Tamariner og gorillaer laver forskellige opkald, der inkluderer lyde som Gua’s lyde og fløjtelyde. Når disse lyde kombineres, kan de faktisk kommunikere enkle beskeder til deres familie og venner, som f.eks. advarsler om rovdyr. Denne form for kommunikation har ændret vores forståelse af sprog og affødt forskning om, hvorvidt det at kommunikere i sætninger er noget, der kun hører til mennesker. Tidligere troede vi, at evnen til at tale i sætninger var en unik menneskelig egenskab.

I slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne forsøgte psykologerne Catherine og Keith Hayes at opdrage en ung chimpanse ved navn Viki som et menneske. På trods af deres utrættelige indsats lærte Viki kun at sige fire ord: mama, papa, kop, og op. Viki døde desværre af viral meningitis i en alder af 7 år. Men forsøget afslørede noget vigtigt – vores primatfætre har et potentiale for at lære menneskelig kommunikation.

Samtidig arbejdede Allan og Beatrix Gardner med at ændre vores syn på primater og deres sproglige evner. De opdrætte en chimpanse ved navn Washoe og lærte hende amerikansk tegnsprog (ASL). Washoe lærte omkring 250 ord, og det interessante var, at hun senere lærte hendes chimpanse-søn de samme ord. Lucy, en anden chimpanse, som blev opdraget i et menneskeligt miljø, lærte også ASL og viste en bemærkelsesværdig evne til at udtrykke humor gennem tegnsprog. Koko, en gorilla, lærte endda over 1000 tegn, hvilket også viser, at primater har en imponerende kapacitet til at lære menneskets sprog.

Disse observationer vækker spørgsmålet om, hvorvidt vi er tættere på at opdage det unikke sprogpotentiale hos vores primatfætre. Men den berømte lingvist Noam Chomsky advarer mod at blive for optimistiske med hensyn til muligheden for at kommunikere med gorillaer om livets mening. Hans primære kritik er, at vores primatfætre ikke har den særlige lingvistiske arv, der er udviklet eksklusivt i Homo sapiens’ linje. Deres fysiologi, neurologi, kroppe og hjerner forhindrer dem i at udvikle den samme avancerede sprogforståelse som mennesker.

Et værktøj, der hjælper med at kortlægge udviklingen af menneskets sprog, er glottochronologi. Glottochronologi hjælper os med at spore, hvordan sprog som engelsk og tysk har en fælles oprindelse og stadig deler nogle grundlæggende ord. Jo længere tid to sprog er adskilt, desto mere vil deres kernevokabularer udvikle sig forskelligt. På samme måde kan glottochronologi bruges til at kortlægge spredningen af menneskesprog globalt.

I forbindelse med historisk lingvistik er der også fokus på døde og uddøende sprog. I dag er der over 6000 kendte sprog, men halvdelen af dem forudses at gå ud af brug i løbet af det 21. århundrede. Mange af de oprindelige sprog i Nordamerika, som f.eks. Caddo og Yuchi, er truet, fordi kun få talere er tilbage, der kan opretholde dem. Initiativer som Living Tongues Institute for Endangered Languages arbejder aktivt på at forhindre, at disse sprog uddør.

Deskriptiv lingvistik beskæftiger sig med, hvordan sprog fungerer på et grundlæggende niveau. Der er fem grundlæggende elementer i menneskelig kommunikation: fonemer (lydheder uden betydning), morfemer (de mindste enheder af betydning), grammatik (reglerne for sprogbrug), syntaks (sætningens struktur) og semantik (mening).

Et interessant eksempel på, hvordan sprog kan udvikle sig under specielle forhold, findes i Al-Sayyid, en beduinby i Israels Negev-ørken. Her har en høj koncentration af døvhed i befolkningen ført til udviklingen af en lokal tegnsprog, Al-Sayyid Bedouin Sign Language, der adskiller sig fra både de talte sprog og de regionale tegnsprog. Denne udvikling understøtter ideen om, at mennesker er født til at kommunikere, og vi er udstyret med evnen til at skabe sprog, når behovet opstår.

Endelig har sociokulturel lingvistik, der undersøger forholdet mellem sprog og kultur, gjort det klart, at normer for kommunikation varierer på tværs af kulturer. I Mali bruger bønder, der taler Bamanankan, et 24-timers tidsystem, men deres dagligdags sprog adskiller sig fra de vestlige tidsperspektiver, der fokuserer på specifikke timer og minutter. Dette understreger, hvordan sprog og tid kan være tæt forbundet med kulturens syn på hverdagen.

Også køn spiller en stor rolle i, hvordan mennesker kommunikerer. Ifølge lingvisten Deborah Tannen er der en grundlæggende forskel mellem, hvordan drenge og piger lærer at kommunikere, baseret på deres socialeisering i barndommen. Drenge lærer ofte at etablere venskaber gennem større gruppesamtaler, mens piger er bedre til at opbygge dybe, intime forhold gennem mindre grupper.

Derfor er det vigtigt at forstå, at sprogets udvikling og kommunikation ikke kun er et resultat af biologi, men også en kulturel og social proces, der kan forme, hvordan vi interagerer med andre.

Hvordan antropologi kan ændre krigens gang og redde liv: Etik og anvendelse i militære sammenhænge

Antropologi har længe været betragtet som en disciplin, der fokuserer på at forstå menneskets kultur, historie og sociale strukturer. Men i en moderne krigskontekst kan antropologi ikke kun belyse etnografiske forhold, men også spille en aktiv rolle i militære operationer. Dette skaber etiske dilemmaer, som udfordrer de traditionelle grænser for feltet. Under krigen i Irak og Afghanistan blev antropologer brugt til at hjælpe militæret med at forstå de kulturelle dynamikker i de områder, de opererede i. Dette kunne være alt fra at designe kampagner, identificere potentielle mål og forbedre kommunikationen med lokalbefolkningen. Helt konkret blev et program kaldet Human Terrain System (HTS) oprettet, hvor antropologer arbejdede tæt sammen med militæret. På sit højeste ansatte HTS omkring 500 antropologer. Den samlede omkostning for programmet løb op i 725 millioner dollars, og det blev betragtet som en succes i en kort periode.

Men efter at størstedelen af de amerikanske tropper trak sig ud af både Irak og Afghanistan, og HTS-programmet blev lukket ned i 2014, opstod en alvorlig etisk bekymring. Mange antropologer begyndte at stille spørgsmål ved, hvorvidt de kunne forene deres videnskabelige integritet med det faktum, at deres arbejde direkte kunne påvirke krigens udfald. Hvad sker der, når antropologi ikke længere kun er en akademisk disciplin, men bliver anvendt i et militært regi, hvor det kan have direkte indflydelse på menneskeliv?

For antropologer, der arbejder i krigsområder, er den værste frygt at blive betragtet som en agent for efterretningstjenester eller militære myndigheder. Selvom antropologiens oprindelige formål er at fremme forståelse mellem mennesker og kulturer, kan den militære anvendelse af denne viden hurtigt blive politiseret. Et af de største etiske dilemmaer, der opstår, er spørgsmålet om neutralitet og uafhængighed. Hvordan kan en antropolog opretholde sin objektivitet, hvis han eller hun er ansat af militæret og bliver bedt om at bruge deres kulturelle viden til strategiske formål? Dette var præcis den bekymring, der blev fremført af mange af de forskere, der oprindeligt deltog i HTS-programmet.

Antropologi i krigens kontekst betyder, at antropologer ikke længere blot studerer samfund i deres naturlige miljø. I stedet bliver de en aktiv del af det system, de undersøger. Dette rykker feltet langt væk fra de etiske retningslinjer, som antropologer normalt følger. For eksempel skal antropologer i deres arbejde beskytte informanter og sikre, at deres data ikke bliver brugt til at skade de mennesker, de studerer. Når antropologi anvendes til militære formål, kan disse beskyttelser hurtigt blive kompromitteret, især hvis resultaterne af antropologens arbejde bruges til at identificere mål for angreb eller til at udforme militære strategier.

Det er ikke kun i krigsområder, at antropologi bliver udfordret etisk. I dag ser vi også en voksende anvendelse af antropologi i efterforskning og retshåndhævelse, hvor den beskæftiger sig med at identificere ofre og forstå de omstændigheder, der førte til dødsfald. Forensic antropologi – som beskæftiger sig med at identificere ukendte menneskelige rester – er et område, der har vundet stor betydning i forbindelse med menneskelige katastrofer som 9/11 og andre massakrer. Forensic antropologer anvender videnskabelige metoder til at identificere ofre og finde ud af dødsårsager, som kan bruges i retssager og til at give efterladte en form for afslutning. En af de mest markante teknikker, der anvendes i forensic antropologi, er alder- og kønsbestemmelse ved hjælp af skeletrester, hvor man analyserer bl.a. bækkenstrukturen, kraniets form og de samlinger af knogler, der afslører information om individets biologiske køn og alder.

En anden vigtig del af forensic antropologi er at afgøre, hvor lang tid et menneske har været død. Insekter spiller her en vigtig rolle. Visse insekter, som fluer og mider, er de første, der ankommer til et lig, og deres udviklingsstadier kan give et præcist mål for, hvornår dødsfaldet fandt sted. Dette betyder, at forensic antropologer kan rekonstruere tidspunkter for dødsfald med stor præcision, ofte ned til den enkelte dag.

Det er også værd at bemærke, at forensic antropologi i stigende grad er blevet betragtet som et humanitært redskab. Især efter katastrofer som 9/11 er forensic antropologer blevet en uundværlig del af den globale indsats for at identificere ofre og hjælpe pårørende med at få svar. For eksempel blev forensic antropologer aktivt involveret i at finde og identificere ofrene for massakrer, som fandt sted under konflikter som Balkan-krigene.

På den måde ser vi en stigende tendens i, at antropologi, både i dens mere traditionelle form og i dens moderne, mere teknologiske varianter, bliver et nødvendigt værktøj i en verden, der i stigende grad er præget af globale konflikter og humanitære katastrofer. Denne udvikling udfordrer de etiske grænser for, hvad antropologi bør og kan bruges til, og åbner op for et diskussionsfelt, der vil blive ved med at være relevant i fremtidens konflikter og i arbejdet med at finde løsninger på de menneskelige konsekvenser af krig og katastrofe.

Hvordan vores opførsel og genetik afslører de dybe bånd mellem mennesker og primater

I en fascinerende serie eksperimenter har primatologer undersøgt, hvordan menneskelige egenskaber som kognition, adfærd og social organisation også findes hos vores nære dyrefamilier. Et eksperiment udført med aber som capuchiner og bonoboer afslører, hvordan vi deler mange adfærdsmæssige træk med vores primate slægtninge. Dette gælder både for det økonomiske valg og for reaktioner på retfærdighed. Et eksempel på det er den berømte forskning udført af Susan Savage-Rumbaugh, som har arbejdet tæt sammen med bonoboen Kanzi, der har vist sig at forstå og reagere på både symbolsprog og menneskelig kommunikation.

Kanzi, en bonobo som deler 99 % af vores gener, har lært at bruge lexigrammer, som er symbolske repræsentationer af ord. Han har vist evnen til at udtrykke sig selv, for eksempel ved at bygge et bål og tilberede en s’more – handlinger, som vidner om hans evne til at håndtere komplekse opgaver og huske sekvenser af begivenheder. Dette viser ikke bare, at bonoboer er exceptionelt kloge, men at de også demonstrerer en social bevidsthed, som tidligere blev betragtet som unikt menneskelig. Kanzi og Susan Savage-Rumbaugh demonstrerer således, at vores forskelle kan være mere kulturelle end biologiske.

Dette eksperiment bringer os videre til spørgsmålet om, hvad der gør mennesker unikke i den primære slægt af primater. Den biologiske opdeling af primater omfatter tre store kategorier: prosimier, aber og menneskearter. Mens mennesker teknisk set er en del af abernes kategori, er det vigtigt at forstå, at vi alle stammer fra en fælles forfader, som levede for over 60 millioner år siden. Dette er ikke det samme som at sige, at mennesker direkte stammer fra chimpansearterne, men snarere at vi og chimpansen deler en fælles forfader.

En anden primatolog, Laurie Santos, har udført en anderledes undersøgelse, som fokuserer på økonomisk adfærd blandt primater. Santos og hendes studerende har undervist capuchin-aber i at bruge penge, hvilket giver os en fascinerende indsigt i, hvordan primater træffer økonomiske valg. Ved at give aberne en lille "pung" med mønter, som de kunne bruge til at købe snacks, kunne Santos undersøge, hvordan aberne reagerede på økonomisk betingede valg. Monkeys, ligesom mennesker, havde en tendens til at vælge snacks med højere værdi, og de kunne endda begynde at handle for at få mere favorable priser. Dette bekræfter, at visse grundlæggende økonomiske beslutninger er universelle blandt primater, selvom mennesker har udviklet langt mere komplekse økonomiske systemer.

En vigtig opdagelse fra Santos' forskning er, at mens capuchinerne kunne vælge, hvad de ville "købe", var de ikke i stand til at spare penge til fremtiden. Dette er en af de markante forskelle, der adskiller menneskelige beslutningstagning fra den primative økonomi, som findes blandt aberne. På trods af at vi deler mange genetiske træk med disse primater, er vores evne til at planlægge langsigtet og forstå fremtidige konsekvenser langt mere udviklet.

Når vi ser på primaternes evolutionære træ, opdager vi, at alle nuværende primater – fra lemurer til orangutanger – stammer fra en fælles forfader, som levede for mere end 60 millioner år siden. Denne forfader, kendt som MRCA (Most Recent Common Ancestor), ligner måske en lille egern-lignende skabning med en lang hale, der levede i træerne. Den tidlige evolution af primater førte til opdelingen i tre hovedgrupper: prosimierne, de nye verden abernes (Platyrrhini) og de gamle verdens abernes (Catarrhini). De forskellige afdelinger på denne evolutionære rejse har ført til den bemærkelsesværdige mangfoldighed, vi ser blandt primater i dag, og det er netop i denne opdeling, at vi finder vores genetiske nære slægtinger i gorillaer, orangutanger og chimpansere.

Selvom forskellene i fysisk form og levesteder mellem mennesker og vores primatfætre er åbenlyse, afslører disse forskningsprojekter en dyb forbindelse, som binder os sammen på et biologisk og adfærdsmæssigt niveau. Vore nære genetiske bånd med aberne understreger, at menneskets evne til at forstå komplekse systemer, skabe værktøjer og endda engagere sig i økonomiske valg, måske ikke er så unikt, som vi ofte forestiller os.

Hvad betyder dette så for vores forståelse af menneskets plads i verden? Det betyder, at vi som mennesker skal erkende, at vores adfærd og sociale strukturer ikke er helt så fjernt fra vores dyrelige slægtninge, som vi måske har troet. Vores kognitive evner, sociale dynamikker og endda økonomiske beslutningstagning trækker på fundamentale egenskaber, som vi deler med primaterne. Og måske, som forskningen antyder, er vores kulturelle forskelle mere resultatet af menneskets unikke historie og tilpasning end af en dyb biologisk adskillelse.

Hvad betyder det, når vi ikke kan komme sammen?
Hvordan fanger man det dramatiske spil mellem lys og skygge i fotografering?
Hvad betyder misbrug af magt i politiske beslutningsprocesser?