Hvordan bygger man brugergrænseflader med Blazor WebAssembly?

Blazor WebAssembly er en af de nyeste teknologier til at udvikle interaktive webkomponenter og -applikationer, som kan køre direkte i brugerens browser. I denne sammenhæng skal vi se på, hvordan Blazor WebAssembly fungerer, og hvordan man bygger komponenter og håndterer de særlige aspekter, der følger med denne teknologi.

Blazor er Microsofts rammeværk til webkomponentudvikling baseret på .NET. Det gør det muligt at skrive store dele af koden i C# i stedet for JavaScript, hvilket åbner op for en række fordele, især hvis man allerede er bekendt med .NET-økosystemet. Ved at bruge Blazor kan man udnytte både server- og klientlogik på tværs af applikationen, og derved sikre en høj grad af genbrug af kode og ressourcer. Blazor WebAssembly er en af de tre primære hostingmodeller for Blazor-applikationer, og her kører koden direkte i browseren som en del af en Single Page Application (SPA).

En af de store fordele ved Blazor WebAssembly er, at applikationen kan køre offline. Når først den er downloadet og cachet i browseren, kræves der ikke længere netværksforbindelse for at køre applikationen. Dette åbner mulighed for at opbygge Progressive Web Apps (PWA), der kan tilbyde en nær-native brugeroplevelse, samtidig med at de kan køre uden internetadgang. Det er en væsentlig fordel i scenarier, hvor brugerne er afhængige af applikationen i områder med begrænset eller ustabil netværksdækning.

Blazor WebAssembly gør det muligt at implementere avanceret brugerinteraktivitet ved hjælp af C#-kode. Man kan bygge brugergrænseflader, der reagerer på brugerinput, og samtidig udnytte de kraftfulde funktioner i .NET, som for eksempel stærk typekontrol og refaktoreringsevne. Koden kører i browserens sandkasse, hvilket betyder, at der er nogle begrænsninger i forhold til hvilke APIs der kan tilgås. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at visse funktioner måske ikke er tilgængelige på grund af browserens sikkerhedspolitikker.

Der findes flere hostingmodeller for Blazor, og det er vigtigt at vælge den rette afhængigt af applikationens behov. Blazor WebAssembly kører klient-side og kræver derfor, at både .NET assemblies og runtime bliver downloadet og cachet på klienten. Dette kan have betydning for applikationens initiale indlæsningstid og den mængde data, der skal overføres til klienten. På den anden side kan Blazor Server, som kører på serveren og opdaterer brugergrænsefladen via SignalR, give hurtigere initial indlæsningstid, da applikationen ikke behøver at blive downloadet helt på én gang.

For at implementere Blazor WebAssembly effektivt er det nødvendigt at overveje, hvordan applikationen skal håndtere data, der kræver serverinteraktion. Blazor WebAssembly er afhængig af API-kald til serveren for at hente eller opdatere data, og det er derfor vigtigt at designe applikationen med robust fejlhåndtering og optimering af netværksanmodninger.

En af de væsentligste overvejelser ved udvikling af Blazor WebAssembly-applikationer er browserkompatibilitet. Selvom Blazor WebAssembly understøtter de fleste moderne browsere som Chrome, Firefox, Edge og Safari, er der stadig forskelle i, hvordan forskellige platforme håndterer funktioner og API-kald. Det er derfor vigtigt at anvende værktøjer som Platform Compatibility Analyzer for at sikre, at applikationen fungerer korrekt på tværs af alle browsere og enheder.

Når du udvikler en Blazor WebAssembly-applikation, kan du også drage fordel af lokale lagringsløsninger som browserens localStorage. Dette kan bruges til at cache data lokalt på brugerens enhed, hvilket kan forbedre applikationens ydeevne, når det gælder gentagne anmodninger og brug af offline-funktionalitet. Du kan også implementere en form for caching-strategi, hvor du definerer, hvordan data skal opbevares og opdateres, så du sikrer en effektiv og konsistent brugeroplevelse.

En anden praktisk funktion ved Blazor WebAssembly er muligheden for at implementere lokal opbevaring (localStorage) og caching af brugerdata. Dette kan være særligt nyttigt, hvis applikationen skal være tilgængelig offline eller skal håndtere store mængder data, der skal bruges uden konstant at være afhængig af serverkommunikation. Ved at cache data kan du reducere serverbelastning og forbedre responstiderne, hvilket resulterer i en mere effektiv og hurtigt reagerende brugeroplevelse.

Når du begynder at bygge brugergrænseflader og interaktive komponenter med Blazor WebAssembly, er det vigtigt at tage hensyn til applikationens skalerbarhed og effektivitet. For at optimere brugeroplevelsen bør du tænke på, hvordan applikationen reagerer på brugerinteraktioner, og hvordan du håndterer datahentning og -opdatering effektivt. Sørg for at bruge passende designmønstre og teknikker til at håndtere tilstand og navigering i applikationen, så den føles responsiv og brugervenlig.

Hvordan kan vi forbedre kodesikkerheden og effektiviteten i .NET ved at bruge de nyeste funktioner i C# og .NET 7?

I C# 11 blev der introduceret en ny syntaks med et "!!"-operator, som kunne anvendes på metodeparametre for automatisk at indikere, at parameteren ikke må være null. Selvom denne funktion hurtigt blev populær i pre-releasen, blev den dog fjernet, da udviklere havde blandede meninger om den. På grund af feedback fra fællesskabet besluttede Microsoft at afbryde funktionens implementering.

Et andet væsentligt skridt fremad for C# og .NET i nyere versioner er introduktionen af rå strenglitteraler (raw string literals). Disse giver udviklere mulighed for at definere strenge, der indeholder tekst som XML, HTML eller JSON uden at skulle bekymre sig om escape-tegn. Rå strenglitteraler er omsluttet af tre eller flere anførselstegn og kan være meget nyttige i scenarier, hvor indholdet af en streng skal bevares præcist, som det vises i koden. Et ekstra niveau af fleksibilitet opnås ved at kombinere rå strenglitteraler med strenginterpolering, hvor kun de nødvendige ekspressioner i strengen erstattes af værdier fra variabler.

C# 11 og .NET 7 introducerede også forbedringer i håndteringen af generiske matematiske operationer. Før dette var C# kun i stand til at håndtere matematiske operationer for de indbyggede numeriske datatyper som int og double. Med de nye funktioner kan udviklere nu definere deres egne numeriske typer, som kan implementere operationer som addition og division ved hjælp af interfaces som System.IAdditionOperators. Dette åbner op for mere fleksible løsninger i avancerede matematiske applikationer, selvom denne funktion primært er relevant for mere erfarne udviklere.

For at lette udvikleres arbejde med .NET og C# har Microsoft gjort det lettere at håndtere koden gennem integration med værktøjer som GitHub. GitHub-repositorier giver mulighed for at opbevare og dele løsninger, rette fejl, samt forbedre koden efter den oprindelige publicering af materialet. Microsoft har skabt en platform, hvor udviklere kan interagere direkte med bøger og materialer, der er opdateret med de nyeste rettelser, og hvor de kan få hjælp, hvis de støder på problemer.

I alt rummer disse nye funktioner i .NET og C# kraftige værktøjer, der kan hjælpe udviklere med at skrive mere effektiv og vedligeholdelsesvenlig kode. En vigtig pointe for udviklere er dog, at mens disse funktioner gør det lettere at skrive kode, kræver de også et grundlæggende kendskab til de nye paradigmer for at udnytte deres fulde potentiale. Det er vigtigt at forstå, hvordan de nye syntakser og modifikatorer fungerer, og hvordan de kan integreres i eksisterende projekter på en måde, der forbedrer kodekvaliteten og undgår potentielle fejl.

Hvordan håndtere tidszoner og dato- og tidsobjekter i C#

For effektivt at arbejde med tidszoner i C#, er det nødvendigt at forstå brugen af klassen TimeZoneInfo. Denne klasse giver et kraftfuldt værktøj til at hente og manipulere tidszoner på systemet. Ved at udnytte dens metoder kan udviklere nemt håndtere tidszoner, konvertere tidspunkter mellem tidszoner og forstå, hvordan tidszoner interagerer med sommertid (DST). Denne artikel dækker grundlæggende operationer med TimeZoneInfo i C# og præsenterer en konkret tilgang til at arbejde med dato og tid i forskellige tidszoner.

I Visual Studio 2022 kan man starte et nyt konsolprogram kaldet WorkingWithTimeZones. Dette program giver mulighed for at interagere med tidszoner og tidspunkter og kan bruges som grundlag for mere komplekse programmer.

For at begynde, importeres systemklassen Console statisk, og en hjælpeklasse Program.Helpers.cs oprettes. Denne hjælpeklasse indeholder metoder til at vise en sektionstitel, udskrive alle tidszoner, og vise detaljer om et DateTime eller TimeZoneInfo objekt.

csharp
Copy code
using System.Collections.ObjectModel; // ReadOnlyCollection

partial class Program
{
    static void SectionTitle(string title)
    {
        ConsoleColor previousColor = ForegroundColor;
        ForegroundColor = ConsoleColor.DarkYellow;
        WriteLine("*");
        WriteLine($"* {title}");
        WriteLine("*");
        ForegroundColor = previousColor;
    }
    static void OutputTimeZones()
    {
        // få de registrerede tidszoner
        ReadOnlyCollection<TimeZoneInfo> zones = TimeZoneInfo.GetSystemTimeZones();
        WriteLine("*");
        WriteLine($"* {zones.Count} tidszoner:");
        WriteLine("*");
        foreach (TimeZoneInfo zone in zones.OrderBy(z => z.Id))
        {
            WriteLine($"{zone.Id}");
        }
    }

    static void OutputDateTime(DateTime dateTime, string title)

    {
        SectionTitle(title);
        WriteLine($"Værdi: {dateTime}");
        WriteLine($"Type: {dateTime.Kind}");
        WriteLine($"Er det sommertid: {dateTime.IsDaylightSavingTime()}");
        WriteLine($"Til lokal tid: {dateTime.ToLocalTime()}");
        WriteLine($"Til universel tid: {dateTime.ToUniversalTime()}");
    }
    static void OutputTimeZone(TimeZoneInfo zone, string title)
    {
        SectionTitle(title);
        WriteLine($"Id: {zone.Id}");
        WriteLine("Er det sommertid nu: {0}", zone.IsDaylightSavingTime(DateTime.Now));
        WriteLine($"Standardnavn: {zone.StandardName}");
        WriteLine($"Sommernavn: {zone.DaylightName}");
        WriteLine($"Base UTC offset: {zone.BaseUtcOffset}");
    }

    static string GetCurrentZoneName(TimeZoneInfo zone, DateTime when)

    {
        return zone.IsDaylightSavingTime(when) ? zone.DaylightName : zone.StandardName;
    }
}

Når du kører applikationen, vil du kunne se de forskellige tidszoner, der er registreret på systemet, sammen med dato- og tidsinformationer i både lokal og UTC tid. En konkret tidszone som "GMT Standard Time" kan være aktiv, men hvis sommertid (DST) er i spil, kan den være mærket som "GMT Summer Time", hvilket gør en forskel på én time i forhold til UTC.

csharp
Copy code
Write("Indtast en tidszone eller tryk Enter for US East Coast: ");
string zoneId = ReadLine()!;
if (string.IsNullOrEmpty(zoneId))
{
    zoneId = "Eastern Standard Time";
}
try
{
    TimeZoneInfo otherZone = TimeZoneInfo.FindSystemTimeZoneById(zoneId);
    OutputTimeZone(otherZone, $"TimeZoneInfo.FindSystemTimeZoneById(\"{zoneId}\")");
    SectionTitle($"Hvordan er klokken i {zoneId}?");
    Write("Indtast en lokal tid eller tryk Enter for nu: ");
    string? timeText = ReadLine();
    DateTime localTime;
    if ((string.IsNullOrEmpty(timeText)) || !DateTime.TryParse(timeText, out localTime))
    {
        localTime = DateTime.Now;
    }
    DateTime otherZoneTime = TimeZoneInfo.ConvertTime(localTime, TimeZoneInfo.Local, otherZone);
    WriteLine("{0} {1} er {2} {3}.", localTime, GetCurrentZoneName(TimeZoneInfo.Local, localTime), otherZoneTime, GetCurrentZoneName(otherZone, otherZoneTime));
}
catch (TimeZoneNotFoundException)
{
    WriteLine($"Tidszonen {zoneId} kunne ikke findes.");
}
catch (InvalidTimeZoneException)
{
    WriteLine($"Tidszonen {zoneId} indeholder ugyldige eller manglende data.");
}
catch (System.Security.SecurityException)
{
    WriteLine("Applikationen har ikke tilladelse til at læse tidszoneinformation.");
}
catch (OutOfMemoryException)
{
    WriteLine($"Der er ikke nok hukommelse til at indlæse oplysninger om tidszonen {zoneId}.");
}

Derudover er det også vigtigt at overveje de systemkrav, der følger med arbejdet med tidszoner. Nogle systemer kan have begrænsninger i antallet af registrerede tidszoner, og det er afgørende at forstå, hvordan systemet håndterer sommertid. Som eksempel kan en tidszone som "AUS Eastern Standard Time" have en forskel på 10 timer i forhold til GMT, og i tilfælde af sommertid kan forskellen variere.

Hvordan beskytter man data ved hjælp af digital signatur og tilfældige tal i .NET?

Når det kommer til at sikre data, er forståelsen af digitale signaturer og kryptografisk stærke tilfældige tal afgørende. En digital signatur er en metode til at sikre, at data ikke er blevet manipuleret, og den anvender et par nøgler: en privat nøgle og en offentlig nøgle. Den private nøgle bruges til at underskrive data og skal holdes hemmelig, da enhver, der har adgang til den, kan underskrive data, som om de var dig. Den offentlige nøgle anvendes derimod til at validere signaturen, hvilket bekræfter, at data ikke er blevet ændret.

Når en hash-algoritme genererer en hashværdi fra dataene ved at kalde metoden SignHash, er det vigtigt, at den samme algoritme anvendes i metoden VerifyHash, når signaturen skal verificeres. I eksemplet benyttes algoritmen SHA256, som er både sikker og effektiv til at generere hashværdier.

Når man arbejder med digitale signaturer, kan man lave et simpelt program for at teste denne funktionalitet. For at implementere et sådant program skal du oprette et nyt konsolprogram, hvor du kan indtaste tekst, underskrive den og derefter kontrollere signaturen. Hvis dataene ændres, vil signaturen blive ugyldig, hvilket gør det muligt at afsløre manipulation. Eksemplet nedenfor viser, hvordan man kan implementere denne funktion:

csharp
Copy code
Write("Enter some text to sign: ");

string? data = ReadLine();
if (string.IsNullOrEmpty(data)) {
    WriteLine("You must enter some text.");
    return;
}
string signature = Protector.GenerateSignature(data);
WriteLine($"Signature: {signature}");
WriteLine("Public key used to check signature:");
WriteLine(Protector.PublicKey);
if (Protector.ValidateSignature(data, signature)) {
    WriteLine("Correct! Signature is valid. Data has not been manipulated.");
} else {
    WriteLine("Invalid signature or the data has been manipulated.");
}
string manipulatedData = data.Replace(data[0], 'X');
if (Protector.ValidateSignature(manipulatedData, signature)) {
    WriteLine("Correct! Signature is valid. Data has not been manipulated.");
} else {
    WriteLine("Invalid signature or manipulated data: {0}", manipulatedData);
}

I dette program bliver der oprettet en signatur for den indtastede tekst. Hvis dataene ændres (f.eks. ved at erstatte det første tegn), bliver signaturen ugyldig, og systemet giver en advarsel om manipuleret data.

Generering af tilfældige tal er et andet vigtigt aspekt ved databeskyttelse, især i spil eller kryptering, hvor det er nødvendigt at bruge tilfældige tal som nøgler eller IV-værdier (initialiseringsvektorer). I .NET kan du bruge Random-klassen til at generere tilfældige tal i ikke-kritiske scenarier som spil. Denne klasse kan dog ikke anvendes til kryptering, da de tal, den genererer, ikke er sikre nok til at beskytte følsomme data. For kryptering og andre sikkerhedsfunktioner skal du bruge RandomNumberGenerator-klassen, som skaber kryptografisk sikre tilfældige tal. Eksemplet nedenfor viser, hvordan man kan generere en tilfældig nøgle, som kan anvendes i krypteringsalgoritmer:

csharp
Copy code
public static byte[] GetRandomKeyOrIV(int size) {

    RandomNumberGenerator r = RandomNumberGenerator.Create();
    byte[] data = new byte[size];
    r.GetBytes(data); // fylder data-arrayet med kryptografisk stærke tilfældige bytes
    return data;
}

Programmet kan derefter generere en tilfældig byte-array, som kan bruges som en krypteringsnøgle eller en IV. Når du arbejder med kryptering, er det vigtigt at sikre, at dine nøgler og IV'er ikke blot er tilfældige, men også at de er kryptografisk stærke for at forhindre forudsigelighed, som kan udnyttes af angribere.

Et typisk program, der genererer tilfældige nøgler, kan se sådan ud:

csharp
Copy code
Write("How big do you want the key (in bytes): ");

string? size = ReadLine();
if (string.IsNullOrEmpty(size)) {
    WriteLine("You must enter a size for the key.");
    return;
}
byte[] key = Protector.GetRandomKeyOrIV(int.Parse(size));
WriteLine($"Key as byte array:");
for (int b = 0; b < key.Length; b++) {
    Write($"{key[b]:x2} ");
    if (((b + 1) % 16) == 0) WriteLine();
}
WriteLine();

Her kan brugeren vælge størrelsen på den tilfældige nøgle, og programmet genererer derefter en nøgle i form af en byte-array. Den genererede nøgle kan derefter bruges til kryptering eller som en IV.

Endelig, når man taler om at beskytte applikationer og data, er det vigtigt at forstå både autentificering og autorisation. Autentificering er processen med at verificere en brugers identitet, typisk ved hjælp af en kombination af brugernavn og adgangskode eller biometriske data. Når en bruger er autentificeret, kan systemet foretage krav om, hvad de har ret til at gøre. Autorisation, derimod, handler om at kontrollere, hvilke ressourcer en bruger har adgang til, baseret på deres medlemskab af grupper eller roller. Dette skaber en struktur, der gør det muligt at administrere adgangen på en effektiv og sikker måde.

For bedre at beskytte data i applikationer, bør udviklere tage højde for kryptering og signering af data, anvendelse af kryptografisk stærke tilfældige tal og implementering af korrekt autentificering og autorisation.

Hvordan håndteres metadata og deadlines i gRPC-kald for at sikre pålidelighed og effektivitet?

I moderne mikrotjenestearkitektur spiller gRPC en central rolle i effektiv kommunikation mellem klienter og servere. Udover de formaliserede forespørgsels- og svarbeskeder, som defineres i protokollen, er metadata en essentiel komponent i dataudvekslingen. Metadata fungerer som nøgle-værdi-par, der sendes som headers og trailers sammen med gRPC-kaldet. Disse simple ordbøger giver mulighed for at udveksle supplerende oplysninger, der kan bruges til logging, autentifikation eller sporing af kaldets kontekst. Metadata er tilgængelige både før svaret modtages (via ResponseHeadersAsync) og efter kaldet afsluttes (via GetTrailers), hvilket gør det muligt at håndtere asynkrone informationsstrømme effektivt.

Et praktisk eksempel illustrerer, hvordan man i klientkoden kan hente metadata fra et kald uden at blokere eksekveringen. Ved at hente AsyncUnaryCall-objektet kan man først læse metadataens headers og logge disse, før selve svaret modtages og behandles. Dette gør det muligt at analysere og monitorere kaldets egenskaber, såsom servernavn eller tidsstempler, som ofte findes i metadata. Forståelsen af denne mekanisme er vigtig for at kunne udvikle robuste og transparente systemer, hvor man kan spore kald og fejl mere præcist.

En anden kritisk praksis ved brug af gRPC er implementeringen af deadlines på kald. En deadline angiver en tidsgrænse, inden for hvilken kaldet skal være fuldført. Dette er afgørende for at forhindre, at serverressourcer bindes unødigt op på opgaver, der potentielt kan køre uendeligt, og for at sikre, at klienter ikke hænger fast i uendelige ventetider. Deadlinen formidles til serveren, som kan vælge at afbryde sit arbejde, hvis tiden overskrides. Klienten kan ligeledes afbryde ventetiden, selv om serveren måske har fuldført arbejdet, men svaret ikke er nået frem til tiden på grund af kommunikationsforsinkelser.

I et eksempel, hvor serveren forsinker behandlingen med fem sekunder, men klienten har sat en deadline på tre sekunder, vil serveren logge den aktuelle deadline og tidspunktet, og klienten vil modtage en RpcException med statuskode "DeadlineExceeded". Dette demonstrerer, hvordan systemet håndterer tidsbegrænsninger og sikrer, at ressourcer frigøres rettidigt, samtidig med at klienten får tydelig feedback om overskridelse af ventetiden.

For at opnå en dybere indsigt i systemets opførsel og fejlhåndtering bør loggingniveauet konfigureres til at inkludere informationer om både normale operationer og undtagelser. Ved at hæve logningsniveauet til "Information" kan udvikleren observere detaljerne i kaldets flow, herunder hvornår deadlines overskrides, og hvordan undtagelser behandles. Denne gennemsigtighed er afgørende for at kunne finjustere systemets performance og pålidelighed.

Det er vigtigt at forstå, at metadata og deadlines i gRPC ikke blot er tekniske detaljer, men grundpiller i at bygge skalerbare, robuste mikrotjenester. De muliggør effektiv kommunikation, håndtering af uventede forsinkelser og forbedrer overvågningen. At mestre disse elementer kræver en bevidst tilgang til design og implementering, hvor systemets begrænsninger og potentialer afvejes nøje. Endvidere bør udviklere være opmærksomme på, at korrekt brug af deadlines kan hjælpe med at forebygge problemer som ressourceudtømning og dårlig brugeroplevelse, hvilket er afgørende i produktionsmiljøer med høje krav til oppetid og responstid.