Hvad er det, der forårsager vores perceptioner, og hvordan kan vi være sikre på, hvad vi ved?

Skepsis har altid været en udfordring for filosofien, især når det kommer til at forstå, hvad der er virkeligt, og hvad der bare er en illusion. Et centralt spørgsmål, som filosofen David Hume rejste, er, om vores sanseindtryk er forårsaget af eksterne objekter, som faktisk ligner det, vi oplever, eller om de måske stammer fra noget mere ukendt, som vores sind eller et demonisk væsen. Hume beskæftiger sig med den grundlæggende skepsis, som handler om, at vi ikke kan være sikre på, hvad der virkelig forårsager vores oplevelser. Vi kan ikke udelukke muligheden for, at vores perceptioner stammer fra noget uset og uforklarligt, hvilket bringer os tættere på de klassiske skepsisproblemer.

Den skeptiske tvivl kan således forstås som en tvivl om, hvad objekter virkelig er, ikke bare om de eksisterer. Hume advarer mod at lade denne skepsis blive for absolut, men han anerkender, at det er en grundlæggende udfordring i vores erkendelse af verden. Skeptikerne påstår, at vi måske aldrig kan kende objektets egentlige væsen – vi ser kun dens synlige, ydre egenskaber.

Berkeley, som også adresserer skepsisen, mener, at vi ikke er fuldstændig uvidende om objekternes natur. Ifølge hans idealisme er objekter ikke fysiske ting i sig selv, men ideer, som eksisterer i Guds sind. Denne opfattelse af skepsis – at vi er uvidende om tingens "indre natur" – er også kompatibel med den veridikalisme, som hævder, at vi kan have sand viden om verden, men at vores viden kun dækker de synlige, fysiske aspekter af tingene. Berkeley afviser ikke objektets eksistens, men påpeger, at dets sande natur kan være skjult for os.

Selv G.E. Moore, en af de mest fremtrædende filosoffer i det 20. århundrede, som beskæftigede sig med idealisme og skepsis, hævdede, at vi kan have visse sandheder om den fysiske verden, men at det stadig er et åbent spørgsmål, hvad tingene virkelig er. Moore forsvarer en slags "common sense"-filosofi, hvor vi ikke er i tvivl om, at der findes fysiske objekter – vi kan dog stadig tvivle på deres inderste natur. På denne måde udviser Moore en form for veridikalisme, som dog ikke nødvendigvis afslutter skepsisen om, hvad tingene virkelig er.

Det er derfor vigtigt at forstå, at skepsisen i filosofien har forskellige niveauer. På den ene side er der tvivl om, hvad der findes, og på den anden side tvivl om, hvad tingene virkelig er i deres inderste væsen. I dag arbejder mange filosoffer på at forstå, hvordan vi kan overkomme denne skepsis. Er vores viden om verden forankret i vores sanseindtryk, eller er den et resultat af dybere, måske ukendte kræfter i vores sind? Kan vi virkelig kende tingene som de er, eller er vi altid begrænset af vores perceptioner?

Det er ikke nok at afvise skepsisen som ubegrundet. Den påpeger et fundamentalt problem i vores forståelse af virkeligheden, som ikke kan ignoreres, hvis vi ønsker en dybere forståelse af vores forhold til den fysiske verden og de objektive virkeligheder omkring os. Vores viden er altid præget af vores perceptioner, og det er netop disse perceptioner, der kan blive usikre, når vi stiller spørgsmål ved, hvad der forårsager dem. Hume og de andre tænkere, der beskæftiger sig med dette emne, understreger vigtigheden af at forstå grænserne for vores viden og erkendelse. Det er netop i denne erkendelse af begrænsningen, at vi kan finde de virkelige udfordringer for vores forståelse af verden.

Hvad betyder det at vide, hvad tingene er? En undersøgelse af skeptisk argumentation og viridikalisme

Skepticisme over for, hvad tingene er, udfordrer vores fundamentale opfattelse af virkeligheden. En grundlæggende erkendelse i filosofien har været, at vi kan vide, at verden omkring os eksisterer, men spørgsmålet om, hvad disse ting faktisk er, bliver langt mere komplekst og problematisk. I dette lys er skeptisk argumentation et forsøg på at vise, at vi ikke kan have pålidelig viden om verden, især ikke om den dybere natur af de ting, vi observerer og interagerer med dagligt.

Den klassiske skeptiske argumentation, som er blevet udviklet siden Descartes’ tid, drejer sig ofte om scenarier, der udfordrer vores viden om verden. Descartes’ berømte demon-scenario er et godt eksempel på dette. Ifølge Descartes kan en magtfuld demon få os til at tro, at vi lever i en verden fyldt med almindelige objekter som borde, mennesker og stole, mens disse ting i virkeligheden slet ikke eksisterer. Dette scenario er blot én version af det, vi kalder globale skeptiske hypoteser, som er påstande om, at vores opfattelse af virkeligheden er grundlæggende fejlagtig.

Et andet klassisk eksempel på en sådan hypotese er tanken om, at vi kunne være hjerner i et kar, som bliver stimuleret af en computer, og dermed ikke er i kontakt med en fysisk verden overhovedet. Eller forestillingen om, at vi kunne være fanget i et simulering, som i filmen The Matrix. Disse hypoteser sætter spørgsmålstegn ved, om vi virkelig ved noget om verden, eller om vores opfattelse er et illusionært produkt af noget andet.

Skeptikerne argumenterer for, at vi ikke kan vide, hvad der virkelig eksisterer, da vi kun har adgang til vores sanseindtryk og ikke nødvendigvis til den objektive verden bag disse indtryk. Det betyder, at vi ikke kan være sikre på, at der faktisk er borde, mennesker eller noget andet uden for vores bevidsthed. Vi kan kun vide, at vi har visse sanseoplevelser, som giver os illusionen af en ekstern verden. Dette fører til den konklusion, at vi ikke kan have sikker viden om, hvad der virkelig er.

Et af de mest udfordrende aspekter ved dette skeptiske synspunkt er, at det underminerer vores grundlæggende tillid til vores sanser og opfattelse af virkeligheden. Hvis vi ikke kan vide, hvad tingene egentlig er, stiller vi os selv i en position, hvor alt, hvad vi oplever, kan være grundlæggende fejlagtigt. Dette er, hvad der gør skeptisk filosofi så ubehagelig: Hvis vi virkelig ikke kan vide noget om den verden, vi ser og oplever, betyder det, at vi er fastlåste i en tilstand af permanent usikkerhed om vores egen eksistens og vores forhold til omverdenen.

Veridikalismen, som er en af de filosofiske strategier, der sigter mod at imødegå denne form for skepticism, hævder, at vi faktisk kan have viden om verden, selvom vi ikke nødvendigvis har fuldstændig forståelse af, hvad tingene er. Veridikalisterne afviser ikke, at vi kan blive vildledt af vores sanseindtryk, men de hævder, at vi kan have viden om, at tingene eksisterer, selv om vi måske ikke forstår deres dybere natur. Denne tilgang forsøger at fastholde, at vi kan have viden om objektverdenen, selvom den viden ikke nødvendigvis er fuldkommen eller ufejlbarlig.

Men selvom veridikalismen giver os et værktøj til at tackle skeptisk argumentation, er den ikke uden problemer. Et af de store spørgsmål er, om vi kan opnå viden om verden uden at kende dens fundamentale natur. Den skeptiske argumentation viser, at vores viden om den ydre verden er langt mere usikker, end vi normalt antager, og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt at have fuld viden om, hvad tingene virkelig er. Veridikalismen gør det muligt at hævde, at vi kan vide, hvad der findes, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi har viden om, hvad disse ting er i deres dybeste essens.

En vigtig pointe, der ikke kan ignoreres, er, at skeptisk filosofi ikke kun handler om at tvivle på eksistensen af objektiver i verden, men også på deres natur. Skeptikerne, som Hume og Sextus Empiricus, pegede på, at vores forståelse af objekternes essens kan være lige så usikker som deres eksistens. Vi kan ikke vide, hvad tingene er, bare fordi vi ved, at de eksisterer i en form, vi er i stand til at erfare. Den filosofiske udfordring ligger i, hvordan vi kan have viden om tingene, hvis vi kun har begrænset adgang til dem via vores sanser og bevidsthed.

Endelig er det også vigtigt at forstå, at skeptiske hypoteser ikke kun er et spørgsmål om, hvad vi kan vide om bordene, stolene og andre konkrete objekter. De strækker sig også til mere abstrakte ting som mennesker, relationer og sociale strukturer. Hvis vi ikke kan vide, hvad der virkelig er, kan vi ikke engang være sikre på, at andre mennesker eksisterer uden for vores egne sind. Denne idé blev tydeligt fremført af Barry Stroud, der bemærkede, at selv hvis vi kan have viden om objekterne omkring os, kan vi ikke nødvendigvis vide, at der findes andre personer i verden, som vi kunne dele denne viden med.