Hvordan forstås “post-truth” i relation til fascisme og marxistisk filosofi?

I den oprindelige marxistiske forståelse er “sandhed” ikke en uafhængig størrelse, men afhængig af sociale relationer – idéer opstår som følge af sociale forhold og ikke omvendt. Etienne Balibar beskriver dette som en slags kopernikansk revolution i filosofiens selvforståelse, hvor filosofien ikke længere ses som en autonom disciplin, men som en aktivitet, der er underlagt og formet af bredere sociale processer. Marx selv, især i sine sene arbejder, kritiserede filosofien som en "mesterdisciplin", der fejlagtigt hævdede at kunne forstå verden uafhængigt af praksis. I stedet vendte han denne idé på hovedet: Filosofi må ikke blot fortolke verden, men også søge at forandre den. Dette indebærer, at epistemologi underordnes politik og praksis – viden bliver sekundær i forhold til handling.

Dette gør fascismen til et interessant studie i hvordan politisk magt og ideologi kan overskride klassiske kategorier og simple opfattelser af autoritær tvang. Det understreger også fascismens langvarige appel i visse samfunds- og politiske kontekster, og at dens succes i Italien blandt andet skyldtes dens evne til at skabe en følelse af national enhed og kulturel sammenhæng, som den liberale demokrati ofte savnede. Her manifesterer “post-truth” sig som en politisk strategi, der udfordrer sandhedsbegrebet og i stedet fremhæver konsensus og narrativets magt.

På venstrefløjen ses en anden form for “post-truth” diskurs gennem Althusser og hans videreudvikling af Marx’ tanker, hvor sandhed konstrueres gennem komplekse ideologiske strukturer, og hvor psykoanalysen inddrages som en central metode til at forstå subjektivitet og ideologi. Den slovenske filosof Slavoj Žižek repræsenterer en fortsættelse af denne tradition, hvor filosofi nærmer sig en slags “post-filosofisk” tilstand, der overskrider klassiske sandhedsbegreber til fordel for mere komplekse forståelser af subjektivitet og ideologisk konstruktion.

Begge sider – højre og venstre – opererer således inden for rammer, hvor “post-truth” ikke blot betyder en løsrivelse fra fakta, men en dybtgående kritik og omformning af selve sandhedsforståelsen i en politisk og epistemologisk kontekst. Ideologier fungerer som sammenvævede tankemønstre, der ikke optræder isoleret, men som netværk der forklarer, fortolker og giver mening til den sociale og politiske verden.

Denne indstilling udfordrer det liberale demokratiets norm om en objektiv sandhed som grundlag for politisk debat og beslutningstagning. I stedet åbner “post-truth” op for, at sandhed kan være et redskab i kampen om magt og subjektivitet, hvor konsensus og kulturelle fortællinger kan veje tungere end empiriske fakta. Det bliver derfor nødvendigt at forstå, hvordan forskellige politiske ideologier ikke blot konkurrerer om magten, men også om evnen til at definere hvad der opfattes som sandt eller legitimt.

Derudover er det vigtigt at erkende, at post-truth ikke blot er en nutidig politisk udfordring, men har dybe historiske rødder og komplekse manifestationer, der kræver nuanceret analyse. Det betyder også, at læseren må forholde sig kritisk til egne forestillinger om sandhed og autoritet, og overveje hvordan ideologi og subjektivitet gensidigt former hinanden i både politiske og sociale processer. Den politiske tilslutning, der synes irrationel eller manipuleret, kan i virkeligheden hvile på legitime sociale og kulturelle behov, som moderne demokratiske samfund ofte overser eller undertrykker.

Er det guddommeligt lederskab eller politisk afgudsdyrkelse?

Forestillingen om, at en nation skal være kærlig og tilgivende, bliver i visse evangelikale kredse kritiseret som naiv eller endda farlig. Argumentet bygger på, at sådanne værdier er passende i det himmelske rige, men ikke i det jordiske. Ifølge denne todelte teologiske model — ofte refereret til som "de to riger" — har den enkelte kristne pligt til at elske sin næste, men staten har ansvar for at beskytte sine borgere og handle pragmatisk. Denne distinktion bliver brugt som retfærdiggørelse for at fravige Jesu lære i den politiske sfære.

Et centralt aspekt i denne tænkning er idéen om, at økonomisk frihed, kapitalisme og national styrke er vejen til global velgørenhed og moralsk autoritet. Argumentet lyder, at det er gennem rigdom og magt, ikke gennem personlig ydmyghed eller selvopofrelse, at man kan hjælpe andre. Det bliver dermed "almindelig sund fornuft", at en fattig ikke kan hjælpe nogen, og derfor må man støtte ledere, som maksimerer national velstand — næsten uanset deres moralske habitus.

Dette skaber grobund for en næsten ubetinget støtte til ledere som Donald Trump. Når prædikanter som Jerry Falwell Jr. og Robert Jeffress påstår, at det ville være umoralsk ikke at støtte Trump, og samtidig bruger Paulus’ ord i Romerbrevet 13 som retfærdiggørelse, bliver der skabt en teologisk doktrin, hvor den politiske leder er udvalgt af Gud og derfor ikke kan tage fejl. Jeffress gik så langt som til at sige, at Trump har guddommelig autoritet til at “eliminere” onde regimer som Nordkorea, hvilket er et radikalt brud med evangeliets budskab om fred og forsoning.

Denne teologiske opfattelse kulminerer i en næsten sakral ophøjelse af Trump i det offentlige rum. Ved Freedom Rally i 2017 sang koret fra First Baptist Church en hymne med teksten “Make America Great Again,” og senere blev sange og salmer baseret på hans slogan gjort tilgængelige for andre kirker. Denne blanding af religiøs ritual og politisk sloganisme er ikke ny, men i Trumps tilfælde tager den en ny form: en form for national-vækkelsesbevægelse, som Daniel Hummel betegner som "revivalistisk nationalisme" — en fusion af religiøs form og nationalistisk indhold.

Dette fænomen udfolder sig yderligere på sociale medier, hvor Trump konsekvent bliver fremstillet med bibelsk symbolik. Kommentatorer som Ann Coulter har udnævnt ham til "kirkens overhoved" og sammenlignet ham med en inkarnation af Guds vilje. Bøger som In Trump We Trust og kampagner som Make the Gospel Great Again tager denne idé endnu videre. Når en organisation citerer Johannes 1:14 — “Ordet blev kød” — under et billede af Trump, og derefter hævder, at det ikke er en sammenligning med Jesus, virker det mest som en strategisk bortforklaring.

Men dette argument udvander både teologi og demokrati. Når bibelcitater, der entydigt refererer til Gud, bruges om en politisk leder, sker der en forskydning fra tro til kult. Når man i en trosbekendelse opfordrer til blind tillid til Trump, baseret på ord der i Skriften entydigt handler om Gud, opstår der ikke blot et brud på teologisk integritet, men en egentlig form for afgudsdyrkelse.

Det er vigtigt at forstå, at disse strategier ikke blot er personlige udtryk for hengivenhed, men systematiske forsøg på at sammenflette politisk magt med religiøs autoritet. De tjener til at omgå moralsk ansvarlighed og udviske skellet mellem det guddommelige og det profane. Når en leder fremstilles som ufejlbarlig, fordi han er “udvalgt” af Gud, forsvinder pladsen for kritik, tvivl og demokratisk kontrol. Og i denne sammenblanding af tro, nationalisme og magt opstår en farlig hybrid, hvor religionens sprog bliver redskab for ideologisk underkastelse.