Hvad sker der, når hævn og skyld bliver for meget at bære?

Jeg er på vej op til Jesses hus og skal bare sove et par timer. Jeg er okay. Men hun vidste, at han ikke var okay. Det kunne hun mærke på ham. Han sad sikkert nok på hesten, som han fik den til at skridte frem, men hans blik var fjernt, hans krop afslørede træthed. Han var ikke okay, og hun havde en ubehagelig fornemmelse af, at noget var galt. Det blev mere og mere klart for hende, mens hun kiggede på de dyre stoffer i butikken og hørte om de nyeste silke-stokker. Men alt det var irrelevant. Hun forlod hurtigt butikken.

Da hun nåede frem til kabinen, kunne hun se røg stige op fra skorstenen. Hendes blik fangede et saddle, der var smidt tilfældigt på den sneklædte jord. Det var ikke som Clem at efterlade sine ting så uforsigtigt. Hun vidste, at der var noget, der ikke stemte.

Clem sad alene ved bordet i kabinen, en flaske whisky og et glas foran sig. "Clem!" Hendes stemme var fyldt med bekymring. "Hvad er der galt, Clem?"

"Det her er ikke et sted for dig, Miss Ann. Læg mig venligst være i fred for en stund."

"Clem, vi har været venner i lang tid. Du kan stole på mig. Hvad er der virkelig galt?"

"Der er intet, Miss Ann. Jeg prøver bare at blive så fuld som muligt. Jeg har forsøgt i ti dage, men det er ikke lykkedes. Jeg vil gerne prøve igen," svarede han, hans stemme brudt.

"Men hvorfor, Clem? Du kan ikke bare få det til at forsvinde med alkohol."

Clem kiggede op på hende og spyttede sin vrede ud. "Jeg har set ting, Miss Ann, ting jeg ikke kan glemme. Jeg har været til Hell Gate. Jeg har set døde mennesker og børn blive hængt. Hængt, som om vi var på et jagtmarked."

Hun lyttede i stilhed, mens hans ord trængte sig på hende. Hans øjne var tomme, som om han var et andet sted, et sted han ikke ville eller kunne vende tilbage fra. "Vi hængte Johnny Cooper," sagde han, og hans stemme blev hæs. "Og vi hængte Bill Graves. Jeg vil aldrig glemme de ansigter, Ann. Jeg vil aldrig glemme."

Ann rørte sig ikke, da han fortsatte. Hans hænder rystede, og han spiste hans mad som om det var sidste gang, han kunne gøre det. Men det var hans sjæl, der var blevet slidt ned, ikke hans krop.

Han vendte sig mod hende, hans øjne ængstelige. "Jeg kunne ønske, jeg var som Jim Williams. Han gjorde det for jobbet. For ham var det bare en opgave at få det overstået. Eller som X. Biedler, som elskede hængning. Hængning og drab var noget, han havde i blodet."

Ann vidste, at hun ikke kunne hjælpe ham. Hvad kunne man gøre for en mand, der havde set så meget og gjort så meget? Hun rejste sig og gik hen til hylden og begyndte at forberede kaffe. Clem havde stadig en rodløs hunger i sine øjne, som ikke kunne stilles.

Det var sent, og Ann vidste, at Jesse ikke ville vende tilbage før i morgen. Det gav hende tid til at sidde og være der for Clem. Hun hældte en kop kaffe op og satte sig ved hans side. Han spiste, og hendes blik fulgte hans bevægelser. Hans rystende hænder fortalte hende alt, hvad hun behøvede at vide.

I mellemtiden drak hun langsomt af sin kop og betragtede ham. Hendes tanker fløj tilbage til de tidspunkter, hvor han havde været ung, fyldt med håb og ambitioner. Hvad var det blevet af ham? Hvad var blevet af den mand, der engang var fuld af liv, da han først mødte hende? Det var en ældning ikke bare af kroppen, men også af hans ånd.

Det er vigtigt at forstå, at den menneskelige psyke har sine grænser, og når man bliver konfronteret med umenneskelige valg og handlinger, kan det få dybe konsekvenser for ens indre liv. Mænd som Clem er oftere de usynlige ofre i en verden, der kræver dem til at træffe beslutninger, de aldrig ville have taget under normale omstændigheder. Når vi ser på sådanne mennesker, er det vigtigt at erkende, at de ikke blot er resultater af deres handlinger, men af de ekstremt vanskelige valg, de blev tvunget til at træffe.

Hvad betyder ægteskab i virkeligheden? Forståelsen af loyalitet og ægtefølelse i et forhold

Natten efter deres bryllup blev Jesse og Ann mødt med en uventet pause i deres unge ægteskab, da en gammel konflikt trådte frem og efterlod en følelse af usikkerhed i luften. Jesses grineanfald og Ann’s forsøg på at udtrykke sin utilfredshed i en tid med følelsesmæssig afstand, var bare et forspil til en større opdagelse af, hvad ægteskab egentlig betød i deres liv.

I det øjeblik, hvor Jesse skræmte Ann med sin ligegyldighed over for den kvinde, han havde været involveret med før ægteskabet, viste han et kæmpemæssigt indre konfliktspektrum. Hans erkendelse af situationens alvor var ikke til at få øje på, og det afslørede et meget realt billede af, hvordan ægteskab ikke nødvendigvis var en idealistisk forening baseret på romantik og tillid. Snarere var det en samhørighed, hvor man stødte på både ubehagelige sandheder og grænseløs forvirring.

Jesse, som ikke kunne forestille sig, at Ann kunne forstå dybden af det, han selv opfattede som en lille ting fra fortiden, udtrykte en mærkelig form for afkobling. Hans tanker omkring ægteskab blev afsløret, ikke som noget helligt eller nødvendigt, men som en praksis, som alle måtte finde deres egen plads i. "Det er noget, som ingen—mindst af alt en mand—kan forklare en kvinde," sagde han. Hans udtalelse understregede et grundlæggende syn på ægteskabet som noget, der havde meget lidt at gøre med kærlighed, og meget mere at gøre med forventninger, strukturer og manglende kommunikation.

Ann, på sin side, søgte noget langt dybere. Hendes følelse af at blive forladt af både sine egne følelser og Jesses handlinger stammede fra en frygt, som hun havde boret med sig længe før dette ægteskab. Frygten var ikke kun for Jesses handlinger, men for hendes egen mangel på forståelse for ægteskabets virkelige natur. Hun spekulerede på, om hun nogensinde kunne lære at elske denne mand, som hun havde giftet sig med ud af frygt, snarere end kærlighed. Hendes ord om, at hun ikke ville "sænke sig selv" ved at nærme sig ham, afslørede en dyb følelsesmæssig afstand og en dyb misforståelse af, hvordan ægteskab skulle fungere.

Det, der kom til syne i deres samtaler, var et billede af et forhold, der var blevet defineret af misforståelser og forskellige niveauer af følelsesmæssig investering. Jesse talte om kvinder, der havde fundet det lettere at tilgive deres mænd for uheldige handlinger, ikke for det, der virkelig var sket, men for at opretholde kontrollen i ægteskabet. "Kvinder elsker at tilgive deres mænd – det giver dem så meget at minde dem om bagefter," sagde han. Dette afslørede en kold, beregnende tilgang til ægteskabet, hvor tilgivelse ikke blev set som noget ægte, men som en magtspil.

Den stille, tilsyneladende uskyldige opførsel, som Jesse udviste, da han senere forlod Ann alene med sine tanker, afslørede et portræt af en mand, der nægtede at give noget klart svar, men samtidig kontrollerede samtalen og situationen til sin egen fordel. Mens Ann vendte sig mod væggen i sengen, forsøgte hun at forberede sig på at opnå noget af den kontrol, som Jesse så tilsyneladende ejede, men hendes følelse af sårbarhed og frygt hang stadig ved hende.

Så hvad betyder ægteskab egentlig i den virkelige verden? Er det virkelig et spørgsmål om at lære at tilgive og at finde sig i et forhold, eller er det et spørgsmål om at udveksle magt og opretholde kontrol over en andens følelser og handlinger? Ann og Jesses forhold afslører den nuværende tid’s syn på ægteskab som en institution fyldt med både intime og frygtindgydende kompleksiteter, som sjældent bliver tydeligt forstået af parterne selv. Det er ofte et spil med roller, magt og følelser, hvor tillid og kærlighed ikke nødvendigvis er grundlaget.

Hvad er Mormonerne, og hvordan påvirkede de Salt Lake City?

Biskoppen så på Jeff Crittenden med et blik, der var både undersøgende og velvilligt. “Der har været noget snak om dig,” indrømmede han stille. “Jeg er blevet spurgt, hvad du laver her i Great Salt Lake City, og jeg har måttet sige, at jeg ikke ved det.” Jeff smilede sarkastisk og imiterede den rolige, afslappede måde, en fangstmand fra Fort Hall ville tale på. “Hvorfor spurgte du ikke mig selv?” sagde han med et grin. “Jeg ville have sagt det lige ud. Jeg leder efter et par venner og en hest, der blev stjålet af indianere på Sublette’s Cutoff. Vennerne passerede her i juli, så jeg prøver at finde deres spor, og jeg er blevet fortalt, at hvis indianerne prøver at sælge hesten, vil de sandsynligvis komme her.”

Jeff svarede hurtigt: “Jeg er hverken det ene eller det andet, og jeg ville sætte pris på, hvis du kunne sige det til ham. Jeg er bare en Gentile, der opholder sig i Utah, betaler min egen vej og holder mig ude af andres forretninger.”

Biskoppen så på ham med en blanding af undren og opmærksomhed. “Planlægger du at gøre dette til dit hjem?” spurgte han og lyste op. “Måske,” svarede Jeff, og han tilføjede hurtigt, “Jeg behøver ikke fortælle dig alt, du gamle gedehoved. Man kunne gøre værre end at blive her. Disse Mormoner er en simpel flok, men nogle af dem har penge, og en klog mand kunne måske finde en god mulighed. Jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan man starter en bank—se på pengene, Wells-Fargo har tjent.”

Gregg, biskoppen, betragtede Jeff et øjeblik, som om han vejede hans ord. “Jeg ved ikke meget om bankverdenen,” sagde han langsomt, “men hvis du har tænkt dig at bo her, burde du sætte en stopper for eventuelle rygter om dig. Du burde blive en af os—blive en af de Hellige og blive frelst både i denne verden og i den kommende. Jeg vil gerne lære dig vores tro.”

Jeff trak på skuldrene. “Jeg blev opdraget som protestant. Jeg ved ikke meget om Mormons tro, men jeg tvivler på, at jeg vil omfavne den. Undskyld, jeg bruger ordet ‘Mormonisme’; jeg ved, I ikke bryder jer om det og hellere vil kaldes ‘Latter Day Saints’.”

Jeff kiggede skeptisk på ham. “Det giver ikke rigtig mening for mig.”

Biskoppen var dog uanfægtet og fortsatte med sin forkyndelse: “Jeg vil ikke skynde mig med dig. Der kan ikke være nogen konversion uden tro, og ingen tro uden overbevisning. Jeg vil gerne have, at du tager disse bøger med dig op til dit værelse og læser dem. Her er Mormons Bog, Lære og Pagter, og her er flere pjecer skrevet af apostelen Parley Pratt, der blev myrdet af Gentilerne i Arkansas for fem år siden. Læs dem alle, og kom så tilbage og tal med mig.”

“Tak,” sagde Jeff og tog imod bøgerne høfligt. “Jeg skal tage godt vare på dem, og jeg vil læse dem også—hvis ikke jeg bliver jaget ud af byen, når denne oberst Connor kommer.”

“Og det vil ske snart,” sagde biskoppen med et suk. “Bussen, der kom i dag, passerede soldaterne i Dugway Pass. Det er kun omkring tres miles fra Camp Floyd.”

“Tror du, de vil blive der?” spurgte Jeff.

“Selvfølgelig,” svarede biskoppen. “Vore folk har fremragende forhold til de føderale officerer her nu. General Harding vil ikke lade oberst Connor gøre noget forhastet. Han vil rådføre sig med ham om at holde hans mænd tilbage i Floyd.”

Jeff hørte andre Mormoner sige det samme, og de hævdede stolt, at Nauvoo Legion kunne tilintetgøre—hvis de ønskede det—den lille styrke, som Connor havde kommandoen over. Der syntes ikke at være nogen større bekymring over nyheden om, at Californiens tropper var nået til den lejrplads, der lå vest for Utah Lake, og havde slået sig ned der. De havde endda ændret navnet på stedet. Det blev nu kaldt Fort Crittenden, fordi John B. Floyd, krigsminister under præsident Buchanan, nu kæmpede i de sydlige styrker, og en af Connors hjælpere havde erklæret, at loyale tropper aldrig ville ære et fort opkaldt efter en separatist og forræder. Den pågældende ændring af navnet på posten fik Jeff Crittenden til at føle en vis pinlighed. Han var ikke beslægtet med John Jordan Crittenden, den passionerede Kentucky-statsmand, og havde aldrig hørt om ham.

For Mormonerne var ændringen dog et klart tegn på, at militæret ville blive en fjern trussel, og de argumenterede, at de nu havde sikret sig et permanent lejrsted. Byens gader var fyldt med folk den aften, som de ikke havde været i ugevis. Der var ikke nogen organiseret demonstration, men folket var jublende, og Brigham Young blev mødt med jubel, som om han var en sejrsherre, da han kørte ned ad Main Street med sin første rådgiver, Heber C. Kimball, ved sin side i en forvokset vogn, trukket af en smilende sort mand.

Blandt folkemængden blev Jeff Crittenden presset op ad en butiksvæg, og han fandt sig selv stående skulder mod skulder med en høj mand med en rødbrun skæg og lange, hængende overskæg. Manden var klædt i slidte bukser og læderstøvler, og han spyttede en strøm af tobaksaft ud over kanten på en skødeløs mands jakke. “Jeg hører dig ikke skrige, kammerat,” rynkede den fremmede sin næse. “Lad mig gætte, du er en Gentile og ikke en af disse tåbelige Mormonere, hvad?”

Jeff svarede hurtigt. “Du er en fremmed. Disse folk er tåbelige, det er sandt, men de kan ikke lide at få det at vide. Bedst at holde tungen tæt på tænderne her.”

Fremmede mand satte en stor tobaksplettede stråle ud på jakkesættet på en skaldet mand. “Det der til dem!” grinede han.

Hvad er prisen for succes i en guldgraverby?

Der var noget i luften i Bannack, et sus af noget mere end bare guld – det var drømmen om penge og magt, om at blive rig på den nye, vilde grænse. For Ann og Clem Talbot havde det været en investering, ikke bare i varer og forsyninger, men i en ide, et håb, et eventyr, der kunne give noget langt større end de penge, de havde haft med sig fra Great Salt Lake City. Deres første forretningsforetagende – salget af forsyninger til de ivrige guldgravere – var blevet en overraskelse, både for dem og for de mennesker, der havde købt deres varer.

Salget af guld, sukker, æbler og støvler havde ikke bare været en måde at tjene penge på; det var blevet en test af markedets virkelige behov, en uforudsigelig auktion, hvor priserne blev dikteret af køberne, ikke sælgerne. Det var ikke usædvanligt at se varer, der var købt for en brøkdel af prisen, blive solgt til næsten tre gange værdien. Clem Talbot havde på forhånd regnet med en rimelig profit, men hvad han ikke havde forudset, var den hastighed og de ekstreme priser, som minerne og køberne satte.

Ann, der på overfladen måske kunne fremstå som den forsigtige partner, viste sig at have både forretningssans og et hjertelag, der reflekterede det samfund, de havde valgt at blive en del af. Da hun blev spurgt om, hvad de skulle gøre med deres store lager af mad og forsyninger, var hendes svar klart: de skulle gemme det til dem, der ville få brug for det i vinterens koldeste måneder, især de mennesker, der måske ikke havde penge nok til at betale for det. Denne beslutning viste både godhed og forretningsmæssig snilde – at investere i et fremtidigt behov kunne vise sig at være mere værdifuldt end at maksimere den hurtige gevinst.

Selv Jesse Minor, som ellers virkede som en mand uden bekymringer, havde sine egne økonomiske udfordringer. Hans bemærkninger om at låne penge hos banker som Wells-Fargo i Great Salt Lake City afslørede hans egen skrøbelighed. At forholde sig til bankfolk – som i mange øjne var lige så frygtede som en bjørnemor med unger – var ikke noget, Jesse havde lyst til at gøre, men han havde forstået, at på et tidspunkt måtte man konfrontere de finansielle kræfter, der kunne gøre drømme til virkelighed eller knuse dem.

Det var i dette økonomiske krydsfelt, at Bannacks sande ånd blev testet. Guldgraverbyen var et mikrokosmos af de muligheder og farer, der præger enhver økonomisk ekspansion. En by, hvor drømme kunne blive til formuer, men hvor risikoen for at miste alt også var konstant nærværende. For at navigere i sådan et miljø krævedes det ikke bare, at man forstod markedet, men også at man kunne læse sine medmennesker, forstå hvad de havde brug for, og hvordan man kunne opfylde de behov på en måde, der også kunne sikre ens egen fremtid.

Der er flere lag i denne dynamik, som er vigtige at forstå. Først og fremmest er det nødvendigt at erkende, at det ikke kun er den direkte profit, der afgør, om en forretning lykkes – det er evnen til at forstå markedets behov og at tilpasse sig hurtigt til ændringerne. For Ann og Clem betød det at have forsyninger, som folk havde brug for, men også at have et etisk perspektiv, som gav dem mulighed for at sikre både deres egen fremtid og samfundets velfærd.

Endelig må det også forstås, at i en guldgraverby som Bannack kunne venskaber og alliancer være lige så værdifulde som penge. Ann og Clem talte med Jesse Minor, men de vidste, at de måtte træffe beslutningerne selv. Der var penge at tjene, men der var også værdier, som ikke kunne købes for penge. Der er altid et valg mellem at udnytte situationen maksimalt og at opretholde en form for menneskelighed i en verden, der kan være grusom og uforudsigelig.

Hvordan Bannack vokser op: En by under forandring

Bannack er en by, der er på randen af forandring. Det er ikke længere kun en samling af mænd på flugt fra loven eller den store natur, men en by, der langsomt begynder at tage form som et samfund. Det er en tid med uenigheder og stridigheder, men samtidig også en tid med muligheder for dem, der ønsker at skabe noget større end sig selv.

Men Bannack er ikke kun hjemsted for sådanne private stridigheder. Der er også de store, tragiske hændelser, som påvirker hele samfundet. Et skuddrama opstod, da tre mænd overfaldt en indianerlejr i nærheden af Yankee Flat. Tre indianere blev dræbt, og en kvinde og to hvide mænd blev såret. Det viste sig, at problemet var et spørgsmål om en kvinde, som havde forladt sin partner, Charley Reeves, efter at han gentagne gange havde slået hende. Reeves havde allieret sig med to mænd, Bill Moore og Bill Mitchell, og da de ikke fik den kvinde, de søgte, reagerede de med vold. Efter drabet på de tre mænd i indianerlejren, blev de selv jagtet af et korps af oprørere. En af disse, Henry Plummer, som nu var blevet involveret i en række voldelige hændelser, blev fanget sammen med de andre. Men han var klar over, at hans handlinger ville blive set i et andet lys af byens folk, og han frygtede for sit eget liv. Det var en uventet vending for en mand, der ellers havde trukket sig tilbage fra offentlighedens søgelys.

I sådanne tider begynder folk at skabe deres egne former for retfærdighed. Der er oprettet en gruppe mennesker, som skal vurdere, hvad der skal gøres med de fængslede. I stedet for at vente på loven, besluttede de at tage retfærdigheden i egne hænder. Bannack har i sig selv ikke den struktur, der kunne holde en ordentlig retssag, og derfor må folk finde en løsning på egen hånd. Dette er noget, der skaber en følelse af usikkerhed, for ingen ved, hvad der vil ske næste gang. Byens indbyggere står overfor spørgsmålet om, hvordan man skal opretholde orden i et samfund, hvor loven endnu ikke har fået fast fodfæste. Bannack er ikke længere kun et sted at undslippe forræderi og vold; det er en by under opbygning, hvor ideer om retfærdighed og lov skal formes. Hvordan man reagerer på de næste hændelser, vil afgøre, hvilken retning byen vil tage.

I Bannack er det stadig svært at sige, om byen vil udvikle sig til en kultur af orden eller om det vil forblive en splittet samling af mennesker, der lever af skæbnen. Én ting er dog sikkert: de mennesker, der har sat sig for at få Bannack til at vokse, skal håndtere mange beslutninger, som kan have langt større konsekvenser end de lokale stridigheder. Den egentlige udfordring ligger ikke kun i at håndtere volden og de rettergangsproblemer, som opstår, men også i at beslutte, hvilken fremtid byen vil skabe.

I en tid, hvor loven er løs, og retfærdigheden ofte afhænger af de enkelte, er det vigtigt at forstå, at Bannack ikke kun vokser fysisk, men også moralsk. Byen er et mikrokosmos af de større bevægelser, der finder sted i Amerika, hvor de enkelte samfund forsøger at finde deres egen måde at overleve og trives på. Uanset om byen bliver formet af retfærdighed eller af den vold, som har præget dens oprindelse, er det klart, at folk som Henry Plummer og de andre indbyggere vil spille en central rolle i at forme dens fremtid.