Den amerikanske 40-akt, der blev vedtaget i 1940, har spillet en central rolle i reguleringen af investeringsselskaber og har haft stor indflydelse på, hvordan aktiver forvaltes og hvordan investorer får adgang til information om de fonde, de investerer i. Hovedformålet med loven er at sikre gennemsigtighed og beskytte investorerne ved at stille krav om offentliggørelse af væsentlige informationer om investeringsselskabernes struktur og driftsmåder. Samtidig skaber loven et set af retningslinjer og regler, som begrænser forvalternes magt, hvilket har været med til at reducere potentielle misbrug og interessekonflikter.

En af de primære funktioner i 40-akt er at kræve, at registrerede investeringsselskaber (RIC'er) afslører detaljerede oplysninger om deres investeringer og mål. Dette giver investorerne mulighed for at træffe informerede beslutninger, hvilket minimerer asymmetrier i information og reducerer risikoen for dårlig udvælgelse af investeringer eller moralsk fare. Gennem disse krav søger loven at skabe en mere balanceret og retfærdig investeringsverden, hvor alle investorer har samme adgang til nødvendige informationer.

En vigtig del af lovgivningen er, at den ikke giver SEC (Securities and Exchange Commission) beføjelse til at overveje eller vurdere de enkelte investeringers kvalitet. SEC’s rolle er at sikre, at investeringsselskaberne følger loven og informerer investorerne korrekt, men de kan ikke tage beslutninger for investorerne. Dette skaber en grundlæggende ramme for investeringer, men det er stadig op til investorernes vurdering at træffe de endelige beslutninger.

40-akt omfatter flere typer registrerede investeringsselskaber, herunder investeringsforeninger (mutual funds), lukkede investeringsselskaber (closed-end funds), enhedsinvesteringsfonde (UITs), og børsnoterede fonde (ETFs). Disse selskaber er generelt skattegennemsigtige, hvilket betyder, at det er investorerne selv, der beskattes af deres afkast, ikke selve fondene.

Forskellen mellem de forskellige typer af investeringsselskaber ligger primært i måden, de fungerer på. Investeringer i mutual funds kan købes og sælges til nettopræmiens værdi (NAV) på daglig basis, hvilket giver investorerne mulighed for løbende at handle deres aktier. I modsætning hertil har lukkede investeringsselskaber et fast antal aktier, som ikke kan tilbagekøbes af selskabet. I stedet handles de på et sekundært marked efter den første offentliggørelse (IPO). Denne struktur gør det muligt for lukkede investeringsselskaber at investere i mere illikvide værdipapirer, hvilket ikke er muligt for de åbne fonde, der kræver daglig likviditet.

ETFs, som er de nyeste på markedet, kombinerer elementer fra både lukkede investeringsselskaber og mutual funds. Ligesom lukkede fonde handles de på børsen og giver investorerne øjeblikkelig likviditet, men antallet af aktier i en ETF er ikke fast og justeres dagligt for at afspejle NAV. Denne fleksibilitet og likviditet gør ETFs til et hurtigt voksende segment af markedet, som nu rummer over $1 billion i aktiver.

Når man ser på forvaltning af disse fonde, er der to primære investeringsstile, der bliver praktiseret. Passive forvaltere følger nøje et benchmark og forsøger at replikere dets udvikling til en lav omkostning. Derimod søger aktive forvaltere, som for eksempel Janus, at tilføre værdi ved at vælge aktier og afvige betydeligt fra deres benchmark. Valget mellem disse stilarter afhænger af investorens præferencer og risikovillighed, men det er vigtigt at forstå, at der ikke findes en garanteret metode for succes, selv om investeringen er passiv eller aktiv.

En anden vigtig funktion i 40-akt er at minimere interessekonflikter. Før loven blev vedtaget, var investorerne ofte udsat for groft misbrug fra forvalternes side. Forvaltere kunne direkte stjæle fra investorerne eller handle i deres egen interesse fremfor investorernes. 40-akt satte en stopper for mange af disse praksisser og sørgede for, at investeringer i fondene blev udført på en måde, der beskytter investorernes midler. Loven har været succesfuld i at fremme gennemsigtighed og etablere klare regler, der skal forhindre, at forvaltere udnytter deres magtposition.

Derudover kræver 40-akt, at investeringsselskaber offentliggør en prospekt, der klart beskriver fondens investeringsmål, strategier, risici, udgifter og hvordan investeringerne kan købes eller sælges. Denne gennemsigtighed gør det muligt for investorerne at træffe velovervejede beslutninger og reducere risikoen for at falde i fælder, der kan føre til tab. På denne måde spiller loven en væsentlig rolle i at skabe tillid mellem investorer og forvaltere, og den sikrer en højere grad af ansvarlighed i forvaltningen af investeringsaktiver.

Endelig skal det understreges, at selvom 40-akt har skabt en stærk reguleringsramme, er det stadig op til den enkelte investor at træffe beslutninger baseret på den information, de modtager. Lovgivningen giver ikke en garanti for, at alle investeringsbeslutninger vil være smarte eller profitable, men den skaber en struktur, hvor investorerne er bedre rustet til at vurdere risikoen og gøre informerede valg.

Betaler det sig at investere i kunst? En økonomisk analyse af alternative investeringer

Investeringer i kunst har gennem årene tiltrukket både professionelle investorer og samlere, der søger at udnytte de potentielle afkast, som denne alternative aktivklasse kan tilbyde. Kunstmarkedet har tiltrukket sig opmærksomhed på grund af dens opfattede evne til at levere høje afkast, samtidigt med at kunst fungerer som en form for opbevaring af værdi og kulturel kapital. Spørgsmålet er, om investering i kunst virkelig er en profitabel strategi sammenlignet med mere traditionelle investeringer som aktier og obligationer. Forskningen på området har forsøgt at besvare dette spørgsmål ud fra en økonomisk og finansiel vinkel, og resultaterne er blandede.

En række studier har fokuseret på at analysere de finansielle afkast af kunst som en investeringsmulighed. Korteweg, Kräussl og Verwijmeren (2012) undersøgte, om investering i kunst kan tilbyde afkast, der retfærdiggør de risici, der er forbundet med denne form for investering. Deres undersøgelse, som anvender en selektions-korrigeret returneringsmodel, viser, at afkastene fra kunst ofte ikke kan måle sig med de afkast, man opnår gennem aktiemarkederne. Selvom kunst kan give en diversificering af porteføljen, viser analysen, at de finansielle afkast er under de forventede afkast, som kan opnås på mere likvide og gennemprøvede markeder som aktier og obligationer.

Yderligere forskning har også fokuseret på hedgefondenes rolle i investeringer i alternative aktiver som kunst. Kosowski, Naik og Teo (2007) og Kouwenberg (2003) har begge undersøgt, om hedgefonde og deres investeringer i illikvide aktiver som kunst kan levere ekstraordinære afkast (alpha). Deres analyser viser, at mens hedgefonde kan opnå et mål for diversificering, er afkastene fra sådanne fonde ofte influeret af markedsdynamik og andre makroøkonomiske faktorer, hvilket kan mindske den finansielle gevinster i forhold til risikoen. Kunstmarkedet er netop kendetegnet ved sin illikviditet og sin afhængighed af subjektive vurderinger, hvilket gør det svært at vurdere dens præstation på samme måde som mere traditionelle investeringskategorier.

Når det kommer til konkrete økonomiske analyser, viser Krasker (1979) og Kydland og Prescott (1977) i deres arbejde, hvordan opbevaring af varer som vin, som kan sammenlignes med investeringer i kunst, kan være forbundet med et væsentligt afkast over tid. Imidlertid påpeger de også, at risikoen ved sådanne investeringer er høj, og de usikkerheder, der er forbundet med opbevaring, værdiansættelse og vurdering af efterspørgslen, kan udgøre en betydelig udfordring for investorer.

En vigtig dimension ved kunstinvesteringer er den psykologiske faktor, som spiller en stor rolle i kunstmarkedets prisfastsættelse. Som det ses i arbejdet af Lee et al. (1991) og Larsson (2011), kan investorers følelser og sentiment påvirke både kunstens værdi og efterspørgslen efter specifikke værker. Denne psykologiske komponent betyder, at kunstmarkedet ikke kun er afhængig af objektive økonomiske faktorer, men også af subjektive opfattelser, som kan føre til bobler og volatilitet, der ikke nødvendigvis afspejler den underliggende værdi.

Ydermere har forskning som Kose, Otrok og Whiteman (2003) og Lettau og Ludvigson (2001) påvist, at globale og regionale økonomiske faktorer spiller en stor rolle i aktiemarkederne og dermed indirekte også på markedet for kunst. Økonomiske nedture og opsving kan have en betydelig indflydelse på kunstværkernes værdi, hvilket gør det svært for kunst som aktivklasse at opretholde stabilitet i perioder med økonomisk usikkerhed.

Investorer, der overvejer at inkludere kunst i deres portefølje, bør være opmærksomme på flere faktorer. Kunstmarkedet er kendetegnet ved høje transaktionsomkostninger, herunder auktionshuse og kunsthandlere, som kan erodere afkastet af investeringer. Derudover er markedsdynamikken præget af en relativt lille likviditet, hvilket gør det vanskeligt at realisere investeringer hurtigt. For investorer, der har en høj risikovillighed og ønsker at opnå diversificering gennem alternative investeringer, kan kunst dog være en attraktiv mulighed, men det kræver en forståelse for de specielle risici og udfordringer, der er forbundet med dette marked.

Det er også essentielt at forstå, at investering i kunst kræver ekspertise. Kunstverdenen er kompleks, og kun de, der har dybdegående viden om markedet og værkerne, kan identificere de mest lovende investeringer. For den gennemsnitlige investor, der ikke er bekendt med kunstens værdiansættelse og historik, kan det være vanskeligt at træffe informerede beslutninger. Kunstmarkederne er desuden ikke reguleret på samme måde som finansmarkederne, hvilket gør dem mere sårbare overfor manipulation og uregelmæssigheder.

Derfor bør investorer, der overvejer kunst som en investeringsmulighed, sikre sig, at de har den nødvendige viden, eller samarbejder med eksperter, der kan hjælpe med at navigere i de udfordringer, der kendetegner denne specielle aktivklasse. At investere i kunst er ikke kun et økonomisk valg, men også en kulturel og æstetisk beslutning, som kræver en bevidst tilgang til risikostyring og markedsforståelse.

Hvordan tab og gevinst påvirker investeringer: Tabsgenerering, risikoaversion og forventningsteori

Når vi taler om investeringer, står vi ofte overfor et grundlæggende valg: hvordan balancerer vi risikoen i forhold til vores ønsker om afkast? I denne sammenhæng spiller kvantilmetoden en væsentlig rolle, hvor investorer kan vælge et kvantil, der afspejler deres syn på risiko. For eksempel kan en investor vælge at fokusere på det værst mulige resultat, som opstår i 10% af tilfældene, mens en anden kunne vælge at se på medianen, hvor 50% af udfaldene ligger under det valgte niveau. Kvantilen fungerer som et mål for investorens modvilje mod nedside-risiko, hvilket giver en dybere forståelse af, hvordan beslutningstagning i investeringer kan styres af forskellige holdninger til risiko.

Et mere kendt begreb i investeringsverdenen, som relaterer sig til denne type risikoopfattelse, er tabsgenerering eller tabsgenerationsteori, udviklet af Kahneman og Tversky i 1979. Denne teori blev oprindeligt udformet som en alternativ tilgang til den rationelle forventede nytte, men er stadig en variant af denne, da den anvender funktioner for både subjektive sandsynligheder og nytte af afkast. Kahneman, der blev tildelt Nobelprisen i økonomi i 2002, og hans samarbejdspartner Tversky, der desværre ikke levede til at modtage samme anerkendelse, skabte en teori baseret på, hvordan folk faktisk træffer beslutninger, og ikke nødvendigvis hvordan de burde gøre det ifølge klassisk økonomi.

Tabsgenerering er opbygget af to hovedkomponenter: 1) en nyttefunktion, der tager højde for tab mere end gevinster, og 2) sandsynlighedsforvandlinger, hvor de subjektive sandsynligheder ikke nødvendigvis følger klassiske sandsynlighedsregler. Denne asymmetri, hvor tab føles stærkere end gevinster, er centralt i tabsgenereringsteorien. For eksempel, når en investor præsenteres for valget mellem at tabe 1.000 USD med en sandsynlighed på 50% eller at tabe 500 USD med sikkerhed, vil de fleste vælge at tage risikoen for at undgå det sikre tab, selvom det indebærer en større usikkerhed. Dette bekræfter den grundlæggende ide i tabsgenerering: investorer er villige til at tage større risici for at undgå tab, selv når gevinsterne er mindre.

Denne teori forklarer også, hvorfor investorens risikoaversion ikke altid er konstant, men varierer alt efter om der er tale om gevinster eller tab. I tabsgenereringsteorien bliver tab opfattet som en mere negativ begivenhed end en tilsvarende gevinst. Den matematiske formulering af tabsgenerering kan udtrykkes som en funktion af sandsynlighedsvægte og en tabsgenererende nyttefunktion. Den tabsgenererende funktion afspejler, hvordan investorens nytte ændres, når de står over for både gevinster og tab, og viser en skarp stigning i følsomheden for tab i forhold til gevinster.

For investorer, der ønsker at anvende denne teori i praksis, er det vigtigt at forstå, at tabsgenerering ikke blot handler om at vægte gevinster og tab forskelligt, men også at den viser, hvordan mennesker naturligt prioriterer undgåelse af tab over opnåelse af gevinst. Denne tilgang har betydning for porteføljeopbygning og risikostyring, især når man ser på investeringsstrategier, der har stor volatilitet. For eksempel, når man anvender tabsgenerering i porteføljeallokering, vil investorer med højere modvilje mod tab sandsynligvis reducere deres eksponering mod risikable aktiver.

Tabsgenereringens effekt kan også sammenlignes med den klassiske præference for risiko, som findes i den konstante relative risikoaversion (CRRA) teori, hvor investorens beslutning om at afvige fra risikofrie aktiver bestemmes af deres risikovillighed. I teorien om tabsgenerering kan risikovilligheden ændres dynamisk afhængigt af investorens holdning til de potentielle tab, hvilket skaber en konstant afvejning af risiko og afkast.

Udover tabsgenerering kan det være nyttigt at undersøge begrebet skuffelsesafersion. Skuffelsesafersion ligner tabsgenerering, men adskiller sig ved, at referencepunktet er endogent, hvilket betyder, at det er baseret på investorens forventede afkast i stedet for et objektivt niveau. Dette gør det muligt at anvende en mere sofistikeret tilgang til beslutningstagning, især i dynamiske investeringer, hvor skuffelse over et dårligt resultat kan have større psykologiske konsekvenser end glæden ved at opnå det ønskede resultat.

I modsætning til tabsgenerering, hvor investorer overvejer både gevinster og tab, understreger skuffelsesafersion, hvordan forventninger om tab kan forvride beslutningstagningen og føre til, at investorer undgår situationer, der kan føre til dårlige resultater. Dette giver et mere realistisk billede af, hvordan folk reagerer på potentielle tab, hvilket kan være nyttigt for investorer, der ønsker at forstå de psykologiske faktorer, der driver deres beslutninger på markedet.

Det er derfor vigtigt at forstå, at både tabsgenerering og skuffelsesafersion giver et mere nuanceret billede af, hvordan vi som investorer træffer beslutninger. Disse teorier understreger ikke blot, hvordan vi forholder os til gevinster og tab, men også hvordan vi kan forvente at reagere på usikkerhed og risiko, hvilket gør dem essentielle for dem, der ønsker at navigere i komplekse finansielle beslutninger.

Hvordan ændrer en investors aktieallokering sig over livscyklussen?

I betragtning af at menneskelig kapital kan have aktielignende egenskaber, bliver det klart, hvordan en investors portefølje bør tilpasses i løbet af hendes liv. Når menneskelig kapital er tæt forbundet med aktiemarkedet, vil en investor have en væsentlig større risikoappetit end en, hvis kapital er mere stabil. Forestil dig en investor, hvis menneskelige kapital er som aktier. Denne investor, som har en vægtning på 80 % aktier i sin samlede portefølje, vil i begyndelsen af sin karriere, når hun er ung, vælge en portefølje, der er tungt domineret af obligationer. Dette sker, fordi hendes menneskelige kapital allerede fungerer som aktier, og hun derfor ikke behøver at investere meget i aktier. Den unge investor vil således have en portefølje, der ser således ud:

  • Menneskelig kapital (aktier): $800,000

  • Finansiel formue: Obligationer: $200,000

  • Samlet formue: $1,000,000

I dette tilfælde udgør aktier 80 % af den samlede formue, men i hendes finansielle portefølje er det kun obligationer, hun holder. Hendes aktielignende menneskelige kapital optager allerede den risikobetonede del af hendes formue, og derfor har hun ikke behov for at placere penge i aktier.

Når hun bliver ældre, ændrer hendes situation sig. Da hun er ved at nærme sig pension, mister hendes menneskelige kapital sin aktielignende karakter, og derfor skal hun begynde at tilføje aktier til sin finansielle portefølje for at opretholde den samme risikoeksponering som tidligere. I denne fase kan hendes portefølje se således ud:

  • Menneskelig kapital (aktier): $100,000

  • Finansiel formue: Aktier: $800,000

  • Finansiel formue: Obligationer: $100,000

  • Samlet formue: $1,000,000

Som resultat har hendes aktieandel i den finansielle portefølje steget betydeligt. Hendes samlede aktieandel forbliver dog på 80 %, men størstedelen af hendes finansielle formue er nu i aktier, hvilket reflekterer den ændrede risikoprofil i hendes samlede formue. Dette er et klart eksempel på, hvordan en investor med aktielignende menneskelig kapital bør opbygge sin portefølje for at opretholde en passende risikospredning gennem livet.

Det er vigtigt at forstå, at denne tilgang står i kontrast til den traditionelle "100 minus alder"-regel, som anbefaler at reducere aktieandelen i porteføljen, efterhånden som man bliver ældre. For personer, hvis arbejdsindkomst er tæt forbundet med aktiemarkedet, kan denne regel være skadelig. En aktiehandler eller en børsmægler, hvis indkomst er stærkt korreleret med aktiemarkedet, bør i stedet øge aktieandelen i sin portefølje, efterhånden som han eller hun bliver ældre, for at afbalancere risikoen fra arbejdsindkomsten.

Men hvad med de praktiske risici? Der er naturligvis eksempler på investorer, der har lidt store tab, selv når de har fulgt livscyklusteorien. Et sådant eksempel kunne være en 60-årig aktiemægler, der mister både sin indkomst og sine investeringer under finanskrisen i 2008. På trods af sin store aktiebeholdning kunne han have mistet det meste af sin formue på grund af markedsnedgangen. Dette indikerer, at livscyklusteorien alene ikke kan forudsige alle økonomiske udfordringer, men den giver et solidt rammeværk for forståelse af, hvordan aktieallokering bør ændre sig i forhold til menneskelig kapital.

Yderligere nuancer i livscyklusteorien involverer det faktum, at mennesker i deres tidlige karriere måske starter med negativ nettoformue, især i tilfælde af store studiegæld. Dette betyder, at den unge investor, der ser ud til at have en formue på $1.000.000 i det oprindelige eksempel, faktisk har mere gæld end aktiver. Dette skal tages i betragtning, da det påvirker hendes porteføljestruktur.

Derudover, når vi ser på eksempler som statsfonde, kan vi trække paralleller til, hvordan nationale ressourcer (som olie) påvirker forvaltningen af et lands formue. Et land, der er afhængigt af olieindtægter, vil skulle tilpasse sine aktieinvesteringer i forhold til de økonomiske forhold, der bestemmes af oliepriserne. Hvis oliepriserne er lavt korrelerede med aktiemarkedet, kan fonden vælge at holde en højere andel aktier for at sprede risikoen. Omvendt, hvis oliepriserne og aktiemarkedsafkastene er tæt korrelerede, vil fonden reducere sin aktieposition for at beskytte sig mod risikoen forbundet med begge typer aktiver.

Sammenfattende er det afgørende, at investorer med aktielignende menneskelig kapital ændrer deres porteføljefordeling over tid, ikke kun for at opretholde den ønskede risikoprofil, men også for at tage højde for ændringer i arbejdsmarkedets stabilitet og andre økonomiske faktorer, der kan påvirke deres fremtidige indkomst. Dette kræver en omhyggelig balance og opmærksomhed på livscyklusens faser, hvilket går ud over simple investeringsregler og kræver en dybdegående forståelse af både kapital og risiko.

Hvordan skal pensionsmidler forvaltes i lyset af underfinansiering og agentproblemer?

I 2012 var det gennemsnitlige beløb, som pensionsplaner betalte i præmier til Pension Benefit Guaranty Corporation (PBGC) for medlemmerne af flere arbejdsgiverplaner, kun 9 USD per medlem, og 35 USD per medlem for de fuldt finansierede enkeltarbejdsgiverplaner. Denne præmie dækker kun en lille del af de potentielle krav på fremtidige ydelser, hvilket resulterer i en betydelig underfinansiering af systemet. Ifølge Congressional Budget Office skulle præmierne øges med seks gange for at dække det underskud, der stammer fra de fremtidige krav, og dette inkluderer ikke engang underfinansieringen af eksisterende krav, som PBGC allerede dækker.

PBGC fungerer som en form for forsikring for arbejdsgiverne, der i sidste ende reducerer risikoen for dem, hvis pensionsplanerne ikke er tilstrækkeligt finansierede. Det skaber et incitament til, at pensionsfondens forvaltere kan tage unødvendige risici, da virksomheden kan vælge at underminere finansieringen og overlade risikoen til skatteyderne. Hvis investeringerne går godt, får virksomheden mulighed for at opnå økonomisk lettelse, men hvis de går galt, er det skatteyderne, der betaler for tabene. Dette var tilfældet for store virksomheder som United Airlines og American Airlines, som i vid udstrækning brugte konkurs til at fraskrive sig pensionsforpligtelser, hvilket påførte det offentlige regningen.

Pensionsunderfinansiering blev tydeligt for alle at se efter det store fald i aktiekurserne under finanskrisen i 2008-2009. Ifølge Milliman, en pensionsrådgivningsfirma, havde de 100 største pensionsplaner sponsoreret af amerikanske offentlige virksomheder et rekordunderskud på 327 milliarder USD i 2011, svarende til en finansieringsgrad på kun 79 %. I 2007 havde de samme virksomheder haft en positiv finansieringsgrad på 105 %, og selv om aktiemarkederne kom sig efter 2009, kunne pensionsfondene ikke helt komme sig. En væsentlig årsag til dette var, at pensionsforpligtelserne voksede hurtigere end genopretningen af aktiverne.

Pensionsunderfinansieringen er endnu mere alvorlig for offentlige pensionsplaner. Robert Novy-Marx og Joshua Rauh har anslået, at staterne i USA havde akkumuleret en pensionsforpligtelse på 5,7 trillioner USD pr. juni 2009, mens aktiverne i statens pensionsplaner kun udgjorde mindre end 2 trillioner USD. Dette skaber et hul på over 3 trillioner USD, hvilket er mere end tre gange større end den samlede offentlige gæld, der er udstedt af staterne. Tilsvarende er situationen endnu værre for kommuner og store byer, hvor beregningerne anslår en samlet ufinansieret forpligtelse på 7.000 USD per husstand.

Det samme gælder for Social Security i USA. Ifølge Social Security Administration er fonden i fare for at blive tom i 2033, hvorefter arbejdsmarkedsafgifterne kun vil kunne dække 75 % af de lovede ydelser. Den nødvendige ekstra kapital for at dække de lovede ydelser er 8,6 trillioner USD, svarende til 80 % af den samlede gæld i den amerikanske statskasse.

Pensionsforpligtelser kan være ekstremt dyre, især når de er knyttet til inflation, som det er tilfældet med Social Security. MetLife har anslået, at en livrente, der udbetaler det maksimale beløb for et ægtepar på 60 år, ville koste næsten 1,2 millioner USD. Selvom pensionsaktiverne i USA udgør 70 % af BNP, skulle de være betydeligt større for at kunne opfylde pensionsforpligtelserne. I det lange løb må enten aktiver og forpligtelser balanceres, eller pensionsløfterne er simpelthen for generøse.

Et af de store problemer ved pensionsforvaltning er de såkaldte agentproblemer. Økonomer og jurister er ikke enige om, hvad det præcist betyder at have et passende mål for en pensionsfond. Der er flere parter, der har krav på en privat pensionsfonds aktiver, og deres krav kan ofte være i konflikt. Disse parter omfatter (i) de nuværende ansatte i virksomheden, (ii) de pensionerede, som ikke længere arbejder for virksomheden, (iii) virksomheden selv og (iv) staten gennem PBGC, da skatteyderne i sidste ende har en interesse i alle pensionsplaner.

I tilfælde, hvor pensionsfondens afkast er godt, kan virksomheden blive presset til at forbedre fordelene for de ansatte, hvilket kun øger forpligtelserne. I modsætning hertil stiger omkostningerne for skatteyderne gennem PBGC i tilfælde af dårlige markeder. Det skaber et ulige incitament, da det er lettere at overføre byrderne til fremtiden.

I forbindelse med forvaltning af pensionsmidler opstod idéen om Liability-Driven Investment (LDI), som blev introduceret af Martin Leibowitz i 1986. LDI foreslår, at pensionsfondens forvalter bør fokusere på at maksimere den økonomiske værdi af forskellen mellem aktiver og forpligtelser, også kaldet overskud. På denne måde kan forvalteren målrette sine investeringer mod at sikre, at pensionsforpligtelserne bliver opfyldt, samtidig med at risikoen holdes på et passende niveau.

Pensionsfondens forvaltere bør derfor være yderst opmærksomme på de langsigtede forpligtelser, da risikoen ved forvaltningen ikke kun vedrører den enkelte fonds resultater, men også samfundets økonomi og de skatteydere, som i sidste ende står med regningen.

Hvordan forholder Donald Trump sig til sandhed og sandhedstale ifølge Foucaults analyse?
Hvordan fungerer moderne ladeomformere til elbiler, og hvilke udfordringer følger med?
Hvordan Yohimbin og Koffein Påvirker Kroppens Metabolisme: En Grundlæggende Forståelse
Hvordan opnår man den perfekte barfodsteknik?