Hvor går grænsen mellem virkelighed og illusion?

Med bøjet hoved og trætte skridt blev turen uendelig lang, indtil vi nærmede os hjørnet, hvor Mademoiselle pludselig udstødte et lettelsens skrig. Hendes pung lå præcis midt på stien, som den var faldet. Hendes nervøsitet forsvandt øjeblikkeligt, men straks blev hun overvældet af den pine, hun altid klagede over – de smertefulde ligtorne. Hun satte sig for at tage støvlerne af og give fødderne en pause. Jeg svarede, at jeg ville gå lidt frem og vende tilbage om to minutter. I min tunge sindstilstand var bevægelse i det mindste bedre end stilstand.

Jeg gik sløvt hen til svinget, hvor den gamle ege stod, men stoppede brat. Jeg gned mig i øjnene. Scenen foran mig var ikke den tomme, jeg havde forventet. Under den brede eg, med ryggen støttet mod stammen og armen bøjet i samme unaturlige vinkel som sidst, sad stadig den kvinde, jeg i mit stille sind kaldte “den anden dame”. Blomsterne og den halve appelsin lå endnu i hendes skød. Alt var som før – alt for som før. Hendes elegante veninde havde jo været så ivrig efter at nå det næste tog. Var hun da ikke kommet tilbage? Havde hun måske forvildet sig i skoven og søgte stadig?

Men det uforklarlige var selve stillingen. Ingen sover så stift, så længe, tænkte jeg. Det var nu over seks timer siden, jeg sidst havde set hende. Hatten var væk, håret bart, parasollen stadig skævt støttet mod armen. Jeg mærkede et underligt drøn i ørerne og en pludselig trykken for brystet, mens hjertet hamrede. Tankerne formede sig ikke fuldt, men frygten lå allerede som en skygge i mit blik. Jeg vidste kun ét: Jeg måtte ikke lade Mademoiselle se, hvad jeg så. Det var bydende nødvendigt at komme væk, tilbage til hotellet, hvor alt måske ville få en simpel forklaring.

Vi gik hurtigt, jeg foran med en påtaget tørst som undskyldning, hun efter med sine ømme fødder. Jeg kunne ikke bære hendes blik, mit ansigt måtte ikke afsløre mig. Ved hotellet ankom jeg først, lige da en enøjet kusk rullede ind i gården. Han fortalte, hvordan den mørke dame med bagagen havde bedt ham køre til et kryds i skoven, hvor hun ville hente sin veninde og vende tilbage på højst ti minutter. Han havde ventet – fem timer uden mad og drikke – men hun kom aldrig tilbage. Han turde ikke forlade vognen og hesten for at lede ad stierne. Hans råb var forblevet ubesvaret.

De næste dage er umulige at beskrive. Mit sind var som gennemvædet af en voksende, lydløs rædsel. Jeg kan ikke længere skelne mellem, hvad jeg dengang tænkte, og hvad jeg nu forestiller mig, at jeg må have tænkt. Mademoiselle skjulte alt for mig, skærmede mig som et barn. Ingen forklarede noget; ingen udtalte ordet, der hang i luften. “Tais-toi,” svarede hun blot, når jeg spurgte til de parisiske damer. Jeg begyndte at føle mig skyldig, som om jeg selv havde begået en forbrydelse. Om natten drømte jeg, at alle havde rødt hår, og at et kys var døden. For mit indre blik stod stadig den stive skikkelse, så livligt klædt, så ufatteligt stille.

Hvad betyder det at definere dine forventninger?

Mary Pawle, i sin ensomhed og følelsen af at være fanget i en uafsluttet eksistens, står som et klart eksempel på en person, der ikke rigtig har haft muligheden for at definere sine egne forventninger. Hun har gennemlevet år, hvor hun måske har drømt om noget mere, men ikke har formået at give disse drømme et konkret indhold. Hendes liv har været præget af den ensformige, næsten mekaniske rytme af hendes arbejde og hendes tilværelse. Men i det øjeblik, hvor hun ser sit liv fra et nyt perspektiv – et perspektiv, der giver plads til drømme, følelser og uforløste ønsker – finder hun noget, hun aldrig havde forestillet sig: en lille, hjælpeløs skabning, et barn, som hun ikke blot kan beskytte, men som også giver hende en ny form for håb og mening.

Dette møde med barnet er mere end bare en uventet begivenhed. Det er en manifestation af de ting, der kunne være blevet, de muligheder, der kunne have eksisteret, hvis Mary havde haft modet til at definere sine egne forventninger tidligere. Men måske er det netop i øjeblikket af total opgivelse og håbløshed, at livets uventede vendepunkt opstår. Dette skift i perspektiv gør det klart, at vores livsforløb måske ikke altid følger den bane, vi havde forestillet os, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi er magtesløse over for vores fremtid.

Når Mary står der med barnet i sine arme og føler dens varme mod sit bryst, føler hun en tilfredsstillelse, hun aldrig har oplevet før. Det er et øjeblik af håb, men det er også et øjeblik af tab – af de år, der er blevet tilbragt i venten på noget, der aldrig kom. Men alligevel er der noget befriende i at erkende, at det ikke er for sent at finde mening, selv når man føler, at alting er gået tabt. Hun har ikke kun fundet et barn, hun har også fundet sig selv – eller måske bare en del af sig selv, som hun havde glemt at længes efter.

Det er vigtigt at forstå, at vores forventninger – dem vi tør at definere, dem vi tør at kæmpe for – kan have magten til at forme vores liv på måder, vi aldrig havde forestillet os. Men det er også nødvendigt at anerkende, at livet ofte vil overraske os. Nogle gange er de ting, vi længes efter, ikke dem, vi får, men vi kan finde noget, der måske er endnu mere betydningsfuldt. Og måske er det netop det, der giver os mulighed for at finde fred – at acceptere, at vi ikke altid kan kontrollere vores skæbne, men vi kan vælge, hvordan vi reagerer på den.

Så, hvad kan vi lære af Mary Pawles rejse? At vores forventninger er ikke statiske; de kan ændre sig i takt med, at vi ændrer os. Og måske er det i de uventede øjeblikke af vores liv, at vi virkelig finder ud af, hvad vi har været på udkig efter hele tiden – måske ikke i form af et barn, men i form af den ro og forståelse, vi har brug for at føle os hele.

Hvem er Mr. Bloom, og hvad afslører hans hus om ham?

Jeg stod udenfor huset og kiggede på dets facade, en imponerende, men alligevel forladt bygning, hvor intet synes at leve. Det var den stille nordside af huset, hvor både gardinerne og persiennerne hængte for vinduerne, og det eneste liv var den fjerneste fuglesang, en enkelt trækkende kaldende: "Kom til te! Kom til te!" Trods det var det forår, og luften var stadig kølig. Det var en tid, hvor intet synes at forstyrre roen, og alligevel kunne jeg mærke et underligt vakuum i luften.

Jeg stod en stund, undrende og observerende, og følte en pludselig træghed. Min bil, som jeg havde forladt på terrassen, føltes malplaceret, som om den også var blevet en del af dette tomme, ubesøgt landskab. Det var da, jeg hørte et skrammel, og døren til huset blev langsomt åbnet. Mr. Bloom trådte frem, hans udseende og kropsholdning sagde alt om hans karakter, som det altid er med mennesker, der har boet for længe i deres egne tanker.

Han var høj og tyk, hans tøj løst og uformeligt, som om det var lavet for mange år siden og nu var blevet for stort. Men det, der virkelig fangede min opmærksomhed, var hans ansigt. Den runde skaldede hoved, de massive briller og den fyldige skæg. En mærkelig blanding af distanceret venlighed og en overflod af observationer skjulte sig bag hans blik. Han kiggede på mig, og jeg vidste med det samme, at han ikke bare så på mig, men vurderede mig, passerede mig gennem sin egen mentale kikkert.

"Jeg ser, du er interesseret i udseendet af mit hus," sagde han med en rolig, men dæmpet stemme. Det var en mærkelig hilsen, høflig, men samtidig ekstremt upersonlig. Jeg kunne mærke, at han ikke ønskede at engagere sig i nogen dybere samtale. Huset, denne bygning, var alt, hvad han havde, og hans interesse for mig var kun et middel til at lade mig videre ind i det. Men alligevel følte jeg mig trukket mod det, ikke på grund af ham, men på grund af noget inde i huset, som jeg ikke kunne forstå.

Jeg trådte indenfor, og mit første indtryk var en mærkelig kontrast mellem den smukke, men falmede indretning og den overfyldte fornemmelse af rummet. Det var som et hjem, der var blevet opgivet af sin sjæl. Det var fyldt med gamle møbler, meget dyre og smukke ting, men de var blevet spredt omkring på en måde, der fratog dem al deres elegance. Der var ingen flow, kun kaos. Jeg følte, at huset var fyldt med tavs vægt, som om de overfyldte rum forsøgte at sige noget, men aldrig helt kunne formulere sig.

Mr. Bloom ledte mig videre til biblioteket, som han hurtigt og præcist introducerede. Dette rum, som på en solrig morgen ville have været et vidunder af lys og farver, var nu blot et mørkt og dystert sted fyldt med gamle bøger og falmede persiske tæpper. Mens vi talte om bøger, og han viste mig samlingerne, kunne jeg mærke, at han ikke så ud til at være interesseret i at dele sine tanker om litteratur. I stedet blev han ved med at føre mig fra hylde til hylde, som om han forsøgte at fylde et hul, et tomrum, som han ikke kunne nå at afsløre.

Hvad var det, der gjorde ham så underlig? Var det hans udseende, hans stemme, hans evne til at opretholde en facade af høflighed uden at være ægte? Jeg kunne ikke undgå at undre mig, hvad hans hus sagde om ham som menneske. For et hus er aldrig bare en samling vægge og tag; det er en refleksion af dem, der bor i det. Mr. Bloom var måske en mand af mange ting, men han virkede tom, som om han havde mistet sin forbindelse til noget menneskeligt, noget levende. Hans hus havde været et spejl af dette tomrum, et sted fyldt med væggenes hvisken, men uden liv.

Og dog var der noget mere, noget vi kunne forstå om denne mand, hvis vi kiggede nærmere. Det er let at se på en person og tænke, at de ikke har meget at byde på. Men Mr. Bloom, med hans overdrevent høflige fremtoning og hans mærkelige væremåde, var et tegn på noget dybere. Et menneske kan vælge at gemme sig bag en facade, at lade sine vaner og sit hus definere sig selv, men ofte afslører netop det, vi forsøger at skjule, mere end noget andet.

I en verden, hvor vi konstant søger mening og forbindelse, kan vi ikke altid stole på, hvad vi ser på overfladen. Vi bør alle være opmærksomme på de små tegn, de små detaljer, som afslører en persons sande natur. Hvad siger et hus om en person? Hvad fortæller møblerne, bøgerne og rummenes indretning os om deres ejer? For ofte er det ikke bare det, vi siger, men det, vi skjuler, der giver os nøglen til at forstå, hvem vi egentlig er.

Hvad er det, der virkelig binder os til vores omgivelser?

Det var tydeligt, at Mr. Bloom havde nogen form for agenda, som ikke var straks synlig for mig. Hans indblanding i mine forsøg på at forlade hans selskab var næppe uskyldig. Jeg forsøgte flere gange at finde en måde at slippe fri af hans vedvarende samtale, men hans evne til at forhindre mig i at gå virkede næsten uafvendelig. På et tidspunkt, da jeg i vrede rakte hånden ud og forlod rummet, fulgte han mig ud, fortsat iført en facade af venlighed, hvor han beklagede, at jeg ikke kunne blive længere. Hans ord hang i luften som ekkoet af en samtale, man ikke kunne undslippe.

Da jeg nåede til min bil, blev situationen mere absurd. Jeg havde taget plads i bilen, men kunne ikke finde gear-nøglen. Jeg ledte febrilsk i mine lommer, sprang ud af bilen for at lede igen, men nøglen var forsvundet. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde taget den ud af bilen, hvilket gjorde situationen endnu mere pinlig. Uden nogen hukommelse om, hvor nøglen kunne være, kiggede jeg forvirret ud på de brede, grønne plæner under de stillestående kastanjetræer og vendte mig derefter mod Mr. Bloom, der nu betragtede mine anstrengelser med en interesse, der var alt for behagelig.

Med sin bløde, nærmest moderlige indstilling tilbød han mig sine “tjenester” – forsøgte at hjælpe med det, der reelt var en ganske simpel, men alligevel frustrerende opgave. "Er det noget, der betyder noget?" spurgte han, som om et simpelt misforstået tilbud kunne løse mit problem. Denne tilsyneladende overfladiske venlighed var både rørende og afskyelig på én gang. Da jeg endnu engang gjorde mig klar til at protestere, mente han, at det ville være bedst, at vi tog et kort frem for at finde den nærmeste by – et forslag, der både var farfetched og fjollet, men som alligevel viste sig at være den eneste udvej.

Da vi gik tilbage til hans hus for at hente et kort, følte jeg mig trængt op i en krog. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvad der lå bag hans konstante “hjælp.” Der var noget foruroligende i hans opførsel, en underliggende intention, som jeg ikke kunne læse. Han havde tydeligvis glæde af min frustration, og denne vage tilstedeværelse af hans gav mig en ubehagelig følelse af, at han vidste noget, jeg ikke gjorde.

I takt med at vi satte os for at se på kortet, var der et mærkeligt skift i atmosfæren. Jeg var blevet fanget i en labyrint af hans ord og små gestusser. Jeg var ikke længere kun en gæst, men en del af et større spil, hvor jeg selv var offeret. Jeg var alene med mine tanker, mens han travede rundt og hjalp sig selv til et måltid, der sikkert var lige så udtænkt som alt andet i hans hus. Dette var ikke en almindelig forbipasserende opførsel, men noget, der skabte en ubehagelig atmosfære, som jeg ikke kunne ryste af mig.

Der, i mørket af hans hus og haven, som nu syntes at være formet i en evig vinter, begyndte jeg at stille mig selv flere spørgsmål. Hvad var det, der virkelig forbandt mig til dette sted? Hvorfor denne følelse af uro i mit sind, når der tilsyneladende ikke var nogen grund til bekymring? Hvorfor denne følelse af at være uundværlig og samtidig helt ubetydelig? Jeg kiggede på den stjerneklare himmel, på det rolige landskab, og jeg indså, at det ikke kun var et spørgsmål om at finde nøglen eller komme videre. Det var et spørgsmål om at forstå den underliggende usikkerhed, der lå bag mine egne handlinger og beslutninger.

Mr. Bloom var et levende symbol på den skrøbelige forbindelse mellem mennesker og deres omgivelser. Hans evne til at gøre en simpel situation så indviklet og ubehagelig afslørede et grundlæggende spørgsmål om, hvad der egentlig binder os til andre. Er det fysisk nærvær, eller er det noget mere komplekst – måske en form for manipulation eller skjult magt, der findes i de mest uskyldige af handlinger? Jeg var fanget i hans spil, ikke fordi jeg var tvunget, men fordi jeg havde valgt at deltage, ligesom vi alle gør i de relationer, vi skaber.

I dette spil om magt og vilje var det måske ikke nøglen, der var vigtigst. Det var forståelsen af, hvad der gjorde os til, hvem vi var, og hvordan vi kunne frigøre os fra de kræfter, der forsøgte at kontrollere os, selv når vi troede, vi var i fuld kontrol.

Hvad sker, når videnskabens kræfter vendes mod mennesket?

I dette klima af nysgerrighed og mistænksom magt træder Mr. Albert Trusworth Mackinder frem, pensioneret og velhavende, bosat ved havet med sin datter Elsa. Han nærer en sen, næsten sentimental lyst til at blive holdt til ilden af videnskabens mysterier, og Dr. Bruce Perthwell — en mand med autoritativ mine og overbevisende tone — bliver hans vejleder. Perthwells tilsyneladende beskedne tjeneste: forkølelser, moderat rådgivning, kostforslag, skjuler en langt mere urovækkende kapacitet; hans samtaler handler ikke blot om ernæring eller lysets hastighed, men om grænserne for, hvad der kan gøres og skjules.

Det er ved et aftensbord, efter at de to unge damer er trukket tilbage, at samtalen glider over i det forbudte. Over et genopfyldt glas vin taler Mackinder om mordere og deres umage valg af arsenik; Perthwell, med et blik vendt mod loftet, antyder, at uvidenhed snarere end ondskab er årsagen. Han gør derefter noget langt farligere: beskriver — under ed om tavshed — eksistensen af to lovlige lægemidler, ufarlige hver for sig, men dødelige i kombination, og som efterlader ingen spor ved obduktion. Mackinder hører og skriver navnene ned, forsigtig og adskilt i sin notesbog; næste dag køber han stofferne i to forskellige apoteker, beruset af en metodisk, rationel ondskab. Hans omhyggelige fremstilling af små pakker, hans disposition til at destruere overskud og låse stoffet væk, tegner et billede af en mand, hvis besindighed blot tjener en mørkere hensigt.