Hvordan kan økonomisk angst forklare politisk populisme uden at anerkende racisme og kapitalismens rolle?

Den såkaldte økonomiske angst-teori har i årtier fungeret som en populær forklaring på politiske skift, især i forhold til arbejderklassens støtte til konservative eller højreorienterede politikere. Denne tilgang præsenterer ofte arbejderklassens utilfredshed som hovedsageligt forankret i økonomisk usikkerhed og frygt for fremtiden, men nedtoner samtidig eller ignorerer helt de komplekse historiske og sociale forhold, der spiller ind, såsom race, køn og kapitalismens iboende dynamikker.

Et markant eksempel på denne forenkling ses i debatten om det konfedererede flag i USA. Tilhængere af flaget hævder ofte, at det symboliserer stolthed eller sydstatsarv frem for slaveri eller racisme. Denne fortælling ignorerer bevidst flagets genopblussen som symbol på modstand mod borgerrettighedsbevægelsen i midten af det 20. århundrede. Post-racistisk diskurs, der insisterer på, at racisme er en sag fra fortiden, opløser dermed forbindelsen mellem symbolet og dets voldelige og diskriminerende historie, hvilket svækker kritikken af racistiske holdninger og praksisser i nutiden.

Det samme mønster kan ses i fremstillingen af den økonomiske angst, som politiske kommentatorer og fortalere forstår som den primære drivkraft bag støtte til figurer som Donald Trump. Denne tese overforenkler de dybereliggende magtstrukturer og reducerer alt til en kamp om økonomiske ressourcer, uden at tage højde for, hvordan racisme, xenofobi og kønsdiskrimination er tæt vævet ind i den økonomiske virkelighed og udnyttelsen inden for kapitalismen.

Kritikken af kapitalismen som system er ofte fraværende i denne diskurs. I stedet drømmer mange nostalgisk om en “gylden tidsalder” af kapitalisme, især den periode efter New Deal, hvor økonomisk vækst og sociale reformer gav indtryk af en mere retfærdig og inkluderende økonomi. Men denne idealisering overser, hvordan selv denne periode var præget af racemæssig ulighed og kønsdiskrimination, og hvordan arbejderklassens oplevelser ikke var universelle, men snarere differentierede efter race og køn. Det var ikke blot et spørgsmål om jobskabelse, men om hvem der havde adgang til disse jobs og under hvilke betingelser.

Den økonomiske angst-teori kritiserer ofte identitetspolitik, som om den skulle være en afsporing fra “ægte” økonomiske problemer. Denne opfattelse overser imidlertid, hvordan race, køn og andre identitetskategorier er væsentlige for at forstå de reelle vilkår for økonomisk usikkerhed og marginalisering. Det er også netop manglen på en stærk demokratisk indsats mod racisme og fremmedhad, der har åbnet døren for højrepopulistiske bevægelser og politikere, som har udnyttet disse sociale spændinger til at fremme deres egen dagsorden.

Den historiske udvikling af økonomisk angst som diskurs kan spores tilbage til 1970’erne og 80’erne, hvor det konservative politiske miljø begyndte at appellere til arbejderklassevælgere, der følte sig svigtet af det demokratiske partis støtte til borgerrettigheder og sociale reformer, som i deres øjne favoriserede minoriteter. Denne udvikling blev yderligere forstærket af en liberal elite, der i stigende grad distancerede sig fra arbejderklassens traditionelle interesser og i stedet prioriterede sociale spørgsmål, hvilket efterlod en gruppe vælgere uden tilhørsforhold.

En dybere forståelse af disse sammenhænge er nødvendig for at kunne afdække, hvordan populistiske bevægelser udnytter både økonomisk usikkerhed og sociale spændinger, og hvorfor det er utilstrækkeligt kun at fokusere på økonomisk angst uden at tage fat på de underliggende strukturer af racisme, kønsundertrykkelse og kapitalismens natur.

Hvordan økonomisk usikkerhed blev racet og identitetspolitik omformede arbejderklassen i USA

Nedgangen i fagforeningernes indflydelse efterlod mange hvide arbejdere politisk rodløse i stater som Michigan og Wisconsin. Den sociale struktur, der tidligere havde bundet dem sammen, blev i stedet erstattet af en stærkere identifikation med hvidhed. Denne identitetsbaserede samhørighed fik for alvor betydning ved valget i 2016, hvor hvide arbejdere i Rust Belt-regionen gav en overvældende støtte til Donald Trump – en kandidat, der fremstod som talerør for hvid populisme.

I 1990’erne cementeredes forestillingen om den ”liberale elite”, ofte karikeret som ”latte-liberale” eller politisk korrekte, som modstykket til den hvide arbejder, der blev fremstillet som offer for multikulturalisme og etniske privilegier. De juridiske kampe mod positive særforanstaltninger blev fanget op af hvide nationalister, der brugte dem til at dyrke en følelse af racebaseret uretfærdighed. I denne periode lykkedes det konservative kredse at skabe en diskurs, hvor republikanerne fremstod som de sande beskyttere af ”den ægte arbejder”, både socialt og økonomisk.

Denne retorik blev yderligere styrket gennem bøger og medier, der fremstillede de rige som beskedne og ligefremme, mens de liberale blev portrætteret som elitære og fremmedgjorte. Det neoliberale paradigme, symboliseret ved aftaler som NAFTA under Clinton, blev brugt til at kritisere demokraterne for at være utroværdige over for arbejderklassen. Denne dobbelthed gav konservative mulighed for at positionere sig som arbejderklassens sande forkæmpere, selv om mange af deres politikker faktisk favoriserede erhvervslivet og de rigeste.

I forsøget på at bevare vælgeropbakning begyndte Demokraterne at tilpasse sig med midterorienterede politikker, der delvist fjernede fokus fra social retfærdighed og raceproblemer. Denne tilgang privatgjorde racisme som et individuelt problem snarere end som et resultat af historiske strukturer, hvilket skabte en farlig politisk blindhed og banede vejen for øget statslig kontrol og overvågning.

Efter årtusindskiftet fastholdt konservative deres position som arbejderklassens stemme, mens kritikken inden for liberalismen ofte kom fra dens egne rækker, hvor forfattere som Frank, Vance og Lilla pegede på liberalernes fokus på identitetspolitik som årsag til arbejderklassens fremmedgørelse. Selvom populismen og opmærksomheden på race og køn har udfordret en neutral økonomisk tilgang, har dette ikke løst de dybere samfundsmæssige splittelser.

Det er vigtigt at forstå, at økonomisk usikkerhed ikke kan adskilles fra race og identitet i analysen af moderne politiske bevægelser. Den hvide arbejderklasses politiske forvandling er et produkt af historiske, økonomiske og kulturelle faktorer, hvor kampen om økonomiske ressourcer ofte udspilles gennem en racialiseret linse. Den neoliberale økonomis strukturændringer, fagforeningernes svækkelse og en politisk diskurs, der omdefinerer økonomiske spørgsmål til spørgsmål om kulturel identitet, gør det nødvendigt at betragte både klasse og race som sammenvævede dimensioner for at forstå nutidens politiske dynamik.

Samtidig må man anerkende, at kampen om arbejderklassens opmærksomhed og loyalitet er blevet en central arena for politisk magt, hvor politiske aktører spiller på både økonomiske bekymringer og identitetsfølelser. At forstå denne kompleksitet kræver en nuanceret tilgang, der ikke kun ser økonomisk usikkerhed isoleret, men som også inkluderer de sociale og kulturelle narrativer, der præger den politiske arena.