Efter nedgangen af Durrani-riget blev Afghanistan opdelt i flere uafhængige feudale områder, hvor Herat, Kabul, Qandahar og Peshawar var de største. Mange af de afghanske stammer i bjergområderne bevarede deres uafhængighed. Afviklingen af Sadozai-dynastiet og fremkomsten af flere store og små uafhængige feudale områder var et resultat af den langvarige krise, som havde ramt det tidligere enhedsrige. Men i de første årtier af det 19. århundrede opstod der allerede betingelser for at overvinde denne krise og stabilisere situationen politisk. Økonomisk set blev denne konsolidering sikret ved udviklingen af vare-pengesystemer i de mere eller mindre lukkede regionale markeder omkring Kabul, Peshawar, Herat og Qandahar.

Politisk blev situationen stabiliseret, da khanerne, der havde udvidet deres domæner, havde brug for stærk magt til at beskytte deres besiddelser mod trusler fra andre feudale herrer. Samtidig havde de feudale landejere brug for en stærk statsmagt til at undertrykke bøndernes modstand. De politiske konflikter i Afghanistan faldt sammen med en periode, hvor den sikhske stat i Punjab var på sit højeste under Maharaja Ranjit Singh. I begyndelsen af det 19. århundrede begyndte de britiske kolonimagter at se Punjab som deres kommende bytte, og på dette tidspunkt var det i deres interesse, at de afghanske grænseregioner blev kontrolleret af Ranjit Singh. Deres langsigtede plan var dog at underlægge både sikherne og afghanerne.

Efter at have erobret Multan i 1818 og Kashmir i 1819 begyndte sikherne at underlægge sig områder befolket af afghanere på den højre bred af Indus-floden. I 1819 erobrede de Dera Ghazi Khan, og i 1821 Dera Ismail Khan, og opnåede dermed en dominerende position i de afghanske områder langs Indus' mellemste løb. I 1823, hvor Ranjit Singh oprindeligt var tilfreds med blot en symbolsk anerkendelse af sin suverænitet over Peshawar-khanerne, rykkede han sine tropper mod Peshawar. Hans mål var at afslutte Kabul-herrernes indflydelse i regionen. Den afgørende kamp mellem sikherne og afghanerne blev udkæmpet i Naushahra i marts 1823, hvor Ranjit Singh sejrede og erobrede Peshawar. Efter denne sejr forblev Peshawar uden for det afghanske rige.

Den næste hersker i Kabul var Dost Muhammad Khan, der kom til magten i 1826. Han var en energisk leder og underlagde sig hurtigt Ghazni og udvidede sit rige betydeligt. Han arbejdede vedholdende på at få ledelsen over sine brødre, der regerede i andre regioner og byer i Afghanistan. Den objektive konsekvens af Dost Muhammads politik var, at de feudale opdelinger i Afghanistan i vid udstrækning, men ikke fuldstændigt, blev overvundet, hvilket markerede et nyt kapitel i Afghanistans historie. En af de vigtigste præstationer for Dost Muhammad Khan var opbygningen af en regulær hær. De langløbede musketer, som blev fremstillet af Kabul-værkstederne, havde en længere skudafstand end de våben, der blev brugt af den britiske kolonihær i Indien. Med sin nyopbyggede hær udvidede Dost Muhammad Khan hurtigt sit herredømme til flere afghanske regioner. Mod slutningen af 1833 havde han erobret Jalalabad.

Dost Muhammads succes med at genforene Afghanistan og hans voksende magt som leder stødte dog sammen med de britiske interesser i regionen, der sigtede mod at udvide deres indflydelse i både Afghanistan og Centralasien. Det britiske Østindiske Kompagni begyndte at føre en hård politik overfor Dost Muhammad Khan for at fjerne ham som en hindring for deres ekspansion. For at forhindre hans bestræbelser på at genforene Afghanistan forsøgte Kompagniet at bruge den tidligere shah Shuja-ul-Mulk, der levede i Indien, som en marionet. I 1833 aftalte britiske myndigheder, at Ranjit Singh skulle støtte Shuja i hans forsøg på at invadere Afghanistan.

I marts 1834 marcherede Shuja, med en hær på 22.000 mand og forsynet med britisk hjælp, mod Qandahar gennem Bolan-passet. Qandahars herskere appellerede til Dost Muhammad Khan om hjælp. I juni 1834 led Shuja et nederlag i slaget ved Qala-eh Azim, nær Qandahar, og måtte flygte. Sikherne udvidede dermed deres rige til at omfatte Peshawar og det omkringliggende område. Dost Muhammad Khan kunne ikke acceptere tabet af Peshawar. Forhandlingerne med Ranjit Singh var uden resultat, og i september 1834 erklærede han jihad mod sikherne.

Dost Muhammad Khan, der af religiøse ledere i Kabul havde fået titlen emir (amir al-mu'minin – "troens leder"), forsøgte at samle en hær for at generobre Peshawar. Selvom hans ekspedition aldrig resulterede i et afgørende slag, blev den til en fiasko, da Ranjit Singh lykkedes med at opnå støtte fra Peshawar-sardarenes familier. Efter at en stor del af hans hære forlod ham, måtte Dost Muhammad Khan vende tilbage til Kabul. Han kunne stadig ikke acceptere tabet af Peshawar, og da britiske myndigheder nægtede at hjælpe ham med at få byen tilbage, indså han, at det var den britiske politik, der var den største hindring for Afghanistans enhed.

Som reaktion på dette tog Dost Muhammad Khan flere vigtige udenrigspoliti

Hvordan Achaemenidernes Styre påvirkede Økonomi og Samfundsforhold i Bactria

Achaemenidernes regering opførte store vandingssystemer, som gjorde det muligt at udnytte vandressourcerne effektivt til landbrug. Dog blev der pålagt ekstra skatter på samfundets medlemmer, der benyttede disse vandsystemer. Et af de mest kendte systemer var kyariz, som bestod af underjordiske vandgallerier, der gradvist trak grundvandet op til overfladen. For at fremme irrigationslandbrug blev folk, der opførte et kyariz, i en periode fritaget for skatter. Kyarizesystemet, som stadig findes i flere afghanske regioner, kan dateres tilbage til midten af det første årtusinde f.Kr., og især i Farakh-Girishk var det en vigtig del af landbruget.

I takt med at samfundet udviklede sig, blev folk gradvist samlet i by-lignende bosættelser, som blev de vigtigste økonomiske og kulturelle centre. Bactrias hovedstad, som er blevet udforsket af arkæologer, dækkede et område på omkring 120 hektar, ekskl. forstæderne. Mange byer havde en befæstet citadel, der lå adskilt fra byens mure. Eksempelvis var Altyn Dilyar-Tepe en central oase, hvor byens struktur var cirkulær med en rektangulær citadel i midten. Byerne fungerede som centre for håndværk, vareudveksling og handel.

Handelsvarer fra denne tid omfatter blandt andet uldne tæpper, forskellige jernredskaber som segl, spader og plovjern, keramik, smykker i guld og sølv samt både, vogne og stridsvogne – alt sammen primært produceret af håndværkere. Skønt landbruget var den primære økonomiske aktivitet, begyndte varerne at blive udvekslet på tværs af et stigende antal internationale handelsruter, som blev fremmet af den Achaemenidiske regering. En handelsrute strakte sig fra Lilleasien til Bactria og videre til Indien.

Udviklingen af pengeøkonomi afspejlede fremgangen i vareudvekslingen. Kilder nævner skatter, der blev opkrævet i forskellige satrapier, hvor Bactria årligt betalte 360 talenter (en talent svarende til cirka 30 kg sølv). Det er muligt, at skatterne også blev betalt med penge, selvom det primært drejede sig om naturafgifter. Mønter fra Achaemeniderne er dog relativt sjældne i Bactria, Gandhara og Arachosia, og de findes oftere som græske mønter, især fra Athen. Lokale mønter blev også præget i Gandhara, og man har fundet et stort skattefunn af sølvmønter i Kabul.

Under Achaemenidernes styre var samfundet præget af en stærk klasseopdeling, hvor den lokale adel, som repræsenterede centralregeringens magt i provinserne, opbyggede store formuer og udnyttede de lavere klasser. Achaemenidernes dynasti og de tilhørende adelsmænd ejede store landområder, hvor slaver og de fattigste samfundsmedlemmer arbejdede under strenge forhold. Den slaveejende elite i de østlige satrapier forsøgte at leve på samme måde som de kongelige i de Achaemenidiske hovedstæder, hvilket forklarer de paladslignende bygninger, der er blevet fundet i Drangiana og Bactria.

Kulturelt og kunstnerisk blomstrede regionen i midten af det første årtusinde f.Kr. Kunstværker fra både Mesopotamien og den græske del af Lilleasien var kendt i Bactria, som blandt andet kan ses i "Amu Darya-skatten" opdaget i det 19. århundrede i Nord-Bactria. Mange af disse kunstgenstande blev bragt fra andre områder, herunder kunst fra Achaemenidernes hof og græsk indflydelse. Der var også lokale Bactrisk kunstværker, der viste præget af en blanding af nomadiske stilarter, herunder den såkaldte scytho-sibiriske dyremotivs stil. Det var i Bactria, at den lokale version af Achaemenidisk glyptik blev udviklet, som omfatter gyldne ringe med forskellige repræsentationer, der minder om, men afviger fra de asiatiske mindesmærker.

De økonomiske og kulturelle fremskridt fik også de østlige satrapier til at søge politisk uafhængighed. Den lokale elite var ikke længere villig til at dele deres gevinster fra udnyttelsen af deres folk med Achaemenidernes centralregering. Deres ønsker om uafhængighed blev kun realiseret senere, da Achaemenidernes rige begyndte at falde fra hinanden som følge af interne kriser, og Alexander den Store angreb imperiet. Efter nederlaget ved Gaugamela i 331 f.Kr. var det tydeligt, at Achaemenidernes magt var ved at bryde sammen, og den sidste Achaemenidiske hersker, Darius III, blev myrdet af en sammensværgelse, hvor Besus, satrapen i Bactria, spillede en central rolle. Besus erklærede sig selv som "Asiens konge", men hans magt strakte sig kun over Bactria, Areia og Drangiana.

Alexander den Store, som betragtede sig som den naturlige efterfølger af Achaemenidernes rige, ønskede ikke at arve et svækket imperium og tog hurtigt kontrol over Areia, Drangiana og til sidst Bactria, hvor han stødte på minimal modstand. Denne erobring markeredes af en voldsommere afslutning på Achaemenidernes tid, da Alexander ikke blot besejrede de lokale herskere, men også knuste deres oprør mod det græsk-macedoniske styre.

Det er klart, at Achaemenidernes regeringstid i regionen satte dybe spor både økonomisk og kulturelt. Deres indflydelse på vandingssystemer, handel og byudvikling, samt den sociale og politiske opdeling, blev fundamentet for de senere politiske omvæltninger, som skulle forme regionens historie under Alexander den Stores kampagner.

Hvem vil lave mad for dig? En historie om magi og frygt
Hvordan design af badeværelser kan skabe både funktionalitet og luksus
Hvem styrer kontrollen, når sindet glider ind i maskinens greb?