I mange år havde jeg arbejdet intensivt på at opbygge en online tilstedeværelse for barfodsløb, og efterhånden som flere og flere opdagede, hvor nyttigt internettet kunne være til at dele og indsamle informationer om deres løbeklubber, blev det muligt for mig at finde andre barfodsløbere rundt om i verden. Jeg begyndte at dele historier og billeder af så mange som muligt, som løb barfodet, herunder Ingrid Kupke, den europæiske ultraløbs-mester. Da folk begyndte at stille spørgsmål og søge mere information, end jeg kunne give dem ved løb, anbefalede jeg dem at søge på nettet efter "barfodsløb". Resultatet var, at min hjemmeside "Running Barefoot" ofte var den første, der kom op i søgeresultaterne – den eneste hjemmeside om barfodsløb i flere år.

Min første barfodsløb-marathon fandt sted den 4. april 1998, mere end elve år efter at jeg som en sko-bærer havde afsluttet mit første marathon med hævede og smertefulde fødder. Denne gang valgte jeg en trail-marathon i det nordlige Californien, langt væk fra mine bekendte, for at undgå at føle mig flov. Jeg troede, at en trail-rute ville være lettere at løbe på barfod, da det føltes mere naturligt, men det viste sig at være en fejlvurdering. Ruten var hård, fyldt med sten, mudder og skarpe klippekanter, og selv om jeg i starten ikke mærkede meget til det, blev mine fødder kolde og følelsesløse efter den første 10 km. På de sidste 10 km måtte jeg kæmpe for at fortsætte, men på en eller anden måde formåede jeg at komme igennem og afslutte marathonen på 4 timer og 34 minutter – en personlig rekord.

Denne tid var mere end en halv time hurtigere end mit første marathon, og forskellen? Ud over det, at min træning nu var langt bedre og min kondition stærkere, kunne jeg ikke undgå at mærke en væsentlig forskel: Fraværet af sko gjorde løbet mere behageligt. Barfodsløb motiverede mig til at løbe mere, da det ikke længere føltes som en pligt eller en kamp. At løbe uden sko ændrede min oplevelse af marathonløb radikalt – fra noget, jeg frygtede og hadede, til noget jeg elskede og nød.

I årene efter mit første barfodsløb-marathon blev jeg mere og mere overbevist om, at det ikke kun var en fysisk forandring, men også en mental transformation. Løbet blev ikke længere en belastning, men en mulighed for at forbedre både min krop og mit sind. I 1999 satte jeg nye personlige rekorder, herunder at jeg løb en marathon i regnvejr på Pacific Shoreline og en anden på St. George Marathon, som kvalificerede mig til Boston Marathon. Disse resultater var ikke kun et produkt af bedre træning, men også af min teknik og den måde, barfodsløbet ændrede mit forhold til løb på.

Men det var ikke kun den fysiske forandring, der overraskede mig. En af de største opdagelser var, at mine tidligere mareridtslignende løbeskader og -inflammationer næsten forsvandt. Som det viser sig, har barfodsløb en markant indflydelse på at reducere skader. Jeg vidste ikke, at så mange løbere ofte bliver skadet, før jeg selv begyndte at skrive om barfodsløb. For mig var det en revolution: løb uden sko var mere naturligt, mere effektivt og langt mindre skadeligt for min krop.

Barfodsløb ændrer ikke kun din fysiske præstation, men også din opfattelse af, hvad løb kan være. Hvor sko ofte afbød og beskytter mod de naturlige aspekter af bevægelse, tvinger barfodsløb dig til at arbejde med din krop på en mere grundlæggende og naturlig måde. Dette gør ikke kun løbet lettere at nyde, men kan også føre til en mere langvarig og skadefri løbesport, da det ofte forbedrer både din teknik og kropsholdning.

Så hvordan gør man det? Barfodsløb kræver tålmodighed og tilvænning. I starten kan det virke skræmmende, men med tid og øvelse lærer du at mestre teknikken. Du lærer at løbe lettere, løfte fødderne hurtigere og bruge din krops naturlige mekanik til at undgå de skader, der ofte plager løbere. Når du først bliver vant til det, vil du opdage, at barfodsløb er ikke kun muligt, men faktisk også langt mere behageligt end du måske først havde forestillet dig.

Endelig er det vigtigt at forstå, at barfodsløb ikke nødvendigvis betyder at opgive alle former for sko i alle situationer. Det handler mere om at genopdage en mere naturlig løbeform og bruge den i de rigtige sammenhænge. For mange er det en balance, der indebærer både at være opmærksom på, hvornår sko er nødvendige, og hvornår det er muligt og gavnligt at løbe uden.

Hvordan bør fødderne bevæge sig under løb? At lære som et barn

I forhold til kroppen begynder foden at bevæge sig opad, selvom den virker som om den bevæger sig ned mod jorden. Denne relative opstigning får foden til at bevæge sig bagud – i den retning, som løbefladen bevæger sig under os. Som et fly, der lander, bør din fodsål forsigtigt og yndefuldt berøre jorden. Men i modsætning til et fly vil foden ikke rulle fremad på overfladen, men forblive et fast punkt på jorden og bevæge sig bagud i forhold til kroppen, som bevæger sig fremad. Og sådan vender du tilbage til den samme position, hvor du begyndte, bortset fra at du nu har taget to skridt frem.

Formålet her er ikke at prøve at indprente den beskrevne bevægelse i din løb, som en robot, men at føle hvordan din krop bevæger sig og reagere ved at justere og finjustere. Ideelt set vil du inden for få skridt bevæge dig til en mere glidende, mindre rystende, mere "kurvet" bevægelse. Hver gang du står overfor et ukendt terræn, giver dine bare fødder dig straks signaler, så du kan reagere hensigtsmæssigt.

Når et barn løber barfodet, lærer det hurtigt og naturligt den bedste løbeteknik, uden at det kræver bevidst arbejde. Ligesom børn lærer sprog ved at lytte og eksperimentere med lyde, og derefter efterligne dem, lærer de også hurtigt at løbe på samme måde. De tænker ikke: "Jeg skal lære dette, så jeg kan tale med mine forældre om, hvad jeg vil have til middag," eller "jeg skal kunne recitere Homers Iliade ved middagstid." Børn er nysgerrige, og for dem er det ikke en opgave. De har masser af tid, og det er ikke vigtigt at kunne tale en sammenhængende sætning den første uge, de begynder. Det handler om at lytte, eksperimentere og opdage, naturligvis mellem måltider, søvn og andre behov.

Når et barn er født døv, som min kone var, kræver det derimod intensiv træning og bevidst indsats at lære at tale. På samme måde, hvis vi ikke har fornemmelse i vores fodsåler eller konstant bærer sko, mens vi lærer at stå, gå og senere løbe, har vi blokeret nerverne i vores fødder, hvilket gør læringsprocessen til noget af en opgave. Det kan derfor kræve ekstern hjælp (ligesom når vi prøver at lære et døvt barn at tale). Hvis vi ikke kan føle, hvordan vi løber, kan vi få behov for, at en anden ser på os og forklarer, hvad der skal ændres. Ellers ender vi som mange andre, der har lært at løbe på en uhensigtsmæssig måde og til sidst tror, vi ikke er "født til at løbe."

Enkelte mennesker, der har været vant til at løbe barfodet, især på hårde og ujævne overflader, kan næsten ses på deres løb. De har en anderledes tilgang til terrænet, fordi de forventer, at deres fødder reagerer på underlaget og signalerer, hvordan de skal tilpasse sig. For dem er skoene ikke en nødvendighed – de er et middel til at afskærme sansningen af det underlag, de løber på. Tænk på sko som en silkeblindfold; de er behagelige, men de skjuler vores evne til at "se", hvordan vi løber. Når skoene fjernes, begynder vi at mærke de små justeringer, vi skal foretage for at løbe korrekt.

Det vigtigste er at kunne mærke og reagere på signalerne fra fødderne, i stedet for at ignorere smerten og fortsætte på samme gamle måde, som vi lærte det med skoene på. Det er netop derfor, jeg anbefaler folk at starte langsomt med barfodsløb på hårde og ujævne overflader. Det er som at lære at tale: Det handler ikke om at lægge sig mål om at løbe et maraton inden for en måned, men om at lytte til kroppen og lære at reagere naturligt.

Når vi får vores sind til at tænke som et barns, bliver vi åbne for at lære. Det kræver ikke "arbejde" eller tænking – det handler om nysgerrighed, eksperimenter og selvfølgelig sjov! Med denne barnlige tilgang vil du lære meget mere om løbeteknik, når du løber barfodet på ujævne overflader, da du ikke er fokuseret på, hvor langt du skal løbe, men på at tilpasse dig underlaget og blive bedre til at løbe. For voksne er det ofte svært at slippe af med de gamle, uhensigtsmæssige teknikker, vi har lært gennem årene. Mange tænker måske, at løsningen på deres løbeproblemer ligger i de "rette" sko, men det er ikke skoene, der er løsningen – det handler om teknikken.

Sko beskytter ikke nødvendigvis kroppen, de skjuler de signaler fra vores fødder, der fortæller os, hvordan vi løber. Det er derfor, det er så vigtigt at løbe barfodet, især når det er praktisk muligt. Teknikken er noget, man lærer gennem erfaring og ved at reagere på de små ændringer i kroppen, der indikerer, når vi gør noget forkert. Når vi begynder at lytte til vores fødder, kan vi lære at løbe på en måde, der er både behagelig og effektiv, uden at risikere at skade os selv.