Hvordan skabte et psykologisk og fysisk forsvar imod nysgerrige tilskuere på Paradise Farm en mediestorm

Paradise Farm blev hurtigt et symbol på både fascination og frygt, et sted hvor mystikken omkring dets beboere og fortifikationer tiltrak en skare af nysgerrige, der søgte at afsløre sandheden. Da farmen, som var omgivet af høje mure og belysning, blev færdigbygget i maj, viste den sig at være en effektiv psykologisk såvel som fysisk afskrækkelse mod de fleste, der kom forbi for en let kig. De stærke arc-lys oplyste både gårdspladsen og de skyggefulde pecanlunde bag huset. RuthClaire, den tidligere hustru af en lokal figur, brugte flere gange sin højttalersystem til at advare omfarende mennesker, og på to separate lejligheder skød hun med riflen over hovedet på de nysgerrige, som forsøgte at trænge ind på farmens grund.

Med dette psykologiske og fysiske forsvar kom rygtet hurtigt om, at det var farligt at prøve at bryde igennem de komplekse forsvarsmekanismer, som omgav Paradise Farm. De, der troede på de utallige spekulationer omkring Adam – den mystiske væsen, som RuthClaire havde bragt til offentlighedens opmærksomhed – var ikke længere sikre på, hvad de skulle tro, når de først var blevet bekendt med de skræmmende advarsler. Skønt der ikke var nogen håndfaste beviser, så blussede spekulationerne op i medierne.

RuthClaires ex-mand, Brian Nollinger, blev hurtigt involveret i en offentlig debat, da han prøvede at forsvare både sin ekskones handlinger og det eksperiment, de var i gang med. Han forsøgte at modsige Alistair Patrick Blair, en anerkendt paleoantropolog, der kritiserede tanken om en overlevende tidlig Pleistocæn hominid som værende “ren grandstanding piffle”. Blair, som nægtede at nævne Nollinger ved navn for at forhindre ham i at få noget som helst ud af at blive kritiseret, hævdede at de få billeder af Adam tydeligt viste en “hårhåret sort mand i en latexmaske.”

Denne akademiske uenighed blev hurtigt suppleret af en mere populistisk bølge, da fundamentalistiske prædikanter begyndte at kritisere RuthClaire. De var splittede i begyndelsen. På den ene side kunne de ikke ignorere hendes modstand mod den videnskabelige metode og evolutionsteorien, som de selv så som et angreb på deres tro. På den anden side, kunne de ikke ignorere det faktum, at hun i deres øjne var i et moralsk uforsvarligt forhold med en væsen, som ikke kun var uden for ægteskabet, men som muligvis var en dyreart.

Alligevel begyndte de at fordømme hendes valg som en dyb forræderi mod menneskeheden. De satte hende som et eksempel på, hvordan samfundet havde mistet sin vej, med et fjendebillede af et samfund, der gik så langt som at erklære mennesker som glorificerede aber. Denne kritik kom til udtryk i både tv-udsendelser og prædikener, der kaldte RuthClaire både en synder og en victim af et samfund, der forlod det åndelige for det materialistiske.

Samtidig opstod der en markant økonomisk og kulturel forandring, som RuthClaire måtte navigere i. Hendes kunst – især hendes porcelænsserie “Celestial Hierarchy” – begyndte at blomstre. På grund af en stor offentlig efterspørgsel fra både almindelige mennesker og samlere, ændrede kunstverdenen sig for hende, og hun blev genstand for både beundring og fordømmelse. Efter denne succes blev hun hurtigt i stand til at finansiere de dyre sikkerhedsforanstaltninger, som Paradise Farm krævede.

I mellemtiden blev den lokale holdning i Beulah Fork til RuthClaire blandet. De fleste af byens beboere var mindre interesserede i den videnskabelige debat og fokuserede mere på, hvordan hendes handlinger påvirkede deres hverdag. De var irriterede over de mange besøg, trafikspærringer og sikkerhedsforanstaltninger, men på trods af dette havde mange svært ved at dømme hende hårdt, da de så hende som et offer for den mediestorm, som hendes eksmand og hans eksperiment havde udløst. Deres syn på RuthClaire og Adam afhang af, hvordan de tolker denne mystiske relation, men det var klart, at folk som Ben Sadler, som jeg mødte i den lokale vasker, stadig var forvirrede over, hvad der præcist foregik.

Det er vigtigt at forstå, at bag alt dette ligger en dyb kulturel og videnskabelig diskussion, der udspiller sig under overfladen. Der er et konstant sammenstød mellem videnskabelig nysgerrighed og religiøs overbevisning. Samtidig opstår der en ubehagelig blanding af kommersialisme og etik, som udfordrer både individets rettigheder og samfundets værdi i forhold til den menneskelige opfattelse af hvad det vil sige at være “menneskelig”.

Hvad betyder det at være en "illegal alien" i dagens samfund?

Zubowicz, den føderale agent, peger på et væsentligt aspekt af deres ægteskab: muligheden for, at RuthClaire kun er blevet gift med Adam for at give ham amerikansk statsborgerskab. Sådanne ægteskaber, der synes at være etableret på falsk grundlag, bliver betragtet som "ægteskaber af bekvemmelighed", og kan føre til alvorlige juridiske konsekvenser. Dog er RuthClaire fast i sin overbevisning om, at hendes ægteskab med Adam er legitimt, og hun underbygger sin position med den præcise forklaring om deres ægteskabs ceremonielle natur, som blev indgået med hjælp fra en minister og tilstrækkelige beviser.

Dette fører til spørgsmålet om, hvad der definerer et ægteskab. Er det kun en juridisk kontrakt, der bliver anerkendt af staten? Eller er det et spørgsmål om kærlighed og engagement, der transcenderer de institutionelle rammer? Det er en debat, der ikke kun er aktuel i forhold til "aliens", men også i mange samfund, hvor ægteskaber kan være udsat for juridiske, kulturelle eller sociale krav.

Et andet aspekt er spørgsmålet om biologisk mulig interaktion mellem mennesker og "habiliner", som Zubowicz spørger Nollinger om. Kan to arter, der tilsyneladende er fundamentalt forskellige, virkelig få et barn sammen? Nollinger svarer ja, og henviser til videnskabelige eksperimenter og den naturlige udvikling, der har set krydsning mellem forskellige menneskelige arter som Cro-Magnon og Neanderthal. Dette spørgsmål om grænserne for menneskelig seksualitet og reproduction bringer endnu en dimension til diskussionen: Hvad gør os egentlig menneskelige? Er det kun biologien, eller er det noget mere?

RuthClaires afsløring af hendes graviditet med Adam tilføjer endnu en kompleksitet til sagen. Hvad betyder det for samfundet, når en kvinde er gravid med et barn, der stammer fra en sådan uortodoks relation? Er barnet et symbol på håb og kærlighed, eller er det et produkt af forræderi og manipulation? Diskussionen om denne situation bringer ikke kun personlige, men også samfundsmæssige spørgsmål om, hvad der definerer en legitim familie og et ægteskab, og hvordan vi bør forholde os til disse nye former for relationer i en stadig mere kompleks verden.

Hvordan samfundet reagerer på RuthClaires situation, og de voldelige handlinger, der følger, afslører et væsentligt aspekt af menneskelig natur: frygt og uforståelse. Der er dem, der ser på RuthClaire og Adam som noget fremmed, noget der truer deres opfattelse af normalitet og orden. Dette fører til aggression og vold, symboliseret ved de hætteklædte mænd, der ødelægger RuthClaires restaurant og binder folk til rør under jorden.

Den vold, der rammer RuthClaire og hendes nærmeste, er et tragisk eksempel på, hvordan samfund kan reagere på det, de ikke forstår. Denne vold er ikke kun fysisk; den er også en form for psykologisk vold, hvor de angribende grupper forsøger at påtvinge deres egen forståelse af moral og samfundsstruktur. Deres "rigtige" verden bliver tvunget ned over de, de opfatter som afvigende. Og i denne tragiske hændelse er det tydeligt, at for dem er RuthClaires ægteskab med Adam noget, der må udryddes, fordi det står i direkte opposition til deres verden.

For RuthClaire, Adam, og de personer omkring dem, bliver deres liv en kamp mod de indre og ydre kræfter, der prøver at diktere, hvad der er rigtigt og forkert. For læseren åbner dette et væld af spørgsmål om, hvordan vi som samfund skal navigere i et landskab, der ikke længere er klart afgrænset. Hvad betyder det at være menneskelig i en verden, der konstant udfordrer vores opfattelse af, hvad der er naturligt, rigtigt og muligt?

Hvad var du virkelig på udkig efter i Montaraz?

Vore liv er fyldt med uforudsigelige drejninger, og hvad der startede som en ferie, der skulle fordybe os i både fornøjelse og forretning, endte med at stille flere spørgsmål, end vi kunne besvare. Jeg og Caroline havde besluttet at fordybe os i Montaraz, en rejse, der i udgangspunktet skulle udvide vores oplevelser fra vores bryllupsrejse på Tybee Island og Savannah. Som vi havde ventet, satte vi os hurtigt ind i, at de muligheder, der blev åbnet for os i Montaraz, ville kombinere både forretning og fornøjelse på måder, vi knap havde forestillet os.

Vi havde tidligere forsøgt at undgå distraktioner. Jeg, som en mand, der ikke havde nogen forpligtelser andet end mine egne ønsker, og Caroline, der heller ikke havde påtaget sig sommerkurser, kunne se mulighederne. Vi var opmærksomme på, at vi kunne fratrække næsten alle udgifter som legitime forretningsudgifter – noget, der ikke undgik vores opmærksomhed. RuthClaire og Adam havde faktisk arrangeret det hele på en måde, der gjorde dette muligt. Der var dog en særlig detalje i RuthClaires brev, som efterlod mig med en ubehagelig fornemmelse. En uventet konfrontation med Brian, en tidligere ven af Caroline, fik min mistanke til at vokse. Hadde denne hændelse noget at gøre med, hvad vi egentlig var kommet til Montaraz for?

Vore samtaler om Brian blev snart mere end blot et emne om fortidens kærlighed. Det var, som om Montaraz var et skæringspunkt mellem det, der var, og hvad vi forsøgte at forstå om os selv og vores forhold. Caroline og jeg kunne ikke længere lade som om, at de gamle bånd ikke havde betydning, selvom jeg kunne mærke, at der stadig var noget uafklaret, som kunne komme til at ryste grundlaget for vores nuværende forhold. Spørgsmålet, om jeg havde "fanget hende på rebounden," kunne være mere end et flygtigt tankespind.

Da vi blev bragt til Rutherford’s Port og videre til Montaraz, indså vi hurtigt, at vi ikke bare var tilskuere til øens historie, men at vi måske var blevet del af noget større, et system af skjulte intriger og magtspil, som vi knap kunne forstå. Tonton Macoute’s opmærksomhed på os – en simpel turistgruppe, der rejste for forretning og fornøjelse – syntes alt andet end tilfældig. Hans spørgsmål om Adam og RuthClaire var bevis på, at vi ikke kunne adskille os fra fortiden, uanset hvor meget vi ønskede at forlade den.

Værd at bemærke var, at selv den voldelige magt, som Duvalier regimet havde haft over øens befolkning, stadig spillede en stor rolle i de skjulte konflikter. Tonton Macoute afslørede indirekte en frygt for det, han selv betragtede som "dæmoner" i form af habilinerne, som skulle forfølges og udryddes. Selv om han i det offentlige var en smilende og tilsyneladende venlig mand, skjulte han en historie om undertrykkelse og magtmisbrug, der stadig påvirkede samfundet den dag i dag. Hans bemærkninger om tidligere vold og forfølgelser – hvordan hævnen mod habilinerne blev udført både med magi og kuler – var en påmindelse om den mørke understrøm, der fortsatte med at definere Montaraz' historie.

Vi blev hurtigt klar over, at vi havde vovet os ind i et område, hvor intet var, som det så ud til. Forretningsrejsen havde forvandlet sig til noget meget mere personligt og farligt, en jagt på både viden og overlevelse, der overgik alt, hvad vi havde forestillet os. Samtidig blev det klart, at vi ikke længere kunne ignorere den indre konflikt, vi stod over for som et par. Vore gamle bånd, forvredne som de var, kunne ikke længere skjules bag rationelle beslutninger og forretningsstrategier. Vi blev tvunget til at konfrontere både fortiden og fremtiden på en måde, vi ikke havde været forberedt på.

Hvilken Skæbne Venter På Os? Konfrontationen i Habilinehulen

"Nu er der kun fire." "Peut-être," svarede løjtnant Bacalou. "Måske." Han nikkede til sin partner. "Og hvad Philome gjorde, var ikke mord, Monsieur Montaraz. Det var en meget hurtig, betænksom forsvar af sig selv." Yderligere diskussion afslørede, at mens de holdt de resterende beboere i huset på vagt, havde løjtnant Bacalou og hans mænd besluttet, at jeg måtte bringes tilbage for afhøring. Adam og Caroline havde tilbudt sig at føre macoutene til mig, Adam fordi han vidste, hvor jeg var, og Caroline fordi hun frygtede for min sikkerhed i min besatte tilstand. Det havde ikke været nemt at forhandle sig gennem højlandet i mørket og regnen, og deres tortuøse rejse gennem palisaderne af gennemblødte sabliertræer havde været lang og smertefuld. Men til sidst var de nået frem til huleåbningen, og her var de.

"Og det giver ingen mening at dræbe Hector og Erzulie, eller Alberoi og Degrasse heller. De er de aller sidste af Rutherford-efterkommerne, og når de dør, Løjtnant Bacalou, vil deres art være uddød. De prøver at hænge på her, ikke at vælte den korrupte fedtfedt, der betaler jer for at terrorisere borgerne." Denne bemærkning forargede løjtnanten. "Vi er ikke terrorister, Madame Loyd. Vi er politimænd. Vi opretholder freden." "Et mål som mordet på Toussaint har fremmet langt," svarede Caroline vredt. "Har I nogen beviser på, at han eller nogen af hans slægtninge har forsøgt at få Duvaliers regering til at falde?" "Hvordan kunne jeg det?" råbte Bacalou og gestikulerede med sin gamle lommelygte. "Indtil i aften havde jeg ikke beviser på, at han og de andre cigouves overhovedet eksisterede." Adam indskød: "Tænk venligst på, hvad du lige har sagt." "Beviser for det sidste er bevis for det første!" erklærede Bacalou. På en lidt mindre insisterende måde tilføjede han: "I det mindste i mine overordnedes øjne." Han rettede sin lommelygte mod venstre for statuen og fremhævede portioner af vægmalerierne, der glimtede på de kolde klipper og bølgede hen over sprækkerne og revnerne. "I hvert fald er toppen af deres kriminalitet - deres og jeres, mine venner - at I har konspireret for at skjule denne mægtige nationale skat. I har arbejdet sammen om at stjæle fra det haitianske folk en af de sande vidundere af deres kulturarv. Og det er tydeligvis en forbrydelse. Det råber på jeres arrestation og straf." "Bullshit," sagde jeg. "Dette er et af de sande vidundere ved habilinernes udholdenhed og kreativitet. Det tilhører Adams folk, ikke Baby Doc eller de fedtede udenlandske turister, der vil strømme hertil for at se stedet, hvis dets hemmelighed bliver afsløret. Er det det, du vil, løjtnant? Pizza Hut's og neonskilte og helikopterflyvninger - lige her på Pointe d’Inagua?"

Adam vendte sig mod ham. "Hvad vil du gøre?" "For en mand i mit arbejde," udbrød han, "har jeg alt for meget uddannelse. Jeg er ikke kynisk nok." "Philome er," sagde Caroline, og jeg var glad for, at den anden macoute ikke forstod engelsk. "Måske skulle du lade ham gøre et 'meget hurtigt og betænksomt forsvar af sig selv mod os alle tre." Hun smilede til den kraftige volontaire for at vise ham, at hans navn ikke var blevet misbrugt. "Lad mig se mere af dette," sagde Bacalou og ignorerede Carolines stikpille. Pludselig gik han ind i den store rotunde for enden af den højre korridor, og vi fulgte alle efter. Både Philome og løjtnanten rettede deres lommelygter mod loftet og væggene i den enorme hal, og Adam brugte sin batterilampe til at supplere deres svage lys. I lang tid sagde ingen noget. Macoutene var henrykte. Caroline lagde armen omkring min talje og støttede mig, fordi hun havde bemærket, at jeg var ved at blive ramt af svimmelhed, den særprægede sensoriske forsinkelse, man får, når man netop er blevet frigivet fra besættelse. Jeg lukkede mine øjne. Agarou var der i mørket, og den hyænehovedede gudling fra habilinerne. Og et vast, ekspanderende indre lys, som jeg straks genkendte som signaturen af Tanken Uden Tid, der havde brainstormet alle tre af disse apparitioner. Hvad havde jeg at gøre med Beulah Fork eller Atlanta eller de kolde huler i Montaraz?