Er religion nødvendigt for at skabe en europæisk identitet?

For mange i den alt-right bevægelse er religion en kompleks og ofte problematisk størrelse, men en, der kan spille en vigtig rolle i opbygningen af en sammenhængende europæisk identitet. Ifølge Richard Spencer, en central figur i bevægelsen, kan religion, hvis den anvendes korrekt, være et værktøj til at skabe en samlet europæisk identitet, der kan overvinde de destruktive elementer i det, han beskriver som en “forkrøblet” kristendom og oplysningstidens indflydelse.

Spencer mener, at europæere i dag lider under et tab af selvtillid som folk, en selvtillid der kun kan genopbygges med en form for åndelig basis. I en samtale med Gionet understreger Spencer, at selvom han er kritisk overfor mange former for kristendom, så ser han stadig værdien i religionens potentiale. Dette er en af de centrale ideer, han udfolder i flere podcasts og interviews, hvor han forklarer, hvordan det moderne kristendoms billede er blevet globaliseret og adskilt fra den europæiske identitet, der oprindeligt havde formet det.

I en episode af “Cucksplaning—Christianity is for Cucks” med Hannibal Bateman uddyber Spencer sin kritik af kristendom, som han ser det i moderne tider. Her hævder han, at kristendommens indflydelse på europæisk identitet er blevet svækket, og at den i dag er blevet tilpasset en liberalisme, der er i strid med de racenationale aspirationer, han og andre alt-right tilhængere har. De ser en kristendom, der er blevet så tæt knyttet til det konservative politiske spektrum, at den næsten er blevet uden forbindelse til de racebevidste værdier, som de anser som centrale for at opretholde en europæisk civilisation.

Spencers kritik af kristendom peger også på, hvad han ser som et fundamentalt problem i konservative kredse: en benægtelse af race og kultur. I denne kontekst er det kristne budskab, ifølge Spencer og Bateman, blevet forvrænget. De ser kristendommens historiske fleksibilitet som både en styrke og en svaghed. Ifølge Bateman har kristendom over tid formået at udtrykke forskellige ideer, hvilket har gjort det muligt for den at blive brugt i både kontekst af verdensfornægtelse, men også som en styrke i kampen for at bevare en hvid, europæisk civilisation.

Kekisme, som Spencer og Lyons humoristisk omtaler det, er et fænomen, der stammer fra internetsubkulturer og har udviklet sig til en form for ironisk religion for mange alt-right tilhængere. Figuren Pepe the Frog, som oprindeligt var en tegneseriefigur, blev hurtigt adopteret af højreorienterede grupper, og begrebet "Kek" har opnået en status som en slags symbol for det, Spencer og Lyons ser som en "moderne" tro, der kunne tjene til at binde bevægelsen sammen. Dette er naturligvis en ekstremt ironisk tilgang til religion, men Spencer påpeger, at det, hvordan religioner opstår, ofte er gennem sarkasme og kulturel transformation. Han sammenligner det med tidlige kristendom, der startede som en lille, hånlig bevægelse i det romerske imperium, men senere blev en dominerende kraft.

Endelig er det vigtigt at forstå, at for mange i alt-right bevægelsen er religion ikke blot en tro på en guddom, men en social og kulturel nødvendighed for at opretholde et fælles fundament. Dette er en dyb kritik af den moderne verdens nedtoning af religionens rolle og et forsvar for at rekonstruere en europæisk identitet, der kan kæmpe imod de globale strømninger, som mange føler truer deres kultur og civilisation.

Hvordan forholder kristen identitet sig til race i Alt-Right-bevægelsen?

I Alt-Right-bevægelsens religiøse strømninger ses en voksende tendens til at sammenflette kristendom med eksplicitte raciale ideologier, hvor kristen identitet ikke længere forstås som et universelt åndeligt fællesskab, men som en etno-kulturel konstruktion, der i sig selv bør forsvares mod ydre og indre fjender. For aktører som Adam og Mary fremstår spørgsmålet om kristendommens forhold til race ikke blot som teologisk, men eksistentielt: Hvem har ret til at være kristen – og hvad sker der, når kristendommen ikke længere er forankret i hvid identitet?

Marys rejse ind i denne tankeverden begynder med spørgsmålet: "Hvad gør man med de kristne, som ikke er hvide?" Svaret, hun får – at de kan have deres egen adskilte samfund – fremstår ikke som et kompromis, men som et guddommeligt ordnet princip. Racesegregation fremstår i dette lys ikke blot som politisk ønskværdigt, men som et religiøst mandat. Det er i denne syntese mellem race og tro, at kristendommen genopfindes som en identitetsreligion for hvide, snarere end som et universelt budskab.

Adam og Marys idéverden overlapper med en bredere Alt-Right-fortolkning af kristendommen, hvor den jødiske oprindelse af troen ses som et problem snarere end som dens fundament. Jesus' jødiske identitet anerkendes teoretisk, men affejes praktisk med idéen om, at nutidens jøder ikke længere er Guds udvalgte. Denne holdning, udbredt i racialistiske kristne miljøer, kobles med gamle antisemitiske forestillinger om, at nutidens jøder er falske efterkommere af Juda, og at de bevidst har afvist og forfulgt Kristus. Følgen heraf er, at jødedommen ikke blot ses som fremmed, men som fjendtlig over for både kristendommen og den hvide race.

Et centralt spændingsfelt i denne strømning opstår i relationen mellem kristne og hedenske Alt-Right-medlemmer. På overfladen søger man forsoning – som når Lokteff og Mary finder fælles

Hvordan forstås kristendommen inden for Alt-Right-bevægelsen, og hvilken rolle spiller religiøse forskelle?

Religiøse forskelle udgør et væsentligt brændpunkt inden for Alt-Right, især når det handler om uenighed om kristendommens plads i hvid etnonationalisme. Disse uenigheder bliver ofte katalysatorer for dybere splittelser i bevægelsen, som er langt fra homogen. Selvom mange aktører inden for Alt-Right opfattes som fjendtlige over for kristendommen, har enkelte selvudnævnte kristne forsøgt at fremføre en bestemt fortolkning af kristendommen som en væsentlig del af bevægelsens identitet og ideologi. Disse forsøg har dog sjældent ført til større konverteringer inden for Alt-Right, hvor den religiøse diversitet er betydelig.

Richard Spencer og lignende tænkeres opfattelse af religion, især kristendommen, er ofte pragmatisk og ikke nødvendigvis baseret på tro. De anerkender kristendommens historiske betydning for Europas kulturelle formation, men de efterstræber ikke et tilbagevenden til kristendommen som tro eller til før-kristne europæiske traditioner. For mange Alt-Right-tilhængere er religion snarere et socialt og kulturelt værktøj end en overbevisning, hvilket afspejler en sekulær eller endda ateistisk tilgang. Samtidig udfordrer nogle kristne inden for bevægelsen denne sekulære tilgang og hævder, at kristendommen burde indtage en central rolle i den etnonationale kamp.

Denne spænding mellem religiøse og ikke-religiøse strømninger illustrerer, hvordan Alt-Right ikke blot er en politisk bevægelse, men også et komplekst kulturelt felt, hvor identitet og tro krydser hinanden på komplekse måder. Den religiøse diversitet strækker sig fra kristne, der forsøger at definere en hvid, etnisk kristendom, til tilhængere af neopaganistiske og esoteriske overbevisninger som "Kekism," en kultisk internet-fænomenologi, der blander memer, magi og humor som en form for kulturel og politisk protest.

Særligt i lyset af disse modsætninger bliver det klart, at kampen om kristendommens rolle i Alt-Right handler mindre om teologiske spørgsmål og mere om symbolik og kulturel markering. Kristendommen fungerer som et kulturelt symbol for nogle, der søger at legitimere etnisk-nationalistiske ideer gennem historisk og religiøs arv. For andre er det en idé, der modsætter sig bevægelsens mere radikale eller sekulære tendenser. Disse dynamikker skaber friktion og splittelser, som bevægelsen ofte har svært ved at overvinde.

Desuden må man forstå, at denne splittelse ikke blot er en intern debat, men en kamp om narrativer og mytologier, der har til formål at give bevægelsen identitet og retfærdiggørelse. I denne sammenhæng er forståelsen af kristendommens rolle tæt forbundet med større spørgsmål om race, kultur og nationalisme. Disse emner er dybt rodfæstede i en bredere historisk kontekst, hvor religion og etnicitet er flettet sammen i formningen af både individuelle og kollektive identiteter.

Det er væsentligt at erkende, at Alt-Right-bevægelsen repræsenterer et bredt spektrum af holdninger til tro og spiritualitet, og at mange af disse holdninger er præget af modstridende ønsker og usikkerhed. De religiøse forskelle er ikke blot teoretiske uenigheder, men har reelle konsekvenser for bevægelsens enhed og for dens evne til at formulere en samlet ideologi. Derfor er en dybdegående analyse af religiøse perspektiver uundværlig for at forstå de kulturelle og politiske dynamikker inden for Alt-Right.

I denne kontekst bør læseren være opmærksom på, at forståelsen af religionens rolle i Alt-Right ikke kan reduceres til en enkelt fortolkning. Det drejer sig snarere om en kampplads for symbolske betydninger, hvor kristendom, hedenske traditioner og sekulære ideer alle kæmper om dominans. Denne kamp afspejler større kulturelle strømninger i samfundet og afslører, hvordan ideologier former sig gennem komplekse og ofte modsætningsfyldte religiøse narrativer.

Endvidere er det vigtigt at se på, hvordan disse religiøse spændinger interagerer med andre identitetsmarkører som race, køn og national tilhørsforhold. Religion bliver et redskab til at styrke en bestemt form for etnisk nationalisme, men også en kilde til splittelse, da forskellige grupper tolker dens betydning forskelligt. Denne forståelse bidrager til at afdække, hvordan religiøs diversitet inden for ekstremistiske bevægelser kan påvirke deres udvikling og interne dynamikker.

Hvordan håndterer Southern Baptist Convention sin racistiske arv og udfordringen fra Alt-Right?

Flere stemmer i SBC, især afroamerikanske, havde allerede dengang opfordret til den form for deltagelse, som Rev. McKissic også talte varmt for under afstemningen i 2017. Dette inkluderede også udpegelsen af en mere mangfoldig resolutionskomité i 2018. I den bredere sammenhæng kan 2017-resolutionen derfor ses som et vendepunkt for SBC’s fremtid, hvor organisationens selvforståelse i forhold til dens problematiske racistiske fortid blev skærpet. Optikken i denne resolution var vigtig, og flere kommentatorer bemærkede, hvordan Alt-Right-bevægelsen iagttog udviklingen nøje.

Alt-Right-fænomenet spillede en central rolle i, hvordan SBC offentlig definerede sig selv i lyset af sin racistiske arv. Organisationens engagement i kampen mod racisme har været en gennemgående lyd siden konventionen i 2017. Efter drabet på George Floyd i maj 2020 udstedte SBC’s præsident og teologiske seminariepræsident en erklæring, der anerkendte den dybe og langvarige uretfærdighed, sorte amerikanere har oplevet, og pegede på nødvendigheden af yderligere indsats for retfærdighed og lighed. Ikke desto mindre forblev kontroverserne i kølvandet på de omfattende protester mod politibrutalitet.

Den daværende amerikanske præsident Trumps håndtering af situationen, især hans brug af "lov og orden"-retorik og den berygtede udtalelse "when the looting starts, the shooting starts", signalerede hans modstand mod protesterne og blev stærkt kritiseret af mange kristne ledere. Hans foto-optagelse med en bibel foran en kirke, der var blevet beskadiget under protesterne, blev opfattet som politisk teater og mødte hård kritik fra bl.a. biskoppen af Washington D.C. og andre religiøse ledere, som understregede vigtigheden af fredelige protester og retfærdighed.

Inden for SBC var der også intern kritik af denne politiske branding. Flere ledere, herunder J. D. Greear og Russell Moore, understregede, at Bibelen bør behandles med frygt og ærefrygt og kun bruges til at fremme Guds rige og evangeliets budskab. De fordømte volden ved protesterne, men understregede samtidig, at mordet på afroamerikanske borgere, der bærer Guds billede, er moralsk forkasteligt.

Efterfølgende vakte stilheden eller den tilsyneladende ligegyldighed hos visse hvide ledere i SBC overfor farvede amerikaneres lidelser kritik. En kristen socialretfærdighedsorganisation iværksatte en underskriftindsamling for at afsætte Albert Mohler som præsident for Southern Baptist Theological Seminary, blandt andet fordi han ifølge underskriftsindsamlerne undgik at tage afstand fra præsidentens politiske brug af Bibelen og i stedet forsøgte at skifte fokus til den episkopale kirkes holdning til LGBTQ-spørgsmål.

Mohlers tidligere kontroversielle udtalelser om slaveri og hans manglende entydige fordømmelse af hvidt overherredømme og politibrutalitet blev brugt til at illustrere en fortsat mangel på vilje til at konfrontere racisme direkte. Disse begivenheder viser, hvordan spørgsmål om racisme, retfærdighed og kristent lederskab stadig er dybt splittende i SBC og fremhæver behovet for ægte selvrefleksion og mod til at konfrontere en smertefuld fortid for at kunne bevæge sig fremad.

Det er vigtigt at forstå, at kampen mod racisme ikke blot handler om at fordømme fortidens uretfærdigheder, men kræver en vedvarende indsats for inklusion, ægte partnerskab og lederskab, som gensidigt respekterer og fremmer marginaliserede stemmer. For kristne bevægelser som SBC handler det også om at forvalte Bibelens budskab med alvor og dyb respekt, uden at lade det misbruges i politiske dagsordener, der kan splitte i stedet for at forene. Den offentlighed, som religiøse organisationer har, indebærer et særligt ansvar for at tage stilling mod uretfærdighed og fremme fred og retfærdighed i praksis.