Jeg sad i min stol og tog min bog op, men efter kun to minutters læsning blev jeg opmærksom på en meget ubehagelig lugt. Nu findes der mange slags lugte – sunde og usunde – men den værste, efter min mening, er den kolde lugt af dårlig sanitet og stillestående luft, som man ofte møder på små landevejspensioner og forfaldne byværelser. Denne lugt var så tydelig, at jeg næsten kunne lokalisere den; den kom nærmest fra døren. Jeg rejste mig op, nærmede mig døren, og med ét føltes det som om jeg nærmede mig en person, som, hvis man vil tillade mig at være direkte, ikke var vant til at tage for mange bade. Jeg trak mig hurtigt tilbage, som om der rent faktisk var en person der. Pludselig var lugten væk, rummet blev frisk, og jeg så til min overraskelse, at et af vinduerne var åbent, og at sneen igen blæste ind. Jeg lukkede det og gik nedenunder.

Den følgende aften var underlig nok. Min vært var ikke på nogen måde en ubehagelig mand; han gjorde sit yderste for at glæde mig. Han havde en god kultur og en bred viden om bøger og ting. Hen ad aftenen blev han mere og mere munter, gav mig en god middag i et sjovt lille gammeldags spisestue, der var prydet med nogle vidunderlige mezzotinter. Den gamle tjener tog sig af os – en mærkelig gammel mand med et langt hvidt skæg som en ged – og mærkeligt nok var det ham, jeg første gang mærkede min tidligere fornemmelse af ubehag. Han havde lige stillet desserten på bordet, havde arrangeret min tallerken foran mig, da jeg så ham give et pludseligt sæt og kigge mod døren. Min opmærksomhed blev straks fanget af dette, for hans hånd, da den rørte ved tallerkenen, begyndte pludselig at ryste. Mine øjne fulgte hans blik, men jeg kunne ikke se noget. Det var tydeligt, at han var bange for noget, og så (det kan selvfølgelig være indbildning) syntes jeg at opdage den samme mærkelige, usunde lugt igen.

Jeg glemte det hurtigt igen, da vi begge satte os foran en fantastisk ildsted i biblioteket. Lunt havde en meget fin samling bøger, og det glædede ham, som det glæder enhver samler, at have nogen med, der virkelig kunne værdsætte dem. Vi stod og kiggede på den ene bog efter den anden og talte ivrigt om nogle af de mindre kendte tidlige engelske romanforfattere, som var mit særlige interesseområde – Bage, Godwin, Henry Mackenzie, Mrs. Shelley, Mat Lewis og andre – da han igen fik mig til at føle mig meget utilpas ved at lægge sin arm om mine skuldre. Jeg har hele mit liv intens haft en modvilje mod at blive rørt ved af visse mennesker. Jeg tror, vi alle har det sådan. Det er en af de uforklarlige ting, og jeg hadede det så meget, at jeg pludselig trak mig væk.

Med ét ændrede han sig til en mand i rasende og ukontrollerbar vrede; jeg troede, han ville slå mig. Han stod der, dirrende over hele kroppen, og ordene strømmede ud af munden på ham, incoherente, som om han var sindssyg og ikke vidste, hvad han sagde. Han anklagede mig for at have fornærmet ham, for at misbruge hans gæstfrihed, for at kaste hans venlighed tilbage i hans ansigt og for tusind andre absurde ting; og jeg kan ikke beskrive, hvor mærkeligt det var at høre dette komme ud af hans mund i den pipende stemme, som var mere som en oprevet kvinde, samtidig med at jeg med egne øjne kunne se hans store, muskuløse krop, hans kæmpe skuldre og hans mørkebegerede ansigt.

Jeg sagde intet. Jeg er, fysisk, en kujon. Jeg hader, mere end noget andet i verden, enhver form for skænderi. Til sidst fik jeg sagt, ‘Jeg er meget ked af det. Jeg mente ikke noget. Venligst tilgiv mig,’ og vendte hurtigt for at forlade rummet. Med det samme ændrede han sig igen; nu var han næsten i tårer. Han bad mig ikke gå, sagde, det var hans elendige temperament, men at han var så ulykkelig og ensom, og havde været det så længe, at han næsten ikke vidste, hvad han gjorde. Han bad mig give ham en chance mere, og hvis jeg blot ville lytte til hans historie, ville jeg måske være mere tålmodig med ham.

Med ét ændrede mine følelser sig fuldstændig. Jeg blev meget ked af det for ham. Jeg så, at han var en mand på kanten af sine nerver, og at han virkelig havde brug for hjælp og sympati, og at han ville blive helt forstyrret, hvis han ikke fik det. Jeg lagde hånden på hans skulder for at berolige ham og vise, at jeg ikke bar nag, og jeg mærkede, at hans store krop dirrede fra top til tå. Vi satte os igen, og på en mærkelig, sammenhængende måde begyndte han at fortælle mig sin historie. Den var ikke meget lang, og det hele drejede sig om, at han, snarere for at have et eller andet selskab end på grund af nogen lidenskab, havde giftet sig med datteren af en nærliggende præst for omkring femten år siden. De havde ikke haft et særlig lykkeligt liv sammen, og til sidst, som han indrømmede, havde han hadet hende. Hun havde været smålig, herskende og snæversynet; det var, indrømmede han, en lettelse for ham, da hun for et år siden pludselig døde af hjertesvigt. Han havde troet, at tingene ville blive bedre for ham derefter, men det havde de ikke. Intet var gået godt for ham siden. Han havde ikke kunnet arbejde, mange af hans venner var holdt op med at komme og se ham, han havde haft svært ved at få tjenestefolk til at blive, han var desperat ensom, og han sov dårligt – det var derfor, hans temperament var så forfærdeligt på kanten.

Han havde ingen i huset med ham, bortset fra den gamle mand, som heldigvis var en fremragende kok, og en dreng – den gamle mands barnebarn. ‘Jeg troede,’ sagde jeg, ‘at det var din husholderske, der havde tilberedt den fremragende middag i aften.’ ‘Min husholderske?’ svarede han. ‘Der er ingen kvinde i huset.’ ‘Men én kom til mit værelse,’ svarede jeg, ‘en gammel dame-lignende person i en sort silkedragt.’ ‘Du tager fejl,’ svarede han med den underligste stemme, som om han anstrengte sig for at holde sig rolig og kontrolleret. ‘Jeg er sikker på, at jeg så hende,’ svarede jeg. ‘Der kan ikke være nogen fejltagelse.’ Og jeg beskrev hende for ham. ‘Du tager fejl,’ gentog han igen. ‘Kan du ikke se, at du må have taget fejl, når jeg fortæller dig, at der ikke er nogen kvinde i huset?’ Jeg beroligede ham hurtigt, for at undgå endnu en udbrud af vrede. Så fulgte den mærkeligste appel. Han bad mig, som om hans liv hang på det, om at blive hos ham i et par dage. Han antydede, selvom han ikke sagde noget konkret, at han var i store problemer, og at alt ville blive godt, hvis kun jeg blev et par dage.

Jeg lovede ham at blive og rystede hans hånd, som om det var en form for højtidelig ed mellem os.

Endtext

Hvordan er frygtens dybde og konsekvenser af skyld i menneskets sind?

Mørket i rummet blev kun brudt af lyset fra en falmende stearinlys, og den lavmælte hvisken fra havet udenfor var den eneste lyd, der brød stilheden. Han var stille, sit blik rettet mod døren, og jeg kunne ikke mærke hans opmærksomhed rette sig mod mig, selvom jeg sad ved hans seng og forsøgte at føre en samtale. Hans svar var ikke til at få øje på, som om han slet ikke kunne høre mig, selvom jeg talte til ham i flere minutter.

Jeg talte bare for at bryde den ubehagelige tavshed, snakkede om hvad som helst, om intet. Efter et stykke tid faldt jeg næsten i en lille døs, men hans stemme brød igennem min, tydeligt og klart: "Hvis jeg dræbte hende, så fortjente hun det; hun var aldrig en god kone for mig, aldrig fra begyndelsen; hun burde ikke have irriteret mig som hun gjorde - hun vidste, hvad mit temperament var. Hun havde et værre temperament end mit, faktisk. Hun kan ikke røre mig; jeg er lige så stærk som hun." Hans stemme gled pludselig ned i en hvisken, som om hans frygt endelig var blevet bekræftet. “Hun er der!” Hvisken havde en sådan kraft, at jeg følte, frygten langsomt sivede gennem mig som vand gennem en tæt væv. Jeg kunne ikke se noget. Stearinlyset flammede højere, næsten som om det var på vej til at dø ud. Alligevel var jeg paralyseret, idet hans krop pludselig blev stiv, og hans hænder greb fat om mig, som om hans frygt var blevet fysisk. Han rystede og udstødte et skrig, et højt, hjerteskærende skrig, som en lidende dyre, og råbte: “Hold hende væk! Hold hende væk fra mig!" Så, som om han blev trukket tilbage af en usynlig kraft, faldt hans arme langsomt tilbage, og han lagde sig med et ryk tilbage på sengen. Jeg kunne ikke forstå, hvad der skete. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro, men jeg kunne lugte den samme kvalmende stank, som jeg havde mærket dagen før.

Jeg løb ud til døren, åbnede den, og råbte for hjælp, men lyden fra havet var alt, der brød stilheden i den lange gang. Der var intet at høre. Jeg fik hurtigt fat i den gamle mand, og han løb for at hente lægen. Jeg kunne ikke vende tilbage til rummet, men stod der, udmattet og bange, og lyttede til det eneste, der brød stillheden: den uendelige hvisken fra havet og klokken, der tikkede i stuen.

Efter noget tid vendte jeg tilbage til rummet og stødte på en ny virkelighed. Jeg fik et svar fra Runciman, som havde været til stede under den sidste scene. Jeg spurgte ham: "Var han død?" Svaret kom hurtigt: “Ja, selvfølgelig. Lægen sagde, det var hjertestop.” Jeg spurgte endnu engang, “Og hvad så?” “Det er alt,” svarede han kort.

Jeg tror ikke, at man kan kalde denne oplevelse for en spøgelseshistorie, fortsatte Runciman. “Min opfattelse af den gamle kvinde kan have været en hallucination. Jeg ved ikke engang, hvordan hans kone var, da hun levede. Hun kunne have været stor og fed, måske.” Runciman tøvede, som om han ledte efter ord. “Det eneste, der kan siges, er, at der var mærker på Lunt’s krop – specielt omkring halsen og brystet – som om nogen havde trykket på hans hals. Han kan have grebet fat i sig selv i sin frygt…” Hans stemme faldt stille. “Jeg kan ikke lide Cornwall,” afsluttede han. “En mærkelig og uhyggelig atmosfære er der. Der sker altid noget underligt der.”

Dette møde med frygtens indre verden rummer både noget universelt og noget dybt menneskeligt. Den uhyggelige og næsten uforklarlige oplevelse kan ikke blot forstås som en spøgelseshistorie, men også som en indtrængen i menneskets psyke, hvor skyld og frygt skaber en virkelighed, der kan være lige så grusom som den fysiske verden. Når man står over for konsekvenserne af sine handlinger – som Lunt, der følte sig jaget af sin egen skyld – kan det føre til en fysisk manifestation af frygt. Det er muligt, at han ikke blot led af frygten for sin afdøde kone, men også af en indre konfrontation med sin egen samvittighed, der spillede et afgørende psykologisk spil.

I betragtning af den dybde, denne oplevelse giver, bør man forstå, hvordan frygtens kraft kan manifestere sig fysisk i menneskets krop. Det er en påmindelse om, at vores psyke ikke kun lever i sindet, men også kan forme den fysiske verden omkring os. Frygten, der løber gennem Lunt’s krop, var muligvis en reel manifestation af en psykologisk konflikt, som vi alle, i større eller mindre grad, kan føle i vores eget liv, når vi står ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner.

Hvad skete der med Islington-mysteriet?

Islington-mysteriet, et forsvundet og næsten glemt drama, var et af de mest gådefulde tilfælde, der opstod i de dramatiske tider under Første Verdenskrig. På et tidspunkt, hvor verden var optaget af krigens rædsler, gik en sag, som kunne have trukket stor opmærksomhed, næsten ubemærket hen. Det var ikke kun krigens hastighed og dens ødelæggelser, der overskyggede denne sag, men også den menneskelige tendens til at ignorere de små, mærkelige hændelser, der skete rundt omkring i deres egen verden. I skyggen af tankangreb og et tilsyneladende uendeligt slag, blev en mordsag i Islington hurtigt glemt.

Historien begyndte i en ganske usædvanlig gade i det nordlige London. Denne gade, der strakte sig op ad en stejl bakke, var et mærkeligt sted for dem, der ikke kendte til området. Beboerne her boede i bygninger, der var præget af den gotiske arkitektur, som var populær i det 19. århundrede, men som nu virkede fremmed og forladt. Huset på nederste del af Lloyd Street var et af de mest usædvanlige steder, da det var hjem for Harold Boale, en skattekunstner og præpareringsspecialist, og hans kone, der var berygtet for hendes opførsel. På overfladen kunne man tro, at der ikke var noget usædvanligt ved et så tilsyneladende fredeligt par, men bag facaden opstod der snart noget ganske anderledes.

Mrs. Boale var en kvinde, der havde evnen til at skræmme både hendes naboer og hendes egen mand. Hendes temperament var voldsomt, og hun ledte Boale til et liv i konstant frygt og underkastelse. Folk i kvarteret undgik hende, og hendes tilstedeværelse kunne mærkes som en konstant trussel i hjemmet. I et samfund, hvor alle kendte hinanden, var der ikke meget plads til hemmeligheder. Så, da Boale en dag kunne meddele sine venner, at hans kone var rejst til Lancashire, og muligvis ville blive væk i lang tid, blev der straks lettet et suk af lettelse blandt hans bekendte. Men det var en falsk forhåbning. Hans kone var ikke rejst til Lancashire; hun var forsvundet på en måde, som få kunne forstå.

Senere, da Mrs. Boales søster, Mary Aspinall, kom tilbage fra Kapstaden, hvor hun havde arbejdet som sygeplejerske, opstod der mistanke. Hun havde bemærket, at hendes søster ikke længere svarede på breve, og hun besluttede sig for at konfrontere Boale. Det, der fulgte, var en rystende afsløring. Boale indrømmede, at hans kone var blevet væk i flere måneder, og at han ikke vidste, hvor hun var. På overfladen virkede hans ord som en simpel undskyldning for hans hemmeligheder, men der var noget mere under overfladen.

Som det senere blev afsløret, var Mrs. Boale ikke rejst til Lancashire, som Boale havde givet udtryk for. Hvad der faktisk var sket, var meget mørkere. Bag den stille facade af hans liv havde der været et hemmeligt drab. Boales kone, en kvinde, som havde terroriseret ham i årevis, var blevet ofret på den måde, som hans undertrykte sind måske havde ønsket. Den kriminelle afsløring blev aldrig fuldt ud forstået, og med krigens fremmarch blev denne sag hurtigt fortrængt i offentlighedens opmærksomhed.

Der er flere vigtige aspekter at reflektere over i denne sag. For det første, hvordan menneskers frygt og undertrykkelse kan føre til de mest ekstreme handlinger. Boales tilsyneladende fredelige natur kunne have været udtryk for en mand, der ikke havde andet valg end at underkaste sig sin kones tyranni. For det andet, hvordan den historiske kontekst af krigen – med dens krav på samfundets fulde opmærksomhed – bidrog til at skubbe sådanne mysterier til side. Mennesker var for optagede af den globale katastrofe til at se de tragiske, men personlige katastrofer, der udspillede sig i deres eget baghave.

Islington-mysteriet afslører også, hvordan man undertiden kan overse, hvad der sker lige foran ens øjne, når det ikke passer ind i de større fortællinger. I de travle, dramatiske år af krigen blev den menneskelige tragedie i Islington overset, simpelthen fordi verden var optaget af noget større. Dette er en påmindelse om, at der, selv i de mørkeste tider, er små historier, der venter på at blive fortalt – og som ikke bør glemmes.

Hvordan påvirker længsel og fortidens spøgelser nutidens forhold?

Var det ikke den mest klodsede handling, en mand kunne begå? Og Elinor, den gamle, slidte kvinde, så modsat sin egen glade, livlige og morsomme natur? Det var netop derfor, Herbert havde elsket hende — fordi hun var ung, lys og livlig. Sandt nok havde Elinor været hengiven, fuldstændig opslugt af Herbert, så meget at hun levede udelukkende for ham. Men folk mindedes altid hendes hengivenhed, hvilket i sig selv var nok så ufølsomt. Hun kunne ikke give nogen den slags gammeldags, sukkersøde hengivenhed — det lå ikke i hende, og Herbert vidste det nu. Alligevel elskede hun Herbert på sin egen måde, og det burde han vide så godt, at han ikke behøvede at lade sig rive med af hendes vredeudbrud. Hun var ikke vel, og hun ville opsøge en læge i London.

De små drenge afsluttede deres julesange, fik deres velfortjente belønning og tumlede ud i sneen igen. Indendørs stod de to ved den store åbne ild. Hun rørte hans tynde, smukke kind blidt og sagde undskyld for sin vredesudbrud. Men han, der normalt ville trøste hende, sagde blot, at det gjorde ondt, at det gjorde ham ulykkelig, og at det var ved at blive en vane, selvom det egentlig handlede om ingenting. Hun følte sig irriteret over ikke at få den sædvanlige trøst og trak sig lidt tilbage.

Hun var ved at lade sin vrede tage over, men en mærkelig, uudgrundet frygt holdt hende tilbage — som om nogen hviskede: “Pas på! Det er sidste gang!” Hun sagde, at det ikke helt var hendes egen skyld, og gik ud i den kolde hall. Sneen faldt udenfor, og hun rystede. Hun hadede sneen, vinteren — denne klamme, mørke, evigt varende engelske vinter, der kun til sidst blev til en fugtig, trist forår.

I Polchester var så kraftig snefald sjældent, og denne vinter var den hårdeste i mange år. Hun havde opfordret Herbert til at rejse sydpå om vinteren, hvilket han let kunne gøre, men han ville ikke. Hans stærkeste kærlighed var til den gamle, dødkedelige domkirkeby. Domkirken syntes at være uvurderlig for ham; han blev ulykkelig, hvis han ikke kunne besøge den hver dag. Hun undrede sig over, om han elskede domkirken mere end hende. Elinor havde været på samme måde; hun havde endda skrevet en bog om domkirken, den sorte bisp’s grav, glasmosaikkerne og alt det.

Hvad var domkirken egentlig? Bare en bygning. Hun stod i stuen og så ud over den dystre sne og den enorme domkirke, som Herbert mente lignede et flyvende skib, men som for hende mere mindede om et krybende bæst, der slikkede sig om munden over de ulykkelige syndere, det evigt slugte. Da hun frøs og mærkede sin egen vrede og elendighed stige til det punkt, hvor det næsten kvalte hende, føltes det pludselig, som om hendes lune stue var åben mod sneen udenfor. Det var, som om sprækker var brudt op i vægge og vinduer, og sneen sivede ind i små, våde spor, måske allerede dannede vandpytter på gulvtæppet.

Det var selvfølgelig blot hendes fantasi, men rummet var uhyggeligt koldt, selvom der brændte en stor ild. Da hun vendte sig, så hun en skikkelse ved døren. Denne gang kunne hun ikke tage fejl. En grå skygge med form og konturer — uordentligt gråt hår, et blegt ansigt som et måneskinsbelyst blad, lange grå klæder, og en stædig, hævngerrig og truende udstråling. Hun bevægede sig, og skikkelsen var forsvundet; rummet var varmt igen. Men den unge fru Ryder, der aldrig havde frygtet noget andet end sin ungdoms forsvinden, rystede så voldsomt, at hun måtte sætte sig. Hendes hånd skalv på stolen.

Hun havde skabt denne skikkelse ud af sin egen fantasi om Elinors had til hende og sit eget had til Elinor. De havde aldrig mødt hinanden, men måske var spiritisterne alligevel rigtige — måske var Elinors ånd jaloux på Herberts kærlighed til hende og drev dem fra hinanden ved at fremkalde hendes vrede og så hade hende for det. Sådanne ting kunne måske ske.

Men fru Ryder havde ikke tid til spekulationer. Hendes frygt var reel og stærk, den slags frygt man mærker lige før en operation. Noget eller nogen truede hende. Hun greb sin stol, som om det at rejse sig ville være at træde ud i undergang. Hun kiggede rundt på de velkendte ting — billederne, bøgerne, møblerne — og pludselig virkede alt fremmed, isoleret, fjendtligt, som om en fjende havde overtaget det. Hun længtes efter Herbert, efter hans beskyttelse og godhed. Hun ville aldrig mere miste besindelsen over for ham — men et koldt hvisk lød i hendes øre: “Du bør lade være. Det bliver sidste gang.”

Da hun endelig fandt mod til at rejse sig og gå op for at gøre sig klar til middagen, kom modet igen i hendes soveværelse. Det var koldt, sneen faldt tun

Hvad sker der, når alt, hvad du har troet på, kollapser?

Anne havde levet hele sit liv præget af en særlig form for uforstyrret lykke, hvor hun altid havde gjort, hvad hun ønskede. Hun havde ikke tilladt sig at blive tynget af noget, som hun ikke selv havde valgt. I hendes yngre år var hun blevet gift med Jack, og hun havde givet ham en søn, en arving, som den gamle Cote ville have kaldt det. Og det burde da være nok. Men pludselig, i en mørk tid, hvor hun står foran et spejl, forstår hun, at hendes liv er mere fragmenteret, end hun havde erkendt.

Det var efteråret 1918, en tid præget af håb om fred og muligheden for at få deres søn hjem fra fronten. Men denne håb blev hurtigt rystet, da en telegram ankom med besked om, at han var "savnet". Jack, hendes mand, som havde holdt fast i håbet om, at deres søn stadig kunne vende hjem, forsøgte at finde trøst i en naiv optimisme, som Anne fandt både smertefuld og forvirrende. Hun havde aldrig haft håb, kun en kold, ødelæggende viden om virkeligheden.

Da Jack havde markeret en passage i en bog, som Anne stødte på senere, blev hun både irriteret og rørt. Linjerne i bogen talte om et lille sprækker i et musikinstrument, der, når det blev værre, kunne få al musikken til at stoppe. For Jack var det måske et lille problem mellem dem, men Anne vidste, at denne sprække var blevet til en uoverskuelig kløft, som kunne være umulig at hele.

For første gang i lang tid begynder Anne at tvivle på, om hendes mand måske er lige så ulykkelig som hende selv. De levede et liv, hvor de havde alt hvad man kunne ønske sig, men deres lykke var for længst forsvundet. Deres fælles tid som et lykkeligt par var blevet afløst af en ensomhed, som de to ikke kunne finde vej ud af. Anne havde nægtet Jack nærhed, og dette havde ikke ændret sig gennem årene.

På selve armistice-aftenen, en dag der skulle have været fyldt med glæde, mindedes Anne deres søn, og et overvældende behov for at se hans ansigt fyldte hende. Hun gennemgik de mange billeder, som hun havde gemt i et skab, hendes dyrebareste ejendele, som kun hun og Jack kunne forstå. Hun kunne ikke finde trøst i billederne. I stedet mindedes hun den første tid efter krigen, da deres hus var blevet et sted for soldater, der havde brug for helbredelse.

I et møde med Dr. Maynard, en gammel ven, forsøgte han at vise medfølelse, men hans ord rørte ikke Anne. Han sagde til hende, at hun var vidunderlig og altid havde bevaret sin ungdom. Men hun følte kun en træthed. Hun ville gerne føle sig gammel, føle at tiden havde berørt hende, at der var noget, som kunne hjælpe hende med at bære den vægt, hun bar hver dag. Da lægen spurgte, om hun ikke kunne være mere venlig mod Jack, en venlig forespørgsel om, hvorvidt hun havde overvejet at tilgive ham, forstod Anne, at ingen virkelig kunne forstå, hvad hun havde været igennem. Hun følte sig både ubarmhjertig og udsat i sin egen sorg.

I den mørke nat, med klokken der slog tolv, og hendes mand der trådte op ad trappen, indså Anne en skuffende sandhed: deres liv sammen kunne aldrig blive det samme igen. Hendes kærlighed til Jack, der engang var brændende og lidenskabelig, var nu kun en lang række af uudtalte ord og fortielser.

Sådan lever Anne i en tilstand af konstant sorg, hvor intet længere giver mening, og intet vil nogensinde være det samme. Det er den store ensomhed, der opstår, når man mister håbet og synet af det, man engang havde.

Vigtigt at forstå er, at Anne og Jack har forskellige måder at bearbejde sorg på. For Jack er der stadig et glimt af håb, en tro på, at alt ikke er tabt. For Anne er dette håb ikke bare fjern, det føles umuligt. Det, som de ikke kan dele, er det, der langsomt tærer på dem begge. Det er en menneskelig erfaring, som rækker ud over tid og rum: hvordan vi håndterer tab, håb og den stille smerte, der følger med det, når vi står alene i vores egne tanker.

Hvordan kan en statue og en lille fugl ændre en hel bys skæbne?
Hvordan Validering i Produktion Kan Optimere Softwarekvalitet
Hvordan beskriver man dataindsamling i kvalitativ og kvantitativ forskning?