Er gentagelse en vej ud af tidens labyrint?

Forbindelsen mellem mennesket og det, han midlertidigt rører ved, kan blive en udstrækning af ham selv. Denne midlertidighed er som en skrøbelig bro over et afgrundsdybt tomrum, hvor alt er i opløsning, men hvor man alligevel forsøger at samle sig, som om repetitionen kan holde alt sammen. At standse op for at tænde en ild i et sted uden ild er et forsøg på at vække verden. Men ilden nægter at brænde, medmindre man selv træder ind i den – en altopslugende selvophævelse, hvor man kun klædes i repetitionens uforgængelige gevandter.

I dette forsøg på at opløse og sammenføje virkeligheden opstår en mærkelig slags vævning. Man forsøger at pille i stoffet, men det knytter sig selv igen, som om man er fanget i et zombievagtet rum, hvor bevægelse er illusion og hvor alt gentages maskinelt. Selv menneskelige møder bliver til parodier af tidligere møder, replay af erobringer og tab, hvor intet længere er oprindeligt, men altid en gentagelse. Det erotiske møde er uden opvågning, uden transformation, et ritual udført mekanisk, som om selve akten er en port til noget højere, men porten forbliver lukket.

Et sted i alt dette fornemmes en lyd, et svirrende ekko fra en anden motor, en tilstedeværelse der ikke er af denne verden, men som kan mærke, hvor man er. Som en mælkehvid sfære i universet, en pisket sky af viden, ligger den uden for synsfeltet, men den er der, og dens essens føles som om den stikker sine følehorn ind gennem verdens overflade, ligesom vi stikker et glasrør ned i en dam uden at forstå, hvad fiskene oplever.

Dette møde mellem det menneskelige og det udenforliggende er et brud med almindelig tidslighed. Det antyder, at vi ikke er bundet til én eneste linje, men bevæger os mellem sandsynligheder. Måske er vi ikke rejsende i tid, men i sandsynligheder. Hver gang vi forsøger at ændre historiens gang, er det blot et hop mellem linjer, et fejlslagent forsøg på at bryde mønsteret. Men mønsteret er større end os, og det trækker os tilbage, indtil vi lærer, hvad det kræver at stå uden for det.

Det er vigtigt for læseren at forstå, at denne tekst ikke blot beskriver et kaotisk møde mellem mennesker og ubegribelige kræfter, men også en indre erfaring af eksistensens opløsning og gentagelse. Gentagelsen er ikke kun straf, men et spejl af bevidsthedens forsøg på at opnå frihed. Den stiller spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet kan være fri fra det, der ligger uden for menneskelig forståelse – og om frihed måske ikke er fraværet af mønstre, men evnen til at bevæge sig igennem dem uden at blive fanget.

Hvad er hjernens filter, og hvordan genfinder vi delt realitet?

Dr. Christhoffer trækker kridt over tavlens sorte flade med en sikker, nærmest mekanisk hånd og tegner to parallelle linjer, lidt forskudt; mellem dem findes et tyndt, hvidt bånd — centrum for, hvad han kalder virkelighedens akse. Publikum mumler, en fed mand med hvidløgsskæg bølger lun luft mod salen og bøvser som bekræftelse; stemmen fra tilskuerne kryber ind i rummet som en særlig, uønsket resonans. På en måde insisterer scenen på, at hjernen ikke er et epicenter, men snarere et filter, et mellemled der sorterer, beholder og udelukker. „Hjernen filtrerer, den er ikke tænkningens kerne,“ siger Christhoffer med en streng, næsten skarp venlighed; han peger på et billede af en frø, fundet i en kurv af affald — et fragment, opsamlet af filtrene, som pludselig kræver en forklaring.

Christhoffer insisterer på handling: ved at forbinde Allen til en „Reality Monitor“ vil han ifølge teorien kunne genoprette den linje, der adskiller — eller binder — de to parallelle fremstillinger af verden. Han tegner en midterakse, et punkt der skal centrere, og i en dramatisk gestus slår han kridtet ned, støvet eksploderer, hvide partikler daler som resterne af en mislykket konklusion. Publikum rækker ud efter forklaring; den gordiske knude er enkel i hans øjne: filtrenes omstilling er løsningen. Dog er det ikke kun teknisk restaurering; det er også en ritualiseret anerkendelse af, at perception er socialt forankret. Når et barns filter har været anderledes fra begyndelsen, eller når et menneske i voksen alder pludselig ser en verden, der ikke længere matcher vores, fortæller det om et skjæringspunkt mellem neurologi, historie og kultur.

I baggrunden findes groteske eksempler: Mr. Sausage, en mand der levede under en hårpragt og sluttede i stilhed — han endte i katatoni efter at have handlet ud fra en forvrænget logik. Han solgte stykker af sin familie som varer; mordets groteske banaliteter er her ikke blot chokerende, men illustrative: når filteret kollapser, mister individet ikke kun evnen til at dele virkeligheden — det mister også evnen til at være i samme verden som dem, det elsker. Disse ekstreme tilfælde fungerer som spejle; de viser, hvad der sker, når relationen mellem perception og etik brydes.

Der er også hverdagsfragmenter: wart i halsen, en død frø i en kurv, en mands uforståelige udbrud om „albacore tun“, små tegn på, at filteret har samlet noget uventet og nu leverer det som sandhed. Disse trivialiteter understreger, at perceptionens filter ikke kun er et medicinsk problem, men et eksistentielt vilkår. At korrigere det kræver mere end apparater: det kræver en rekonstituering af fortælling, et gensyn med hvem vi var, og en langsom genopbygning af tillid til både sprog og krop.