Hvordan Statistikker og Data Skaber en Kolonial Diskurs om Indfødte Befolkninger

I mange år har statistik og data om Indfødte befolkninger været præget af en skævvridning, der ikke blot afspejler, men også forstærker de koloniale magtstrukturer. Dette fænomen kan forstås gennem en model udviklet af Walter (2018), som skelner mellem fem kategorier af datamangel, som vi kan betegne som BADDR (Blaming, Aggregate, Decontextualized, Deficit, Restricted). Disse kategorier identificerer, hvordan dominerende datamønstre har svigtet de faktiske behov, som Indfødte folk har for at forstå og genopbygge deres samfund og nationer.

Derudover er meget af den eksisterende data "decontextualized", hvilket betyder, at de ikke tager højde for de sociale og kulturelle sammenhænge, som Indfødte individer og samfund lever i. Dette fører til en fremstilling af problemer uden at forstå de dybereliggende faktorer, der påvirker Indfødtes liv. "Deficit data" er derimod de data, som primært fokuserer på Indfødtes mangler og problemer - som for eksempel ulighed i sundhed og uddannelse - uden at give plads til Indfødtes egne prioriteringer og ressourcer.

Endelig er de "reductive data" en forenklet og reduktiv fremstilling af Indfødtes identitet og kultur, som ofte behandles som én enkelt kategori eller et ensartet sæt af værdier. Dette negligerer de forskelligartede perspektiver og livsformer, som findes blandt de Indfødte befolkninger, og overser de vigtige indfødte videnssystemer og perspektiver, som kunne berige dataindsamlingen.

Disse datafejl har i vid udstrækning tjent til at fastholde koloniale forhold ved at etablere en ensidig og problemorienteret diskurs, som aldrig har været til gavn for Indfødte folkeslag. Statistikker og data fra staten er ikke neutrale eller objektive, men er formet af magtrelationer, der underminerer de Indfødtes egen ret til at definere deres liv og fremtid. I stedet for at tjene deres interesser, har disse data ofte været en måde at opretholde den koloniale struktur og marginalisere Indfødtes stemmer.

Derfor er det nødvendigt at udvikle nye måder at forstå Indfødte befolkninger på. Dette kræver, at vi tager udgangspunkt i Indfødtes egne videnssystemer og perspektiver. For at opnå en mere retfærdig og nuanceret forståelse af Indfødte liv, skal dataindsamling tilpasses Indfødtes egne behov og formål, og der skal udvikles statistikker, der afspejler deres egne værdier, aspirationer og livsformer. Det kræver, at vi ser bort fra de koloniale synspunkter, der historisk har præget statistikkerne, og i stedet fokuserer på de indfødte verdensbilleder, som kan give en mere meningsfuld og helhedsorienteret fremstilling af deres samfund og liv.

Indfødte dataprincipper som dem, der er anvendt i Mayi Kuwayu-studiet i Australien, kan være et godt eksempel på, hvordan en omdefinering af datainnsamling kan skabe en mere retfærdig og relevant tilgang til data om Indfødte folk. I dette studie, som er ledet af Indfødte og designet til at forstå deres kulturer og trivsel, er der ikke kun tale om at indsamle data, men også om at ændre den måde, vi opfatter Indfødtes behov på. Denne tilgang respekterer de Indfødtes autonomi og videnssystemer og skaber et rum, hvor deres perspektiver ikke blot anerkendes, men også integreres i den datadrevne beslutningstagning.

Som læser er det væsentligt at forstå, at den måde, vi indsamler og analyserer data på, ikke kun er en teknisk eller videnskabelig proces, men også en politisk handling, der kan forstærke eller udfordre eksisterende magtstrukturer. Data kan både være et redskab til at forstå og forbedre livsvilkår, men også et middel til at opretholde koloniale forhold, hvis de ikke tages i betragtning i deres rette kontekst. At skabe en ændring kræver ikke kun en ændring i, hvordan vi indsamler data, men også hvordan vi forstår og anerkender de Indfødtes rettigheder og perspektiver i denne proces.

Hvordan kulturel identitet og relationelle verdensbilleder påvirker Māori samfunds trivsel og styrke

I de senere år har der også været en fremvækst af statistikker, der undersøger de socio-kulturelle aspekter af Māori-livsområder. Disse tilgange prioriterer kollektive identiteter og praksisser, der ses gennem forbindelsen til forfædre, familie, samfund og jord (Bryant et al., 2021). For Māori er verdensbilledet relateret til deres opfattelse af whakapapa – den genealogiske sekvens, som "placerer Māori i en miljømæssig kontekst sammen med alle andre planter, dyr og naturressourcer som en del af et hierarkisk genetisk samfund med identificerbare og etablerede bånd" (Harmsworth & Awatere, 2013). Denne kosmogoniske sekvens, der findes i Māori-mytologi, starter med Te Kore (intetheden), og bevæger sig gennem tid og rum til skabelsen af verden og menneskets fødsel.

Māori-kulturens dybe rødder i whakapapa afspejles i et system af forhold, der også omfatter forskellige lag af Māori-kin grupper såsom iwi (stamme), hapū (klan eller understamme) og whānau (udvidet familie). Disse kollektive identiteter har været underrepræsenteret i moderne statistisk forskning om Māori, men er blevet fornyet gennem en række undersøgelser om stammedemografi og whānau-trivsel. Māori-forskere har brugt folketællingsdata og stammeregistreringsdata til at udarbejde demografiske rapporter, der informerer stammens planlægning og programmer (Gifford & Mikaere, 2019).

En interessant opdagelse i forbindelse med stammedata er, at kønsforholdene ofte er domineret af kvinder, især i aldersgruppen 25-44 år. Dette fænomen forklares ikke ved, at mænd “mangler” på grund af migration eller underregistrering, men snarere ved at kvinder bærer kulturen og identiteten i højere grad end mænd (Kukutai & Rarere, 2017). Dette mønster afspejler en dyb kulturel betydning for kvinder som bærere af arv og viden.

Den brede opfattelse af whānau blandt Māori, som rummer både blodslægtninge og nære venner, viser, at whānau-værdierne stadig er stærkt tilstede og holder fast på deres relevans i den moderne verden. Denne tilgang til familie og tilhørsforhold understøtter teorien om, at den kollektive velvære og intergenerational overførsel af viden og kultur er essentiel for Māori's trivsel.

Desuden viser data, at trivsel i whānau er tæt knyttet til kvaliteten af de interpersonelle relationer og den enkelte medlems livsglæde. Det er ikke kun den fysiske velstand, men også de dybe relationer indenfor familien, der gør en mærkbar forskel i deres velbefindende. Dette koncept om trivsel understreger, at individets trivsel ikke kan adskilles fra familiens eller samfundets trivsel, hvilket er en grundlæggende forskel fra mere individualistiske samfundsmodeller.

Desuden peger nyere undersøgelser på, at de statistiske metoder, der anvendes til at måle Māori’s sociale kapital og engagement i samfundet, ofte overser de unikke træk ved Māori-kulturen. I modsætning til konventionelle målinger af samfundsdeltagelse som frivilligt arbejde, viser undersøgelser, at engagement i kulturelle samlinger, udveksling af traditionel viden og forbindelse til whānau og forfædres land er mere relevante mål for Māori's sociale kapital (Roskruge, 2021).

Endelig, når man beskæftiger sig med indfødte data, er det vigtigt at forstå, at god statistik kræver mere end blot korrekt analyse. Det kræver også god styring og meningsfulde mekanismer for autoritet, som gør det muligt for samfundene selv at bestemme, hvordan deres data indsamles og anvendes.

Hvordan håndterer folketællingen Māori-afstamning og iwi-tilknytning?

I folketællingen 2018 blev flere metoder afprøvet for at håndtere de over 130 unikke iwi i Stats NZ’s statistiske klassifikation af iwi og beslægtede grupper, som blev brugt til at generere iwi-data. Første skridt var at finde en individs iwi-tilknytning fra en alternativ offentlig datakilde. Mens andre variable i folketællingen 2018 kunne fyldes ud med data fra en række kilder (f.eks. vitalregistrering, uddannelsesdata), var iwi-tilknytning kun begrænset til folketællingen 2013 på grund af datakvalitetsproblemer. For at teste nøjagtigheden af at bruge folketællingsdata fra 2013, blev iwi-svarene sammenlignet for en delmængde af individer, der havde afgivet iwi-svar i både 2018 og 2013 folketællingerne. Tidligere forskning havde vist, at der var betydelige forskelle i, hvordan individer rapporterede deres iwi mellem folketællingerne. Det viste sig, at sandsynligheden for, at en person i 2018 rapporterede en iwi, som de havde angivet i 2013, var mindre end 80 procent. Matchningen varierede betydeligt afhængigt af iwi, fra et lavt niveau på 56 procent til et højt niveau på 83 procent. Konsistensen var generelt højere for de større iwi.

For børn, der blev født efter folketællingen 2013, blev deres forældres iwi-svar brugt. Dette var baseret på den forståelse, at iwi-tilknytning er en del af whakapapa, som videreføres gennem generationer. Derfor var det logisk, at et barns iwi kunne "videregives" gennem forældrene. Selvom statistiske imputationsmetoder blev brugt til at supplere folketællingens dataset for andre variable, blev det anbefalet, at historiske svar fra folketællingen 2013 skulle bruges til iwi, frem for at forsøge at forudsige iwi for alle dem, der manglede et svar.

En anden metode til at afhjælpe manglende iwi-data var at beregne vægte for de personer, der ikke havde afgivet iwi-svar. Hver person med iwi-data i folketællingen 2018 fik tildelt en vægt. Vægtene blev beregnet ud fra en model, der estimerede sandsynligheden for, at en person med visse karakteristika ville afgive iwi-data. Vægtene blev derefter beregnet som den inverse af denne sandsynlighed. For eksempel, hvis 20-årige mænd fra Northland havde 50 procent sandsynlighed for at afgive iwi-data i folketællingen 2018, blev personer uden iwi-data tildelt en vægt på to. Vægtene tjente to formål: de øgede det samlede antal iwi-svar ved at justere for de personer, der ikke havde afgivet iwi-data, og de reducerede risikoen for, at estimaterne blev skævvredne, fordi de mennesker, der havde afgivet iwi-data, havde forskellige karakteristika fra dem, der ikke gjorde det.

Til sidst blev en sammenligning af metoder for at teste robustheden af den anvendte metode (M1) udført. De estimerede antal for fem iwi blev sammenlignet med estimater fra to alternative metoder (M2 og M3). For de fleste iwi var de to estimater baseret på folketællingen 2013 meget ens. Men for 32 iwi, der blev tilføjet til den reviderede iwi-klassifikation i 2017, viste det sig, at brugen af folketællingsdata fra 2013 resulterede i et lavere skøn, end hvis vægtmetoden alene blev anvendt.

For nyligt tilføjede iwi, der ikke var synlige i 2013-klassifikationen, blev der påvist et problem med at bruge gamle data til at aflede svar for 2018. Dette kunne føre til en undervurdering af befolkningstallet for disse iwi. I disse tilfælde blev vægtmetoden (M3) anvendt for at undgå denne skævhed. Beslutningen om at vælge mellem metoderne blev ofte subjektiv, da M1-metoden tillod en større del af Māori-afstammede personer at bidrage direkte til iwi-dataene, mens M3 metoden kunne være mere passende for nyere iwi.

Hvordan opfattes racisme blandt de aboriginske indbyggere i Darwin?

Undersøgelsen bestod af seks hovedsektioner, hvor spørgsmålene spænder fra personlige oplevelser med racisme til holdninger overfor aboriginske samfund og deres placering i det politiske og retlige system. De afgivne svar blev indsamlet gennem ansigt-til-ansigt interviews, hvilket gav mulighed for en dybere forståelse af de udfordringer, som mange aboriginske personer står overfor i deres interaktioner med den hvide befolkning i Darwin.

En af de vigtigste opdagelser var, at næsten 70 % af deltagerne rapporterede at have oplevet diskrimination eller respektløshed inden for de sidste seks måneder. Dette peger på, at racisme ikke kun er et teoretisk eller politisk fænomen, men et konkret problem, som mange aboriginske mennesker oplever i deres daglige liv. Især yngre personer, der tilhørte aldersgruppen 18-24 år, rapporterede hyppigere om respektløshed og fremmedgørelse. Der var også en signifikant forskel i, hvordan forskellige boligforhold påvirkede oplevelsen af racisme: Dem, der boede i ustabile boligforhold, såsom i teltlejre eller på besøg hos venner, rapporterede langt højere niveauer af diskrimination end dem, der ejer deres eget hjem.

Undersøgelsens resultater bekræftede, at socio-økonomiske faktorer som beskæftigelsesstatus, boligforhold og uddannelsesniveau spillede en væsentlig rolle i, hvordan racisme blev oplevet. Arbejdsløse eller personer på pension rapporterede generelt højere niveauer af racisme, især i form af respektløshed og fremmedgørelse. Derudover viste resultaterne, at mænd og kvinder i vid udstrækning rapporterede lignende oplevelser af racisme, mens unge voksne (18-24 år) oftere rapporterede om negative erfaringer med både respektløshed og fremmedgørelse.

Selvom undersøgelsen ikke kunne give et fuldstændigt billede af, hvordan racisme udspiller sig i hele Darwin, da der ikke eksisterede et brugbart stikprøveudvalg for aboriginske beboere, er det overordnede billede tydeligt: racisme er udbredt og har en konkret, daglig indvirkning på mange aboriginske personer. De, der er i mere marginaliserede socio-økonomiske positioner, har tendens til at opleve mere racisme, hvilket understreger de systematiske uligheder, som aboriginske folk ofte står overfor.

Det er vigtigt at forstå, at racisme ikke kun udspiller sig som individuelle handlinger, men også er en del af et større samfundsmæssigt mønster, der er forankret i historiske, politiske og økonomiske forhold. For at forbedre raceforholdene i Darwin – og i Australien generelt – er det nødvendigt med både politiske og sociale forandringer, som tager højde for de strukturelle faktorer, der bidrager til marginaliseringen af aboriginske folk. Anerkendelse af disse problematikker og en vilje til at ændre eksisterende uretfærdigheder er afgørende for at skabe et mere inklusivt og respektfuldt samfund.