Han lo, og de lo med ham. Fem stærke mænd, hvis latter var dyb, rungende og tom på samme tid – som pigers fnisen, uden grund, uden retning, kun fordi de er der. De var der virkelig. Peter var der. Hans øjne havde allerede lagt mærke til Conchita, den unge kvinde med nålen i hånden, syende om aftenen ved fortovskanten. Hun var allerede blevet kontaktet – ikke dramatisk, ikke bevidst forførende, blot en uskyldig, dog svagt skæv, veksling i et bageri om breve og poste restante. Ingen ventede breve, men kontakt blev opnået. Et smil, et strejf af generthed, og et fjernt mørkere motiv, som blev sat til side næsten samtidig med, at det opstod.

At være en helt kræver vedvarende indsats. Peter vidste, at en ferie ikke var komplet uden et eventyr, og hvorfor ikke med hende – Conchita, som godt nok var lidt grov om benene og lavstammet, men dog stadig ‘materiale’. Dog – hvordan skulle det lykkes? Den spanske etikette var ubønhørlig. Hun ville aldrig sidde i en café med ham. Der var ingen dans før næste uge. En promenade i gaden ville være akavet og pinligt. Men hvad med en cykeltur? Det ville være uskyldigt, elegant. Og mysteriet om, hvad der kunne ske ude af syne, ville være fuldendt.

Han gik over vejen, købte en bolle og spurgte direkte. Hun nægtede. Han prøvede igen, denne gang med fortællingen om den ensomme udlænding, der ønskede at lære hendes smukke land at kende. Hun nægtede igen. Først to timer senere – efter han havde købt slik og endnu en gang henvendt sig til hende – gav hun sit samtykke. Ikke koket, ikke tøvende, men bestemt og praktisk, som om hun skulle til at stryge en kjole. Han troede, det var slikket, men det var det ikke. Hun havde tænkt, talt med en anden pige, og var blevet overtalt. Det var dristigt, men det var dag, og landevejen var hverken ensom eller truende. Hun havde truffet en beslutning.

Hun pegede, hurtigt, utydeligt, på en anden cykelforretning. Han misforstod det og troede, hun viste vej til ruten. Han gik til den forkerte butik – til Miguel – og lejede cyklerne. Miguel smilede og blinkede, uvidende om hvad der skulle ske. Øjeblikke senere ser han Conchita komme ud og stige op på den ene cykel. Hun så sig ikke tilbage. Miguel stod fastfrosset i sin forbløffelse og forargelse.

Det, der overmandede ham, var ikke frygten for hvad der måske var sket – men det som ikke var sket med ham. Et øjebliks præference – og han var udelukket. Der var sket noget, han ikke længere havde adgang til. Peter, i sine plimsolls og med den lange røde kasket, havde skabt noget, Miguel ikke forstod. Ikke med sprog eller med subtile gestus – men med noget andet, noget fremmed. Han så på cyklerne, der var blevet returneret. De var ikke længere maskiner. De var mennesker. De bar stadig varmen fra hændelser, han kun kunne gætte sig til.

Tilbage hos mændene – latter igen. Store grin, blink, skuldrene der rystede. Peter sagde intet. Hans tavshed talte. De kunne tro hvad de ville. Og han ville gerne have dem til at tro det. I virkeligheden var det en heftig cykeltur, fyldt med varme, støv og koncentration. Vejen var stenet, og han var mere optaget af ikke at falde end af at forføre. Hun afslog at standse. Hverken med krop eller smil viste hun tegn på andet end beslutsomhed. Hun trådte op ad bakkerne med sit stærke, sorte hoved forrest, og han måtte følge efter – tung, svedig og stædig.

Hun tillod ingen afvigelser. Men hendes blik – det talte. En Cadillac i sneen, et alter, en mulighed. Hun så nog

It sounds like you're carrying a lot right now, but you don't have to go through this alone. You can find supportive resources here

Hvordan man finder det perfekte møde i en storby – en roman af ensomhed og søgen efter forbindelse

I storbyen, hvor livet virker som en konstant strøm af aktivitet og bevægelse, er det let at føle sig som en fremmed, fanget i et rum mellem illusion og virkelighed. Der, midt i trafikkens summen og lyset fra bilernes skinnende overflader, kan man ikke undgå at føle sig alene, selv blandt tusindvis af mennesker. For selvom det er muligt at opleve vidunderlige ting, er det lige så sandsynligt, at man vil blive mødt af skuffelser, eller værre endnu, en fornemmelse af at intet overhovedet vil ske. Denne tomhed er især mærkbar i en storby som Rom, hvor alle synes at have et formål, men hvor ens eget liv synes at stå stille.

Således stod han der, på den Spanske Trappe, og så ud over byen, mens trafikken langsomt svulmede op i den varme sommeraften. Bilerne sneg sig forbi fontænerne og drejede ind på den velkendte Via Condotti, hvor neonskiltene flammede i mørket, og ansigterne bag bussernes vinduer var fyldt med hastværk. Det var en by, hvor alt og alle havde et formål. Men han – han havde intet at gøre. Han var den eneste alene blandt de tusinder, der fyldte gaderne. Denne ensomhed trak ham længere og længere væk fra den levende by, og han søgte mod de stille, ældre gader.

I en af disse stille gader, en smal og støvet allé uden fortov, bemærkede han en kvinde, der kom gående imod ham. Hun var elegant klædt, og hendes gang havde den varme, latinske glød, der fortalte om hendes respekt og værdighed. Hendes ansigt var dækket af en sløret vielse, men han kunne ikke lade være med at forestille sig, at hun måtte være smuk. Når han mødte hendes blik, følte han sig pludselig endnu mere alene, men noget i hende virkede at vække en følelse af eventyr, noget han havde længe længtes efter i denne ensomhed.

Kvinden, der var lige så stille og tilbageholdende som han, talte til ham med en usikkerhed, der reflekterede hans egen, men samtidig en varme, der var umulig at ignorere. "Jeg ved, jeg ikke burde spørge..." sagde hun, "men måske er du ligesom mig... alene... og det er en så smuk aften." Hans mund blev pludselig tør, og han kunne ikke lade være med at smile tilbage, hans elation voksede. Måske var denne aften netop den chance for at finde det eventyr, han havde længtes efter.

Sammen vandrede de ned ad den stille gade, hvor de snart kom til hendes hus – en elegant villa gemt bag en høj mur og en port, der åbnede sig for dem. Indenfor blev de mødt af tjenestefolk, og de blev hurtigt fordybet i samtale, mens de blev serveret vin og nød hinandens selskab. Han kiggede på hende med nysgerrighed, hendes ansigt og hendes blikke antydede noget mere. Der var en invitation i hendes væsen, noget, der var langt mere end blot et møde mellem to fremmede.

Da de sad sammen i hendes salon, var stemningen magisk, men samtidig mærkede han en tvivl gnave indeni. Var det virkelig muligt, at dette var et perfekt møde, uden skjulte intentioner? Hendes uskyldige ord beroligede ham, og han valgte at tro på hende. Deres samtale gik videre, og snart fandt de sig selv i et måltid, hvor hver bid var som en bekræftelse af deres forbindelse. Tjenestefolkene trak sig tilbage, og et øjebliks stilhed faldt over dem. Ødelæggelsen af deres påtrængende ensomhed syntes næsten perfekt.

I hendes værelse, omgivet af et romantisk lys, blev han fyldt med en uro, en forventning om noget mere. Det var et øjeblik fyldt med både venskab og lidenskab, som dog pludselig fik et twist. Hans blik røg op mod loftet – han havde glemt at slukke den skarpe elektriske lampe. Ødelæggelsen af den romantiske stemning, den lille opdagelse, satte et skår i denne perfekte illusion. Men hun, med sine fortryllende øjne og den mystiske blødhed i sine bevægelser, greb situationen. Med en lang, uhyggelig arm strakte hun sig efter kontakten, og med et klik slukkede hun lyset.

Det var et moment, der kunne have været en afslutning på deres perfekte møde. En afslutning, hvor ønsket om forbindelse og intimitet kunne have smuldret. Men der var noget med dette øjeblik, en ubevidst magi, der trængte igennem. I det øjeblik var der ikke plads til tvivl, kun intens overbevisning om, at intet kunne gå galt.

Men det er i netop sådanne situationer, at man bør forstå, at livet sjældent er så perfekt som det virker i det øjeblik. For selv i et øjeblik fyldt med lidenskab og ønske er der uundgåeligt en grundlæggende usikkerhed, som sjældent kan undslippes. Den perfekte forbindelse er ofte en illusion, hvor virkeligheden aldrig kan holdes helt væk. Som denne kvinde, der på overfladen repræsenterede den perfekte mulighed, gemte noget under sin bløde, smilende facade. Der var en tilstedeværelse af noget anderledes i hendes væsen, en dybere, ukendt sandhed, der kun kunne mærkes i den stille, elektriske spænding, som de oplevede. Og måske var det denne uafsluttede mystik, der kunne afsløre den største sandhed af dem alle: at intet i livet er virkelig perfekt.

Hvordan bliver et spil med kvinder til en konkurrence?

Fred Morley stod i et rum fyldt med mænd, og han kunne mærke, at forventningerne hængte i luften som en tung tåge. "Dag efter i morgen er det. Jeg kan ikke gøre det. Nogen må træde i stedet for mig," sagde han, og hans blik gled hurtigt over de andre mænd. Han ventede på et svar, men ingen ville rigtigt træde til. Alle kiggede nervøst rundt på hinanden, med små latterfulde undskyldninger, der blev mumlet fra mund til mund. "Min gamle kone vil aldrig tilgive mig," sagde en. "Hvad, mig med en voksen datter?" kom det fra en anden. Og så, som et modspil til disse undskyldninger, stak Fred Morley sin hånd op med et smil og en idé, der hurtigt begyndte at tage form i hans sind.

Der var noget ved opgaven, der fik ham til at føle sig som en konge. Miss Great-Belt, tænkte han. Hvis han kunne få denne rolle, ville han være manden, der skulle præsentere hende for et stort publikum, og hun ville blive tryllebundet af hans tilstedeværelse. Dette var muligheden for at være i centrum af opmærksomheden, men alligevel få det til at se ud som om det var en helt naturlig del af hans person. Hans smil og forsigtige hosten gjorde sit arbejde, og snart var han blevet valgt. "Den mand!" udbrød en af de andre. De havde ikke set det komme, men nu var det besluttet.

Der var en rolig lettelse i luften, da Fred Morley gik fra rummet med følelsen af, at han havde vundet noget. Hans skridt var lettere, hans humør var højt. Den næste morgen, som han gik ned ad trappen, var han allerede begyndt at forestille sig det næste skridt i hans lille plan. De unge kvinder, han havde inviteret til at deltage i denne konkurrence, var blevet opfordret til at komme op med de nyeste badesæt. Deres forberedelser havde dog ikke været helt uden problemer. For nogle var badetøjet for småt, for andre for stort, og de var allerede begyndt at finde deres egne små midler til at rette på tingene, mens de begyndte at vurdere hinanden på deres udseende og stil.

Imens Fred tænkte på næste skridt i sit liv, som han betragtede den fredelige morgen og den glitrende havoverflade foran sig, sendte han beskeder til nogle af de kvinder, han havde mødt tidligere. Han bad dem om at tage en tur med ham før frokost. Han var god til at forstå, hvordan man skaber en let stemning, og han så en mulighed for at gøre indtryk på flere end én.

De kvinder, der hurtigt accepterede hans invitation, var Miss Rotterdam og Miss Clermont-Ferrand, og snart spadserede de arm i arm med ham langs promenaden. Deres klædedragter var prangende, og de havde intet problem med at vise sig frem i offentligheden. Mens de gik, bemærkede Rotterdam nysgerrigt et cricketspil på stranden, og Clermont-Ferrand bemærkede en buskurtig stilhed i det franske hjørne af promenaden. Begge kvinder syntes at forstå, hvordan de kunne tiltrække opmærksomheden på forskellige måder, og de legede med Freds interesser som katte, der fiskede med deres kløer.

Det var på dette tidspunkt, at nogle af de lokale mænd, der først havde sendt kvinderne til Fred, bemærkede ham gående med de to kvinder. De, der havde betragtet sig selv som de kloge bagmænd i denne konkurrence, blev nu vidner til en form for praktisk sjov, hvor Fred Morley satte dem i skyggen ved at vise dem, hvordan det skulle gøres.

Dette var ikke længere bare en simpel konkurrence om skønhed og opmærksomhed. Det var blevet et spil om kontrol, om at kunne manøvrere uden at afsløre sine kort. Det handlede om, hvordan man kunne navigere i et system, hvor magten lå hos dem, der kunne manipulere de sociale normer. I dette spil var det Fred Morley, der havde forstået reglerne på en måde, der gjorde ham til centrum for opmærksomhed, mens de andre mænd, der havde forsøgt at spille deres egne spil, begyndte at føle sig usikre i deres egne handlinger.

Når man træder ind i en verden, hvor udseende og status kan give en betydelig fordel, er det ikke kun udseendet, der tæller, men hvordan man spiller sin rolle i det større spil. Magten ligger ikke kun i at være til stede, men i at kunne definere scenen, der omgiver én. Fred Morley var blevet mester i dette spil, hvor alle brikkerne på et eller andet tidspunkt ville falde på plads.

Hvordan en cyklus i rummet kan blive kompliceret af månens bevægelse
Hvordan relaterer længden af dagen sig til årets tid?
Hvad afslører de antropomorfe figurer og megalithiske fund om Sydindien?