Hvordan den landlige oplevelse udfordrer byen

Harris havde altid betragtet sig selv som en mand, der kunne mestre livet på landet. Med sin baggrund i bylivet havde han ofte forestillet sig, hvordan han ville kunne påtage sig rollen som en "model farmer", hvis han blot ville. Han havde den rette teknologiske indstilling, og mange gange følte han, at han kunne gøre det, hvis han blot ønskede det. I de fem hverdage, hvor han målte sig med sine bykollegaer, blev han bekræftet i denne opfattelse. Hans to dages bekendtskab med de nærmeste landmænd rystede ham ikke.

På sin gård, Four Acres, klædte Harris sig i gammeldags tweed, men med en gentlemanagtig snit. Han havde endda brugt en hel aften på at bearbejde en ny filt hat i sit værelse, blødgøre den og endda lade den trække i mudder for at få den til at se ordentligt vejrmæssigt ud. Han havde også anskaffet sig en solid askestav og byttet sine golfbrogues ud med et par kraftige, smurt støvler. På trods af disse små forstillelser var der en oprigtig begejstring for "landet" i ham, og måske gik han bare lidt for hurtigt frem. Han håbede, at hans affektation ville falde bort, når han for alvor kom i kontakt med jorden og naturen.

Hans kone, som også havde været vant til bylivet, var mere eller mindre tilfreds. Børnene var sendt af sted på kostskole, hun havde venner i den nærliggende provinsby, og ikke mindst en bil, som hun næsten stolt fremhævede som en slags modetilbehør. Hun kunne også lide at dyrke havearbejde, og det virkede som om, at dette liv på landet var blevet accepteret, om end med et strejf af byglamour. Harris var en mand med regelmæssige vaner, og han vendte altid hjem, ingen problemer der. Faktisk var det hende, der gav alarmen den tidlige morgen, da han ikke kom tilbage fra sin gåtur på den stormfulde sommerdag.

Fra den sidste husrække i landsbyen, hvor hans hus næsten var det sidste, åbnede landskabet sig for ham. Græs, dale, skovbryn og små strømme: et stort, grønt mysterium. Han var fascineret af den fornemmelse af at bevæge sig ind i et ukendt territorium. Tættere på markerne føltes det som om han trådte ind i et andet, uopdaget rige. Luften var skarp, og jorden under hans støvler var ujævn, så det virkede som om hvert skridt førte ham videre ind i noget nyt, noget ægte. Der var en vis magi i den følelse.

Han fortsatte sin vej og stødte på en port. Efter lidt ulejlighed med den kom han videre, men pludselig var han ude på åbent land, hvor der var god udsigt over markerne. Solen kastede sine sidste stråler over de bølgende enge, hvor jorden var farvet grøn og brun i et farvemønster, der syntes at være perfekt afstemt. I det fjerne kunne han se en rød stald som et lille signal, et fast punkt i det store landskab. På den modsatte bakke kunne han se de mørke konturer af træer, der strakte sig langs horisonten som kæmper på jagt.

Som han stod og betragtede landskabet, begyndte han at planlægge sin rute. Han ville undgå de lavere områder, som han vidste var oversvømmede, og i stedet gå mod de højere områder, der blev oplyst af det sidste sollys. Han fandt en port og forsøgte at åbne den, men hans byhænder havde ikke den nødvendige finesse til at håndtere den landlige mekanisme. Frustrationen voksede, indtil han endelig fik åbnet den og følte en uventet tilfredshed over sin bedrift.

I marken stødte han på en ko, som uforstyrret blev plukket af to stære, der sad på dens ryg. Han betragtede fuglene med en vis modvilje – det virkede nærmest grotesk, at de kunne samles der. Det var en usædvanlig opfattelse af, hvordan dyr skulle opføre sig i det fri, og det satte ham på en ny tanke om, hvor meget han stadig havde at lære om livet på landet.

Den fornemmelse af at være i landets dybde, langt væk fra den trygge by, var overvældende. Harris vidste nu, at for at forstå landet, måtte han ikke blot overkomme de praktiske forhindringer, men også det mentale skift, der krævede en helt anden type forståelse og respekt for naturens egne regler.

Hvordan Helo'ise Warburg Opdager sin Egen Identitet i Baden-Baden

For at give denne store allé af træer duften af brændt træ i den skarpe oktoberluft, kom en rytter og en hest mod mig. Det var nok, at se hende først. Solen, som skinnede gennem træstammerne, malede den kastanjebrune pels på hesten i farver, og sølvet på spænderne og seletøjet glimtede, en duft af læder og hest nåede mit sind lang tid før lyden af de jordnære klask af hove kunne høres. Så, som denne ensomme rytter nærmede sig, så jeg, at det var en kvinde. Det havde set ud som en mand - han havde tilsyneladende båret en høj hat. En høj hat var det. Men med en mørk slør hængende ned fra kanten; og figuren under den sad sidesadel og holdt sig stift oprejst på den elegante, præcise måde, som en kvinde sidder på lædersædet, rank men elegant afslappet. Hun var klædt i sort, og med hendes mørke slør så hun skræmmende ansigtsløs ud, som en maskeret fægter til hest. Sollyset flænsede den polerede læderstøvle, den børstede silke på hendes hat, på hestens pels og sæltskaber. Og sådan et lys blev suget op, ikke reflekteret, i det mørke stof på hendes habit, så at denne, hendes oprejste kropsfigur, mat og sort og præcist der, blev endnu mere tydelig mod de efterårsgule blade, som var både grønne og gule.

Jeg havde været den eneste, der stod der i hele den store allé; jeg havde været hendes eneste tilskuer; og den samme morgen havde vi siddet sammen i toget og snakket let. Jeg husker for eksempel, hvordan vi lo, da nogen havde tygget tyggegummi, som var blevet siddende på hendes sko, og vi havde ikke kunnet få det af, som en fly-paper affære. Men nu, i denne øjeblikkelige forvandling, var det tydeligt, hvad der skete. Jeg indså det så klart, som var det skåret ud af papir: Kvinder bærer ikke høje hatte og slør i nutidens Baden. Og de opfører sig ikke med sådan en kold formalitet. Jeg selv havde været så opslugt af den efterårså alle og dens fremkaldelse af fortiden, at hendes figur passede alt for naturligt ind. Men nu var det klart, at hun bevidst klædte sig ud og spillede en rolle. Og den eneste rolle, som kunne spilles der i den allé, var den store kavalkade af kvinder, der engang havde prydet ridene i Royal Baden-Baden – berømte centaurer og den berygtede bande af grandes horizontales, som blev bragt der til af deres beskyttere fra Jockey Club'en. Mme Warburg havde bevidst visualiseret sig selv som en del af denne fortid. Hun havde klædt sig på til det, og hun red og opførte sig som det.

Så var der meget forskel mellem Helo'ise, som så sig selv som en romantisk rytter, og nogen, som for eksempel køber en færgebillet til Amerika for første gang og ser sig selv som én, der krydser Atlanterhavet?

Jeg så hendes figur blive mindre i horisonten og tænkte på den store gamle allé, som den måtte have set ud i sin autokratiske storhedstid før den Preussiske Krig, som Turgenev så den, som Franz Josef og Napoleon og Tsaren så den… Med de sortnede og oplyste ansigter fra demi-monde, med Cora Pearl, Skittles Walters og alle de andre, som tilbragte eftermiddagene før de hvirvlede bort i champagneskummer til den gyldne musik fra deres store, forfløjne Konversationshaus. En berlinvogn, der kørte Dragomanen til den Sublime Porte, ville have mødt en eksileret prins fra Brasilien dybt i sin clarence. Og hele det fabulerede Baden-Baden, med dets eksotiske haver af blandet palme og hjortegevirer, dets store Schwarzwald, der rejste sig over, dets barokke termalbade, dets ungarske orkestre, alt dette blomstrede, flaggede, uniformerede pragt steg op for mig. Og gennem de frivoløse briller sympatiserede jeg med Mme Warburg og gik tilbage gennem den efterårs-aften, mens lamperne blev tændt, og de store gotiske palæer på klippen blinkede i gult lys, for at teste fløde-kagerne på Rumpelmayer’s.

Det virker som om de begivenheder, som fulgte, blev dybt påvirket af denne "lille mani" af hendes. Jeg var på stedet på et kritisk tidspunkt, og hun åbnede sit hjerte for mig. Hun måtte gøre det, for nogen – det var så kompliceret, tragisk, komisk, absurd.