Hvordan ser en hjemsøgt mand ud?

Alle sagde det. Jeg ville ikke påstå, at hvad alle siger, nødvendigvis er sandt. Alle har, i de fleste tilfælde, været så ofte forkerte, at autoriteten derved er bevist at være fejlagtig. Alle kan nogle gange have ret; "men det er ingen regel," som spøgelset af Giles Scroggins siger i balladen. Ordet "spøgelse" leder mig hen til denne tanke. Alle sagde, han så ud som en hjemsøgt mand. Jeg kan kun bekræfte, at de havde ret. Det gjorde han.

For dem, der havde set ham i sit indre rum, der var en blanding af bibliotek og laboratorium – for han var, som verden vidste, en lærd mand inden for kemi og en underviser, hvis læber og hænder blev dagligt hængende på afventende ører og øjne – ville ingen have været i tvivl. På en vinteraften, alene, omgivet af sine kemikalier, instrumenter og bøger, mens skyggen fra hans lamper kastede groteske, stive skikkelser på væggene, som om de var spøgelser, fremkaldt af flammens leg på de mærkværdige genstande omkring ham, ville ingen have betvivlet, at rummet, som han sad i, og han selv bar på et hjemsøgt væsen.

Hans hus stod som et ensomt og kryptisk sted – en gammel bygning, der tidligere havde været et hjem for studerende, men nu var blevet overlevet af tiden, skygget af storbyen og dens moderne forandringer. Det var et hus, hvor græsset kæmpede med den møgbefængte jord for at være grønt, hvor træerne bukkede under for den tunge røg, og hvor selv sollyset næppe trængte ind. I dette hus, med dets mørke, forladte rum, var der en underlig fornemmelse af fortidens vægt, en atmosfære af tid, der havde sat sig i væggene.

For den, der kiggede på ham i dette hus, om aftenen når mørket havde lagt sig, da vinden blev kold og gennemtrængende, ville han virke som et fremmed element i et forvrænget og dyster univers. Hans syn, som var omgivet af de mærkelige skygger og flimmer, gjorde ham til en figur, der tilhørte en anden tid – et væsen, som ikke rigtig passede ind i den verden, vi kender. Dette hus, hvor ingen anden virkede til at bo, var et sted, der åndede det samme tunge, forladte åndedrag, som han gjorde.

Der var noget i hans væsen og hans bolig, som fik alt omkring ham til at bære mærket af en uudsagt forbandelse – en atmosfære af hjemsøgthed, som ikke blot skyldtes de ydre faktorer som den tyngende by, men også noget, der kunne mærkes i hans stille og alvorlige adfærd. Han bar på den samme ældgamle melankoli, som hans hus udstrålede – en følelse af noget, der engang var fyldt med liv og potentiale, men som nu var blevet slidt og misbrugt af tidens tand.

Vigtigt er det at forstå, at ikke kun fysisk omstændigheder omkring en person kan indikere hjemsøgthed – det er også de indre konflikter, sorgen og den psykologiske belastning, der bærer på det samme mærke. Hjemsøgthed kan være en indre tilstand, en følelse af ufuldkommenhed og tab, som på en eller anden måde former både personen og den verden, han eller hun lever i. Dette er ikke bare et spørgsmål om at bo et sted, hvor spøgelser angiveligt gemmer sig, men om hvordan de psykologiske vægter i livet kan gøre en person til en levendegjort spøgelse af sig selv.

Hvad skete der i nat, og hvad bør vi forstå?

Jeg kaldte på hende, gav mit navn, og som om mit navn havde været et magisk ord, sprang hun op og forsvandt hurtigt ud af mit synsfelt. Jeg hørte lyden af en bolt, der blev trukket, og på det tidspunkt var jeg allerede ved døren. Hun flængede den op, trak mig ind og låste den hurtigt efter mig, som i én glidende bevægelse. Derpå greb hun mig hårdt om skulderen, og jeg måtte støtte hende, da hun næsten faldt.

"Åh, Gud har sendt dig!" sukkede hun mod mit bryst. "Bliv her, hold mig så til morgen, for Gud ved, hvad der vil ske i nat!"

"Jeg ved hvad der vil ske, hvis du vil, Karen. Du kan ikke blive her alene. Tag dine ting på, og kom med mig tilbage til hotellet." Hun rystede voldsomt. "Jeg kan ikke! Jeg tør ikke! Jeg blev fortalt, at jeg skal blive her! Bliv her med mig!"

"Selvfølgelig vil jeg blive her med dig, men hvem har fortalt dig, at du skal blive her?"

"Han sagde det—Walther—"

"Men han er jo taget til byen?"

"Han er ikke taget til byen. Jeg ved ikke, hvor han er. Men han er ikke langt væk. Han var her for en time siden. Han har holdt mig her hele dagen, så jeg hverken kan gå eller sende besked til hotellet."

"Hvorfor skulle du sende besked til hotellet, Karen? Besked til hvem, og om hvad?" Men hun svarede kun med et hjerteskærende "Åh! Oh! Oh!" og trykkede sig tættere mod mig.

"Da jeg bankede på, Karen, troede du så, det kunne være nogen anden, derfor svarede du ikke?" spurgte jeg. Jeg mærkede hende nikke. "Var det Walther?"

"Døren var jo låst, og den besøgende kunne have været ham."

"Nej."

"Den anden—har han nogensinde været her?"

"Aldrig—aldrig—aldrig!" svarede hun med en sådan passion, at jeg blev helt overbevist.

"Ved du, hvad jeg mener?" hviskede jeg.

"Ja."

"Så skal jeg gå og vende ham?"

Hun sprang skrækslagen væk fra mig. "Hvad? Så han er på vej her?"

"Der er måske tid til at advare ham."

Hun sank ned på gulvet. "Hvis han er ude i skovene, kan Walther løbe som en hare og hoppe som en gemse—"

Og jeg huskede Blums ord: "Hvis han træder én fod ud over plantagen..." Det havde været tydeligt før; nu var det som et sollys, der brød igennem. Den første, uretfærdige tanke, at Blum havde forvandlet sit hus til en fælde og lokket ham med en ostestykke, var helt forkert. Ingen havde lokket Nicolo. Han kunne vælge at blive væk, så længe han blev væk. Men han var fri kun, så længe han ikke satte fod på de øde bjergsider. Når han først trådte ind der, ville han være fanget i et bur, og døren ville blive lukket bag ham.

Jeg sprang mod bolten på døren, men jeg var for sent ude. Jeg hørte et fjernt, skingrende skrig. Jeg flængede døren op med sådan en kraft, at væggen rystede. "Eee-eee-eee!" Det var et dybt, uforståeligt skrig af ren rædsel, der kom et sted ude fra skovene. Han havde søgt tilflugt i skovene—og blev jagtet af en forfølgende skovhugger!

Jeg kiggede ud og kunne skimte ham i mørket, et skyggeagtigt billede, hvis det altså var ham. Skrigene døde ud, som om han havde fortsat med at skrige som et barn, der først begynder at skrige og ikke stopper.

I det øjeblik var det mig, der forsøgte at forhindre noget. Jeg måtte prøve at stoppe ham, men så var døren smækket og noget faldt til jorden med et lille knæk. Det var Blums lille statuette, som var blevet slået ned. Jeg havde ikke tid til at undre mig over det, men når døren rystede, faldt den.

Blum åbnede langsomt døren. "Walther," råbte jeg. "Luk den op! Der er intet sket. Lad ham gå!" Men han lod ikke til at høre mig. Hans øjne var rettet mod den anden mands blodige og svedige ansigt.

"Du troede, at du kunne komme? Du troede kysten var klar? Kun en lille tur ud over plantagen før du går?" Nicolo forsøgte hurtigt at slå til, men det var et desperat forsøg. Han kunne ikke en gang nå bordet, før han blev trippet og kastet om på gulvet.

Nu var der ikke mere skrig, og Blum havde Nicolo under kontrol. Jeg kunne høre hans vejrtrækning, men det blev ikke forstyrret af ord. Der var ingen grund til at tale længere.