde en segl. Da jeg tog den ned, mindedes jeg, hvordan jeg, for fjorten år siden, sidst var ude med min segl, lige så tidligt om morgenen. Mellem den dag og nu var der mange ting, byer og hære, en forvirring af bøger, bjerge og ørkener og de frygtelige store havstrækninger.

Når jeg kom ud i det lange græs, var solen endnu ikke steget, men der var allerede mange farver på den østlige himmel, og jeg skyndte mig at skærpe min segl, så jeg kunne komme til arbejdet, før duggen skulle tørre. Nogle siger, at det er bedst at vente, indtil al duggen er steget, så græsset er helt tørt fra starten. Men, selvom det er en fordel at få græsset helt tørt, er det ikke værd at vente, til duggen er steget. For først mister man mange timer med arbejde (og dem de køligste), og næste – og det er mere vigtigt – mister man den store lethed og tykkelse i skæringen, som kommer af duggen. Så jeg begyndte straks at skærpe min segl. Der er også en kunst i at skærpe en segl, og det er værd at beskrive nøje. Din klinge skal være tør, og derfor ser man ofte mænd, der gnir klinge med græs, før de strækker den.

Hvordan livets mange dimensioner påvirker vores daglige oplevelser og beslutninger

En sådan rejse, som den jeg og mine folk foretog langs floden, afslører ikke kun naturens uforudsigelige kræfter, men også de subtile indre forandringer, vi gennemgår under ekstreme forhold. Det var en tid, hvor vores navigation af floden blev dikteret af vindens luner, strømmen og de skjulte farer, som selv den mest erfarne rejsende ikke kunne forudse. Men det var også en tid, hvor den dybe forbindelse mellem mennesket og naturen blev afsløret, og hvor hver beslutning, stor som lille, kunne ændre udfaldet af vores rejse.

Flodens ro, efter den tidligere storm, blev forstyrret af lette pust fra den østlige kyst, og den lange bølge rullede langsomt ind i den lavvandede bugt. Det var på disse tidspunkter, hvor vi virkelig blev mindet om, hvor lille vi var i forhold til den store natur. Hver beslutning om at fortsætte eller stoppe, hver handling vi foretog for at sikre vores vej fremad, krævede omhu og præcision. Jeg indså hurtigt, at vi ikke kunne rejse uden yderligere hjælp; ikke blot i form af arbejdskraft, men også i form af erfaring og viden om flodens strømme og farvande på denne tid af året.

Det var på disse skiftende tidspunkter, hvor vinden pludselig stilnede af og efterlod en lang, rullende bølge, at vi forstod, at vores rejse kun kunne fortsætte med stor forsigtighed. Denne uforudsigelige natur krævede ikke kun opmærksomhed på de fysiske elementer omkring os, men også på de mennesker, vi havde omkring os. For selv i dette fjerne hjørne af verden, blandt disse små stammer og landsbyer, var den menneskelige faktor en vigtig del af enhver rejse.

Når vi nåede de stille sandbanker ved Point Jaguararl, og når vi om natten navigerede langs flodens snoede løb, var vi altid bevidste om farerne. Disse steder, som måske syntes fredelige og uskyldige i dagslys, gemte på farer, som kun kunne forstås, når man var i tæt kontakt med dem. De mennesker, vi mødte, spillede en vigtig rolle i denne forståelse. Cypriano, den unge Mameluco, og hans erfaring med floden, viste sig at være uundværlig, og jeg blev hurtigt opmærksom på, hvordan disse lokale kender deres land langt bedre end vi kunne forestille os.

Når vi nåede Point Cajetuba, og floden åbnede sig op til den storslåede udsigt med vidtstrakte vidder og det klare vand, kunne man ikke undgå at reflektere over, hvordan mennesket på sin rejse gennem naturen hele tiden bliver tvunget til at tilpasse sig. Her var det ikke kun vinden og floden, der bestemte vores fremtid, men også de mange små valg, vi tog undervejs. De frugter, vi plukkede, og de små detaljer i landskabet, som vi først opdagede ved at stoppe op og observere, blev en del af vores samling, som jeg efterhånden satte stor pris på. Disse frugter, som Caju og Aapiranga, symboliserede på en måde de små, men væsentlige opdagelser, der formede vores rejse.

I dette landskab, med de spredte træer og de vilde frugter, indså jeg, at hver eneste udfordring ikke kun var en fysisk kamp, men en mental og spirituel rejse. De storme, vi kæmpede imod, og de vanskeligheder vi mødte på vejen, var ikke blot geografiens eller naturens vilje. De var også vores vilje til at fortsætte, til at finde en vej gennem de mange udfordringer, der opstod på floden. Det blev hurtigt klart, at det ikke kun var flodens strøm eller vinden, der styrede os, men også vores indre styrke og evne til at tilpasse os situationen.

De mennesker, vi mødte, som Angelo Custodio og Alberto, viste os, hvordan erfaring og mod spiller en central rolle i at navigere i sådanne ekstreme situationer. For dem var floden mere end et fysisk element; den var et livsområde, en del af deres verden, som de havde lært at forstå på en måde, som vi, de rejsende, aldrig kunne. De udgjorde et fundament for os, et fundament, som vi stødte på i deres venskab og vilje til at hjælpe, også når det var farligt. Deres opførsel var præget af en ydmyghed, der på en eller anden måde gjorde det muligt for os at føle os trygge, selv når vi var omringet af de største farer.

Vores rejse langs floden, med dens vanskeligheder og opdagelser, blev en påmindelse om, hvordan vi som mennesker ikke kun navigerer gennem det ydre landskab, men også gennem det indre. Det er, som om floden og dens strømme er en metafor for livets uforudsigelige natur. Og når vi bevæger os fremad, er det ikke kun den fysiske afstand, der tæller, men de valg vi træffer, og hvordan vi forholder os til de udfordringer, vi møder undervejs.

Man bør huske, at hver del af en rejse, hver frugt plukket eller storm overstået, er et skridt mod større forståelse. Det er ofte ikke de store øjeblikke, men de små, stille valg, der former vores forståelse af verden omkring os. Derfor er det essentielt at forstå vigtigheden af tålmodighed og at respektere de kloge valg, som vores erfarne ledsagere træffer. Enhver rejse, hvad enten det er på floden eller i livet, kræver mere end blot fremdrift – det kræver visdom i hvert skridt.

Hvordan Naturen Kan Blive En Trussel: Et Skridt Ind I Mørket
Hvordan at forstå de vigtigste taktiske elementer i skak gennem praktiske eksempler
Hvordan kan vi forstå den indoeuropæiske og indoiranske migration i Vedic-tiden?
Er gentagelse en vej ud af tidens labyrint?
Hvordan man bruger Photoshop's avancerede funktioner: Content-Aware og ikke-destruktiv redigering