Er trusler mod luftfartsselskaber egentlig en skjult grænsekontrol?

Bærersanktioner, eller det som kaldes “carrier sanctions”, er et af de mest uigennemsigtige instrumenter i moderne migrationspolitik. Sanktionerne rettes ikke direkte mod migranterne, men mod kommercielle aktører som luftfartsselskaber og færgeoperatører, og alligevel har de en direkte og ofte ødelæggende effekt på individets mulighed for at krydse grænsen. Det er en indirekte, men reel form for tvang, hvor staten skubber ansvaret for grænsekontrol over på private aktører gennem trusler om økonomisk straf.

Modargumentet, som forsøger at adskille sanktioner mod bærere fra direkte tvang mod migranter, hævder, at luftfartsselskabet blot nægter at stille midler til rådighed. Hvis et færgeselskab eksempelvis stopper sin rute mellem Bodrum og Kos af økonomiske grunde, betragtes det ikke som tvang mod passagererne. Men hvad sker der, når staten med vilje gør denne rute økonomisk uattraktiv gennem bøder? Er det da stadig blot fravær af midler, eller er det en bevidst destruktion af muligheder – og dermed en form for skjult tvang?

Forskellen ligger ikke i den formelle relation mellem stat og migrant, men i den effekt politikken har. Hvis det er staten, der gennem sanktioner fjerner muligheden for at rejse, så er det staten, der handler – ikke luftfartsselskabet. Det kan være, at truslen ikke er rettet direkte mod migranten, men migranten er stadig mål for konsekvensen. Det moralske ansvar kan ikke outsources.

Når vi reagerer med afsky over for bærersanktioner, skyldes det måske, at vi intuitivt forstår migration som mere end blot en negativ ret. Måske forstår vi den som en positiv ret – retten til at modtage hjælp i at flygte fra forfølgelse. Det betyder, at visse aktører – stater eller transportører – kan have en moralsk forpligtelse til at gøre migration mulig. Hvis migranter har en positiv ret til at migrere, indebærer det mere end blot at blive ladt i fred; det indebærer adgang, støtte og tilgængelighed.

Dette rejser det mere fundamentale spørgsmål om, hvad vi overhovedet forstår ved tvang. Er alle former for hindringer for bevægelse udtryk for tvang? Er en mur, der fysisk forhindrer passage, tvang? Eller er tvang forbeholdt situationer, hvor et individ står over for truslen om straf, hvis de handler på en bestemt måde? Debatten mellem Abizadeh og Miller viser, at ikke alle forhindringer nødvendigvis er udtryk for tvang. En enorm, uoverstigelig mur er måske effektiv, men ikke truende i klassisk forstand. Den er fravær af mulighed, ikke en aktiv trussel.

Vi må derfor skelne klart mellem to forskellige typer rettigheder: det negative krav om ikke at blive forhindret i at rejse, og det positive krav om at få hjælp til at kunne rejse. Det første retfærdiggør modstand mod enhver form for tvang ved grænsen; det andet indebærer en forpligtelse til aktiv støtte. Hvis en person har en negativ ret til at flygte fra uretfærdighed, må vi ikke bruge tvang til at stoppe dem. Men hvis de også har en positiv ret, kan det være forkert at nægte dem adgang til det eneste middel, de har til at undslippe.

Det centrale spørgsmål er, om vi er villige til at acceptere, at flygtninges rettigheder også skaber forpligtelser for os – ikke blot i form af at lade dem være, men i form af at hjælpe dem med at komme hertil.

Hvem har ret til at krydse en grænse?

En stat kan ikke med rette afvise en person ved dens grænse, hvis denne flygter fra et land, hvor hendes menneskerettigheder ikke er tilstrækkeligt beskyttet. Dette er kernen i princippet om non-refoulement, som i sin juridiske oprindelse forbyder stater at sende flygtninge tilbage til steder, hvor de risikerer forfølgelse. Over tid er denne beskyttelse dog udvidet til også at omfatte personer, der flygter fra mere diffuse trusler: vilkårlig vold, sammenbrud af sociale strukturer og andre former for utilstrækkelig retssikkerhed.

Det moralske krav, som denne praksis udspringer af, rækker videre end blot en juridisk forpligtelse. Det handler om, hvordan vi forstår den enkelte stats brug af magt, og hvorvidt denne magt kan anvendes til at udelukke personer, der søger redning fra politiske fællesskaber, som ikke beskytter dem. Når en stat anvender sin særskilte tvangsmagt for at forhindre en flygtning i at krydse dens grænse, påtager den sig ansvaret for at fastholde denne person i et forhold præget af uret. Den moralske asymmetri mellem aktiv udelukkelse og passiv undladelse af hjælp er her afgørende. Det er ét at undlade at give nogen midlerne til at undslippe; noget andet og moralsk langt mere problematisk er det at forhindre dem i at undslippe.

Desuden må vi skelne mellem de mange måder, hvorpå man kan blive offer for uret. Man kan forfølges på grund af etnisk eller politisk tilhørsforhold, men også på grund af mere tilfældige faktorer: korruption, vilkårlig vold, sult, eller svigtende statslige institutioner. Fælles for disse situationer er, at individet befinder sig i et forhold, hvor grundlæggende moralske rettigheder bliver tilsidesat. Dette gør det vanskeligt at retfærdiggøre brugen af tvang for at forhindre vedkommende i at forlade dette forhold.

Vi kan således ikke legitimere anvendelsen af magt til at fastholde nogen i en moralsk korrumperet situation. Det er ikke nødvendigvis vores ansvar at hjælpe enhver person aktivt med at flygte, men det er en moralsk krænkelse at bruge tvang for at sikre, at vedkommende forbliver i det undertrykkende system. Når vi anvender magt for at nægte adgang ved grænsen, tvinger vi i praksis denne person til at forblive i en tilstand af uret – og dét er ikke et neutralt valg, men en aktiv handling med moralske konsekvenser.

Det nuværende fokus på grænsesikkerhed har ofte fortrængt disse overvejelser. Et illustrativt eksempel er den amerikanske regerings politik under Trump-administrationen, hvor personer på flugt fra bandevold i Mellemamerika blev nægtet asyl med henvisning til, at deres situation ikke udgjorde "ægte" forfølgelse. Denne form for politisk afvisning ignorerer de komplekse realiteter af uret, og reducerer spørgsmålet om adgang til blot et administrativt anliggende.

Det er nødvendigt at gentænke, hvem der egentlig ikke med rette kan nægtes adgang til et territorium, når de står ved dets rand. Denne kategori af personer er bredere end den, som 1951-konventionen oprindeligt havde for øje. Moralsk uret kan tage mange former, og grænsen bør ikke være et værktøj til at beskytte det politiske fællesskab mod de moralske krav, som fremmede kroppe bringer med sig. I stedet må grænsen forstås som et sted, hvor den moralske stillingtagen bliver konkret og uomgængelig.

Det, der også er vigtigt at forstå, er, at diskussionen ikke blot handler om adgang, men også om, hvad der sker efter adgang er givet. Der er afgørende forskelle mellem midlertidig beskyttelse og varig integration, og disse er ofte utilstrækkeligt reflekteret både teoretisk og politisk. Ligeledes bør det problematiseres, om retten til asyl kan opfyldes gennem outsourcing – fx når en stat placerer asylansøgere i tredjelande. Moralsk ansvar kan ikke delegeres uden at miste noget essentielt i processen. Når vi taler om retten til at krydse en grænse, taler vi også om, hvilket forhold vi som samfund vælger at indgå med dem, der appellerer til vores beskyttelse.