Hvem er vi, når vi lever i andres skygge?

Hans høflighed var så punktlig og korrekt, at den skjulte hans egentlige forlegenhed fuldstændigt. Men bag den velopdragne facade var der ikke kun generthed, men en dybere forvirring, som syntes at have præget ham længe før hans fødsel. Som om han allerede i sin mors skød havde indåndet en verden af usikkerhed og uro. Han sad dér, uafvendeligt vendt mod hende som en ydmyg blomst mod solen, opslugt af hendes tilstedeværelse, mens hans bevidsthed alligevel – med en vag, præstelignende opmærksomhed – registrerede, at Ciss sad lidt udenfor, lidt lukket ude, og at noget i rummet var skævt. Han fornemmede den tredje bevidsthed som en adskilt puls, mens Pauline, hans mor, tog sin niece for givet som en naturlig del af sin scene, snarere end som et selvstændigt væsen.

De drak kaffe sammen i den varme dagligstue med dens smukke møbler, hver en genstand en samlerperle fra fremmede lande, købt af Pauline, der havde skabt sin egen formue ved privat handel med billeder, møbler og sjældne ting fra fjerne, barbariske steder. Atmosfæren var hyggelig, næsten hjemlig. Pauline gjorde elegance til varme. Hun var levende, med et venligt, drillende lune og en ironisk munterhed, indtil der faldt en pause, hvor Ciss rejste sig, sagde godnat og bar kaffebakken ud for at forhindre, at tjeneren trådte ind.

Så begyndte den time, hvor moderen og sønnen sad alene, bøjet over manuskripter, diskuterende detaljer. Pauline med en ung piges iver, Robert stille og afdæmpet, som en præst ved siden af en lærling. Det var også sådan, han følte sig.

Ciss havde sin egen lejlighed i gården, over de gamle stalde, hvor Robert opbevarede sin bil. Hun var blevet vant til uret, der tikkede derude, men ofte blev hun siddende udenfor i haven. Om sommeren på plænen, hvorfra hun kunne høre Paulines hjertelige, søgende latter gennem det åbne vindue. Om vinteren med en tyk frakke på, langsomt gående mod den lille bro over bækken, hvorfra hun så tilbage på de tre oplyste vinduer i dagligstuen, hvor mor og søn var så lykkelige sammen.

Robert var af natur et lidenskabeligt menneske. Hans stilhed og skjulte forlegenhed var kun masker for en hemmelig, fysisk passion. Og Pauline kunne spille på dette. Ciss så det i hans blik, når han så på sin mor – fascineret, men ydmyget, fuld af skam. Skam over ikke at være en mand. Han elskede hende ikke; han var fortryllet, fanget, lammet i en livslang forvirring.

Om morgenen blev kaffe bragt op til hver af de tre. Ciss underviste Sir Wilfrid Knipes barnebarn et par timer, spillede klaver for fornøjelsens skyld. Robert tog til byen. Pauline kom til frokost, eller først til te. Hun så frisk og ung ud, men visnede hurtigt som en blomst uden vand. Hendes time var stearinlysets time. Hun hvilede om eftermiddagen, tog solbade i en lille, indelukket have bag staldmurene, mens Ciss holdt vagt oppe i sin lejlighed.

En eftermiddag besluttede Cecilia, at hun selv ville tage et solbad på det flade tag af staldbygningen, hvor hun alligevel gik for at trække uret op. Hun tog et tæppe, klatrede op under himlen, så på solen og elmetræernes kroner, lagde sig nøgen under solen i læ bag brystværnet. Varmen smeltede noget hårdt i hendes hjerte, den bitre kerne af uudtalt harme. Hvis hun ingen anden elsker havde, skulle hun have solen. Hun rullede sig over i nydelse – og stivnede.

En stemme, så blød og drømmende, hviskede tæt ved hendes øre, ord fra en anden tid, en anden verden. Ingen på taget. Ingen bag skorstenene. Ingen i træerne. Kun stemmen, hviskende igen, som et ekko af et fortidigt valg, et liv som gled mellem fingrene, en skæbne forklædt som tilskyndelse, som advarsel, som skyld og undskyldning.

Hvad gør omstændighederne i en sag til bevis?

Penderbury lagde forsigtigt sin hånd på skuldrene af den nedbrudte mand. "Du må tage dig sammen, Freeder," sagde han venligt. "Du hjælper hverken dig selv eller hende ved at gå til bunds." Jack løftede et hvidt, udmattet ansigt mod advokaten. "Det er forfærdeligt, forfærdeligt," sagde han hæst. "Hun er lige så uskyldig som et barn. Hvilket bevis har de?"

"Det er forfærdeligt, det er umuligt, det er sindssygt at tænke, at Ella kunne..." Penderbury rystede på hovedet. Han trak en stol op på den anden side af bordet, satte sig ned, foldede armene og rettede sine alvorlige øjne mod den yngre mand. "Se på det fra en advokats synspunkt, Freeder," sagde han roligt. "Ella Grant har desperat brug for penge. Hun har stillet garanti for et lån til en veninde, og pengene bliver pludselig krævet. Kort tid efter at have fået dette at vide fra Isaacs’ kontor, finder hun et brev i sin lejlighed, som hun åbenbart har læst—konvolutten var åbnet, og indholdet fjernet—et brev fra oberst Dane's advokater, hvor det fremgår, at hun er blevet hans eneste arving. Hun ved derfor, at hun vil være en rig kvinde, så snart obersten dør. Hun har en flaske kaliumcyanid i sin taske, og den aften, under mørkets dække, kører hun til oberstens hus og ses udenfor biblioteksvinduet af oberstens jæger. Hun indrømmede, da hun blev afhørt af detektiven, at hun vidste, at obersten plejede at sidde ved vinduet, og at han som regel stillede sit portvin-glass på vindueskarmen. Hvad var lettere end at dryppe en dødelig dosis cyanid i vinen? Husk, hun indrømmede, at hun hadede ham, og at hun engang kastede en kniv på ham og sårede ham, så arret forblev til hans død."

Han trak en bunke papirer frem fra sin lomme, foldede dem ud og bladrede hurtigt igennem. "Her er det." Og han læste: "Ja, jeg så et glas vin på vindueskarmen. Obersten plejede at sidde i vinduet på sommeraftener. Jeg har ofte set ham der, og jeg vidste, at når jeg så vinen, var han tæt på." Han skubbede papiret til side og kiggede skarpt på den ulykkelige mand foran sig. "Hun bliver set af jægeren, som forsøger at stoppe hende. Hun kæmper sig fri fra hans greb og løber ned ad kørselsvejen til taxaen. Taxachaufføren siger, at hun var ophidset, og da han spurgte hende, hvad der var galt, svarede hun, at hun havde dræbt en mand..."

"Det var jægeren, hun mente," afbrød Jack.

Der er ingen tvivl om, hvilken dom juryen vil afsige.

Det var en stor og prestigefyldt sag. Retssalen var fyldt, og offentligheden kæmpede om de få ledige pladser på balkonen. Sir Johnson Grey, generaladvokaten, skulle føre an i anklagen, og Penderbury havde Jack Freeder som sin junior. Den indledende retssag skulle begynde kl. 10, men klokken var halv elve, da generaladvokaten og Penderbury trådte ind i retten, og der var et lys i Penderburys øjne og et smil på hans læber, der forundrede hans junior. Jack havde kun kastet et hurtigt blik på den blege, skrøbelige anklagede. Han turde ikke se på hende.

"Hvad er forsinkelsen?" spurgte han irritabelt.

"Den infernalske dommer er altid sen."

På det tidspunkt rejste retten sig, da dommeren gik op på bænken, og næsten øjeblikkeligt begyndte generaladvokaten at tale. "Min herre," sagde han, "jeg har ikke tænkt mig at præsentere noget bevis i denne sag på vegne af kronen. I går modtog jeg en erklæring under ed fra Dr. Merriget, en fremtrædende praktiserende læge fra Townville, som jeg har til hensigt at afhøre."

"Dr. Merriget," fortsatte generaladvokaten, "har været i Mellemøsten, og et brev, som han modtog fra den afdøde oberst Dane, nåede ham først for en uge siden, samtidig med at lægen fandt ud af, at disse retssager var blevet indledt mod den anklagede her."

Dr. Merriget tog straks kontakt til de retshåndhævende myndigheder, og som et resultat heraf kan jeg nu fortælle Deres Herre, at jeg ikke har tænkt mig at præsentere bevis imod Ella Grant."

Det er umuligt at forstå betydninge

Hvordan kan en ensom ridder ved et slot afsløre dyb melankoli og hemmeligheder bag kærlighedens ydre?

Mødet ved slottets mure var præget af en stemning, der gik langt ud over de formelle hilsner og gæstfrihedens pligter. Den fremmede ridder, der ankom til baronens borg på sin sorte hest, fremstod som en skikkelse båret af både ungdommelig iver og en tung, næsten fornemmelig sorg. Hans blege ansigt og det romantiske blik, som bar en underliggende melankoli, skabte en kontrast til den festlige og højtidelige stemning, som baronen havde forestillet sig ved denne forlovelsesceremoni.

Baronen, der i sin egen stolthed følte sig svigtet af ridderens enkle og tilsyneladende uformelle ankomst, måtte hurtigt undertrykke sin irritation og lade høfligheden råde. Den unge ridder var tydeligvis mere optaget af sin brud end af de sociale ritualer. Hans stille samtaler med hende, gennemsyret af blidhed og alvor, tegnede et billede af et ungt par, der var dybt forelsket, men hvor kærlighedens glæde allerede blev skygget af noget uudtalt.

I den store halles dunkle rum, omgivet af slægtens barske helteportrætter og jagttrofæer, blev gæsternes humør langsomt forvandlet. Baronen fortalte historier og forsøgte at holde stemningen let og munter, men ridderens stigende melankoli smittede af på selskabet. Hans tavshed og det foruroligede blik kunne ikke undgå at vække spekulationer og uro blandt de tilstedeværende, og selv baronens mest humoristiske indslag syntes kun at fordybe den unge mands sorg.

Den unge ridder forlod midt om natten slottet med et tungt suk og et mysterium, der fik baronen til at ane, at han var vidne til noget større og mere alvorligt end en almindelig forlovelse. Hans ord om en uundgåelig forpligtelse, som han måtte opfylde personligt og uden mulighed for stedfortræder, efterlod en dyster tone, der blev hængende i slottets koldluftede gange.

Det er væsentligt for læseren at forstå, at kærlighedens historie her ikke blot er en fortælling om glæde og forening, men også om den skæbnesvangre tyngde, som individet kan bære i stilhed. Melankoli, mystik og den ubøjelighed, der ligger i personlige forpligtelser, påvirker ikke blot den enkelte, men hele det sociale fællesskab omkring ham. Forståelsen af disse lag er afgørende for at gribe fortællingens dybere budskab: at menneskelige relationer og valg ofte befinder sig i et felt, hvor det ydre og det indre er i konflikt, og hvor skæbnen kan trænge sig på trods af kærlighedens kraft.

Hvad skete der med frygten, der langsomt bredte sig over landsbyerne?

Dennis sad på sin veranda og kiggede ud på floden, mens hans tanker begyndte at fylde sig med den ulmende mystik, der havde opstået i de omkringliggende landsbyer. Rygterne havde spredt sig hurtigt—småpiger, der forsvandt uden spor, elskende der aldrig vendte tilbage, og en mærkelig følelse af frygt, der langsomt og målrettet bredte sig gennem landsbyerne. Folk blev lukket inde i deres hjem, markerne forblev ubeplantede, og selv dyrene blev angrebet af de farlige væsener i junglen. Denne "frygt" var ikke bare en følelsesmæssig tilstand, men noget, der havde en konkret indvirkning på både liv og død. Det var som en skygge, der langsomt, men sikkert, kravlede ned ad floden.

Historierne, som Dennis hørte, omhandlede den samme uhyggelige hændelse, der blev viderebragt fra landsby til landsby. To små piger, som var taget ud for at bade, vendte aldrig tilbage. To elskende, som sad og talte ved flodbredden, blev senere fundet døde. Frygten spredte sig som en uundgåelig pest, og ikke engang myndighederne kunne stoppe den. Dennis, som havde sendt sin sergent og tre politimænd ud i junglen for at finde ud af, hvad der var årsagen til disse mærkelige hændelser, ventede på svar. Men intet kom tilbage fra dem. I tre uger var de væk, og ingen havde hørt noget fra dem.

Efter et hurtigt møde med serangen blev det klart, at deres rejse havde været fyldt med rædsel og undvigende mysterier. De havde sejlet op ad floden, men havde først været nødt til at opgive motorbåden og fortsætte med en simpel kano. De var blevet efterladt af den oprindelige ekspedition, som havde opgivet og slået sig ned i et fjernt område. De havde ventet uden succes i mange dage og var begyndt at mangle mad, da de fik det frygtelige møde med Nuin.

Nuin, en mand fra den oprindelige gruppe, havde overlevet en forfærdelig oplevelse. Han kom til dem som et skygge af sig selv—hans krop var mishandlet, hans ben brækket, og hans ansigt var blodigt og hævet. Hans sidste ord var en advarsel: "Sergeant—andre—døde—tre dage—vestpå—mand med—store—andre." Derefter døde han, og serangen og hans folk begravede ham hurtigt, inden de igen satte kursen tilbage.

Da Dennis og hans følge nåede samme område, som serangen havde beskrevet, kunne de mærke den samme foruroligende stemning. Landsbyen var forladt, og jorden omkring floden var omrørt, som om et voldsomt slag havde fundet sted. De kunne endda finde tegn på kamp—knogler og et brækket stødtand, som kunne indikere en voldsom konflikt. Frygten var ikke kun noget, folk følte; det var noget, der kunne ses og mærkes i landskabet, i de tegn på ødelæggelse, som naturen og menneskene havde efterladt sig.

Denne frygt var ikke begrænset til en følelse af usikkerhed, men en håndgribelig, nærværende kraft, som berørte alt—fra de små landsbyer til de mere fjerntliggende områder. Ingen kunne undslippe den, og hver dag blev folk mere og mere isolerede. De forladte landsbyer, de ødelagte marker og de overgivne både var vidnesbyrd om en dybtgående panik, som kun voksede, jo længere man bevægede sig op ad floden. De mennesker, som havde været en del af denne verden, var nu en del af et større mysterium, som ingen kunne forklare.

Det er vigtigt at forstå, at frygten i denne kontekst ikke kun er en abstrakt, psykologisk tilstand. Den er en magt, der kan ændre adfærd, forvrænge virkeligheden og få selv den stærkeste til at blive grebet af panik. Frygten bliver et karaktertræk for samfundet—en tilstand, som kun kan brydes gennem handling og mod. Det er ikke nok at forstå frygten; man skal også være villig til at konfrontere den og handle på dens tegn, før man bliver en del af dens væv. Historier som disse illustrerer på en stærk og uafrystelig måde, hvordan mennesker kan blive fanget i noget, der ikke nødvendigvis er synligt for alle, men som kan røre sig i skyggerne og forandre liv og skæbner for altid.

Hvad er “Den Store Hvide Frygt” – og hvad betyder den for forståelsen af kolonimagten og den lokale mystik?

Mervyn Aird, en energisk og effektiv distriktschef, finder sig selv fanget i en uventet tilstand af tvivl og uro under en tvungen tre-dages helligdag, som myndighederne har pålagt i forbindelse med en lokal årlig festival. Den tvungne pause i hans arbejde, hvor hans ansatte også nyder deres fridage, giver ham tid til at dvæle ved tanker, der ikke blot berører hans pligter, men også noget langt mere gådefuldt. Hans blik søger ofte mod en skjult bygning bag palmerne, hvor det mystiske landskab ved Brunei-bugten afslører en række hellige klipper, som ifølge lokale rygter skulle være hjemsted for “Den Store Hvide Døds Ånd”.

Denne ånd, som flere mener ikke blot er en ånd, men måske en levende kvinde, fungerer som et symbol på frygt og mystik, der ulmer under overfladen i kolonidistriktets dagligdag. Aird stiller spørgsmål ved denne myte og begynder at undersøge gamle arkiver i et forsøg på at finde spor efter Cranfield, den tidligere embedsmand, og hans datter, der måske aldrig officielt blev registreret. Hans søgen er præget af en intenshed, der forstærkes af natten, det knitrende lys fra hans lampe, og en pludselig uvejr, som kaster dramatisk lys over hans efterforskning.

I en skæbnesvanger bevægelse opdager Aird en halvdel af en sølvspænde sammen med et ældgammelt ægteskabsregister, hvor navnene Cranfield og Mary Enid Martins – begge listet som ugifte – står opført. Dette enkeltstående fund åbner en mulig ny fortolkning af fortiden og antyder en skjult sandhed om menneskelige relationer, der har været overset eller bevidst ignoreret. Denne opdagelse står i skarp kontrast til den formelle orden og kontrol, som kolonimagtens embedsmænd repræsenterer, og det understreger, hvordan historier og realiteter ofte gemmer sig under officielle dokumenter og ritualer.

Senere samme aften oplever Aird en dramatisk scene ved en lokal dans, hvor fem hvide, maskeklædte figurer træder frem i et cirkulært bålbelyst rum. Den dominerende kvinde leder ceremonien, der synes at udtrykke et væld af menneskelige følelser – fra had og frygt til begær og kærlighed – gennem en næsten hypnotisk bevægelse. Denne oplevelse bliver et slags symbol på, hvordan det koloniale møde ikke kun var en kamp om magt og kontrol, men også en dybt forankret konflikt mellem forskellige virkelighedsopfattelser, kulturer og overtro.

Det er vigtigt at forstå, at “Den Store Hvide Frygt” ikke kun handler om en myte eller en enkelt skræmmefigur, men om den dybere tvivl og de usynlige konflikter, som kolonimagten og lokalbefolkningen står overfor. Mervyn Airds rejse viser, hvordan koloniale embedsmænd ikke blot var funktionærer, men også mennesker, der måtte konfrontere de gådefulde og ofte uforklarlige elementer i de samfund, de styrede. Det understreger kompleksiteten i kulturmøder, hvor rationelle og officielle dokumenter ofte støder sammen med mystik, frygt og lokal tro, som ikke kan måles eller forstås alene gennem koloniale øjne.