Hvem styrer kontrollen, når sindet glider ind i maskinens greb?

Dæmpet som et ekko fra en anden bevidsthed begynder billedet med lyden af glidende døre, metalliske klik og den kølige fornemmelse af mekaniske arme, der kærtegner en krop uden at tilhøre et menneske. Et mareridt forklædt som en teknologisk omfavnelse, hvor sanserne ikke længere kan skelne mellem virkelighed og drøm, mellem frivillighed og tvang. I denne atmosfære, hvor menneskets mest intime grænser bliver gennemtrængt af apparaternes upersonlige berøring, fødes en ny form for magt: den der ikke blot kontrollerer kroppen, men også sindets mest skjulte rum.

I et kliniklokale i Silicon Valley sidder en kvinde, en hustru, en mor, der tilsyneladende søger hjælp, men i virkeligheden langsomt opløses i et spil af kontrol og underkastelse. Hun er ikke blot Sheila Kreyche, men et emblem for en tid, hvor identitet bliver reduceret til en funktion, en rolle, et datafelt. Hun taler om skyld, om skyldfølelse, om ønsket om straf. Hypnosen, som burde åbne sindet, bliver et laboratorium for magt, hvor terapeuten styrer tempoet, billederne, selv ordenes vægt. Alt kan stoppes, spoleres, gentages, og netop i denne illusion af frihed opstår den egentlige binding.

Sheila søger forståelse, men ordene afslører en dybere drift mod noget andet: kontrol. Hun taler om sin bil, sin indkørsel, sit køkken – et køkken som hun selv har skabt, besluttet, styret. Et rum, hvor hver maskine svarer til hendes mindste behov: kaffemaskiner med præcise grader, computere der regulerer lys og temperatur, et køleskab der taler, et affaldssystem der sluger resterne uden modstand. Hendes glæde ved dette perfekte maskinelle univers er ikke blot stolthed, men en næsten erotisk spænding, en stiltiende hengivelse til den kolde, præcise magt som teknologien tilbyder.

Det kliniske rum og køkkenet spejler hinanden. Begge er laboratorier for kontrol, hvor menneskets krop og følelser bliver data at manipulere. Hypnotisøren, med sine beregnede pauser og ord, styrer Sheilas rejse ind i minderne, men hun selv fastholder en parallel magt i sin beskrivelse af apparaternes totale lydighed. Magt og afmagt smelter sammen, og grænsen mellem terapeut og patient, mellem maskine og menneske, bliver utydelig.

Dette møde mellem menneske og teknologi afslører en større sandhed om vores tid. Når vi omgiver os med maskiner, der forudser vores behov, styrer vores hjem, overvåger vores bevægelser, bliver spørgsmålet om kontrol ikke længere et simpelt valg. Hvem styrer hvem, når vi frivilligt indretter vores liv som et selvregulerende kredsløb? I Sheilas trance bliver dette tydeligt: hun søger kontrol, men finder i virkeligheden en form for underkastelse, et paradoksalt begær efter at blive styret.

Det er vigtigt at forstå, at denne fortælling ikke blot handler om en enkelt kvindes skæbne, men om en kulturel bevægelse. Hypnose, terapi, teknologi – alle lover frigørelse, men bærer samtidig frøet til en dybere afhængighed. Menneskets længsel efter perfektion, efter renhed, efter en verden uden fejl, driver os mod systemer der ikke blot tjener os, men gradvist former vores tanker, vores ønsker, vores drømme. At genkende dette mønster er første skridt mod en mere ægte frihed, hvor vi ikke blot udøver kontrol, men også forstår den skjulte pris for dens komfort.

Hvad betyder det at blive fanget i egne fantasmer og relationer?

Det hele var foldet sammen i en paperback – Helen Keller in Outer Space. En bog alle læste, men ingen indrømmede at tage alvorligt. Den udløste ikke galskaben, sagde de – den udnyttede blot en allerede uholdbar virkelighed. Sådan blev litteraturen til skydeskive og syndebuk, men også det eneste sted, hvor det utålelige kunne udtrykkes uden at sprænge hverdagen i stykker.

Julian var en mand med metoder – både kontroversielle og til tider brutale. Hypnose, desensibilisering, konfrontation. Og bag dette: et mørkt, koldt maskineri forklædt som terapi. Hans patienter bad om hjælp, men fik afstraffelse. De kom med traumer, og han tilbød dem sine egne. Når han slog hende – hende, som ikke ville være en maskine – var det ikke for at nedbryde, men for at opretholde det mønster, hun selv havde indvilliget i. Det var den slags intimitet, som ikke kunne adskilles fra magt.

Gillian havde elsket ham engang. Det sagde hun i hvert fald. Men kærligheden var nu blevet reduceret til fast ejendom, strandhuse, illusioner om et andet liv. Hendes virkelighed var ikke et brud med fortiden, men en fortsættelse: dekoreret, indrettet, tapetseret med nostalgi og selvbedrag. Selv hendes forsøg på at skrive – science fiction, fantasier om halvmennesker og maskiner – havde ikke formået at befri hende. Tværtimod: Julian brugte hendes roman til at nære sit eget image, sit eget manipulative narrativ.

Josh, hendes elsker og modpol, sad i kørestol. Hans vrede var mindre subtil end Julians, men ikke mindre skarp. Han elskede hende, men nægtede at være en projektion for hendes skyld eller skyldfølelse. Han konfronterede hendes selvbedrag, rev det fra hinanden med sarkasme og smertefuld ærlighed. Han ville ikke være helten i hendes næste bog, og han vidste, at hun aldrig havde helt forladt Julian – ikke i sindet, ikke i kroppen, ikke i det liv hun havde bygget omkring ham.

Fantasien om at bryde fri viste sig konstant at være netop dét – fantasi. Hun kunne ikke forestille sig et liv uden de huse, uden den historie, uden rollen som medafhængig til en gal terapeut, en karikatur af vestkystintellektualisme. Josh havde ret: hun var fanget i idéen om at ethvert forhold måtte være en fælde. Og fælden var komfortabel. Vellugende. Indrettet med antikviteter og gamle tapeter, som hun havde samlet fra hele Californien, som var de stumper af en tabt identitet.

Det er nødvendigt for læseren at forstå, at denne historie ikke kun handler om forskruede relationer eller kontroversiel psykoterapi. Den peger på en dybere strukturel tilstand, hvor teknologi, seksualitet og identitet smelter sammen til et uadskilleligt hele – et hele, der fordrejer både virkelighedsforståelse og moral. Desensibilisering bliver ikke blot et terapeutisk værktøj, men en eksistensform. I et samfund, hvor alt er performance og iscenesættelse, bliver selv vrede og lidelse omsættelige – i litteratur, i medier, i privatlivet. Og netop her opstår den egentlige fare: ikke i science fiction, men i den science fiction vi lever uden at kalde den ved navn.