Hvad sker der, når kærlighed ikke svarer?

Det var ikke underligt, at hendes dans var inspireret af noget større. Langsomt, med præcisionen af et hvert lille bevægelse, som var et billede på ynde, sank hun ned mod scenen. Hun lagde sig på ryggen, hendes slanke lemmer foldede sig under hende. I hendes sind sprang tanken op, at hun ikke ville ønske at leve videre, medmindre Rick denne aften sagde, at han elskede hende. Ellers ville der ikke være noget, som Consuelo ønskede, undtagen… Fanen faldt ned over hende: et skarlagenrødt slør, der dækkede hvert spor af den lille danserinde. En blid, lang suk fløj gennem salen, et varsko om stormende applaus.

"Fantastisk, ikke?" mumlede den drengeagtige kunstner.

"Døden? Consuelo? Se, denne nar har en ny trick i ærmet; hvis hun altså havde et ærme."

Pludselig, fra bunken af fjer, hvor de havde dækket danserens ansigt, steg der op, blidt, hvad der lignede en sky af skarlagenrøg. Consuelo blæste forsigtigt op, fjernede fjerene fra hendes røde mund, og en bølge af latter bredte sig gennem huset. Musikkens tempo ændrede sig. Ligesom en stor havanemone, der afslører glimt af en havnymfe, bevægede fanen sig, svajede, og steg. Ud kom den gennemtrængende krop; med et smidigt spring var Fan-Danseren oppe på sine fødder. Hun svajede, og fjerene svajede med hende; hun bøjede sig, og lavede en dyb bugning. Gardinet faldt, og huset rejste sig…

Senere gik manden, som Consuelo elskede, ud af sceneboksen og begyndte at gå mod hendes omklædningsrum. Consuelo, iført en grøn kimono, der var plettet med hvidt, sendte sin habilleuse væk og stod stille ved sit sminkebord - som altid en uorden af make-up og talismaner. Alfred Penguin var selvfølgelig der, sammen med hestesko, sorte killinger og andre lykkeamuletter fra hele verden, fra en buket skotsk lyng, der engang var hvid, til en tynd, skinnende dolk, indgraveret med et spansk ordsprog, som på dansk betød "Tro mig, før en mand." Dette var et gave fra en engelsk hertuginde, som Consuelo havde danset for, og som havde taget hende for en spanier, ikke kun på grund af hendes navn, men fordi "de vidunderlige sorte øjne, der så ud til at sige, hun ville dræbe for den mand, hun elskede." En ret ubehagelig overraskelse for hertuginden, da hun første gang hørte sin lille protegé tale hendes eget sprog.

"Godt at se dig igen," sagde Rick med et grin, der kunne sammenlignes med at åbne et klaver. "Du fik dem virkelig i aften. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig om det snedige trick til slut, hvor du løfter fjeren med dit suk; det er lidt vaudeville. Men det andet er ægte kunst. I hvert fald var du fantastisk, lille pige!" Hans stemme var varm, men der var en koldere tone i hjertet af Consuelo. Det var noget andet, hun ventede på.

Mange mænd havde kysset hende, givet hende et hurtigt kys, som en anden pige ville give et håndtryk. Mange mænd havde kravlet for hendes fødder, bedt om samme opmærksomhed. "Men Rick har aldrig engang kysset mine fingre," tænkte hun. "Hvorfor? Måske er det et godt tegn? Man ved aldrig. Hvis han bare gjorde det, hvis han bare kysser mig... det ville afklare alting. Jeg ville vide det bare ved den måde, han gjorde det på." Hun kiggede op på ham. Han mødte hendes intense blik med et spørgende blik. Hun rømmede sig.

"Tak for alle disse komplimenter, det er jeg sikker på," sagde hun let, men det var med en indsats, som ingen kunne have gættet, at den lille teaterpige løftede ansigtet i en tavs invitation.

"Det er rigtigt venligt af dig," sagde Rick og greb hende om skuldrene, bøjede hovedet og gav hende et venligt kys på begge kinder som en kærlig bror. Det var da, Consuelo vidste. Der var intet håb. Intet håb! Kulden, som hun havde følt, forvandlede hendes hjerte til is.

"Er der noget galt, Rickie?" spurgte hun venligt.

Consuelo viftede afvæbende med hånden. "Jeg har noget fantastisk at gøre med Folly Sisters. Andet jeg laver for tiden er et portræt af Madame Bertin…"

"Ah!" Rick kiggede på hende, og hendes hjerte sank. Der var noget i hans udtryk, en ændring, hun kunne mærke.

"Portrætter af direktørens kone?" spurgte hun.

"Ja, hun betalte mig 20.000 francs mere, end jeg fik for 'Fan Dancer'."

Og i det øjeblik, Consuelo indså, hvad der var sket. Rick var mere optaget af noget andet. Hun mærkede den kendsgerning i sit hjerte. Men hendes ord kom hurtigt, som hun forsøgte at skjule sin egen sorg. "Når livet begynder at gå godt, Rick, føler du dig nogensinde som om noget er blevet taget fra dig?"

Rick kiggede på hende og sagde: "Hvordan kan du tro det?"

"Jeg ved det," svarede Consuelo hurtigt. "Kun to ting kan tage 'gippet' ud af dit liv. Når penge ikke er problemet, må det være kærlighed."

Endtext

Hvordan kærlighedens idealer kan føre til uventede realiteter

Hendes veninde, Mrs. Claude Annesley, der havde været en del af Idreanans liv i ungdommens år, havde aldrig haft samme syn på ægteskabet. For Mrs. Annesley var ægteskab først og fremmest en praktisk institution, et valg, der skulle give stabilitet og et ordentligt liv. Kærlighed var en sekundær faktor, noget, der kunne komme bagefter, men ikke nødvendigvis. Som hun selv indså, var hendes valg af mand mere et spørgsmål om tid og forventninger end om romantik og lidenskab.

Da Idreana og hendes mand, Captain Le Marchant, ankom til Mrs. Annesleys hus, var der både spænding og skepsis i luften. Mrs. Annesley følte et behov for at forstå, om ægteskabet virkelig havde ændret hendes gamle veninde, og om det var muligt, at den lette, næsten drømmeagtige figur, som Idreana engang var, stadig kunne findes under de nuværende omstændigheder. Hendes oplevelse var præget af det, man kunne kalde en smule forlegenhed, for på trods af de ydre venlige ord og gestus, var der noget ved Captain Le Marchant, som Mrs. Annesley instinktivt misbilligede.

I første øjekast var det klart, at ægteskabet ikke havde været det, Idreana havde håbet på. Selvom hun stadig var en skønhed, med sine strålende øjne og fine ansigt, var der en forandring i hende, noget som ikke kunne ignoreres. En tavs tragedie var indprentet i hendes udtryk, i de linjer, der nu var begyndt at præge hendes ansigt – små spor af lidelse, som man sjældent ser i mennesker, der har opnået deres ønsker. Det var som om den "Belle Dame sans Merci"-udstråling, hun en gang havde haft, nu var overskygget af en dyb, stille sorg.

Da Mrs. Annesley, som var vant til at analysere mennesker med et nysgerrigt og praktisk blik, betragtede Idreana, indså hun hurtigt, at den "perfekte" kærlighed, som hendes veninde havde stræbt efter, ikke var blevet opnået. Ægteskabet var blevet en facade for noget langt mere kompliceret, en maskine, der var blevet drevet af noget meget andet end romantik. Idreana, der havde drømt om et kærligt og inspirerende forhold, var nu fanget i en situation, hvor hun måtte erkende, at kærligheden ikke kunne løse alle problemer – den kunne endda forværre dem.

Idreanas smerte blev yderligere forstærket af den stærke opfattelse, hun havde af kærlighedens usikkerhed. Hun havde givet sig hen til en idé om kærlighed, som ikke kun var romantisk, men naiv. Hendes drømme om, hvad kærligheden kunne gøre, stødte nu mod virkeligheden af et ægteskab, hvor hendes mand havde sine egne mørkere sider, som ikke havde været synlige for hende, da de blev gift. Han havde sine egne problemer, som hun ikke havde været forberedt på – en affinitet for at drikke, som skabte en kløft mellem dem.

Mrs. Annesley forsøgte at trøste Idreana, men kunne hurtigt mærke, at hendes veninde ikke længere var den samme. Den Idreana, der engang havde været den ubekymrede og lette skikkelse, som folk beundrede, var nu blevet et menneske med en tungere byrde. I et kort øjeblik kunne Mrs. Annesley mærke en skuffelse over, at hendes veninde ikke havde fundet den type lykke, hun selv havde søgt efter. Men samtidig indså hun, at hun aldrig selv havde været i stand til at opnå noget, der lignede det ideal, Idreana havde haft. Mrs. Annesley var blevet konfronteret med den barske sandhed, at kærlighed i virkeligheden sjældent lever op til de romantiske forestillinger, man har som ung.

Men hvad var så det væsentlige for læseren at forstå her? I første omgang er det vigtigt at reflektere over, hvordan vi som mennesker ofte projicerer vores drømme og ideer om kærlighed ind i relationer, hvilket gør os sårbare, når virkeligheden ikke lever op til disse forventninger. Kærlighed er ikke noget, man kan kontrollere eller manipulere – den er en kompleks og ofte kaotisk kraft, som kan føre til både ekstase og lidelse. Vi må forstå, at ægteskab, som institution og relation, ikke nødvendigvis er en løsning på livets problemer, men snarere en kompleks dynamik, der kræver arbejde, tålmodighed og ægte forståelse.

Kærlighed er sjældent noget, der giver en simpel og let løsning på vores behov for tryghed og lykke. Den udfordring, som Idreana står overfor, er et af de mange eksempler på, hvordan et ægteskab, der starter med drømme og ideer om kærlighed, hurtigt kan blive til en kamp mod de skjulte sider af vores partneres personlighed og adfærd. Denne indsigt bør opmuntre læseren til at overveje, hvordan vi i vores eget liv forholder os til kærlighed og ægteskab – og hvad vi egentlig håber at finde i de relationer, vi indgår i.

Hvad betyder en drøm i virkeligheden?

Uden tvivl var han en meget stor og ædel mand, måske en fremmed, for hans tale bar præg af en fremmed accent, og nogle gange brugte han ord, hun ikke kendte. Marie anede dog ikke, at den fremmede tone i hans tale stammede fra Bearne, en accent, hvis duft var lige så gennemtrængende som duften af de høje bjerge. Han talte til hende, mens de gik, og nogle gange virkede det som om, han havde glemt hende, eller rettere, at hans sind var optaget af andre tanker. Han var dog for stor, venlig og høflig til at lade hende føle sig udenfor hans opmærksomhed, selv når hun ikke stod i centrum af hans opmærksomhed.

Château de Viroflay lå en god dagsrejse fra Bon Bec-højen, og stien førte gennem nogle af de mest vidunderlige skove i verden. Pariserne kunne sikkert forbedre Château’et, som stammede fra før Karl IX’s tid, men skovene var stadig de samme, der havde skjult vildsvinet, som frygtede arkebuserne; skove som disse, der på en dag som denne, fyldt med efterårets ånd, dog stadig bar foråret i sig, og den varme sol, der brød gennem skovbrynene og fyldte stierne med gyldne stråler og dansende skygger.

De passerede åbne flader, hvor græsset lå som tæpper, perfekte for kaninerne at vise sig mod, og de gik gennem tætte krat, hvor hasselnødderne var næsten klar til at blive plukket. De fandt vej gennem et virvar af stier, ledet af Maries urokkelige sans for retning, og nåede til en lille port, så gammel som Château de Viroflay selv. Det var porten til rosenhaven, hvor roserne havde blomstret i fire hundrede somre, og hvis du stod ved porten, befandt du dig mellem skovens og havens lyde, mellem kastanjetræets hvisken og vandets stille plasken.

“Jeg er seksten, monsieur.”

“En god alder, en god alder,” sukkede han, “og dit navn, petite?”

“Marie, monsieur.”

“Kun Marie?”

“Marie Caboche, monsieur.”

“Marie Caboche… godt, jeg vil kalde dig ‘Skovens Blomst’.” Han bukkede sig ned og kyssede hende på panden. Så lo han, fandt sin pengepung frem og fumlede lidt ved bæltet. “Og nu, noget som du kan huske mig på,” sagde han.

“Oh, monsieur!” udbrød Marie med en pludselig mod, hun ikke vidste, hun havde. “Jeg vil ikke have penge for at huske dig – jeg vil aldrig glemme dig…” Og hun rødmede, og hendes øjne blev fyldt med tårer, hendes hjerte bankede med en følelse, der både forbavsede og generede hende, så hun ville have løbet væk og skjult sig blandt træerne, hvis hun havde haft modet.

“Altid, monsieur,” svarede hun.

“Ah, monsieur, monsieur!” mumlede han. “Er det min gråskæggede bart, der får dig til at sige det kedelige ord? Hvis jeg var seksten… Åh, den gode alder! Jeg vædder på, at du og jeg ville være noget mere end monsieur og mademoiselle.”

Ventre St. Gris! Udbrød han pludselig, hans ungdommelige og ivrige natur kastede al alder til side. “Mit navn er Henri – kom nu, kald mig ved mit navn!”

“H-H-Henri,” mumlede Marie, hendes øjne flakkede mellem jorden og hans ansigt, og hendes blik faldt langsomt ned igen, lige så langsomt og bedrøvet som hendes lille hånd, der nu forsøgte at slippe fri af hans greb.

Han talte til hende igen. “Marie.” Den ene ord, sagt på den måde, fik hende til at ryste som et træ, der rystes af vinden. Så løb hun væk, tilbage langs stien, alene, mod Bon Bec-højen.

“Mød mig her i aften ved porten, når månen står højt.” Hans ord rungede i hendes ører, og hun var ikke længere lille Marie; terror og glæde løb side om side i hendes bryst.

Da hun løb, snublede hun over en trærod og faldt – og vågnede. Den uafsluttede strømpe var stadig i hendes skød, Margot græssede og hele Touraines verden lå for hende i sollyset. Skovens egeblade havde ikke flyttet sig en tiendedel tomme, men hendes drøm, syntes det, havde varet en time. Åh, hvilken drøm! Den havde føltes så virkelig, hun havde kendt ham så godt – hvad for en drøm, at forsvinde sådan, forsvinde til ingenting og efterlade hende alene med Ensomheden.

Hun kiggede rundt i skovens lys og så op ad bakken, hvor han havde redet på sin stærke, stolte hest, hun så igen hans ansigt, storslået, jovialt, nådigt… Det kunne ikke have været en drøm. Den var alt for virkelig, og han, hvordan kunne hun have forestillet sig en skikkelse, der var så anderledes end alt, hun havde set før? Men det var en drøm. Vinden fortalte hende det; den nordvestlige efterårsvind, som sørgmodigt rystede bladene over hende, som en stemme fra fortiden. “Chérie, du vil aldrig glemme mig? – men det er en drøm… alt liv er en drøm.”

Hun sukkede og rejste sig, samlede sit strikketøj op, og mens hun rejste sig, bemærkede hun en lille sort skive på jorden, hvor hendes hånd havde ligget. Hun samlede den op. Det var en mønt, men så slidt og mørnet af tidens tand, at inskriptionen og ansigtet næsten var utydelige. Børn kom ofte her og legede, og det var sandsynligt, at de havde gravet denne op blandt egerødderne. Hun kiggede på den omhyggeligt. Sporet af et skæggede hage, en magtfuld og næsede næse, og bogstaverne “ri tv” – det var alt, der var tilbage af Tidens forbrænding.

Hun lagde den i sin arbejdstaske med sit strikketøj og tog Margot i snoren, før hun gik hjem. Hendes far var endnu ikke kommet hjem, så hun satte sig og forberedte aftensmad til ham. Når hun satte sig tættere på ilden, og flammerne flakkede og spillede, blev bureauet og den smukt udskårne egetræs kiste oplyst af ildens skæret.

Skovene var mørke, men hun var skovens datter; stierne var snoede, men hun kunne finde vejen, selv med bind for øjnene. Og hendes drøm var endnu ikke afsluttet.

Hvordan påvirker sygdom og indespærring sindet og relationerne?

I øjeblikket hvor Cecil, trods sin svaghed, forsøgte at rejse sig og igen træde ind i kampen, blev han mødt af tomhed og afvisning. Grummumma undgik ham elegant, og gæsten var allerede langt væk, uden for rækkevidde og kontakt. Hans hoved drejede sig meningsløst som en rusten røgkrave i vinden, og hans øjne blev overskygget af en tåge af fortvivlelse. Han søgte nærmest instinktivt efter hjælp, men fandt kun den bitre erkendelse af sin egen magtesløshed.

I selskabet af de kvinder, der omsorgsfuldt vogtede over ham, var det Grummumma, han foretrak. Hendes upåtrængende og ærlige væsen stod i skarp kontrast til Eirene, hvis blide stemme og tilsyneladende forståelse i virkeligheden bar en snigende anklage og en længsel efter kontrol. Cecil følte sig fanget i en rolle, hvor han både var afhængig af og mistænkelig over for dem, der holdt ham indespærret. Hans sygdom var både en fysisk tilstand og et mentalt fængsel, hvor de indre kampe var langt mere smertefulde end hans synlige symptomer.

Samtalerne med Eirene afslørede en dyb splittelse i hans sind. Hun stillede spørgsmål ved hans opfattelser af andre mennesker, men Cecil kunne kun se det, der lå under overfladen – karakteren af mennesker afsløret i deres mindste bevægelser og vaner. Hans kynisme var både en beskyttelsesmekanisme og en kilde til yderligere isolation. Han observerede, hvordan udseendet, gang og endda sko kunne fortælle historier om sjæleliv og værdier. Denne opmærksomhed på detaljer blev et skjold mod den overfladiske omgangsform, der omgav ham.

Eirene blev tydeligt såret af Cecils afstand og hans tilsyneladende afvisning af hende, men han kunne ikke give efter. Hans tanker var andre steder, fanget i en kamp, der endnu ikke havde fundet sin løsning. Hendes tårer og fortvivlelse mindede ham om, hvor komplicerede menneskelige relationer kan være, især når sygdom og magtesløshed får følelser til at boble under overfladen.

Da Cecil endelig besluttede at vende hjemad, gjorde han det med en ny klarhed. Han havde fået nok af det, han kaldte “det latterlige imitationsgadebillede” – en facade uden ægthed. Denne beslutning bar et løfte om at ændre sin situation, om at træde ud af den passive lidelse og ind i en mere bevidst handling. Men selv i denne beslutning lå en tung erkendelse af, at hans sind stadig var fanget i en indre kamp mellem håb og resignation.

Det er essentielt at forstå, at sygdom ikke kun handler om det fysiske, men også om de psykiske konsekvenser af isolation og afhængighed. Det mentale fængsel, som Cecil oplevede, illustrerer, hvordan sygdom kan forvandle selv nære relationer til kampe om magt, tillid og selvforståelse. Når man står i en sådan situation, er det vigtigt at være opmærksom på det subtile spil mellem omsorg og kontrol, på hvordan sårbarhed kan blive brugt til at fastholde eller frigøre. Ligeledes viser historien, hvordan indre styrke og beslutningskraft kan begynde at bryde disse bånd, selv midt i svaghed og sygdom.

Det er nødvendigt at betragte både den fysiske og psykiske dimension af lidelse for fuldt ud at forstå de menneskelige erfaringer, der udspiller sig. Balancen mellem afhængighed og selvstændighed, mellem indsigt og fortvivlelse, former den komplekse proces mod heling – og det er denne kompleksitet, læseren bør bære med sig videre.