Et sted i verden må der være et sted, hvor asken kan dumpes. Et sted, hvor knoglerne kan begraves. Et sted, hvor de gale grise fra Gadarenes flugt må løbe, de få der ikke druknede. Et sted, hvor de modbydelige og kvælende miasmer har deres tilflugtssteder i bakkerne. Dette er et smertefuldt emne at tale om. Vi er blevet befrugtet af denne aske og cementholdige substans i lang tid. Der er gamle spøgelser pløjet ind i vores bjerggartnerier, og de giver de mest pragtfulde og stinkende blomster til planterne. Hele Sandaliotis-sagen er, af den grund, en sådan pragtfuld og stinkende blomst. Tidligere sagde man, at den kun kunne ses i tiden med lavendel-månen. Nu forsøger man at strække den tid længere.

Og så har vi altid været tilflugtsstedet for ting, der er for grove til at blive tilladt andre steder på jorden. De gamle kræfter regerede i kult-cirklerne for længe siden, og efter at de var blevet diskrediteret, kom de til vores øer for at ende det hele. Men de dør ikke. Eller hvis de gør, viser de sig stadig, selv efter de er døde. Vore bakker er fulde af grå spøgelser og monstre. Nogle af dem har aldrig været i ægte kød og blod. De er skygger. Forestil dig, at en person tusindvis af kilometer væk kan blive syg eller korrumperet i sjælen! For at blive helbredt kan han muligvis kaste noget ud af sig selv. Han ser det aldrig, eller han ville blive rædselsslagen til døde af det; og det ses heller ikke af nogen anden i hans sted. Men når det er kastet ud, vil det komme hertil til vores bakker og blive set her som en gal hund, som en vanvittig abe, som en djævel.

Vi er plaget af skabninger fra århundreder før Forløsningen. Vi er plaget af skabninger fra det, som østrigerne i vores tid kalder det Ubevidste. Et nyt navn for et gammelt og faldefærdigt land. Disse inkarnaterede skabninger stammer ikke nødvendigvis fra ubevidstheden hos folk her omkring; nej, vores egne indre spøgelser bryder sommetider ud i vold, men de bryder ikke ud i sådanne vandrende og kroppe manifestationer. Det er vigtigt at forstå, at disse inkarnaterede skabninger kommer fra ubevidsthederne hos folk i de tyske lande og Rusland, fra de frostbitte og indelukkede lande, fra de krogede lande på Balkan og fra alle kulfyrede byer i de centrale lande, der ikke har nogen sol eller hav til at bringe dem sundhed. De kastes ud, disse skadelige ånder fra de mørke steder, og de hyler af sted. Men de er kloge, og mens de hyler, tænker de: "Åh, hvordan kan vi få noget godt ud af dette?" Så ser de muligheden. "Åh Herre, kast os ud på grønne bakker," beder de. Og Herren, i sin barmhjertighed, kaster dem ud på de grønneste bakker, som er vores egne.

Der er en anden ting, som har givet os et dårligt ry her, selvom den ikke stammer fra noget ondt i os, men snarere fra vores medfølelse og ædelmodighed. En stærk mand fra blandt os, én der kan udholde enhver tortur og ubehag, vil have medfølelse med dem i den røgfyldte sted. Han vil kigge ud over kanten (vi har et sted i vores land, hvor man kan kigge ud over kanten og ned i selve den evige afgrund), og han vil pege på den mest lidende og ulykkelige person, han ser dernede. "Jeg har en ledig dag i dag," vil den storhjertede mand sige (eller måske er det kun en halv dag, han har fri). "Lad mig tage den plads, der. Han ser ud til at være ufortjent og ond, men han har virkelig lidt, og han trænger til en pause." "Okay," vil den pågældende sige. "Vi tager altid imod byttehandler." Så vil den storhjertede person gå ned i helvede for at lide for den anden i et halvt døgn, og den anden vil komme op her for at ligge på vores grønne bakker og hvile sig; og vores bakker vil få et dårligt ry på grund af ham.

Det vil blive glemt, hvad et ædelt folk vi er – (hvilket andet folk vil bytte plads med de fordømte sjæle, selv hvis det kun er for en halv dag?) – og der vil kun blive husket, at vores bakker er fyldt med rædsler og frygtelige ånder. De ligger i vores bjerge og kigger op mod vores blå himmel og bliver forfrisket; og alt dette er på grund af velgørenhed og medfølelse. Men hvis du får et par hundrede af disse helvede-områder liggende omkring på en dejlig dag, får du et dårligt ry. Og de fleste af dem er ikke engang opvokset her. De er udlændinge.

Det er en god ting, at vores ø aldrig bliver oversvømmet, hverken når det store land er her, eller når det ikke er. De stinkende aske og rådne ting i vores bakker ville forurene havet, hvis det oversvømmede det, og det ville dræbe fiskene.

Men vi vidste, at regnen ikke ville komme i dag. Den store land ville komme. Der er stor profit at hente ved at vise og sælge det nye land i dag. Du ved, at hønsene har mere forstand på vejret end folk har? Hvis der er en regnbyge, der kun varer kort, søger de dækning og kommer ikke ud igen, før det er ovre. Men hvis bygen varer længere, ved de det straks, og de trækker sig ikke tilbage. De vil være ude i det og fortsætte med deres daglige spisevaner. Sådan er det også med os nu, og vi har lidt af denne hønses visdom i spørgsmålet om det store land, der kommer. Hvis det kun kommer for én dag, vil vi trække os tilbage for den ene dag. Men hvis det bliver her i lang tid, vil vi straks vide det, og vi vil ikke trække os tilbage. Vi vil leve med det så godt vi kan, men vi vil ikke kunne lide det. Det er kommet for længere tid nu.

Sandaliotis, det store land, som du kalder det, virker dog som et meget behageligt sted, bemærkede Konstantin Quiche. "Det er som helvede," sagde den unge Grimaldi. "Når det kommer med begge hænder fulde af fristelser, virker det også som et dejligt sted." Og ja, måske kan jeg få en forfærdelig tid med denne Sandaliotis-situation, som jeg har viklet mig ind i mere, end jeg havde tænkt.

Hvordan ser man Sandaliotis? Er det blot et spørgsmål om opfattelse eller noget dybere?

Islander var vant til, at mange udenlandske besøgende undrede sig over de mærkelige fænomener, der fandtes i hans land. Men han undrede sig sjældent over deres undren. "Mange udlændinge er ganske enkelt gale," sagde han. "De ser ikke det, der er foran dem." Og det var netop her, problemet lå – hvad er det, man ser, og hvad er det, man ikke ser, når man er i et land som Sandaliotis?

Som Najtingalo, der indrømmede, at han ikke altid kunne se Sandaliotis, selvom han forsøgte. "De fleste gange kan jeg se det," sagde han, "men ikke altid. Måske irriterede det mig som barn, men jeg er ikke helt sikker på det." For ham og mange andre var det en læringsproces. At kunne se det, som andre ikke kunne se, var noget, man måtte lære at mestre. De, der arbejdede i minerne, kunne undertiden ikke finde deres arbejdspladser, som de dagligt havde arbejdet på, og de ville ofte sige: "De er ikke der i dag." Men de var alvorlige, når de rapporterede sådanne problemer. For dem var landet simpelthen ikke til stede, og deres opfattelse var ægte.

Joe Primavera, en anden, der havde sin egen måde at forstå tingene på, bemærkede, at det på visse dage føltes som om der ikke var noget på den anden side af gaden. Det var ikke tåget, det var bare, som om den anden side slet ikke eksisterede. En dag trådte han ud af sin butik og opdagede, at han nu hang over et enormt fald, hvor han og hans bygning var adskilt fra resten af verden af et tyndt lag jord. Det var et fænomen, der kunne vare et par timer, men som efterlod en stærk fornemmelse af dissonans i forhold til virkeligheden.

Angelo DiCyan, der undersøgte Sandaliotis for verdensinterpol, beskrev det som et land uden nogen form for gentagelse – et sted hvor alt, selv de mindste detaljer, var unikke. Der var kun én bestemt pebber, én bestemt bladtype, én bestemt model af bil, og hver genstand på Sandaliotis var aldrig den samme som en anden. Det var en stadigt foranderlig og fascinerende verden, men samtidig var der et mysterium forbundet med dens konstante ændringer.

Sandaliotis’ natur var uforudsigelig og selv de ting, der på overfladen virkede gentagne, var i virkeligheden noget helt andet. Selv noget så simpelt som en øl kunne være forskellig fra den næste, selv om de næsten så ens ud. Dette kunne beboerne på Sandaliotis ikke rigtig forstå. De var vant til denne konstante uforudsigelighed og betragtede det som naturligt.

For dem var der ingen virkelige gentagelser, og det var en del af landets sjæl. Enhver ny detalje var noget andet, og hvis noget i Sandaliotis ikke kunne ændre sig, ville det helt simpelthen ophøre med at eksistere. Dette fænomen, hvor intet var det samme som noget andet, var fundamentalt for deres måde at opfatte og eksistere på.

Det var et mystisk land, et land, hvor opfattelsen af tid og rum ikke altid kunne forstås i menneskelige termer. Det var et land, hvor synet på verden blev udfordret på de mest uventede måder. At forstå, hvad der skete, krævede en fornemmelse for at acceptere det ukendte som en del af virkeligheden.

Sandaliotis kunne kun forstås, hvis man indså, at det ikke var et sted, hvor man kunne stole på sin opfattelse af normalitet. Det krævede mere end blot at se med sine øjne. Det var nødvendigt at være opmærksom på de små forandringer og forstå, hvordan de kunne forme virkeligheden. Det var først, når man lærte at acceptere forandring som en konstant, at man kunne begynde at forstå, hvad Sandaliotis virkelig var.

Endtext

Hvad sker der, når fiktive mareridt bliver til virkelighed?

Det er en af de mest ubehagelige og samtidig mest fascinerende oplevelser, at opdage, at ens egne fiktive skabelser bliver til noget mere end blot indhold i en drøm eller en historie. Hvad hvis de ideer, du har fået, og de rædsler, du har forestillet dig, langsomt begynder at forme sig til en skræmmende virkelighed? Det er den oplevelse, som jeg står midt i nu, hvor jeg ser min indre verden, fyldt med katastrofiske visioner, begynde at have en reel indflydelse på både mit liv og på dem omkring mig.

Jeg er blevet et redskab. Et redskab uden at forstå formålet med det. I en verden, der er blevet mere og mere uforudsigelig, virker det som om, mit liv og mine tanker er blevet taget som gidsler. Jeg har været vidne til, hvordan fiktive rædsler fra min egen bevidsthed bliver spredt ud til det offentlige rum, hvor de infiltrerer teater, drama og opera. Jeg er blevet et instrument for kræfter, jeg ikke forstår, og som jeg ikke kan kontrollere. Hvem er disse kræfter? Hvem bruger mig som en kanal for denne underlige, næsten magiske overførsel af rædsler?

Som om det ikke var nok, er der mennesker, der er blevet overbeviste om, at jeg er nødt til at dø for at forhindre yderligere katastrofer. På den ene side står de, der mener, at jeg skal dø, fordi de tror, at jeg er med til at skabe en verden, der er uholdbar og farlig. På den anden side står dem, der insisterer på, at jeg skal blive ved med at udveksle mine visioner, selvom de er farlige for mig og for dem omkring mig. Jeg står nu mellem to flammer – og den største frustration ligger i, at ingen af disse parter kan vide, hvad der virkelig foregår i mit sind. Den viden er kun min, og jeg er blevet fanget i et system af ydre kræfter, der har udtænkt en plan for mig, som jeg hverken kan forstå eller bryde ud af.

Disse indre og ydre konflikter har ført til en konstant følelse af frygt og usikkerhed. Jeg er blevet jagtet af folk, der, selv om de måske er mine ven­ner, har erklæret deres intentioner om at dræbe mig, hvis jeg ikke adlyder deres ønsker. På den ene side står den "gode" gruppe, der er bange for de katastrofer, jeg måtte skabe med mine visioner. På den anden side står den gruppe, der ser mig som en nødvendighed for at sikre, at disse katastrofer rent faktisk finder sted, og at de bliver til virkelighed. De første er frygtsomme beskyttere, de sidste er deres modpol, der mener, at mit liv er af mindre betydning end den store plan, de har i tankerne.

Mellem disse grupper er der endnu en kompleksitet, som jeg forsøger at forstå. Der er taler om usynlige kræfter, mekanismer, der trækker i mig som en marionet, og som gør mig til en del af et større spil. Jeg bliver fortalt, at der er noget usynligt, en jernkrave, der er sat om min hals, og at det er denne krave, der beskytter mig, når de dødbringende trusler begynder at materialisere sig. En krave, der kan stramme sig om min hals med et enkelt tanke­signal, en mekanisme, der muligvis kan afslutte min eksistens i et øjeblik.

Der er ingen tvivl om, at det er denne konstante trussel, der har drevet mig til en tilstand af uophørlig usikkerhed. Når man står midt i denne rædsel, hvor både døden og den konstante overvågning er så tæt på, er det svært at finde nogen form for hvile. Og alligevel er det denne hvileløshed, denne vilde jagt på et mål, som får mig til at føle mig mere og mere fremmedgjort fra min egen tilværelse. Der er en næsten ubærlig bevidsthed om, at jeg ikke længere er herre over min egen skæbne.

En del af mig er stadig i tvivl om, hvorvidt jeg kan ændre min kurs. Er jeg i stand til at få kontrol over de kræfter, der har taget fat i mit liv? Eller er det allerede for sent, og jeg er bare en skakbrik i et spil, der er langt større end mig? Jeg er måske allerede blevet en figur, som folk ser som en del af deres eget større mål, en brik i deres plan. Og hvad hvis de virkelig har ret? Hvad hvis mine egne fiktive mareridt er den katalysator, der skal til for at bringe verden på rette kurs? Kan jeg tillade mig at drømme om frihed, eller er jeg allerede fanget i et net, som jeg ikke kan bryde ud af?

Det er i denne undren, i denne konstante refleksion over mit eget liv og mine handlinger, at jeg bliver mere og mere klar over, at det ikke handler om at undslippe eller ændre verden, men om at forstå, hvad der virkelig sker, og hvilken rolle jeg spiller i dette komplicerede spil.

Hvordan laver man et håndlinefiskeriudstyr af træ, og hvad kræver teknikken?
Er Det Etisk at Tale Ud Om Trumps Psykiske Tilstand?
Hvordan vælge den rigtige partitioneringsstrategi og designe en effektiv database i Cosmos DB
Hvordan Cloud Storage og Relateret Teknologi Forbedrer Ydelsen og Effektiviteten af Systemer