Hvordan Nixon opbyggede den nye amerikanske majoritet gennem tale og politik

I 1972, da Richard Nixon stod til at blive genvalgt som præsident, talte han ofte om at skabe en "ny majoritet", som kunne forene folk på tværs af forskellige aldersgrupper, religiøse grupper og etniske baggrunde. Dette mål var ikke kun at vinde et valg, men at forme en national identitet, der kunne samle et Amerika præget af mangfoldighed, men samtidig enhed. Nixon betragtede sine taler som en metode til at opbygge en kollektiv forståelse af det amerikanske fællesskab, hvor folk, på trods af deres forskelligheder, kunne enes om grundlæggende værdier og idealer.

I en radiotale fra 28. oktober 1972 kaldte Nixon denne proces for "One America". Han talte om et Amerika, der på trods af sin store etniske og racemæssige mangfoldighed, kunne finde fælles grund i "bestemte grundlæggende værdier og principper". Disse værdier var for ham tæt forbundet med "gamle dyder" som moral, karakter, hårdt arbejde, kærlighed til landet og åndelig tro. Han fremhævede også den betydelige kulturelle indflydelse, som immigranter havde haft på den amerikanske kultur, og hvordan deres indflydelse kunne ses som en styrke, der bidrog til at opbygge denne fælles nationale identitet.

Men bag disse opfordringer til enhed var der også subtile politiske budskaber, der var designet til at appellere til visse vælgergrupper. Nixon kritiserede for eksempel ideen om kvoter og diskrimination som en måde at afhjælpe racemæssig ulighed på, og han advokerede for, at børn ikke burde blive begrænset af sådanne politikker. Det var et budskab, der på en indirekte måde appellerede til de hvide arbejderklasser og etniske grupper, der følte, at de blev forfordelt af de offentlige politikker, der blev betragtet som et forsøg på at rette op på historisk racemæssig ulighed.

I sine taler benyttede Nixon en dobbelt retorik: På den ene side fremhævede han det amerikanske samfunds mangfoldighed og de grundlæggende værdier, der forenede det. På den anden side brugte han vagere, mere kodede formuleringer til at understøtte et synspunkt om, at samfundet i højere grad burde belønne individuelle præstationer snarere end at implementere politikker, der fokuserede på at hjælpe marginaliserede grupper. Dette var især tydeligt i hans modstand mod velfærdsreformer og den økonomiske omfordeling, som han mente kunne skabe afhængighed fremfor at fremme personlig ansvarlighed.

Nixon mente, at Amerika var et land, hvor "dybe moralske og åndelige principper" guidede folk i deres daglige liv, et land hvor patriotismen blomstrede, og hvor fælles idealer kunne forene mangfoldighed. I sin tale om "Den amerikanske børns fødselsret" den 5. november 1972 beskrev han et Amerika, hvor familier var stærke og tætte, og hvor alle, uanset race eller baggrund, havde lige muligheder for at udleve deres potentiale. Her forenede han en idealistisk vision om et stærkt og sammenhængende samfund med en praktisk afvisning af politikker, der kunne opfattes som favoriserende for bestemte grupper, såsom afroamerikanere.

Nixon brugte den samme retorik til at fremme idéen om, at amerikansk succes ikke burde afhænge af etnicitet eller race, men af den enkeltes arbejdskraft og karakter. I sin tale på Labor Day den 3. september 1972 opfordrede han arbejdsgiverne til at "fjerne falske restriktioner" og vurdere hver enkelt persons færdigheder i stedet for at lade race og etnicitet spille en rolle i anerkendelsen af talent. Dette budskab understøttede hans syn på et samfund, hvor alle havde lige muligheder for at lykkes, men samtidig afviste han politikker, der kunne skabe specifikke fordele for marginaliserede grupper.

Dette politiske narrativ var tæt knyttet til en voksende diskurs om de "fælles værdier" mellem de hvide og etniske grupper, som Nixon forsøgte at samle. Det var et forsøg på at udforme en national identitet, der kunne forene forskellige etniske og sociale grupper, selvom det samtidig også bidrog til en diskurs om racemæssig modstand og afhængighed. Den slags taler, selv om de kunne appellere til en bredere velfærds- og lige muligheder-ideologi, havde underliggende implikationer, der kunne tolkes som et udtryk for racial resentment, især blandt de hvide vælgere, der følte sig overset af de forudgående borgerrettighedsbevægelser og statslige indgreb.

I et længere perspektiv er det tydeligt, at Nixon forsøgte at definere et billede af det amerikanske samfund, hvor borgerne var forenede gennem de værdier, de delte, men uden nødvendigvis at ændre de grundlæggende strukturer, der skabte ulighed. I stedet for at ændre de økonomiske og sociale forhold for de mest udsatte grupper, talte han om en "moralsk orden", hvor fællesskab og fælles værdier kunne løse de dybere samfundsproblemer. Dette fik betydning for den videre politiske udvikling i USA, og satte standarden for den måde, politikere senere ville appellere til både arbejderklassen og de etniske minoriteter.

Hvordan Ræde Begreber og Politik Omdefinerede Amerikansk Identitet: Fra Nixon til Clinton

I begyndelsen af det 19. århundrede var begrebet "Hvidhed" under udvikling. Ifølge David Roediger blev frygten for afhængighed blandt immigranter i denne periode en drivkraft, der fik dem til at konstruere en modsætning til den sorte befolkning. For at imødegå deres egne usikkerheder og skabe et fælles grundlag for tilhørsforhold, blev sorte mennesker ofte set som repræsentanter for en forudindustriel, ledig og uforskammet livsstil – en livsstil, som den hvide arbejderklasse både frygtede og længtes efter at undslippe.

Dette retoriske spil blev gentaget og videreført af flere politiske ledere gennem årtierne, hvor både Nixon, Reagan og Bush benyttede sig af dette sprog, men med varierede grader af eksplicitte racehenvisninger. Nixon indledte en strategi, hvor han, i sit forsvar af en amerikansk national identitet, implicit forbindte velfærd og kriminalitet med sorte amerikanere og definerede dem som en antitese til de "ægte amerikanere," der var bundet sammen af ansvar, selvstændighed og traditionel værdiforståelse.

Da Bush kom til magten i 1988, ændrede han noget af den eksploderende racemæssige retorik, men fastholdt mange af de underliggende værdier, der var blevet fremhævet af Reagan og Nixon. I 1992, under sin genvalgskampagne, begyndte Bush at tone ned for den eksplicitte racebaserede retorik, men de grundlæggende principper om velfærd og kriminalitet som forbindelser til amerikansk identitet forblev intakte. I stedet for at appellere direkte til sorte og latino vælgere, fortsatte Bush sin politik, som stadig hvilede på en grundlæggende idé om et "real American"-ideal, selvom racen ikke længere var et centralt tema i hans tale.

Clinton i 1996, derimod, gav sig ud for at være en moderne demokrat med en mere moderat tilgang til racemæssige spørgsmål. Han talte ofte om race, men hans politik, især hvad angår velfærd, affirmative action og kriminalitet, var markant konservativ. Clinton brugte retorik, der mindede om Nixon’s kampagner, og i sin State of the Union-tale i 1996 talte han om et Amerika, der skulle "gå videre som ét Amerika", hvilket var et direkte citat fra Nixon’s 1972-kampagne. Clinton præsenterede sig selv som den "nye liberal", men hans tilnærmelse til politiske emner havde i høj grad rødder i de konservative diskurser fra tidligere republikanske ledere.

Denne udvikling havde stor betydning for, hvordan raciale relationer og amerikansk identitet blev behandlet i det politiske landskab. Clinton, som kaldte sig selv for en del af "New Liberalism", trak på de tidligere præsidenters retorik og politik, og i mange tilfælde kunne hans ord have været taget direkte fra Nixon eller Reagan. Denne strategi med at præsentere sig som en brud på fortiden, mens man samtidig forblev tro mod de gamle konservative ideer, reflekterede et skift i, hvordan race og raceforhold blev forstået i relation til velfærdsstaten og samfundets strukturelle problemer.

Retorikken, der blev skabt og videreført af disse præsidenter, havde vidtrækkende konsekvenser for både den politiske diskurs og for den måde, hvorpå forskellige etniske grupper blev set i forhold til den amerikanske drøm og samfundets muligheder. Racemæssige skel blev ikke nødvendigvis direkte adresseret, men deres eksistens blev i stedet formidlet gennem kodede udsagn, som deltog i opretholdelsen af den ideologiske opdeling mellem "de virkelige amerikanere" og "de andre."

Disse politiske strømninger i 1980’erne og 1990’erne har fortsat indflydelse på, hvordan race og samfundsforhold bliver forstået i USA i dag. Der er stadig en tendens til at ignorere strukturelle faktorer og i stedet fokusere på individuelle valg og ansvar, hvilket stadig afspejler de politiske diskurser, der blev etableret af Nixon, Reagan og Bush, og som Clinton i høj grad videreførte. På denne måde er forståelsen af amerikansk identitet stadig præget af gamle diskurser om race, værdier og afhængighed, som i stigende grad bliver udfordret af den moderne politiske udvikling.

Hvordan Bush og Obama Benyttede Race-Rhetorik i Deres Kampagner

Under sin tid som præsident og i hans kampagner benyttede George W. Bush og Barack Obama sig begge af race-rhetorik for at appellere til vælgere, men deres tilgange var præget af deres forskellige politiske mål og den samtidige udvikling i den amerikanske demografiske sammensætning. I denne sammenhæng er det nødvendigt at forstå, hvordan disse politiske strategier ikke kun reflekterer deres personlige holdninger, men også hvordan de blev brugt til at navigere i et politisk landskab, hvor race spiller en central rolle i politiske beslutninger og vælgeradfærd.

Bushs retorik omkring race og politik fremstod dog også gennem en kritik af det, han beskrev som Demokraternes manglende evne til at konkurrere om afrikanske amerikanske vælgeres støtte. Han spurgte, om det var godt for det afroamerikanske samfund at blive repræsenteret af kun ét politisk parti, og om Demokraterne fortjente deres støtte. Denne udtalelse, der implicit kritiserede Demokraterne for at tage de afroamerikanske vælgere for givet, var en vigtig del af hans strategi for at vinde minoritetsvælgeres støtte. Samtidig forbandt Bush ofte værdier som familieværdier og hjemme- og virksomhedsejerskab med racemæssige fremskridt, hvilket gjorde hans kampagner til et forsøg på at finde en politisk position, der kunne appellere til både de traditionelt konservative vælgere og de minoritetsgrupper, der var kritiske over for Demokraterne.

Barack Obama, derimod, repræsenterede et skift i den måde race blev diskuteret på i amerikansk politik. I hans 2012 kampagne var hans retorik i høj grad baseret på et forsøg på at bevæge sig væk fra den race-specifikke retorik, som hans forgængere ofte benyttede sig af. Obama blev ofte beskrevet som en post-racial kandidat, idet hans budskaber om forandring og inklusion var rettet mod et bredt spektrum af vælgere, herunder unge vælgere, LGBTQ-vælgere og afroamerikanske vælgere. Han forsøgte at appellere til disse grupper uden at fremhæve race som et centralt tema, men snarere som en del af en større national vision for USA.

Obama benyttede sig også af racemæssigt kodede begreber i sin retorik, men på en måde, der forsøgte at undgå at fremmedgøre vælgere. I modsætning til Bush, der ofte appellerede til traditionelle konservative værdier som familieværdier og økonomisk vækst, valgte Obama i højere grad at indramme sin kampagne i konteksten af national enhed og håb. Dette blev især tydeligt i hans vision for et land, der kunne overkomme racemæssige skel og skabe et samfund baseret på fælles værdier, hvor økonomisk vækst og social retfærdighed skulle gå hånd i hånd.

Begge præsidenter brugte race som et element i deres strategier, men på vidt forskellige måder. Bush forsøgte at skabe alliancer med minoritetsgrupper gennem en konservativ økonomisk dagsorden, mens Obama forsøgte at bygge en koalition baseret på inklusion og mangfoldighed, selvom race stadig var en afgørende faktor i hans politiske landskab. For begge præsidenter var det at tale til minoritetsgrupper et nødvendigt skridt for at opnå politisk succes, men de valgte forskellige retoriske metoder for at opnå dette mål.

Endelig er det vigtigt at forstå, hvordan begge præsidenters race-rhetorik blev en spejling af de politiske realiteter i deres tid. I en stadig mere multietnisk og demografisk diversificeret USA blev race et uundgåeligt element i politiske kampagner, hvor både republikanske og demokratiske partier måtte justere deres budskaber for at tiltrække de nødvendige vælgergrupper. Retorik, der en gang var baseret på klare og ofte polarisende rase- og klassediskussioner, blev gradvist mere nuanceret og tilpasset de ændrede realiteter i det amerikanske samfund. Dette skift kunne ses i begge præsidenters forsøg på at tiltrække latino-vælgere og fremme politiske strategier, der fokuserede på økonomisk vækst og social retfærdighed. Men på trods af disse justeringer forblev race et centralt tema i amerikansk politik, som stadig kræver opmærksomhed og refleksion.

Hvordan Race og Politisk Retorik Former Amerikansk Politisk Kulturel Identitet

Politikere som Richard Nixon, der var præsident fra 1969 til 1974, forstod effektivt, hvordan man kunne manipulere offentlighedens syn på race for at vinde valg. Nixon, sammen med hans politiske rådgivere, udnyttede strategier, der appellerede til både angsten for den voksende borgerrettighedsbevægelse og de økonomiske omvæltninger, der ramte arbejderklassen. I hans tale om lige uddannelsesmuligheder og skolebusning i 1972, som et eksempel, nævnte han den nødvendige balance mellem regeringens ansvar og statens ansvar for at sikre borgernes rettigheder og fremme lighed. I sine radioskrivelser og offentlige udtalelser indkapslede han essensen af det, der blev kaldt "den sydlige strategi", som skulle tiltrække hvide vælgere ved at udnytte deres frygt for de sociale ændringer forårsaget af borgerrettighedsbevægelsen.

Samtidig var de store mediekanaler, som f.eks. "Public Opinion Quarterly", med til at forme og bestemme, hvad der blev set som vigtigt i forhold til race og politik. Medieanalytikere som Maxwell McCombs og Donald Shaw understregede i deres undersøgelser vigtigheden af, hvordan medierne aktivt kunne forme offentlighedens forståelse af race-relaterede problemer og politiske emner. I deres arbejde påpegede de, hvordan medierne kan fremme visse politiske dagsordener og dermed have indflydelse på valgresultater.

Et særligt fænomén i den amerikanske politiske retorik var begrebet "Race Card", som Tali Mendelberg diskuterede i hendes arbejde om den amerikanske valgkamp i 1988. Her analyserede hun, hvordan begrebet kriminalitet blev politiseret og anvendt til at manipulere vælgernes holdninger til racemæssige spørgsmål. Mendelberg påpegede, hvordan politiske kampagner ofte fremstillede ikke-hvide som de, der udgjorde en trussel mod samfundet, hvilket igen styrkede frygten blandt hvide vælgere og fremmede de politiske strategier, der baserede sig på race og kriminalitet.

Det er vigtigt at forstå, at race og politiske beslutninger ikke blot er et spørgsmål om ideologi, men også om magt. Den måde, politiske aktører håndterer spørgsmål om race, afspejler ikke kun deres ideologiske præferencer, men også deres forståelse af, hvordan man kan udnytte race til at opnå politisk gevinst. I den amerikanske politiske kultur er race derfor ikke bare et spørgsmål om individers rettigheder og værdier, men et redskab til at opretholde eller udfordre de magtstrukturer, der eksisterer.

En vigtig nuance at forstå er, at mens race og racisme er dybt indlejret i den amerikanske politiske diskurs, er det ofte de strukturelle faktorer, som f.eks. økonomisk ulighed, der i sidste ende afslører de mere subtile og systemiske måder, hvorpå racisme manifesterer sig i samfundet. Derfor bør læseren overveje, hvordan økonomiske og politiske beslutninger, der synes at være neutralt, faktisk kan have stor indvirkning på marginaliserede racemæssige og etniske grupper.