I løpet av de siste tiårene har vi vært vitne til et bemerkelsesverdig skifte i demokratiets landskap. For første gang på nesten 20 år viser dataene fra National IDEA-voter turnouts at valgdeltakelsen har økt. Til tross for dette, har eksperter påpeket at de fundamentale søylene som støtter et velfungerende demokrati – ytringsfrihet, likeverdig deltakelse og pluralisme i media og eierskap av store selskaper – har vært utsatt for trusler på et nesten uforutsett nivå. Demokrati er kanskje ikke nødvendigvis i tilbakegang, men det er åpenbart under angrep.

Med økende bekymring for at demokratiets fundament kan bli ytterligere utvannet, har velorganiserte borgere og opposisjonsgrupper funnet måter å bremse utviklingen mot autokrati. Et tydelig eksempel på dette er Senegal, et land på periferien av Afrikas "ku belt", som i februar 2024 ble sett på som et forbilde i forhold til demokratisk styring. Selv med utfordringer knyttet til rettighetsbrudd og kontroverser rundt valget, har Senegal vist hvordan et folk kan kreve ansvarlighet og motarbeide maktmisbruk, noe som holder demokratiets ild brennende i nasjonen.

Det er imidlertid flere eksempler på steder hvor demokratiets kamp er mye mer kompleks. I Indonesia, forsøkte presidenten å utsette valget i mars 2024, et tiltak som i stedet førte til en energisk ungdomsbevegelse som fikk motstanderen Bassirou Diomaye Faye valgt til president med massiv støtte. I Bangladesh vant Sheikh Hasina sin femte periode som statsminister, etter et valg preget av massive arrestasjoner av opposisjonsfigurer og voldelige politiske sammenstøt. For mange i disse landene er det klart at demokratiet, i sine nåværende former, har blitt mangelfullt – ikke bare i form av rettferdige valg, men også i dens evne til å sikre økonomisk rettferdighet og beskytte folks grunnleggende rettigheter.

I et bredere globalt perspektiv, ser vi at det i mange utviklede nasjoner er en tiltagende skepsis til demokratiets evne til å oppfylle folks forventninger. I USA, for eksempel, mener nesten halvparten av velgerne at demokratiet ikke representerer vanlige mennesker på en tilfredsstillende måte. Denne misnøyen har blitt utnyttet av autoritære ledere og milliardærer som har funnet måter å påvirke politiske prosesser gjennom makt og kapital.

Et skremmende eksempel på denne trenden er Elon Musk, som har blitt et symbol på hvordan milliardærers innflytelse på politikk har vokst. I 2024 satt Musk standarden for hvordan økonomiske eliter kan bruke sin formue og makt til å forme valgresultater, særlig gjennom sin involvering i Donald Trumps valgkampanje. Musk har pumpet inn hundrevis av millioner av dollar i politiske kampanjer, koordinert pågående markedsføringsinnsatser og brukt sitt sosialmedienettverk, X, som et redskap for å fremme et høyreorientert narrativ. Dette har ytterligere utvidet plattformen for plutokratiets innflytelse på demokratiske prosesser.

En økende følelse av passivitet blant velgerne, sammen med et fall i forventningene om hva demokratiet kan levere, har ført til et skift der folk ikke nødvendigvis har gitt opp ideen om demokrati, men der deres tro på det som et effektivt verktøy for å oppnå rettferdighet og likhet har blitt svekket. Spørsmål om hvordan demokrati kan beskytte vanlige mennesker mot økonomiske ulikheter og overgrep fra mektige aktører, som milliardærer, blir mer relevante enn noensinne.

I mange av de landene der demokratisk tilbakegang har blitt mer merkbar, ser vi et paradoks: Økt autoritær makt og misbruk av statens ressurser kan føre til protester og en fornyet interesse for demokrati. Det har vært et tilbakevendende tema at folk, til tross for alt, ofte blir mer politisk engasjerte når de står overfor maktmisbruk og manipulasjon fra autoritære regimer. I flere av de nyere eksemplene har dette ført til folkebevegelser som har satt press på regjeringene til å holde seg til demokratisk ansvarlighet.

Samtidig har trusselen fra autoritære regimer i mange tilfeller blitt en kraft for å samle pro-demokratiske krefter, som sett i land som Polen, hvor Donald Tusk ledet en koalisjon som vant valget mot autoritære krefter i 2023, eller i Venezuela, hvor Nicolas Maduro ble kritisert og motarbeidet av både interne og internasjonale aktører for sine forsøk på å undergrave valget.

Men tross alt, hva er den beste responsen på disse utfordringene for demokratiene som står på spill? Ifølge eksperter, som de ved Cornell University, er svaret ofte mer demokrati. Det innebærer en ytterligere utvidelse av borgerdeltakelsen, med sikte på å inkludere alle samfunnsgrupper i beslutningsprosessene. Det er viktig å merke seg at disse prosessene, til tross for deres langsommere natur, er avgjørende for å motvirke de anti-demokratiske kreftene som er på frammarsj. Og samtidig, selv i land som Venezuela, hvor folkelige protester ikke nødvendigvis førte til umiddelbare politiske endringer, er den delegitimerende effekten av et potensielt stjålet valg noe som kan ha en dyp og langvarig innvirkning.

Demokratiets utfordringer i vår tid er mange og mangfoldige. Spørsmålet er ikke bare om demokratiet vil overleve, men hvordan det kan tilpasse seg i møte med nye trusler fra autoritære krefter og økonomiske eliter som søker å styre demokratisk prosesser etter egne interesser. For å opprettholde demokratiets integritet og relevans i 2024 og utover, er det nødvendig med kontinuerlig innsyn, ansvarlighet og engasjement fra alle samfunnsgrupper.

Hvordan 'The Zone of Interest' Skaber En Uhyggelig Spejling Af Nutidens Uhyrligheder

Jonathan Glazers The Zone of Interest tager os med på en rejse, hvor virkeligheden langsomt krakelerer under vægten af dens egne barbariske sandheder. Filmen udspiller sig i en tilsyneladende idyl, en tilbagetrukket tysk landsby, hvor en godmodig familie forsøger at opretholde en hverdag fyldt med de sædvanlige rytmer: et morgenmåltid, lege, samtaler, små konflikter. Men hvad ligger bag denne tilsyneladende fred? Hvad ligger på den anden side af muren, som omslutter deres hus og skjuler de grusomste af alle menneskelige handlinger?

I filmens univers forbliver den egentlige rædsel stort set uset. Der er ikke blodige billeder, ingen direkte vold, kun en fornemmelse af noget andet, noget uforklarligt og meningsløst, der ulmer i baggrunden. I det fjerne hører vi lyden af skrig, skud, og maskiner, der tygger på noget, vi aldrig ser. Glazer insisterer på, at denne ubehagelige usynlighed er nøglen til filmens kraft. I stedet for at vise den historiske grusomhed i koncentrationslejre, lader han os se dens konsekvenser gennem familielivet – den måde, hvorpå en civilisation langsomt mister sin menneskelighed. Denne subtilitet er hjørnestenen i filmens magt; vi ser ikke hændelserne, men vi mærker dem.

Men hvad gør The Zone of Interest så uhyggelig? Det er dens evne til at spejle den banalitet, hvormed volden kan blive en del af hverdagen. Glazers film er ikke bare en historisk refleksion; den rækker ud i nutiden og stiller spørgsmålet om, hvordan vi som samfund kan leve med ondskab uden at blive konfronteret med dens ansigt. Den grænse, der adskiller det trivielle fra det frygtelige, bliver langsomt visket ud. De små, hverdagsagtige interaktioner mellem familiemedlemmerne afspejler en virkelighed, hvor menneskelighed er blevet reduceret til rutiner, og hvor ondskabens nærvær bliver en del af det normale.

Blandt de visuelle elementer i filmen er den nærmest klaustrofobiske væg, der isolerer familien fra verden udenfor, et stærkt symbol. Det er en fysisk manifestation af den usynlige mur, der adskiller samfundets overfladiske normalitet fra de grusomheder, der finder sted lige udenfor synsvidde. På samme måde som muren skjuler verdens brutalitet, undgår hovedpersonerne at konfrontere de virkelige konsekvenser af deres livsstil. De er fanget i en tilstand af benægtelse, ikke kun i deres hjem, men også i deres sind.

Glazer afslører langsomt, hvordan de små tegn på ubehag og de lettere dystre elementer i familiens liv er et spejl på en langt større katastrofe. Det er ikke nødvendigt at vise koncentrationslejren for at forstå dens eksistens; vi ser den gennem de små opdagelser og den langsomme nedbrydning af menneskets natur. Den kolde, kalkulerende uorden bag ved familielivet er nok til at efterlade os som tilskuere med en følelse af umiddelbar afsky og samtidig en uhåndgribelig tomhed.

I The Zone of Interest er det ikke volden, der er mest skræmmende – det er fraværet af volden. For når vi ser mennesker leve i en verden, hvor ondskab er blevet et dagligt fænomen, bliver vi også tvunget til at stille spørgsmål ved vores egen komfortable tilværelse. Hvordan reagerer vi, når vi ser, men ikke ønsker at se? Hvordan kan vi tillade os selv at ignorere den verdensomspændende undertrykkelse, der foregår, mens vi fortsætter med vores liv som om intet var galt?

Denne problematik bliver særligt relevant, når vi ser på nutidens politiske situationer, der spejler de undertrykkende forhold, vi ser i filmen. Hvor meget er vi villige til at vende det blinde øje til, når det gælder de lidelser, der sker i vores samtid? I The Zone of Interest er den afslørende kraft ikke kun dens blik på fortiden, men dens evne til at reflektere de moralske dilemmaer, vi står overfor i dag.

En vigtig pointe at tage med fra denne film er ikke kun dens historiske kommentar. Det er også dens evne til at tvinge os til at reflektere over vores egen tid. At lære at genkende de små tegn på moralens nedbrydning, de umærkelige tegn på undertrykkelse, og at forstå hvordan hverdagen langsomt kan tilpasse sig, selv de største forfærdeligheder. Der er en vis fare i at overveje ondskabens væsen som en ting, der kun eksisterer i fortiden. Hvis vi lærer noget af The Zone of Interest, så er det, at ondskaben måske ikke er ude af syne – den lever, måske mere tæt på os, end vi vil indrømme.

Er intimitet i popmusik stadig ægte – eller blot en illusion?

Den moderne popmusik er blevet en refleksion af en industri, der fetichiserer sårbarhed og ungdom, men som i stigende grad fremstår hul og konstrueret. Alligevel lykkes det visse kunstnere at trække intimiteten ud af industriens iscenesættelse og genindsætte den i ægte følelsesmæssige landskaber – som en slags modstand mod popens fremmedgørelse. Chappell Roan, Clairo og Billie Eilish repræsenterer forskellige former for denne ærlighed i deres respektive værker.

Clairo trækker grænser og bryder med forventningen om automatisk følelsesmæssig tilgængelighed. Hendes album Charm, udgivet uafhængigt, viser en cyklisk melankoli, hvor intimiteten aldrig er givet – den er tværtimod nægtet, holdt tilbage, forsigtigt præsenteret som noget, der koster. Musikken spiller på en følelse af desolation, som alligevel føles levende, netop fordi den nægter at blive pakket ind i det sædvanlige, affortryllede popformat. Det er opulent som et forfaldent palads, hvor styrken ligger i det uperfekte, det afvisende, det tvetydige.

Clairo’s udtryk balancerer mellem distance og nærhed. På scenen ser hun ned i gulvet, med hovedtelefoner på, som om hun nægter at give publikum den fulde adgang til sin person. Alligevel afslører hun brudstykker af nærhed i små gestus – som da hun laver en legende mundtrompet i TV, et barnligt, oprigtigt øjeblik midt i den iscenesatte virkelighed. Det er i disse brudflader, at poppen åbner sig, og giver plads til noget ægte.

Hos Billie Eilish får vi et andet sprog for intimitet – et, der rækker tilbage til teenageforvirring og videre ind i det uhyggelige, det uforudsigelige, det smertefuldt nære. Hit Me Hard and Soft er ikke en forløsning, men en spejling af den usikkerhed, der præger kærlighed, krop og selvbillede. Albummet føles som et lukket rum, næsten insisterende privat, med lyrik, der både antyder og afslører: “All the times I waited / For you to want me naked,” synger hun, vred og sårbar i ét åndedrag. Magtforholdene skifter konstant – både i lyrikken og i arrangementerne – og understreger, hvor utryg og uafklaret denne form for kærlighedserfaring er.

Eilishs værk spejler et generationsvilkår – men uden at blive til en manifestering af generationens angst. I stedet insisterer hun på det individuelle, det specifikke, det rodet ærlige. Hendes sange fremstår som følelsesmæssige stillebener, hvor stemningen er porøs og farlig: stalkeren i The Diner, den selverkendende trang i Lunch, den glidende fornemmelse af selvopløsning i Chihiro. Det er en musik, der kræver opmærksomhed – og som belønner den med et indblik i det indre liv, som sjældent gives frit i moderne pop.

På den anden side af spektret står Cindy Lee – et projekt, der nægter at deltage i den digitale selvoptimeringskultur. Diamond Jubilee var først kun tilgængeligt via et gammeldags GeoCities-link og kunne kun downloades via Mega – et greb, der ikke bare forsinkede tilgængeligheden, men genindførte ideen om, at musik også kan være noget, man skal opsøge, noget man skal finde og arbejde for at forstå. Musikken i sig selv er en kollage af fortidens stemmer: doo-wop, glam, folkrock, synthwave, chanson og lo-fi – smeltet sammen til noget, der føles som et forstyrret radiosignal fra en anden verden. Den teatralske falset, den drag-bårne persona, det gennemførte æstetiske univers – alt sammen skaber en form for modkultur i musikken, hvor følelse ikke er en vare, men en oplevelse, du skal bevæge dig ind i.

Hvad disse kunstnere har til fælles er, at de forholder sig til popmusikken som et medie, hvor følelser kan være både ægte og iscenesatte på samme tid. De afviser ideen om, at intimitet skal gives frit, som en gave til lytteren. I stedet antyder de, at nærhed er et vilkår, der hele tiden forhandles: mellem kunstner og publikum, mellem persona og ægthed, mellem forventning og virkelighed.

Det bliver klart, at den mest interessante popmusik i dag ikke nødvendigvis søger at være relaterbar – den søger at være menneskelig i sin kompleksitet. Og i en tid, hvor intimitet ofte reduceres til en overfladisk stil eller en visuel æstetik på sociale medier, repræsenterer disse albums en modbevægelse. En søgen efter at bevare en rest af integritet og mystik i et rum, der ellers kræver konstant udlevering.

Det er vigtigt for læseren at forstå, at ægthed i musik ikke nødvendigvis er det samme som gennemsigtighed. En kunstner kan være allermest ærlig, netop når de nægter at give os alt. Når de tillader stilheden, tvetydigheden, de uforløste spørgsmål. Når musikken ikke søger at please, men at spejle noget, der er ubekvemt, men virkeligt. I det rum opstår den intimitet, som ikke kan købes, kun mærkes.

Hvordan blev fodbold et redskab for autoritære regimer?

Verdensmesterskabet i fodbold i 2034, tildelt Saudi-Arabien, repræsenterer ikke blot endnu en sportsbegivenhed – det er et monument over strukturel vold iscenesat under verdens øjne. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Reprieve er det et kapløb mod bunden, hvor sportens globale scene udnyttes til at vaske brutalitet ren. Amnesty advarer: “Folk vil dø.” Dette er ikke en metafor. Over 21.000 migrantarbejdere er døde siden 2016. Døden er blevet en bivirkning af logistisk nødvendighed.

Den sportslige fortælling har altid været nært beslægtet med autoritære tendenser, og fodbolden er nu fuldt ud kompromitteret. Det, der bliver iscenesat, er ikke blot et verdensmesterskab, men et bevidst symbolsprog, hvor henrettelser, tortur, forsvindinger, kvindelig undertrykkelse og forfølgelse af seksuelle minoriteter overdøves af jubelbrøl og nationalistisk stolthed. Saudi-Arabiens VM er ikke en undtagelse – det er den naturlige fortsættelse af en korrumperet struktur, hvor sportens ledelse for længst har fravalgt sin moralske ryggrad.

Gianni Infantino, FIFA’s præsident, har gjort det til sin personlige mission at bringe verdens største fodboldbegivenhed til et af verdens mest undertrykkende regimer. Ikke af naivitet, men af ambition. Han er ikke en nyttig idiot – han er en nyttig aktør. En muligvis inkompetent, men ekstremt brugbar brik i et spil, hvor magt og penge styrer reglerne. I sine åbningstaler taler han med alvor og patos om en “verden i splittelse”, som nu endelig kan samles omkring noget så “ufarligt” som fodbold. Det er dobbeltænkning i sin reneste form – en autoritær gestus forklædt som forsoning.

Der er en forførende elegance i denne kynisme. Det hele er næsten beundringsværdigt i sin fuldendte mangel på skam. Alle ved, hvad det handler om. Det handler ikke om fodbold. Det handler om kontrol. Om at eje fortællingen. Det saudiske budskab i deres kampagnevideo siger det klart: “This is how we football.” Ikke en invitation, men en erklæring. Det er ikke bare et spørgsmål om at afholde turneringen – det handler om at definere dens struktur, dens retning, dens sjæl.

Infantino ved, vi accepterede Qatar. Og han ved, vi vil acceptere dette også. Dette verdensmesterskab behøver ikke at vente til 2034 – det er allerede begyndt. Det vil følge fodbolden som en skygge det næste årti, en påmindelse om, at spillet for længst er blevet overtaget af dem, der ikke spiller det – men udnytter det.

Vi står ikke over for en tilfældighed, men en systemfejl. FIFA fungerer ikke længere som en forvalter af sporten, men som en mellemhandler for geopolitisk indflydelse. Fodbold er ikke et frirum. Det er en platform. Og på den platform udfolder verdens mest brutale regimer deres strategier – ikke i mørke, men i lyset, badet i applaus og reklameindtægter. Det er ikke en utilsigtet bivirkning. Det er selve pointen.

Der er en tendens til at fokusere på de enkelte skandaler, at tro vi har “rundet bunden”. Men bunden har ingen ende. Det, der engang virkede som exceptioner, er blevet normen. Der er ingen katarsis i skandalerne, ingen opvågning – kun accept, tilvænning og fortsat stiltiende medskyld.

Det er vigtigt at forstå, at sport aldrig har været apolitisk. Den har altid væ

Hvordan Rusland og Syrien opretholder deres relationer under Bashar al-Assad: En politisk analyse

For et årti siden syntes Bashar al-Assads styre i Syrien at være på kanten af sammenbrud, da oprørernes styrker nærmede sig Damaskus, og den syriske regering stod overfor en næsten uoverkommelig militær og politisk udfordring. Under denne turbulente tid trådte Rusland, under Vladimir Putin, ind som en uundværlig støtte for Assad-regimet. Hvad der fulgte, var en kompleks alliance, der i høj grad har formet den moderne syriske politik.

Putin og Assad’s forhold har altid været præget af pragmatisme snarere end et tæt venskab. Selvom Rusland aktivt hjalp med at bevare Assad ved magten, forblev de to ledere på visse måder på afstand. Det er blevet observeret, at Putin ofte var frustreret over Assads tilsyneladende modvilje mod at reformere eller engagere sig i dialog med oppositionen, hvilket hæmmede muligheden for politisk forsoning i Syrien. På trods af disse spændinger forblev Rusland den primære eksterne støtte til Assad, ikke kun på grund af de militære indgreb, men også den geopolitisk nødvendige stabilitet, som Moskva kunne tilbyde.

En vigtig dimension af Ruslands støtte til Assad har været de skjulte finansielle og strategiske interesser. Rusland, som har været på udkig efter nye økonomiske muligheder i Mellemøsten, har gennem sit forhold til Syrien opnået vigtige geopolitiske gevinster, herunder kontrol over strategiske militære baser i Syrien, som har været en central brik i den russiske tilstedeværelse i regionen. De russiske myndigheder har, samtidig med deres støtte til Assad, opretholdt en vis afgrænsning, hvilket gør det muligt at beskytte deres egne interesser, samtidig med at de søger at holde Assad på et arm’s length.

Assads flygtningeopgave har været en af de mest dramatiske episoder i hans politiske liv. Efter at han næsten blev væltet, blev han nødt til at stole på Moskvas hjælp til at undslippe. Ifølge rapporter var den russiske efterretningstjeneste direkte involveret i at arrangere hans flugt fra Damaskus, og Assad valgte at søge tilflugt i Rusland frem for Iran, et valg, som mange eksperter ser som en praktisk beslutning baseret på Ruslands politiske stabilitet og kulturelle forbindelse til Assad og hans familie.

Assad og hans familie er kendt for at være sekulære, til trods for deres tilknytning til den alawitiske sekte, og derfor var Rusland et mere tiltalende valg for dem end Iran, som er præget af en mere religiøs og ideologisk tilgang til politik. Rusland kunne tilbyde Assad et politisk tilflugt uden den ideologiske pres, som Iran kunne have udgjort. Derudover har Putin-regimet ikke været under internationalt pres for at udlevere Assad til retsforfølgning, hvilket har været en anden praktisk overvejelse.

Samtidig, mens Assad har været afhængig af russerne for sin fysiske og politiske overlevelse, har de økonomiske relationer mellem de to lande været tættere end nogensinde før. Syrien har været underlagt internationale sanktioner, men med Ruslands hjælp har Assad formået at opretholde en vis økonomisk aktivitet, selvom det meste af landets ressourcer har været koncentreret omkring de militære operationer og den fortsatte konflikt mod oprørerne. Rusland har ikke kun fungeret som en militær styrke for Assad, men også som en økonomisk bærende partner i de mørkeste tider af konflikten.

For Rusland er Syrien en vigtig brik i det geopolitiske spil, som både indeholder militære, økonomiske og diplomatiske gevinster. Det syriske forhold giver Rusland mulighed for at projicere magt i Mellemøsten og udfordre de vestlige magters indflydelse i regionen. Samtidig giver det en politisk platform for Putin, der ønsker at vise Rusland som en beskyttende magt mod hvad han ser som vestens indblanding i regionale konflikter.

Selv om Assad regnes som en paria på den internationale scene, er hans forhold til Rusland et klart eksempel på, hvordan strategiske alliancer kan udvikle sig i et globalt politisk landskab, hvor pragmatisme og militære interesser ofte vejer tungere end ideologiske forskelle. Rusland, der har været isoleret fra mange vestlige lande, har været villig til at opretholde et forhold til Assad på trods af hans omdømme som en diktator, der er ansvarlig for omfattende menneskerettighedskrænkelser. Denne alliance har således været både en politisk nødvendighed for Assad og en geopolitisk fordel for Rusland.

Endvidere er det nødvendigt at forstå, at Syriens krise ikke kun er en intern konflikt, men en del af et større spil, hvor globale magter og regionale aktører spiller vigtige roller. Det er derfor vigtigt for enhver analyse af situationen at overveje de komplekse interesser og de langsigtede strategier, der driver disse alliancer. De globale magtbalancer, der opretholdes gennem alliancer som den mellem Assad og Putin, understreger, hvordan stater handler ud fra både interne behov og eksterne strategiske interesser.

Hvordan automatisere din kode med en Airflow DAG?
Hvordan man opretter en genvej og en App Widget på startskærmen
Hvordan Induktion og Rekursion Kan Bruges til at Bevise Matematiske Identiteter og Egenskaber