Hvordan Mediasyndromet Påvirker Politisk Handling og Identitet i Den Moderne Tid

Med den accelererende udvikling af kommunikationsteknologier og den stadige vækst af sociale medier, er vi ikke blot formet af medierne, men vi er også blevet en del af dem. Vores sociale adfærd og identiteter er i stigende grad modelleret på mediernes logik og de formater, som de etablerer i vores liv. Jeg refererer til denne tendens som "mediasyndromet" (MS). Mediasyndromet beskriver den allestedsnærværende indflydelse, som medielogik, kommunikationsformater og medieindhold har på vores sociale liv, herunder identiteter, sociale spørgsmål og politiske handlinger. Individuelle personas og politiske handlinger, som vi ser på tværs af platforme, er i høj grad modelleret efter mediepersonligheder og karakterer, der stammer fra underholdningsorienterede kulturer, som medierne skaber og formidler.

Dette mediebillede har været i konstant udvikling i mere end fem årtier, hvor medierne er blevet både hurtigere, mere visuelle og mere personlige. Vores identiteter er blevet integreret i disse medier, og vi vurderer og guider vores handlinger gennem medieprismens filter. Denne udvikling har ændret den globale orden og skabt en ny form for social virkelighed, hvor begivenheder og handlinger ikke kun forstås i kulturelle og politiske termer, men også i form af medieindhold og symbolsk kommunikation. Den måde, vi forstår og relaterer os til verden på, er dybt forankret i, hvordan medierne konstruerer og fremstiller virkeligheden.

Den moderne politiske virkelighed er tæt forbundet med, hvordan medierne formidler begivenheder. Medierne har evnen til at definere, hvad der er en begivenhed, og hvordan vi skal forstå den. Denne mediale konstruktion af virkeligheden har afgørende indflydelse på politiske beslutninger og samfundsmæssige handlinger. For eksempel, under den globale COVID-19 pandemi, så vi hvordan politiske reaktioner blev formet af mediernes skildring af virusset. Trump-administrationens modstand mod effektiv regeringsindgriben og dens politisering af vaccinerne demonstrerede, hvordan politik og medier er dybt sammenflettet i nutidens samfund.

En anden påfaldende begivenhed, som understreger mediers indflydelse på samfundsopfattelse, var Sony-hacket i 2014. Hackernes afsløringer af interne e-mails og truslerne mod filmen "The Interview" – som latterliggjorde den nordkoreanske leder – blev hurtigt et globalt medieemne, hvilket understregede, hvordan populære kulturelle produkter og deres mediedækning kan blive et politisk instrument. Filmen blev til sidst udgivet, ikke i biograferne, men på on-demand platforme, hvilket viste, hvordan medielogik kan udfordre politiske beslutninger om censur og kontrol.

I et mere dystopisk perspektiv, kan man også observere hvordan såkaldte "mord-pornografi"-programmer på kanaler som Discovery Investigation Network har fundet et nichepublikum i det globale mediemarked. Dette eksempel afslører et kritisk forhold mellem underholdning og samfundets syn på kriminalitet, og hvordan medierne kan forstærke og forvrænge vores opfattelse af virkelighedens begivenheder.

Mediernes indflydelse på vores opfattelse af sygdomme og globale kriser har også vist sig i behandlingen af Ebola-udbruddet i 2014, som i USA blev opfattet langt mere dramatisk end i de lande, hvor sygdommen virkelig havde alvorlige konsekvenser. Mediedækningen forstærkede frygt og politisk splittelse, og på samme måde blev COVID-19-pandemien politiseret i USA. Trumps politisering af vaccinerne førte til en dyb splittelse mellem vaccinerede og uvaccinerede, hvor politiske skel – snarere end videnskabelige fakta – formede beslutningstagning og offentlig adfærd.

I denne kontekst er det essentielt at forstå, at mediers logik ikke kun handler om informationsspredning, men om formningen af vores identiteter, værdier og politiske holdninger. Mediasyndromet viser, hvordan medieplatforme, både traditionelle og sociale, skaber en ny social virkelighed, der er tæt knyttet til underholdning, politik og kommunikation. Denne sammensmeltning af medier og politik understreger behovet for en kritisk bevidsthed om, hvordan information fremstilles, og hvordan det påvirker vores forståelse af verden.

Hvordan frygt for terrorisme og kriminalitet formede politisk og social retorik i USA

Donald Trumps fremme af nationalisme relaterede sig til en falsk patriotisme og en omfattende frygt for terrorisme og fjender af USA. Krigen mod terrorismen fokuserede på både “ideen” og “metoden”, afhængigt af diskussionens og begrundelsens kontekst. Den meget brede definition af terrorisme tjente de centrale myndigheders formål og retfærdiggjorde også handlinger fra andre aktører (f.eks. Israel) i deres egne konflikter (Robin, 2002). Massemedierne var centrale bidragydere. Propagandastudier har bemærket, at massemedierne er centrale propagandaværktøjer, ikke kun i indhold, men også i format og den overordnede præsentation (Ellenius & Foundation, 1998; Jackall, 1994).

Med netværkets og lokale nyhedsudsendelser indpakket i flagfarver, reversflag og patriotiske slogans, blev begivenheder rapporteret primært fra USA's synspunkt. Dette blev tolket af forfatteren af Harper’s Magazine, der sagde, at medierne i høj grad fungerede som en forlængelse af regeringen, snarere end som en uafhængig og objektiv informationsformidler (Rutenberg & Carter, 2001). Journalistikken, med sine gentagne patriotiske budskaber, støttede den nationale identitet og den fælles definition af fare og offer, som var konsistent med en verden præget af terrorisme.

Trumps tilgang til terrorisme og muslimer ændrede sig hurtigt. Hans præsidentielle kampagneforslag om at bygge en mur langs den sydlige grænse – for at holde mexikanere og terrorister ude – og forslaget om at forbyde alle muslimer adgang til USA, forstærkede den frygt, der allerede var blevet ansporet af hans retorik. Frygten blev anvendt til at legitimere handlinger, der på overfladen kunne synes fornuftige, men som i virkeligheden havde dybe samfundsmæssige konsekvenser.

Terrorisme og narkokrigen spillede også en vigtig rolle i udvidelsen af frygten. Mange lande støttede synspunktet om, at terrorisme er en betingelse, og mange interne konflikter og revolutionære bevægelser blev kategoriseret som terrorisme. Alle regeringer, der kæmpede mod sådanne grupper, blev anerkendt som medspillere i USA’s globale kamp mod terrorisme. Inden for få dage efter 9/11 forpligtede lande som Colombia, Peru og Israel sig til at støtte USA i kampen mod terrorisme (Bennett, 2005). Ironisk nok, over de næste 15 år (2003–2018), ville befrielsesbevægelser i flere lande, især i Mellemøsten, blive betegnet som terrorister og modarbejdet af brutale diktatorer, der dræbte hundrede tusinder af mennesker (Altheide, 2009).

Donald Trumps brug af sociale medier, især Twitter, styrkede og legitimerede frygten for immigranter og muslimer. Hans angreb på politiske modstandere og hans fordømmelse af journalister og alle, der stillede spørgsmålstegn ved hans mange falske udtalelser, fik stor opmærksomhed og sendte politiske og sociale diskurser til et nyt lavpunkt. Den konstante underliggende frygt, som Trump opmuntrede, forstærkede den frygtsomme stemning i hans kampagne og blandt hans tilhængere. Et eksempel på dette var hans tweet i december 2015: “Donald J. Trump kalder til et totalt og fuldstændigt stop af muslimer, der træder ind i USA…” (Solis, 2018).

Dette tema blev videreført, da han foreslog et indrejseforbud mod flere lande med store muslimske befolkninger. Efter flere retssager og ændringer blev det amerikanske højesteret på 5-4 stemmer enige om at opretholde indrejseforbuddet af nationale sikkerhedshensyn. Justice Sonia Sotomayor, der skrev for mindretallet, understregede, at en fornuftig observatør af Trumps kommentarer og opførsel ville konkludere, at det primære formål med denne erklæring var at diskriminere mod islam og dens tilhængere (Ebbs, 2018).

Hvordan Internettet og Sociale Medier Har Omformet Politiske Dynamikker

I en tid, hvor de digitale medier er blevet det primære informationsfilter for millioner af mennesker verden over, er effekten af internettet på politik og samfund blevet stadig mere markant. De traditionelle medier, som engang havde monopol på nyhedsformidling, har i stigende grad måttet dele scenen med de sociale platforme, hvor næsten enhver bruger nu kan udtrykke sig og skabe indhold. Men med denne demokratisering af information er der også opstået nye udfordringer i forhold til, hvordan vi forholder os til sandhed, misinformation og politisk manipulation.

Sociale medier, såsom Twitter, Facebook og YouTube, har ændret den måde, politiske kampagner føres på. I stedet for at stole på etablerede nyhedskanaler til at formidle information, kan politikere nu direkte kommunikere med vælgerne, ofte uden noget filter. Donald Trump er et markant eksempel på denne udvikling. Hans aktive brug af Twitter, både før og efter hans præsidentperiode, har været med til at forme hans offentlige billede og skabe direkte kontakt med hans tilhængere. Hans tweets blev et værktøj til både at mobilisere støtte og angribe modstandere på en måde, som traditionelle medier ikke kunne tilbyde.

Denne form for politisk kommunikation har ikke kun ændret, hvordan politikerne taler til befolkningen, men også hvordan offentligheden interagerer med politik. Sociale medier tillader en konstant strøm af information, hvilket kan føre til en form for politisk "boble", hvor individer kun eksponeres for de synspunkter, de allerede er enige i. Det er blevet lettere at finde fællesskaber og grupper, der bekræfter ens egne holdninger, hvilket kan skabe polarisering og forstærke de eksisterende politiske skel.

Internettet har også været en platform for politisk radikalisering. Artikler, videoer og memes, som måske ikke ville have fået opmærksomhed i de traditionelle medier, kan hurtigt sprede sig og få en stor indflydelse på offentligheden. Et markant eksempel på dette er den måde, som højreorienterede bevægelser og konspirationsteorier, som den om Sandy Hook-skyderiet, er blevet fremmet af personer som Alex Jones. Disse ideer, der i mange tilfælde er baseret på falske eller manipulerede oplysninger, har fundet grobund på internettet og i sociale mediegrupper, hvilket gør det svært for modstandere at trænge igennem med faktuel information.

Desuden har den måde, vi opfatter nyheder på, ændret sig radikalt. I stedet for at stole på en enkelt kilde til information, er vi nu vant til at navigere i et hav af onlineindhold, hvor det er svært at skelne mellem hvad der er fakta, hvad der er meninger, og hvad der er bevidst misinformation. Sociale mediers virale natur betyder, at det, der trender, ofte ikke nødvendigvis er det mest korrekte eller objektive, men det der genererer flest klik og opmærksomhed.

I et politisk landskab, hvor information kan blive manipuleret og brugt som et våben, er det blevet stadig vigtigere for individer at udvikle en kritisk sans og evnen til at analysere de kilder, de støder på. Vi har set, hvordan personer i magtpositioner kan udnytte sociale mediers platforme til at styrke deres egne politiske positioner, samtidig med at de underminerer modstandere eller skaber kaos. Dette gør det nødvendigt for borgerne at forstå de dynamikker, der spiller ind, og hvordan internettet kan påvirke deres politiske holdninger.

En anden vigtig udvikling er den måde, som medierne selv har ændret sig på i takt med digitaliseringens fremmarch. For traditionelle medier har det ikke kun handlet om at forblive konkurrencedygtige i en verden fyldt med onlinealternativer, men også om at tilpasse sig den nye virkelighed, hvor hurtighed og konstant opdatering har fået stor betydning. Det betyder, at journalistik ofte må tage en baggrundsrolle i forhold til at skabe indhold, der er skabt for at tiltrække opmærksomhed, uanset om det er baseret på objektive fakta eller ikke.

Det er derfor essentielt at forstå, hvordan denne nye form for politisk medialisering påvirker demokratiets fundamenter. Når medierne og politikerne bruger de samme platforme til at kommunikere, kan det udviske linjerne mellem information og underholdning, mellem fakta og manipulation. Dette er en vigtig konsekvens af internettets fremmarch i politisk kommunikation. Hvad der tidligere var politisk analyse, bliver nu ofte til viral underholdning, hvilket kan føre til en forfladigelse af den politiske diskurs.

Det er derfor ikke blot et spørgsmål om at forstå, hvordan internettet fungerer som en kanal for politisk kommunikation, men også at erkende, hvordan disse nye kommunikationsformer kan forme vores forståelse af verden. Vi er nødt til at blive mere opmærksomme på de kræfter, der opererer bag de digitale platforme, og hvordan de kan blive brugt til at fremme politiske dagsordener på måder, vi måske ikke er opmærksomme på i øjeblikket.