Hvad gør en revolutionær? En analyse af Borodins filosofi og tilgang

De mennesker, der har sat deres præg på revolutionens forløb, har ofte været betragtet som ophøjede skikkelser, nærmest mytiske i deres evne til at forme historiens gang. Michael Borodin, en fremtrædende figur i Kinas politiske landskab, er et sådant eksempel. Hans indtryk på dem, der har mødt ham, er intet mindre end slående – ikke nødvendigvis for hans fysiske udstråling eller ordensmagt, men for den uopslidelige ro og dybde, han udstråler i sit væsen. Borodin er ikke en mand, der gemmer sig bag ideologiens drapering, han er et produkt af sin tid og de kræfter, der har formet hans syn på verden.

I mødet med Borodin forstod jeg hurtigt, at hans indflydelse på revolutionens gang ikke kunne forstås ud fra de sædvanlige linjer, som politiske figurer ofte bliver analyseret igennem. Han er ikke kun en ”revolutionær” i den snævre betydning af ordet; han er snarere en repræsentant for en filosofi, som trækker på mange tråde – fra politisk teori til livets simple glæder som bøger og heste. Men måske det mest interessante ved Borodin er hans evne til at håndtere verden med en afmålt afstand, et blik som både rummer et koldt pragmatisme og en nærmest filosofisk forståelse af menneskets begrænsning.

At møde en sådan person er som at blive ramt af elektrisk ladning. Først ubevidst, som en velforberedt revolutionær kan være, men så snart man træder længere ind i hans univers, bliver det klart, at hans indre liv er mere nuanceret end man først troede. Borodin er ikke én, der ses igennem de forudfattede briller, som traditionelt bliver brugt til at dømme folk i magtens korridorer. Det er svært at undgå at føle den dybe respekt, der hurtigt opstår, når man indser, hvor lidt man egentlig forstår om verden i sammenligning med hans enorme kendskab.

Hans politiske tilgang adskiller sig markant fra den typiske revolutionære. Borodin ser ikke verden i sort og hvidt, men som et komplekst væv af muligheder, hvor de store ideer og drømme om revolutionen sjældent omgående giver den ønskede effekt. Hans dybde i forståelsen af den menneskelige natur og de politiske strukturer gør det svært at mene, at han kun er en taktiker. Selvom han dedikerer sit liv til en sag, der måske først vil blomstre længe efter hans død, lever han ikke i illusioner om dens umiddelbare succes.

Borodins politiske filosofi er udtrykt gennem en pragmatisk og realistisk tilgang, hvor han ikke binder sig til den optimisme, som ofte præger revolutionære bevægelser. Han tror ikke på den umiddelbare sejr af den "verdensrevolution", som mange af hans samtidige gør. I stedet er han en mand, der tilpasser sig realiteterne i sin tid og arbejder langsigtet, altid med et blik for det endelige mål, men uden at miste synet af de skridt, der skal tages for at nå dertil.

Men det, der virkelig adskiller Borodin fra andre revolutionære skikkelser, er hans evne til at være tættere på livet i sin helhed, i dens fysiske og æstetiske dimensioner. Hans kærlighed til heste, hans passion for at ride, selv når han lider af malaria og fysiske skader, er ikke kun en flugt fra politikens barske realiteter – det er et udtryk for hans tro på, at man må leve livet fuldt ud, med alle dets udfordringer og glæder.

Dette gør Borodin til en unik skikkelse i revolutionens historie. For selvom han er en mand, der ikke skyr midlerne for at opnå sine mål, er han ikke blind for menneskets smålighed eller dens endelige skæbne. Han forstår, at storhed ikke nødvendigvis ligger i det, man opnår, men i hvordan man forholder sig til det, der sker omkring en.

At forstå Borodin, hans filosofi og hans syn på revolutionen, er derfor at forstå den pragmatiske distance, som revolutionen kræver for at være succesfuld i det lange løb. I et land som Kina, hvor historien er fyldt med drømme om forandring og opstand, er Borodins tilgang en, som ikke bør undervurderes. Hans syn på revolutionen, som en langvarig proces, der måske aldrig vil være fuldt ud realiseret i hans levetid, er en påmindelse om, at de store forandringer sjældent er hurtige, men ofte er tålmodighedens frugter.

Hvad betyder kommunisme for den russiske landmand i dag?

I Rusland er der en skarp opdeling mellem fortid og nutid, hvor den kommunistiske revolution har givet nye former for liv og opvækst til millioner af mennesker, især de russiske bønder. Mens de færreste bønder måske er ideologisk engagerede kommunister, er mange blevet tilhængere af et system, der giver dem fordele, de aldrig kunne have forestillet sig under tidligere regimer. Den enkelte landsby, hvor tidligere en ædel mand måske regerede over jorden og det omkringliggende område, er nu blevet et kollektivt centrum, hvor folk lever med og for samfundets velstand.

Revolutionens ideologi har givet anledning til nye måder at tænke på samfundsstrukturer, især for bønderne, der var økonomisk efterladte før kommunismen. I en lille landsby i Ukraine, som en af besøgende kunne erfare, var søndagen en særlig dag for alle. Landsbyen, der tidligere havde været præget af fattigdom og dårlige levevilkår, var nu centrum for et væld af sociale aktiviteter. I stedet for at blive hjemme og drikke, som var skik før revolutionen, deltager bønderne i sportsaktiviteter og kulturelle begivenheder, der før var uden for deres rækkevidde.

Det, der engang var en stor villa og en privat ejendom, blev nu til et militærkvarter og en kulturel samlingspunkt for landsbyens folk. Denne transformation af både bygninger og samfund er blevet et symbol på de nye tider i Rusland. Det, der tidligere tilhørte én person, tilhører nu folket. Mens den tidligere adelsmand har forladt sine ejendommelige pligter, lever folket videre, hvor de har adgang til nye muligheder som arbejde, fritid og socialt fællesskab.

Selvfølgelig er kommunisme for de fleste russiske bønder ikke nødvendigvis forbundet med et dybt engagement i de ideologiske principper, som Karl Marx og Lenin definerede. I stedet handler det om praktiske fordele, som arbejderne og bønderne nu modtager i form af bedre levevilkår, gratis uddannelse og et samfund, hvor folk får det, de har brug for. For mange er dette et system, der giver dem håb for fremtiden. Man ser ikke nødvendigvis kommunisme som et mål i sig selv, men som et middel til at sikre et bedre liv, med større sundhed, uddannelse og arbejdsforhold.

En af de mest markante ændringer, som er blevet implementeret af den sovjetiske regering, er uddannelsessystemet. Tidligere var der et markant skel mellem de mere velhavende byfolk og de fattigere bønder, men nu findes der faciliteter overalt, som sigter mod at eliminere analfabetisme. For bønderne, især de yngre generationer, er håbet om succes bundet op på evnen til at læse og skrive. Det betyder ikke nødvendigvis, at de lærer at tænke kommunistisk, men de lærer at forstå de tekster, der omhandler det nye samfund.

Bønderne modtager teknisk træning, og der tilbydes fri adgang til universiteter. De har også mulighed for at lære nye landbrugsmetoder, hvilket forbedrer deres produktivitet. Denne åbning af viden er en af de grundlæggende måder, hvorpå regeringen engagerer sig i bøndernes liv. Moskvas Peasant Home er et fremragende eksempel på dette, hvor den tidligere storslåede bygning er blevet omdannet til et sted for praktisk læring. Her lærer bønderne om effektiv landbrugspraksis, samtidig med at de bliver udsat for et moderne og mere komfortabelt liv.

Det sociale liv for bønderne er blevet forvandlet. Tidligere eksisterede sportsfaciliteter kun i de rige byer, men nu er de en del af de daglige aktiviteter i både små landsbyer og større byer. Klubber, hvor folk kan deltage i fysiske aktiviteter, har åbnet dørene for alle. Der er også klubber for kvinder, hvor de kan deltage i atletik, spille fodbold eller lære om personlig hygiejne. Disse klubber er en vigtig del af det kommunistiske projekt, der har til formål at styrke samfundet på både fysisk og intellektuel vis.

Men det er ikke kun bønderne, der er målgruppen for denne sociale transformation. Arbejdere i byerne får også adgang til disse nye samfundsfaciliteter. En af de mest bemærkelsesværdige ting er den måde, hvorpå disse samfundscentre ikke kun er for folk, der støtter regeringen, men også for dem, der har gavn af de nye strukturer, uden nødvendigvis at være ideologisk enige i alt, hvad regeringen står for. På en eller anden måde virker det som om, at kommunismens konkrete fordele - som adgang til uddannelse, sundhed og arbejdsliv - har vundet bredere støtte blandt de, der er i stand til at mærke forskellen på deres liv.

I sådanne sociale centre er museer og udstillinger en vigtig del af den måde, hvorpå folk lærer om landets historie og revolutionens betydning. I Moskva alene er der hundredvis af sådanne museer, som både giver historisk information og fremviser de bedrifter, som den nye regering har opnået. Mens de fleste af disse museer kan virke som et udtryk for statslig propaganda, viser de også, hvordan regeringens indflydelse har givet folk adgang til en større viden om deres eget samfund og dets udvikling.

Endelig skal det nævnes, at denne forandring af Rusland ikke blot er et mål for nuet, men et skridt mod en fremtid, hvor hele landet er blevet forvandlet. Den samfundsmæssige struktur, som kommunismen har skabt, søger ikke blot at give bønderne og arbejderne en bedre hverdag, men også at skabe et samfund, hvor folk er engageret i et kollektivt mål. Den fremtidige generation af russere er ikke nødvendigvis kommunister, men de har indset, at deres liv er blevet forbedret gennem de reformer, der blev startet af det kommunistiske styre.

Hvordan menneskets liv og kultur formes af naturens kræfter

I mange århundreder har mennesket været dybt forbundet med naturen, ikke kun i fysiske termer, men også i sociale og kulturelle sammenhænge. Dette forhold er komplekst og rummer både kærlighed og konflikter, samarbejde og fordrivelse, overlevelse og undergang. Et af de mest markante eksempler på menneskets tilpasning til naturen findes i de livsstil, som stammer fra de ældste og mest isolerede folkeslag, såsom de sydafrikanske Bushmen.

For Bushmen, som har levet i ørkenerne i tusinder af år, har naturen været både en gave og en byrde. Deres forhold til dyrene, som i høj grad er præget af jagt og overlevelse, er blevet videreført fra generation til generation gennem historier og myter, der symboliserer deres livsrejse. I deres liv er hver eneste jagt ikke blot en praktisk nødvendighed, men en rituelt indlejret praksis, hvor dyrene og menneskene bliver et med hinanden i et symbiotisk forhold. Dette kan ses i deres dans, som ikke blot skildrer jagten, men også forbinder dem til de dyr, de jager, og til et større, kosmisk fællesskab.

Når man dykker ned i disse skikke og levemåder, bliver det tydeligt, at det ikke kun er naturen, som former mennesket, men også hvordan mennesket tilpasser sig den natur, de er tvunget til at sameksistere med. Bushmennene viser os, at mennesket, uanset hvor primitivt det måtte synes, har en utrolig evne til at forme sig selv og sin kultur i forhold til den natur, det møder. Dette er et resultat af et intensivt forhold, hvor mennesket lærer at forstå naturens kræfter og dens cyklus, og hvor de får kendskab til, hvordan man kan udnytte ressourcer uden at overbelaste dem.

Deres samfundsstruktur har ofte været præget af en stærk respekt for naturen, en respekt som også findes i deres praksis af at samle og dele, snarere end at agere som udnyttende jagere. Dette har i høj grad præget deres relationer med andre grupper. Historier om fejlslagne møder med andre kulturer – som de tragiske hændelser, hvor Bushmen blev jaget væk fra deres traditionelle leveområder af europæiske bosættere – viser os, hvordan de har kæmpet mod eksterne kræfter, som ikke har forstået deres måde at leve på.

Det er ikke kun i den fysiske jagt, at vi ser mennesket forholde sig til naturen. Også i de indre landskaber, de symboler og betydninger, der tilskrives dyr og elementer af naturen, ser vi et dybt indlejret forhold mellem mennesket og dets miljø. Den måde, hvorpå Bushmen transformerer jagtscener til kunst og bevægelser i deres ritualer, afspejler deres dybe forståelse af ikke bare naturen, men også deres egen menneskelige tilstand. Denne symbiose mellem jagt og dans er mere end blot en fysisk handling – det er en måde at bevare en forbindelse til noget større end sig selv, en verden hvor menneske og natur er uadskillelige.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at dette ikke kun er et spørgsmål om at “respektere naturen” i et abstrakt moraliserende begreb, men at det faktisk handler om vores overlevelse. De erfaringer, som folk som Bushmennene har, viser os, hvordan menneskelige samfund kan navigere i de hårdeste forhold, finde ressourcer uden at overforbruge dem, og hvordan et samfund kan udvikle sig på baggrund af et dybt respektfuldt forhold til naturen. Dette kræver en forståelse, som går ud over økonomiske og politiske interesser, og ind i et mere filosofisk og praktisk forhold til verden omkring os.

Den måde, hvorpå vi forholder os til naturen, former ikke kun vores liv i dag, men vil også forme, hvordan vi vil kunne overleve i fremtiden. Hvis vi mister forbindelsen til de dybe, livsbekræftende forhold, som stammer fra vores samvær med naturen, risikerer vi at miste mere end bare vores adgang til ressourcer – vi risikerer at miste noget af det, der gør os menneskelige.