Deutsch
Francais
Nederlands
Svenska
Norsk
Dansk
Suomi
Espanol
Italiano
Portugues
Magyar
Polski
Cestina
Русский
Ronald Reagan benyttede sig af et velovervejet rhetorisk greb for at opnå politisk støtte. Hans tilgang til race og økonomi var grundlæggende præget af hans forsøg på at formidle et billede af en stærk, værdibaseret amerikansk identitet, der stod i kontrast til de store sociale programmer, som han mente havde skabt afhængighed i samfundet. Dette blev særligt tydeligt i hans appeller til både den hvide befolkning og sorte amerikanere.
Når Reagan talte til etnisk hvide grupper, herunder polske og italienske amerikanere, var hans budskab konsekvent: disse grupper havde bidraget til Amerikas nationale karakter gennem deres arbejdsomhed og hengivenhed til traditionelle amerikanske værdier som familie, hårdt arbejde og tro på Gud. Han fremhævede den fysiske og moralske styrke, som disse etniske grupper bragte med sig, og mente, at deres energi og flid havde været med til at forme den amerikanske økonomi og kultur. Det var en strategi, der var designet til at appellere til en følelse af fællesskab og historisk vigtighed, samtidig med at den understregede kontrasten til de økonomiske og sociale problemer, som Reagan anså som resultat af “store regeringens politikker”.
Når det kom til sorte amerikanere, var Reagan opmærksom på, at hans administration ikke havde vundet meget støtte blandt denne gruppe. Han påpegede dog, at hans økonomiske politikker skulle hjælpe med at løse racemæssige uligheder, selvom de ikke nødvendigvis blev set som gunstige for mange sorte vælgere. Reagan hævdede, at store velfærdsprogrammer havde skabt et system af afhængighed og bremset økonomisk vækst, og han argumenterede for, at lavere skatter og en mere forretningsvenlig politik ville være vejen til økonomisk frigørelse, ikke bare for hvide, men også for sorte amerikanere. Men denne politik blev mødt med skepsis fra de fleste sorte vælgere, der følte sig overset af Reagan og hans regering.
Reagan forsøgte at retfærdiggøre sine økonomiske politikker ved at påstå, at de faktisk havde gavnet sorte amerikanere. Han fremhævede den hurtigere reduktion af arbejdsløshed blandt sorte i 1980'erne sammenlignet med hvide, men hans statistikker var ofte misvisende. Selvom sorte amerikanere så en større procentuel reduktion i arbejdsløsheden, forblev deres arbejdsløshed betydeligt højere end for hvide amerikanere. Dette skabte et billede af økonomisk bedring, som for mange sorte amerikanere stadig virkede utilstrækkeligt, især når man sammenlignede de faktiske levevilkår og beskæftigelsesmuligheder.
Reagan forsøgte derfor at formidle et billede af, at hans politik var til fordel for alle, uanset race, selvom hans strategi primært sigtede på at vinde hvide vælgere, der følte sig udfordret af de sociale programmer, der var blevet udvidet under tidligere administrationer. Hans retorik kunne ses som en måde at distancere sig fra beskyldninger om racisme, samtidig med at han forsøgte at få disse vælgere til at tro på, at hans politik var i tråd med de traditionelle amerikanske værdier.
Det er væsentligt at forstå, at Reagan ikke nødvendigvis var ligeglad med de økonomiske udfordringer, som sorte amerikanere stod overfor. Dog var hans svar på disse udfordringer præget af hans ideologi om minimal statslig indblanding og troen på, at markedet, fremfor velfærdsprogrammer, kunne skabe muligheder for alle. Hans opfattelse af, hvordan økonomiske forandringer kunne hjælpe de sort befolkning, var dybt forankret i hans overbevisning om, at samfundet som helhed ville nyde godt af lavere skatter, færre offentlige udgifter og en reduktion af de sociale støtteprogrammer.
Men for mange sorte amerikanere kunne denne tilgang virke som en form for negligering af deres specifikke behov og udfordringer. Reagan mente, at frihed og selvstændighed kunne opnås gennem økonomisk vækst, men han ignorerede i høj grad de strukturelle problemer og historiske uligheder, der fortsat præger det sorte samfund.
Derfor er det vigtigt at anerkende, at Reagan ikke alene forsøgte at appellere til de etnisk hvide vælgere gennem sine værdibaserede appeller, men også forsøgte at skabe en politisk dagsorden, der kunne fremstilles som en løsning på racemæssig ulighed. Dette kunne dog kun gøres ved at fremstille hans politik som værende universelt fordelagtig, selvom virkeligheden ofte så anderledes ud for mange af de grupper, han hævdede at hjælpe.
Hvordan Lyndon Johnsons Krigsførsel mod Fattigdom og Civil Rights Bevægelserne ændrede USA’s politiske landskab
Lyndon B. Johnsons præsidentskab er en af de mest markante perioder i amerikansk politik, især når det gælder hans tilgang til socialpolitik og raceforhold. Et af hans mest ambitiøse mål var at bekæmpe fattigdom, og han introducerede initiativer som "War on Poverty", der skulle reducere de dybe økonomiske uligheder i landet. Denne krig mod fattigdom var ikke blot en økonomisk satsning; den var også ideologisk. Johnson ønskede at skabe et samfund, hvor alle havde lige adgang til muligheder, uanset deres økonomiske baggrund. Dette var i høj grad et forsøg på at videreføre den New Deal-mentalitet, som Franklin D. Roosevelt havde indført under den store depression, men med en særlig vægt på de afroamerikanske samfunds situation.
Med sin aggressive sociale agenda forsøgte Johnson ikke kun at fremme økonomisk lighed, men også at tackle de langvarige problemer med raceforhold i USA. Efter mordet på præsident Kennedy i 1963 overtog Johnson præsidentskabet og hurtigt fremrykkede sine egne lovgivningsmæssige initiativer. Den amerikanske borgerretter bevægelse, ledet af personer som Martin Luther King Jr., spillede en væsentlig rolle i at sætte pres på den føderale regering for at sikre ændringer i lovgivningen, der kunne garantere lige rettigheder for afroamerikanere. Johnson, der tidligere var kendt for sin støtte til de sydlige staters segregationspolitik, ændrede sin position og blev en uventet allieret for borgerrettighedsbevægelsen.
Den vigtigste lovgivning i denne periode var Civil Rights Act fra 1964, som gjorde det ulovligt at diskriminere på baggrund af race, farve, religion, køn eller oprindelse. Dette lovforslag blev ikke let vedtaget og mødte stor modstand fra sydstaterne og konservative politikere. Johnsons politiske dygtighed, samt hans dygtige brug af præsidentens magt, gjorde det muligt for ham at få denne historiske lov igennem Kongressen. I sin tale til Kongressen den 27. november 1963 sagde han: "Vi har alle en opgave. Vi har alle et ansvar. Hvad vi gør, bliver en del af vores arv." Johnson brugte sin taleevne og det politiske klima omkring mordet på Kennedy til at presse lovgivningen igennem.
Samtidig med at Johnson lagde vægt på borgerrettigheder, lancerede han sine programmer for at bekæmpe fattigdom. Johnsons "Great Society" inkluderede et væld af initiativer, der skulle forbedre sundhedspleje, uddannelse og boligforhold. Hans hovedmål var at reducere fattigdom og hjælpe de dårligst stillede i samfundet. Denne vision omfattede blandt andet Medicare og Medicaid, som skulle sikre sundhedspleje for ældre og lavindkomstgrupper. Johnson mente, at dette ville hjælpe med at skabe et mere retfærdigt og lige samfund.
Selv om mange af disse initiativer var velmente og havde et konkret formål, blev Johnsons politik også mødt med kritik. Mange konservative politikere og kommentatorer påpegede, at disse omfattende statslige programmer kun ville udvide regeringens magt og føre til en afhængighed af velfærdssystemet. På den anden side blev Johnson også kritiseret af venstreorienterede aktivister, der mente, at hans politik ikke gik langt nok til at ændre de strukturelle problemer med raceuundervisning og økonomisk ulighed.
Men uanset kritikken formåede Johnson at skabe en politisk bevidsthed, som stadig er relevant i dag. Hans evne til at mobilisere støtte til borgerrettigheder og velfærdsreformer satte en ny standard for amerikansk politik og forhøjede spørgsmål om race og økonomisk ulighed til et niveau, der krævede politisk handling. Det var ikke kun lovgivningen, der ændrede sig; også samfundets holdning til race og rettigheder begyndte at ændre sig.
Det er dog vigtigt at forstå, at mens Johnsons initiativer var vigtige, blev de ofte modarbejdet på statsligt niveau, især i sydstaterne, hvor modstanden mod desegregation og føderal indblanding var intens. Johnsons politik for at fremme civilsamfundets rettigheder og bekæmpe fattigdom blev derfor ofte et mål for politisk strategi snarere end en simpel løsning på de sociale problemer, de forsøgte at løse. Det var en langvarig kamp, som ikke kunne afhjælpes med et enkelt lovforslag eller en præsidenttale.
Derfor er det nødvendigt for læseren at forstå, at disse lovgivningsmæssige ændringer ikke nødvendigvis førte til en øjeblikkelig ændring i samfundet. Lige rettigheder og økonomisk lighed for afroamerikanere blev aldrig fuldt ud realiseret i Johnsons levetid, og meget af det arbejde, han påbegyndte, blev enten nedprioriteret eller ændret i de følgende årtier. Johnsons krig mod fattigdom og hans forsøg på at fremme borgerrettigheder var en milepæl, men det var kun en begyndelse på en længere og mere kompleks proces.