Hvordan kan man forstå den ufrugtbare jord og den desperate kamp for at få den til at gro?

Reverend Mr. East kiggede omkring sig med et udtryk af forundring og vantro. "Er dette virkelig det sted, du vil have mig til at bede Gud om at få til at vokse?" spurgte han og rystede på hovedet. Hans stemme var høj og skarp, og oxens øjne rullede, da han begyndte at råbe. Dyret, forvirret og frustreret, løb mod skovbrynet. Preacherens to sønner, som forsøgte at holde fast i dyrets ører, kæmpede med at få kontrol over det, mens det prøvede at sparke sig fri af den tunge plov og snoren, der holdt det fast. Den jordejer, der var på stedet, forsøgte at få kontrollen med ploven, men jorden var stenhård og ufrugtbar.

Oxen forsøgte at trække ploven frem, men blev konstant forstyrret af de to unge præsters forsøg på at få dyret på rette kurs. Hver gang oxen forsøgte at trække lige, blev det forsigtigt ført i en anden retning af præsterne. Jorden blev revet op i store klumper, men det var ikke et tegn på fremgang – snarere på kaos. Den forvirrede ox trak ploven i cirkler, og jordejerens anstrengelser syntes forgæves. Hans fødder kom knap nok i kontakt med jorden, før han igen blev kastet op og hængende på ploven, der ikke kunne få ordentlig fat.

"Stop den idiot," råbte Mr. East. "Stop det før du pløjer hele verden under, mand!" Hans vrede var udtømt, og han kunne ikke længere lade være med at kritisere både manden og hans metode. "Jeg har gjort mange dumme ting i Guds navn, men dette er en af de dummeste! Gør det hurtigt, for ellers ender vi med at begrave både dig og den plov, du har bundet dig til."

"Skal vi ikke bede?" sagde Mr. East med en sarkastisk tone. "Herren har sikkert en god forklaring på, hvorfor denne mark har været en død zone i så mange år." I en ydmyg og halvhjertet bøn bad han Gud om at velsigne både jordejerens anstrengelser og hans tragiske valg af jord. Han afsluttede sin bøn med en hånende kommentar om, at måske var den eneste velsignelse, der kunne komme, en hurtig død for både mand og okse, da det var tydeligt, at de begge var på en vej mod undergang.

Efter bønnen vendte præsten og hans sønner sig mod deres vogn. Mr. East rystede på hovedet og tog imod de penge, som jordejeren havde givet ham for at udføre ritualet. "Det vil aldrig vokse noget her," sagde han hånligt, og vendte sin hest for at forlade marken.

Efter at præsten og hans sønner var rejst, stod jordejeren alene i den tomme mark. Ødelæggelsen omkring ham var komplet, og alt, hvad han havde tilbage, var håbet – et håb, der var blevet forsøgt knust af både hans egne anstrengelser og den vrede, som præsten havde kastet mod ham. Men hans sind var ikke helt forstummet; han kiggede op mod himlen og begyndte at vurdere, hvad næste skridt kunne være.

Når man står overfor umulige odds, som jordejeren gjorde, er det let at miste troen. Men hvad der ofte overses i sådanne situationer, er den indre styrke, der findes i at fortsætte, selv når alt virker tabt. De ydre faktorer som hård jord, vejrforhold og utilfredsstillende udstyr kan være alvorlige hindringer, men det er de interne beslutninger og den vedholdenhed, der til sidst afgør, om et land vil blomstre – eller forblive en håbløs ørken.

Hvordan forstår man forholdet mellem magt og menneskelighed gennem et fængselsarbejde?

I den varme augustdag, mens vi ventede i det høje græs ved siden af en markvejs grøft, var det kun lyden af en knirkende bro og summen af trafikken, der brød stilheden. En bro, der ledte over en bæk og gennem Mr. Hesters frugtplantage, en bro, der på en eller anden måde syntes at være et symbol på det, der snart skulle udspille sig. Det var middag, og varmen var ulidelig. Vi ventede på natten, men det var selvfølgelig også, når Mr. Hester var mest årvågen.

Så kom lastbilerne – lastbiler, der bærer de fængslede. En hundebil stoppede lidt længere nede ad vejen, mens de andre trucks, fyldt med mænd, standsede nær broen. "To af jer, drenge, kom ud og hent de store hamre," råbte en af vagterne. De blev beordret til at arbejde på broens fundament, en streng og brutal opgave, som viste, hvordan magt og disciplin blev udøvet gennem tvang. En stor mand ved navn A.T. blev presset til at deltage i dette arbejde under alvorlige trusler om vold, og hans lidelse blev endnu en måde at vise, hvordan kontrol blev etableret i et samfund, hvor disciplin og underkastelse var uadskillelige.

A.T. var en enorm mand, den største sorte mand, jeg nogensinde havde set. Han var blevet straffet for at have talt tilbage til en kaptajn og blev nu underlagt en brutal form for fysisk straf, et "ritual," der skulle lære ham en lærestreg. Vagten, der bar et ødelagt pumpgevær, insisterede på, at han skulle bøje sig og arbejde, ellers ville der ikke være nogen anden løsning. A.T. havde ikke meget valg i situationen. Han måtte adlyde, ellers ville konsekvenserne være frygtelige.

Som en lille opdagelse under dette brutale møde med autoriteten fik vi at vide, at A.T. engang havde arbejdet for Mr. Hester i frugtplantagen, men at hans liv var blevet afsporet af hans tid i fangelejren. I denne kortvarige samtale blev vi introduceret til ideen om, hvordan samfundets hierarkier kunne afspejles i små personlige fortællinger om liv og død. A.T. ønskede ikke længere at tale om det, men alligevel afslørede han et ønske om at hjælpe. Han kunne skaffe æbler fra Mr. Hesters plantage, hvis han kunne få en kort pause fra sit fængsel. Det var et interessant aspekt af hans karakter: en person, der stadig havde noget at give, selvom han var i en situation, der ikke tillod ham nogen form for frihed.

Det, der fulgte, var en kompleks plan om at få æblerne, mens A.T. stadig var fanget i sin situation. Det blev hurtigt klart, at denne lille gestus var mere end bare en simpel handel. Den symboliserede den måde, folk kunne finde små handlinger af modstand eller lidt lettelse midt i den største undertrykkelse. De havde ikke meget magt, men alligevel kunne de finde måder at udveksle noget af det, de havde, selv når de var fanget af systemet.

Mens vi bevægede os langs græsset med vores æbler, vidste vi, at vi kunne få noget ud af denne situation – en følelse af triumf mod systemet, et lille skridt til at forstå den indviklede og ofte uretfærdige verden, som disse mennesker navigerede i. Vi fik øje på lastbilerne, der vendte tilbage, og vagterne begyndte at kontrollere A.T. igen. Da vi så ham reagere på vagternes krav, blev vi vidner til, hvordan et enkelt menneskes opførsel kunne udløse en voldsom respons fra systemet. A.T.s modstand var den sidste lille handling, han havde, en simpel triumf i et system, der havde tæmmet ham.

Vagten, der igen truede A.T. med vold, blev konfronteret af det, der syntes som et hån. A.T. havde på en eller anden måde fået broen til at se ud som om den var blevet repareret af sig selv – et mirakel eller måske blot et udtryk for, hvordan man kan finde en vis kontrol i en situation, hvor man ellers er fuldstændig magtesløs. Denne lille, næsten humoristiske hændelse blev en måde at udtrykke den frustration og opstandelse, der var blevet bygget op i A.T., et menneske, der havde lidt så meget under systemet.

Det er vigtigt at forstå, at hver enkelt handling i en sådan fortælling kan have langt større betydning end den umiddelbare situation, vi ser. Der er mange lag af magt, modstand og overlevelse, der ikke nødvendigvis ses ved første øjekast, men som er essentielle for at forstå de underliggende strukturer, der former menneskers liv.

Hvad sker der, når friheden købes ud?

»Aldrig set!« »Åh…« »Få din sorte r** ned til fogedens kontor og kom ikke tilbage, før du har manden, eller indtil de låser stedets døre i nat. Giv mig ikke grund til at sætte pakkerne fra mig!« Jeg gik. »Sig til fru Eustis, kirkegården ligner en efterbyrd!« råbte jeg og sprang af sted mod rådhuset. De sædvanlige sad på deres stole og bænke, men jo nærmere jeg kom, jo langsommere bevægede jeg mig. Sheriftrucken med tremmen bagpå stod ikke på pladsen — de var ude på et ærinde. Tre sheriffer og ingen stedfortræder betød: døren ville være lukket, mens de var væk.

Sheriffs kontor var selvfølgelig låst med et skilt: »Vi er tilbage, når retfærdigheden er uddelt.« En skygge faldt ved døren; manden i læder stod der med grå øjne, så gennemtrængende at jeg stak et lille spring. »De ved godt, hvordan man skjuler et sheriffs kontor i denne county,« sagde han. »Nå, hr., det er ikke på sædvanlig plads,« svarede jeg. »Hej! Har I forretninger her?« ropede Deputy Marshal Marshall med hænderne på hofterne. Vi havde tre county-sheriffer og ingen stedfortræder; en statute af absurde tomme pladser.

»Jeg skal indberette mig til county sheriffen,« sagde manden. »Jeg må vel gøre,« svarede Marshall og førte os ned i kælderen til marshalens kontor. Han rodede i skufferne, fandt de gule formularer og læste op — navne, alder, prision (Parchman Farm), arbejdsstatus: »convict«, førhen ansat som »wildlife management specialist« — et tørt grin ved den eufemisme. Forholdene blev læst: arbejdstid for to dollars om måneden og kost; kun én varm måltid dagligt; en enkelt påklædning og et ekstra sæt tøj om året; forbud mod at forlade county uden tre dages skriftlig varsel; forbud mod at associere med »personer af lav moral«; ingen knive, ingen spiritus; ærekrav og truslen om øjeblikkelig genindsættelse i fangeskab ved mindste forseelse. »Forstår du alt dette?« »Ja, sir.« Han skrev sit navn langsomt, signerede sin frihed købt med papir og mundtlige advarsler.

Jeg fik ordre om at køre ham ud til Boss Eustis’ ejendom. Ting var i oprør der; en distriktsdommer var død og hele verden syntes at forandre sig. JimBob, overseeren, pegede: »Sæt ham i Roskus’ gamle skur ved siden af mit. Rens det. Han spiser med andenholdet i køkkenet. Boss ser på det i morgen.« »Vi vil have problemer?« spurgte JimBob. »Ikke at I kan se,« svarede manden. Vi begyndte at feje og skrubbe — en enkel besked om, hvordan et menneske, købt ud af systemet, langsomt bliver indsat i et nyt net af regler, aftaler og trusler, alle underskrevet i en slags lovens navn.