Sandro stod med gryden i hånden, hans handsker stadig på, og kiggede på Luisa, der sad med et træt blik i stolen. "Jeg troede, du kom senere?" spurgte hun, hendes stemme var træt, som om hun allerede vidste, at noget var på vej. Sandro undgik at sige, hvad han virkelig ville, og vendte sig hurtigt for at få gang i noget mad, som han håbede ville kunne skabe en form for normalitet. Det var hans måde at håndtere tingene på, selv om han vidste, at det ikke kunne dække over det, der var i luften mellem dem.

"Jeg ville gerne se dig," sagde han. Luisa sukkede og trak sine handsker af. "Jeg er på arbejde hele i morgen," sagde hun med en tone, der afslørede en vis frygt for, hvad der kunne komme. Sandro forsøgte at forblive rolig, men han kunne mærke, hvordan frustrationen langsomt kravlede op i ham. "Er du sikker på, at det ikke vil trække dig ned?" sagde han, og i det øjeblik indså han, at hans ord ikke længere var nok til at holde afstanden mellem dem på afstand.

Hun kiggede på ham med et udtryk, der kunne have været forvirring, men det kunne også være noget andet. Det var svært at læse hende. "Giuli så dig have frokost med Frollini," sagde han pludselig, uden at have tænkt sig om. Hans stemme var skarp, og det var noget, han fortrød, så snart han havde sagt det. Luisa kiggede op, hendes øjne vidnede om ægte overraskelse. "Så hun mig?" spurgte hun og lød næsten forvirret.

Men Sandro var allerede på vej ud i det dybe vand. I stedet for at vente på svar, vendte han sig hurtigt tilbage til komfuret og fortsatte med at tilberede maden, selvom han knap kunne smage noget. Hvad havde han lige sagt? Han kunne næsten ikke tro, at han havde spurgt hende om det. Det føltes som om han selv var ved at miste fodfæstet, mens han forsøgte at holde på noget, der allerede var begyndt at smuldre.

"Det var stille," sagde Luisa, hendes stemme lav og næsten drømmende, mens hun fortsatte med at kaste et hurtigt blik på sin taske, som om hun ledte efter noget, hun ikke kunne finde. Hun var konstant på flugt fra noget, men hvad?

"Jeg ved ikke, om det gør dig noget," sagde Sandro, men han kunne ikke lade være med at føle, at hendes ord ikke længere kunne stoppe hans indre uro. Det var på den ene side som om, han forsøgte at være forstående, men på den anden side følte han sig afvist og mere fremmedgjort end nogensinde.

"Jeg ved ikke, hvad du vil have, Sandro," sagde Luisa, hendes tone forblev rolig, men hendes øjne afslørede en lang række af ubesvarede spørgsmål. Og i det øjeblik indså han, at han ikke vidste, hvad han ville have heller. At han var fuldstændig magtesløs i den situation, de var i.

Da hun stillede spørgsmålet, om han virkelig troede, at hun ville forlade ham for Frollini, kunne han ikke finde et svar. I stedet begyndte han at drikke mere vin, som om det kunne lindre den voksende smerte, der kom fra en erkendelse af, at noget mellem dem var blevet brudt, og måske var det ikke længere muligt at reparere.

Den stille, ubehagelige pause mellem dem blev kun brudt af Luisa, der med en stemme, der var både tålmodig og lidt hånlig, forklarede, at hun ikke skulle dø, men snarere var på vej mod noget nyt. Hendes ord var som en kold brise. Hun tog sine ting og gik uden at give ham en chance for at svare. Luisa ønskede tid for sig selv, og Sandro var den sidste, der kunne forstå det fuldt ud.

Mens hun forlod ham, var det klart, at hun var mere klar over sine egne behov end ham. Sandro havde mistet sit fodfæste i et forsøg på at holde fast i noget, der måske allerede var væk. Luisa var den, der havde den kontrol, han længtes efter. Hendes bevægelser og ord afslørede, at hun var i stand til at navigere gennem denne storm uden at miste sig selv.

Giuli, på den anden side, havde været vidne til noget, hun ikke helt kunne forstå. Hendes syn på Luisa og Frollini kunne have været en tilfældighed, men det blev hurtigt til noget mere, da hun begyndte at se, hvordan Sandro og Luisa håndterede deres forhold. Hendes egne usikkerheder kom til overfladen, og hun spekulerede på, hvordan det ville føles for et barn at være vidne til denne form for konflikt, et sted mellem at håbe og frygte, hvad der ville ske næste gang.

Det var en ubehagelig indsigt, en, der krævede at man så tingene i øjnene, selv når man ikke ønskede det. Sandro og Luisa var fanget i et spil, hvor de begge forsøgte at finde en vej ud af en labyrint af følelser, mens Giuli også var indblandet i sit eget mysterium af håb og frygt.

I sidste ende er det ikke kun vores handlinger, men også vores uforløste følelser, der afgør, hvordan vi håndterer forhold. Sandro forsøgte at bruge sin vrede som et skjold, men i virkeligheden var det hans egen frygt, der drev hans handlinger. Det er et skuffende, men nødvendigt valg, at vi nogle gange må erkende, at vi måske ikke har kontrol over det, der sker med de mennesker, vi elsker.

Hvordan findes der mening i det stille liv?

Sandro sad stille i sit kontor i San Frediano og betragtede solens svage stråler bevæge sig over gulvet. Han havde haft tid til at reflektere over, hvad der var sket – tiden, hvor han havde været tæt på at forstå både sin rolle i livet og hvad han egentlig ønskede. Efter sin opdagelse om arkitekten Claudio Gentileschi og hans tragiske beslutning om at gå ind i floden, havde Sandro ikke kunnet ryste af sig, at han nu havde indset nogle af livets mørkere sandheder. Det havde været en jagt på viden, på beviser, på at bevise sig selv for andre og – i sidste ende – for sig selv. Men den stille tid, der fulgte, efter at oversvømmelserne var aftaget og vinteren satte ind, havde efterladt ham i en form for stillstand. Julen kom og gik, og han undrede sig stadig over, om telefonen nogensinde ville ringe igen.

Januar måned var fyldt med tomhed, og i et forsøg på at beskæftige sig med noget, meldte han sig til et kursus i computere. Det var grundlæggende færdigheder, hvordan man hentede data, hvordan man opdagede, om en maskine var blevet slettet. I virkeligheden havde han kun opdaget, hvor lidt han egentlig vidste. Det var begyndelsen på en lang periode af usikkerhed og tvivl – som om han forsøgte at finde sig selv gennem nogle små handlinger, som ikke havde nogen virkelighed i sig. I marts var der en kort efterforskning, hvor han fulgte en ældgammel bager og hans unge chilenske kone for at finde ud af, om hun havde en affære. Det havde hun ikke, men hun havde en hemmelighed: en datter, som hun skjulte for sin mand, i frygt for at han ikke ville gifte sig med hende, hvis han vidste. Det var en sag, der var afsluttet hurtigt, men alligevel havde Sandro aldrig kunne få det helt ud af hovedet, hvad der ville ske for datteren.

April måned bragte endnu et kedeligt beskytterskabsarbejde for en garageejer, der var alt andet end en charmerende mand. Sandro fulgte ham rundt i byen i en måned, og hans tilstedeværelse var kun en erstatning for den, der virkelig skulle beskytte ham. Sandro fortalte ikke Luisa om skudsårssituationen, der havde sat hans erstatning i fare – det var ikke nødvendigt at involvere hende i det. Luisa var blevet mere og mere utilfreds med de små, overflødige opgaver, hun blev tvunget til at tage sig af, og Sandro havde svært ved at forstå, hvad hun egentlig følte i de stille stunder.

Som månederne gik, og arbejdet ikke gav meget mening, vendte Sandro tilbage til en tid, hvor han havde arbejdet sammen med Pietro, en gammel kollega fra hans tid som politimand. Pietro havde sagt, at det var godt, hvis Sandro fandt tid på hænderne, for Luisa havde brug for ham. Men var det virkelig sådan? Efter hendes sygdom havde Sandro troet, at de ville komme tættere på hinanden. I virkeligheden var der sket en afstand, og det føltes, som om han var ved at miste den kvinde, han en gang havde elsket så dybt. Hendes kræftsygdom havde ændret deres forhold på måder, han ikke havde forudset. Folk var kommet til dem, og alle var klar til at hjælpe, men Sandro følte sig utilstrækkelig. Luisa, der på et tidspunkt havde afvist hjælp, var nu en kvinde, der kun havde tid til at få det overstået, få arbejdet tilbage på sporet og fortsætte sin dagligdag.

En check-up i marts havde givet dem et lille håb: alt var godt, ingen grund til bekymring. Det var den type besked, som burde give trøst, men samtidig havde Sandro svært ved at finde glæde i den. Arbejdet, hans evne til at forsørge, fyldte mere og mere. Luisa havde ændret sig. Hun var stadig stolt og professionel i sit arbejde på Frollini, men hendes fysiske forandringer var tydelige. Hendes krop var ikke længere, som den havde været, og hendes sind var begyndt at lukke sig for ham. Hun var blevet mere utilfreds med at være hjemme, og hun var blevet mere vant til sin egen selvstændighed, hvilket i virkeligheden ikke gjorde noget lettere for Sandro.

Tanken om det, der engang var, blev mere og mere fjernt. Sandro havde ikke længere den energi eller mod, som han havde haft tidligere, da de drømte om små ture til Cinque Terre eller en sommerferie i Puglia. Luisa var blevet mere og mere tilpas i sin egen verden, og Sandro kunne ikke finde ud af at finde sig til rette i den. Hans tanker fløj rundt, og mens han satte sig i bilen, kunne han mærke kulden bide i luften. Det var som at være et spøgelse i sit eget liv – en usynlig mand i et stille hjørne af byen.

Sandro havde ikke meget at give længere. Arbejdet var for småt, for utilfredsstillende, og han følte, at han ikke kunne leve op til de forventninger, som hans kone havde – eller de, han havde til sig selv. I det stille liv, hvor telefonen aldrig ringede, og dagen syntes uendelig tom, blev han stadig mere bevidst om, hvad han havde mistet.

Det er vigtigt at forstå, at i et liv, hvor alt virker stilnet af og fragmenteret, er der en konstant udfordring i at finde forbindelsen til dem, man elsker, og de ting, der engang gav mening. Når sygdom og tidens gang begynder at ætse på relationer, kan der opstå et kryds af tvivl og afstand, hvor man ikke nødvendigvis ser de tegn, der kunne føre til en genforening. De små handlinger, man forsømmer, kan ofte blive de ting, der er sværest at reparere senere. For Sandro var det at forstå, at livet ofte ikke handler om at få svar på de store spørgsmål, men om at forstå de stille perioder, hvor intet virker rigtigt, men hvor det faktisk er der, man skal finde vejen videre.

Hvad skjuler sig bag skyldens tavshed?

Tina stod med armene snoet om sig selv, en krop spændt som en fjedrende streg; Michelle betragtede Mauro forsvinde, og for en stund slappede hun som om noget usynligt blev frigivet. Cate følte sig ude af takt med ordene; ’OCD’ blev sagt let, næsten latterligt, men det første navngivende lys kastede ikke et fuldt svar. Inden i tromlen havde stoffet set forkert ud — et bundt af tekstiler og pinde med det indiske mønster, som syntes både velkendt og fremmed. At have set noget før gør det aldrig lettere at forstå det.

Der var en uforklarlig modvilje mod at kalde Beth; navnet hang i luften som noget forbudt. Michelle talte nedladende om Beth’s intelligens, og Tina søgte hjælp i andres stemmer uden at få svar. ’Hun var glad for Loni,’ sagde Cate så, som for at lægge en anden nuance under det hele: relationer, der ikke følger en lige linje, samtaler der har betydning uden at vi forstår dem fuldt ud. Sætningen endte med en stilhed, der var tung af ting, der var sagt og ikke sagt.

Mauro var rasende, men hans afgang efterlod et hul; i det hul voksede mistanken, undskyldningen, skammen. Michelle beroligede Tina som et barn—’det er ikke som om du virkelig har slået hende ihjel’—en floskel, der både letter og forværrer. Skyld her er amorf: ikke altid resultatet af en handling, men ofte af fravær, af det, vi kunne have sagt eller stoppet.

Sandro kørte mod Maremma med vinterens truende vejr over sig, og byen gled bag ham: den tætte trøst i gaderne, caféernes summen, arkadernes trygge rytme. Han trak de velkendte billeder med sig — Certosa imod himlen, Villa Bardinis terrasser — som noget at længes efter, mens hans krop mindede om politiets erfaringer: øjeblikke hvor man kunne have handlet hurtigere, skarpere, mere rigtigt. Mindet om den blonde kvinde, hvis bil eksploderede med et vældigt vakuum af lyd, sad et sted i hans nervesystem; den der korte pause før katastrofen var blevet en moralsk skævhed, en evig skyldfølelse over for alt det, der kunne være forhindret.

Han tænkte på Mascarello og hans ’forståelse’ i ægteskabet — en tolerance der måske havde kostet mere end det gav — og på hvordan økonomisk og social magt kan købe sig fri eller blot skjule sandheden. Hans rolle som politimand var aldrig neutrale: han stod i midten af andres valg og egne undvigelser. Det var ikke nødvendigvis manden med midlerne, der lagde hånden til; mord kan organiseres, ulykker iscenesættes, men som regel er det menneskets capaciteit for skade, der forbløffer mest.

Vejen var snæver, træerne kastede skygger over asfalten, og i bilen knugede minderne sammen til en knude i hans skuldre. Gallo tilbød at følge med; Sandro afslog og ønskede tid alene til at gennemgå rapporter, fotografier, brochurer — tid til at rydde op i sin egen misforståelse og tale med Luisa om de ting, man ikke altid tør sige hjemme. Noget så trivielt som en latte macchiato under arcaderne syntes pludselig som en nøgle til at trække vejret igen.

Fortællingen drejer sig om grænserne mellem hændelse og intention. Loni Meadows’ død omtales som en bilulykke — en form for afslutning, men også begyndelsen på en række spørgsmål: hvem var skyldig, og hvad betyder skyld i et net af relationer, magt og tavshed? At gennemtænke mulighederne for manipulation af biler i en tid med elektronisk kontrol gør såkaldt ”naturlig død” sværere at antage, og understreger nødvendigheden af at spørge kritisk: hvordan dækker vi over sandheden, og hvordan bedømmer vi den?

Hvordan kan et sted som et slot binde mennesker sammen?

Lysstrålene forsøgte at trænge gennem vinduerne, men blev hurtigt blokeret af de store skuldre, som i dette øjeblik ikke lod noget slippe igennem. Han kastede et hurtigt blik på Cate, vurderende hende fra top til tå, før han vendte sig mod vinduet igen. Der var en stærk duft af cigarrøg, der stred mod de fleste regler i slottet. Cate blev stående i sin frakke. Hun havde ikke fået lov at sætte sig.

“Greven Orfeo - han bliver her,” sagde Sandro træt. “I det mindste til middag.”

“Jeg forstår,” sagde Cate og ventede på yderligere instruktioner, men ingen kom. Orfeo ville holde dem alle på pinebænken, indså hun. Det var hans hus, og hvis han besluttede, at der skulle laves en seng på to minutters varsel i hvilket som helst af sine værelser, ville de være tvunget til at hoppe på det. Cate undrede sig over, om han havde magt over Lucas arbejde. Hun havde altid antaget, at Trusten var en helt separat enhed, men hun kunne også forstå, at slottet stadig var hans.

Hun forsøgte at skifte emne. “Jeg undrer mig over, om du har ringet til Beth endnu?” sagde hun hurtigt.

“Beth?” Luca så på hende med et tomt blik i et øjeblik. “Åh, Beth. Ja. Nej, jeg har ikke ringet til hende.”

“Hun burde vide det,” sagde Cate. “Før hun læser det i avisen. De var jo tætte.”

Orfeo kastede et hurtigt blik på hende gennem vinduet, men denne gang var det ikke med den sædvanlige afslappede og lede blik. “Ja, ja, jeg antager, du har ret,” sagde Luca distraheret.

Cate kiggede på sit ur. “Hvis det ikke gøres i aften,” sagde hun, “på grund af tidsforskellen og alt det der, vil det ikke være muligt før om en hel dag.”

“Og hvad foreslår du?” spurgte Luca utålmodigt, idet han kiggede mod Orfeo. Var Orfeo manden med magten over Lucas skæbne? Cate indså, at hun burde få fat i nummeret til Beth selv.

“Jeg ringer til hende,” sagde Cate. “Du giver mig nummeret, så forklarer jeg det for hende. Forsigtigt, ved du.”

“Okay,” svarede Luca usikkert. Han begyndte at lede rundt på sit rodet skrivebord.

Cate så på ham, så ud som om han ledte efter noget, men måske forsøgte han at spille for tid. Hvad kunne han være bekymret for? Var det Orfeo, der fik ham til at reagere sådan?

“Nummeret?” spurgte hun.

Luca fandt sit mobiltelefon og rullede igennem sine kontakter, inden han gav hende nummeret. “Beth bor på østkysten, i Westport, Connecticut. Det er sen formiddag der.”

Cate kiggede på sine egne telefon og indtastede nummeret. Da hun så op, mødte hendes blik Orfeo og Luca, og deres mening var helt klar.

“Jeg ringer til hende nu,” sagde hun og gik hurtigt ud af rummet, uden at have sluppet sin frakke, som stadig sad på hendes skuldre.

Udenfor døren stod hun et øjeblik og lyttede. Der var stille, og måske lyttede de også til hendes skridt, før de genoptog deres samtale.

I køkkenet var stemningen derimod mere anspændt. Ginevra var rasende, og Mauro, der altid så ud til at være på kanten af noget, stod i hjørnet og rystede på hovedet. Han var tydeligvis blevet påvirket af sin øl, og Cate kunne ikke lade være med at undre sig over, om han nogensinde ville stoppe. Det var Ginevras fridag, men slottets uventede behov stjal hendes tid.

“Han tror, jeg er husbestyrer, ikke?” Ginevra var ude af sig selv. “Han sender Anna-Maria hjem, tager dig væk fra køkkenet og sender mig til at ordne senge? Jeg skal sende Nicki til at gøre badeværelset klar for de andre?”

Cate prøvede at trøste hende, men situationen blev hurtigt kaotisk. “Hvor er Nicki?” spurgte hun.

“Hun er oppe på piano-nobile,” sagde Ginevra, inden hun sukkede. “Hun ordner værelset til de to ekstra gæster til middag.”

Cate rystede på hovedet. "To ekstra gæster?" Hun var forvirret. “Og hvem er den anden?”

“Jeg ved ikke, hvem de er,” svarede Ginevra kort. “En der spørger os om ting.”

Mauro kom til orde. Hans stemme var blevet ruggende. “Orfeo, han er nok den, der trækker trådene her. Men hvad ved jeg?”

Cate ville ud af køkkenet. Stemningen var ikke sund, og hun kunne mærke, at noget var galt. Hun havde ingen tid til at dvæle ved dette. Hun vidste, at hun måtte tage sig af det praktiske, mens dramaet kunne vente. Men da hun trådte ud i den kolde nat og stødte ind i lyden af en melankolsk pianomusik, stoppede hun op. Det var som om musikken fyldte hele gården, og i et kort øjeblik forstod hun det hele: slottets vægge, de lukkede rum, gæsternes uro. Alt sammen var for at give plads til denne musik, som havde magten til at forandre enhver tanke.

Selv på en nat som denne, hvor alt omkring hende syntes at være i kaos, kunne musikken på en måde bringe en ro over hende. Den var både en flugt og en konfrontation med alt, hvad der var sket.

Da hun krydsede gården og nærmede sig hoveddøren, blev hun forstyrret af et syn. En skikkelse, som man kunne betragte som en minotaur, spillede på den sorte klaver. Det var som om den melankolske melodi også kørte igennem hendes egne tanker, og for første gang længe kunne hun mærke et glimt af det, der stadig kunne holde hende sammen midt i tumulten.

Hvad betød Michelle Connors hemmelighed?

Sidste søndag, deroppe, og Orfeo, der kiggede ned på dem fra sin høje position, mens Loni hang på hans arm. Længere oppe i galleriet, i et hjørne: Michelle, som lænede sig mod hylderne og strakte sin ømme ryg, mens hun holdt øje med dem begge. Loni og Orfeos samtale var slut, Per nikkede genert nedenfor og bøjede sig, mens Loni kom ned ad den smalle trappe og gav ham et af de lette, åndeløse kys, kun en smule for tæt på munden. Orfeo var utålmodig og puffede ved døren, klar til at køre tilbage til Firenze. Da Cate havde ryddet glassene af bordet, var gæsterne begyndt at forlade en efter en. Og så havde Cate set hende – Michelle – der kom ned ad trappen som den sidste, mens hun kiggede på noget i hånden. Michelle, som stirrede på den lille, glitrende skærm. Michelle, med Orfeos mobiltelefon, hendes ansigt oplyst af en lys strøm af tanker, og så skjulte hun telefonen i lommen, så Cate ikke ville se. Men Cate havde set det, selvom erindringen om det først havde meldt sig i dette øjeblik, da hun stod og kiggede op på galleriet.

‘Michelle,’ hviskede hun, og Sandro vendte sig hurtigt, sin egen telefon i hånden. ‘Michelle Connor.’ ‘Hvad med hende?’ ‘Hun var altid så vred,’ sagde Cate, næsten ikke hørende, hvad han sagde. ‘Hendes mand døde, ved du. Fie skulle være kommet her, men han døde.’ ‘Ja,’ sagde Sandro, mens han løftede skærmen mod hende. En sms, der sagde: "Michelle Connor indlagt efter sin mands selvmord, Joseph, komponist, august 2007." ‘Indlagt,’ sagde han og rømmede sig. ‘Det betyder, at hun blev indlagt på en psykiatrisk institution.’ Hun kunne høre tøven i hans stemme. ‘August. Han døde i august. Men Per Hansons aftale blev lavet i juli.’ Cate hørte ordene, men hun vidste ikke, hvad de betød: hendes tanker var et andet sted, og hun måtte følge dem. ‘Hun løb med den der ting,’ sagde hun, ‘den der ting på ryggen, fyldt med vand. Ville det have været nok vand?’ Hun mærkede, at Sandro vendte sig mod hende. Gennem døråbningernes og væggenes labyrint, som fangede dem herinde, hørte hun de fjerne, dæmpede lyde af dæk på grus og en dør, der smækkede. En velkendt stemme, og til sidst fik hun ordene ud. ‘Hun fik telefonen. Han må have efterladt den oppe i galleriet, og Michelle var også oppe der. Og da hun kom ned, var den i hendes hånd.’

Så stod Ginevra i døråbningen, Nicki skjult bag hende, halvt gemt. ‘Nå, det er da et fint rod,’ sagde hun med en grim, tilfreds mine.

Når man ser på denne scene, kan man ikke undgå at undre sig over betydningen af det, der ikke bliver sagt. Michelle, som måske har været den sidste, der havde Orfeos mobiltelefon, bærer en hemmelighed, som hun skjuler for alle andre. At denne telefon var hendes nøgle til noget uopklaret, en forbindelse til noget dybere, noget foruroligende. Mens vi ser på hendes interaktion med telefonen, er det ikke bare et tilfældigt element, men snarere et tegn på, at noget i hendes liv har bragt hende til en grænse, hvor hendes handlinger – måske endda hendes valg – ikke kan adskilles fra hendes indre kamp.

Der er en underliggende tematik i hendes forhold til sin afdøde mand, Joseph, og hendes senere indlæggelse på psykiatrisk hospital efter hans selvmord. At forstå hendes handlinger kræver, at man ser på hendes psykologiske tilstand og de traumer, hun bærer på, noget som ikke nødvendigvis er synligt på overfladen, men som former hendes beslutninger og reaktioner.

I denne kontekst kan man ikke undgå at bemærke, hvordan alle personer i scenen er fanget i deres egne mystifikationer. Orfeo, der er ivrig efter at forlade, Loni, der søger kærlighedens bekræftelse, og sandelig også Cate, som langsomt begynder at forstå, hvad der har udspillet sig omkring hende. De ser noget, men de forstår ikke det hele. Ligesom seeren ser vi kun brudstykker, og det er disse brudstykker, der får os til at reflektere over de dybere lag af menneskelige relationer og den kompleksitet, der ofte er til stede i de mest tilsyneladende enkle øjeblikke.

Som læser er det vigtigt at forstå, at denne scene kun er et fragment, et glimt af noget, der måske aldrig bliver helt afsløret. Det er det, der er usagt, der gør det hele så uforglemmeligt. Hvad vi ser, er kun én side af en historie, der er langt mere kompleks, end den umiddelbare situation giver udtryk for. Dette er ikke bare en historie om en person, der mister sin ægtemand, eller en, der begår selvmord. Det er en historie om den menneskelige psykes dybder, om hvordan vi reagerer på traumer og hvordan vores liv kan ændres på måder, vi ikke altid kan forstå eller kontrollere.

Hvordan Muskulær Fleksibilitet og Udstrækning Påvirker Præstation og Skaderisiko
Hvad gør man, når arven er et dilemma?
Hvad Skete Der Over Andesbjergene? En Beretning Om Fare, Kærlighed og Uventede Møder
Hvordan kan politisk dominans sikres, og hvad betyder det i historisk og moderne kontekst?
Hvad betyder livet på landet i en moderne verden?
Hvordan Er Mafiens Indflydelse på Mordgåder?