Hvordan Nixon forsøgte at styre Watergate-skandalen og dække over sin involvering

Nixon havde brug for en strategi til at stoppe FBI i at udvide deres efterforskning af Watergate-skandalen ud over den oprindelige indbrudshændelse. Han valgte at bruge den cubanske forbindelse som et redskab til dette formål. L. Patrick Gray, FBI’s fungerende direktør, som Nixon havde mere indflydelse på end en senatgodkendt direktør, havde arbejdet tæt sammen med John Dean, Nixons rådgiver i Det Hvide Hus og leder af dækningen, ved at informere Dean om efterforskningens fremgang. Gray var forberedt på at modtage argumenter om at begrænse FBI's efterforskning.

Haldeman: "Det fantastiske er, at det hele er så fuldstændig f****d op, at ingen tror...".
Nixon: "... at vi kunne have gjort det."

I en sort humoristisk bemærkning, der opsummerede den klodsede dækning af Watergate, blev Chuck Colson optaget i en telefonopringning til E. Howard Hunt, hvor han sagde: "Når jeg skriver mine memoarer, vil jeg sige, at Watergate var brillant konstrueret som et eskapad, der skulle aflede Demokraternes opmærksomhed fra de reelle problemer og dermed tillade os at vinde et jordskred, som vi nok ikke ville have vundet ellers."

Men Watergate-sagen var langt fra overstået. Faktisk, mindre end tre uger efter indbruddet i Watergate den 17. juni 1972, var Nixon og hans rådgivere allerede begyndt at udvikle en plan baseret på benægtelse, forvrængning og hindring af retfærdigheden. Nixon overvejede i de følgende måneder andre muligheder for at skabe et modangreb, såsom at afsløre aflytningen af sin egen valgkampagne i 1968, som han (ubegrundet) påstod var beordret af Lyndon Johnson, men han besluttede sig for at afvise denne idé.

Der var dog en stærk intention bag Nixons handlinger for at mislede opmærksomheden væk fra skandalen. Indledningsvis var han fokuseret på at bruge det, han troede, kunne være et modangreb mod Demokraterne og hans modstandere. Men de tidlige skridt for at beskytte indbrudstyvene og Hvide Hus fra juridisk ansvar satte hurtigt gang i dækningen. Nixon, der stadig var mærket af den skade, som han mente var forårsaget af den falske ITT-skandale, syntes hurtigt at opgive planerne om et modangreb som en umulig opgave. Der var også politiske overvejelser, der spillede ind, som handlede om de daglige normer for magtudøvelse i demokratier, som ofte viste sig at være langt svagere end forventet. Levitsky og Ziblatt argumenterer i deres bog How Democracies Die (2018) for, at demokratier er sammenholdt af overraskende svage kræfter, herunder normerne, der begrænser magthaveres opførsel. Dette var noget, Nixon måtte have været opmærksom på, især da han forsøgte at retfærdiggøre sine handlinger ved at hævde, at han brugte præsidentens magt til at tjene sine egne interesser.

Under udviklingen af dækningen af Watergate bemærkede Nixon til Chuck Colson, at offentligheden sandsynligvis ville acceptere aflytning af Demokraterne, fordi "mange mennesker synes, at man burde aflytte." Colson var enig, og Nixon konkluderede, at folk nok ville forstå, hvorfor de gjorde det, da "de modarbejdede os", som de gjorde. Nixon vidste utvivlsomt, at han opererede i et juridisk grænseland, især med de mange aflytninger af journalister og mulige lækager fra Det Hvide Hus, og han var muligvis også opmærksom på risikoen for, at FBI-direktøren, J. Edgar Hoover, kunne bruge disse aflytninger som et våben mod ham.

Det, der adskiller Nixon fra mange andre politiske ledere, var hans vedholdende analyse af, hvad han kunne gøre og hvordan hans handlinger ville blive opfattet af andre. Nixon var en erfaren politiker, og han spillede sine politiske kort med stor forsigtighed, ofte ved at veje fordele og ulemper af sine beslutninger baseret på, hvordan han forventede, at folk ville reagere. Dette kunne være en af grundene til, at han hurtigt trådte tilbage fra tanken om et modangreb, da han vurderede, at det kunne være politisk for risikabelt. I stedet valgte han at tage beslutninger, som han mente kunne være acceptable indenfor de eksisterende normer, selvom de ofte gik imod loven.

Endtext

Hvordan Skandaler Håndteres af Præsidenter: En Sammenligning af Nixon, Reagan og Trump

Der er flere faktorer, der kan holde sig konstante på tværs af de præsidenter, vi overvejer her, og andre faktorer, der endnu ikke har afsløret deres fulde effekt på beslutningen om at bruge en "backfire". En måde at forstå, hvad der er mest bestemmende for præsidenters valg af skandalereaktion, er gennem brugen af modfaktuelle scenarier.

I Reagans tilfælde med Iran-Contra-skandalen var situationen anderledes, da der delvist blev implementeret en backfire-strategi. Præsidentens nærmeste rådgivere byggede en mur af plausibel benægtelse omkring ham ved at komme med vildledende udtalelser om Israels rolle i våbensalgene og sandsynligvis om præcist hvor meget autonomi medlemmer af National Security Council havde i planlægningen og gennemførelsen af operationen. Hvad ville der være sket, hvis der ikke havde været nogen indsats for at beskytte præsidenten? Ifølge Lawrence Walsh, den uafhængige rådgiver, der undersøgte Iran-Contra, er det meget sandsynligt, at Reagan ville være blevet sigtet for kriminalitet og måske fjernet fra embedet. Walsh betragtede det som en åben mulighed, at en siddende præsident kunne blive sigtet. Det var kun fordi hans rådgivere skabte denne usikkerhed omkring hans viden om de ulovlige handlinger, at Reagan undgik alvorlige konsekvenser.

I Clinton-sagen blev diskussionen omkring en mulig backfire også relevant. Hvad ville der være sket, hvis Clinton havde fulgt rådgiveren Dick Morris' forslag om at "blæse Monica Lewinsky ud af vandet" med en pressekonference og offentlig kampagne for at miskreditere hende? Denne form for angreb kunne have givet ham kortsigtede gevinster, men det er muligt, at den kunne have gjort situationen værre for ham på lang sigt, da Lewinsky sandsynligvis ville have samarbejdet mere fuldt ud med specialanklageren.

De nævnte modfaktuelle scenarier viser, at der er klare ligheder mellem Iran-Contra-skandalen og de senere skandaler i Rusland og Ukraine, selvom de er over tredive år adskilt. Begge præsidenter - Reagan og Trump - drog fordel af deres egne handlinger eller handlinger fra nære medarbejdere for at skabe tvivl om både eksistensen og alvoren af de transgressioner, de var involveret i. Selvom skandalerne og svarene på dem ikke var de samme, endte resultatet med, at begge præsidenter i stor grad blev frikendt. Det er også bemærkelsesværdigt, at begge præsidenter blev involveret i magtskandaler, som stillede spørgsmål ved præsidentens magt over udenrigspolitik og de undersøgende kontrolmekanismer fra de øvrige regeringsgrene.

En vigtig pointe at forstå er, at mens Reagan og Trump måske havde forskellige strategier for håndtering af deres skandaler, virkede deres metoder. De havde begge succes med at skabe usikkerhed om deres personlige ansvar og dermed undgå alvorlige politiske konsekvenser. Dette fremhæver, hvor effektivt skandalehåndtering kan være, især når de rette personer omkring præsidenten arbejder på at beskytte hans omdømme. Forskellen i deres tilgange og årsagerne til disse forskelle giver et fascinerende indblik i de systemiske faktorer, der enten fremmer eller hæmmer brugen af "backfire" som en strategi i skandalestyring.