Period II på Agiabir er blevet beskrevet som en præ-NBP (Nordindisk Bronzeperiode) æra med jern. Jern- og kobbergenstande var de mest markante fund i denne fase. I områderne omkring den nordlige del af Vindhyas-bjergene, som strækker sig gennem distrikterne Allahabad, Banda, Varanasi og Mirzapur i det sydøstlige Uttar Pradesh, findes flere megalitiske gravpladser. Steder som Kakoria, Jang Mahal og Kotia rummer et væld af sådanne monumenter. De mest fremtrædende typer megalitter, der findes i disse områder, er sten-cirkler og høje stensamlinger (cairns), og flere af gravene indeholder spor af dyregrave, en praksis hvor dyr blev ofret og begravet sammen med de døde. På Kotia blev kun få menneskelige knogler fundet, men tre grave indeholdt knogler fra husdyr som får, grise og kvæg. Skæringer på dyrekroppene antyder, at disse dyr blev slagtet på tidspunktet for begravelsen, hvilket giver et klart indtryk af en rituelt styret praksis i disse samfund.

Megalitterne på disse steder virker ikke nødvendigvis som simple gravsteder, men snarere som monumenter og mindesmærker for de døde. På Kakoria, som ligger langs Chandraprabha-floden, findes både beboelsesområder og begravelsespladser tæt ved en megalitisk kirkegård ved foden af en lille bakke. Den fundne keramik stammer fra forskellige perioder og omfatter både BRW (Black-and-Red Ware), sort slip-keramik og rød keramik, mens det meste af keramikken er fremstillet med hjul. De mest udbredte former omfatter skåle, perforerede kar, låg og pedestaler, sammen med elliptiske og globulære krukker. Fundene omfattede også en stor mængde mikrolitter af agat, chalcedon og flint, samt perler af terrakotta og semi-præcious sten, slyngsten, slibesten og enkelte kobberobjekter. De fleste af megalitterne i denne del af Uttar Pradesh stammer fra en præ-jern periode, hvor Kotia i Belan-dalen skiller sig ud med sine mange jernredskaber, såsom spydspidser, segl, pilspidser og en hakke, der vidner om avancerede metalbearbejdningsfærdigheder. Her stammer keramikken fra BRW, rød keramik og sort slip-keramik, samt en grov og tung keramik med en tykkere vævning.

Tidsperioden for Kakoria spænder fra det 2. årtusinde f.Kr. til det 7. århundrede e.Kr. Jang Mahal-megalitterne dateres til begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr., mens Kotia placeringsmæssigt ligger i en periode mellem ca. 800 og 300 f.Kr. Østindien var på mange måder forbundet med disse udviklinger, og på steder som Chirand og Senuar blev der i perioden II fundet en blanding af neolitiske og chalcolithiske fund. På Chirand, for eksempel, var der fortsatte spor fra neolitiske perioder med mikrolitter, polerede celter og perler af steatit og semi-præcious sten. Den dominerende keramik var BRW, sammen med grå og rød slip-keramik, og i de øverste lag fandt man spor af kobber og senere jernobjekter. De tidligste kalibrerede datoer for denne periode spænder fra 1936–1683 f.Kr. på Chirand.

I Senuar fandtes kobbergenstande som fiskekroge og trådstykker, mens jernindustriens fremkomst kunne spores i det omkringliggende område af Singhbhum i Jharkhand, hvor man også fandt mikrolitter og jernslagger. Afgørende for forståelsen af østindiske fund er også, hvordan de relaterer sig til BRW-fasefundene i West Bengal. Her er mange fundet spor af landbrug og jagt, herunder rige skove og græsarealer, som måtte have været interaktive zoner for landbrugssamfund og jæger-samlergrupper, især i Chota Nagpur-området.

I West Bengal kan man på Pandu Rajar Dhibi sted identificere en overgang fra chalcolithiske Period II til en mere udtalt brug af kobber og jern, hvilket er repræsenteret i fundene af jernspydspidser og slagger. I Damodar-dalen og Mahisdal blev fundne artefakter som mikrolitter, små neolitiske celter og boneværktøj understøttet af keramik domineret af BRW og rød- og sort-slip-keramik. Jernredskaber og terrakottafigurer vidner om kulturelle transformationer, der efterhånden voksede frem i denne overgangsperiode mellem bronze- og jernalder.

Vigtigt at forstå i denne kontekst er, at den tidlige jernbearbejdning var knyttet til specifikke kulturelle og geografiske regioner. I løbet af disse århundreder kunne vi se, hvordan teknologierne spredte sig fra de tidlige megalitiske grave i Uttar Pradesh til de mere komplekse samfund i øst. Denne tidlige metalbearbejdning spillede en fundamental rolle i den kulturelle udvikling af både landbrugssamfund og jæger-samlergrupper. Jern indgik i en større sammenhæng af social og religiøs praksis, og beviserne peger på en gradvis overgang til mere komplekse samfundsstrukturer, der anvendte både metalteknologi og keramik på innovative måder. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at brugen af jern ikke umiddelbart medførte et totalitært brud med tidligere neolitiske praksisser, men snarere en sammensmeltning af de gamle og nye teknologier.

Hvordan Ashoka blev kendt som den fromme konge og hans indflydelse på buddhismen

Ashoka, en af de mest berømte og respekterede herskere i indisk historie, gennemgik en bemærkelsesværdig transformation fra en brutal og blodig monark til en hengiven beskytter af buddhismen. Denne ændring i hans karakter er centralt i de legender, der er knyttet til hans navn, især i tekster som Ashokavadana, der giver en bevægende beskrivelse af hans sidste dage. Ifølge legenden, efter at have haft en dyb åndelig oplevelse med en buddhistisk munk, ændrede Ashoka sig fundamentalt. Denne oplevelse markerede hans overgang fra en krigerkonge til en leder, der dedikerede sig til at fremme fred, medfølelse og moral.

I Ashokavadana siges det, at Ashoka begyndte at give enorme summer af statens ressourcer til buddhistmunkene, og i frygt for at tømme statens skatteforråd nægtede hans ministre ham adgang til pengene. Dette førte til, at han i stedet begyndte at give væk sine egne personlige ejendele. Ifølge legenden var hans sidste gave til sanghaen et enkelt frugt fra en anwala (myrobalan-frugt). Dette symboliserede, hvordan han gav alt, hvad han havde, og døde fredfyldt efter at have overgivet sig fuldstændigt til den buddhistiske lære.

Disse legender er dog ikke blot en romantisering af Ashokas liv, men en nøje udformet fortælling, der blev brugt til at formidle vigtige buddhistiske principper. John S. Strong påpeger, at disse tekster ikke kun havde til formål at fejre Ashoka, men også at fremme buddhistiske ideer som lidelsens natur og veje til at overvinde den, karmaens lov og genfødselens betydning. I en tid, hvor buddhismen stadig kæmpede for at etablere sig som en verdensreligion, fungerede historierne om Ashoka som et effektivt middel til at styrke troen hos de troende og vinde nye tilhængere.

Ashokas transformation blev yderligere understøttet af hans relation til den buddhistiske orden og hans indskrifter på stensøjler, som blev spredt over hele hans rige. En af de mest markante illustrationer af hans religiøse dedikation findes i reliefs fra Sanchi, der viser Ashoka på rejse til forskellige buddhistiske helligdomme. I disse skulpturer ses han ofte ledsaget af sine dronninger og følge, hvilket symboliserede hans rolle som en beskytter af buddhismen og dens institutioner.

Der er også vigtige optegnelser, der knytter Ashoka til en række kongeportrætter og inskriptioner på steder som Kanaganahalli i Karnataka, hvor arkæologer i 1990'erne opdagede reliefs, der viste Ashoka sammen med sine dronninger og børn. En af scenerne viser ham, stående med foldede hænder foran bodhi-træet, et symbol på hans hengivenhed til den oplysning, som buddhismen repræsenterede. Dette kunstværk understøtter den ikoniske status, Ashoka opnåede som den ideelle buddhistiske konge, der blev beundret og efterlignet i både Indien og hele det øst- og sydøstasiatiske område.

Ashoka blev også berømt for sin insisteren på at lade hans ord og budskaber, snarere end hans portræt, blive indgraveret i sten. Denne tilgang afspejlede hans ønsker om at forlade et varigt budskab om fred, moral og tro. Hans inskriptioner, der blev spredt over hele det indiske subkontinent, fungerede som både politiske og religiøse erklæringer, der tilskyndede til at følge buddhismens etiske kodeks.

Mens Ashoka på mange måder blev en legendarisk figur i buddhismens udvikling, er det også vigtigt at forstå, at hans regeringstid og hans indsats for at fremme buddhismen ikke nødvendigvis var uden modstand og udfordringer. Efter hans død oplevede Maurya-imperiet hurtigt en nedgang. Ifølge de puraniske optegnelser blev efterfølgerne til Ashoka svage, og imperiet blev fragmenteret, hvilket muligvis også kunne have været resultatet af invasioner fra de bactrisk-graekerne. Det var først med mordet på den sidste Maurya-konge, Brihadratha, udført af hans militære leder Pushyamitra, at dynastiet kom til ende.

Det er også væsentligt at bemærke, at de legender og inskriptioner, der fremhæver Ashokas religiøse transformation og hans støtte til buddhismen, har haft en langvarig indflydelse på de efterfølgende generationers opfattelse af monarkens rolle i samfundet. I mange tilfælde blev disse historier ikke blot betragtet som historiske optegnelser, men som åndelige vejledninger, der satte standarden for, hvad det betød at være en god konge.

Selv om mange af de fysiske skulpturer og portrætter af Ashoka, som vi ser i dag, er blevet skabt efter hans død, giver de et værdifuldt indblik i den måde, han blev opfattet i buddhistisk kunst og kultur. De viser, hvordan hans billede blev idealiseret og fremstillet som en symbolsk figur for fred og hengivenhed. Dette er en vigtig påmindelse om, hvordan historier og billeder kan omdanne en historisk figur til en legende, hvis betydning rækker langt ud over hendes konkrete handlinger og liv.

Hvordan blev kongelig magt og guddommelighed symboliseret i Gupta- og Vakataka-rigerne?

I Gupta-imperiet fungerede mønter som et kraftfuldt redskab til kongelig kommunikation, hvor kongen ofte blev portrætteret med en glorie omkring hovedet, enten i profil eller i trekvart synsvinkel. Disse portrætter viste kongen både som en slank figur og med fremhævede muskler, især på mønter, hvor han blev fremstillet som kriger eller som en jæger, der dræber farlige dyr. På forsiden af mønterne stod kongens navn, mens bagsiden bar hans biruda, eller ærestitel. Numismatiske fremstillinger stemte overens med epigrafiske kilder, der beskrev Gupta-kongerne som alsidige herskere: store krigere med usædvanlig fysisk styrke, jagere, store ofrere, berømte personligheder, gunstigt stillede af gudinden Shri, retfærdighedens håndhævere og hengivne til guderne. Garuda-banneret, Vishnus emblem, prydede mange mønter, og gudinden Lakshmi, som forenedes med frugtbarhed, rigdom og kongemagt, optrådte i flere positurer, ofte med lotus, horn af overflod eller diadem. En mønt med Skandagupta viser kongen sammen med en kvindelig figur, der holder en lotus – et tydeligt symbol på Lakshmi.

Vakataka-kongerne bar ofte titlen maharaja (stor konge) og undertiden samrat (kejsersk konge). Flere blev kaldt Dharma-maharaja, hvilket understregede deres rolle som beskyttere af dharma. I deres inskriptioner blev de fejret for at have genoprettet Krita-yuga, den mest perfekte tidsalder på jorden. De fremhævede ofte deres Brahman-identitet og deres udførelse af store vediske ofringer, nogle gange gentagne gange. Pravarasena I nævnes for at have udført flere hest-ofringer (ashvamedha), Soma-ofringer og andre ritualer som agnishtoma og vajapeya, hvor han gav gavmilde gaver til Brahmaner. Kongerne deklarerede også sekterisk tilhørsforhold, enten som parama-maheshvara (øverste hengivne til Shiva) eller parama-bhagavata (øverste hengivne til Vasudeva-Krishna), hvilket antydede, at deres kongemagt var opnået gennem den guddommelige gunst.

Reliefferne i Udayagiri-hulerne ved Vidisha er en markant manifestation af kongelig og religiøs symbolik under Chandragupta II. Her ses Vishnu i sin Varaha-inkarnation, en kraftfuld skikkelse med menneskekrop og vortesvinhoved, der redder jordgudinden Prithvi fra havets dyb. Denne scene udstråler styrke og maskulin magt, omgivet af vismænd, himmelske væsener og floderne Ganga og Yamuna. Vand, der strømmede ned gennem klipperne til hulens gulv, fremhævede billedets magt og symbolik, hvilket understregede kongens guddommelige mandat. Fortolkninger varierer, men det menneskelige motiv nederst kan symbolisere en kongelig beskytter eller måske en feudalherre i hengivenhed over for guddommen, eller en bevidst dobbeltbetydning, hvor Varaha både repræsenterer kongen og guden.

Ved siden af Vishnu-fremstillingerne eksisterede også figurer af Shiva, Durga, Ganesha samt en jainistisk helligdom, hvilket afspejler en religiøs pluralisme, selv inden for kongerigernes elite. Selv om Vakataka-kongerne primært dyrkede Shiva, findes der også stærke vaishnaviske elementer på deres territorium, hvilket understreger en inkluderende sektarisme snarere end en eksklusivitet. Kongelig autoritet blev i inskriptionerne ofte udtrykt gennem en hierarkisk terminologi, hvor underordnede herskere fremhævede deres loyalitet og hengivenhed over for deres overherre, men denne hierarki var fleksibel og kunne overgås i pragt, som det ses i feudale prashastis.

Gupta-imperiets embedsmænd var tildelt særlige titler, hvor kumaramatya optræder som en højtstående embedsmand tilknyttet kongens eller kronprinsens hof, eller en provinsadministration. Betegnelsen antyder et komplekst embedsvæsen med særlige administrative funktioner, hvor rang og ansvar var klart defineret, men ikke nødvendigvis stift og uforanderligt.

Det er væsentligt at forstå, at kongemagtens forbindelse til det guddommelige ikke blot var et symbolske greb, men et reelt fundament for politisk legitimitet og autoritet. Den kunstneriske fremstilling af kongen som både kriger, jæger, offerudøver og gudsdyrker udtrykte en kompleks, men integreret opfattelse af magt, hvor det jordiske og det guddommelige smeltede sammen til en enhed. Den religiøse tolerance, der prægede disse riger, var ikke blot et pragmatisk udtryk for politisk stabilitet, men også en dybtgående ideologisk forståelse af kongemagten som en inklusiv institution, der rummede forskelligartede religiøse traditioner og legitimerede deres samtidige eksistens.

Hvordan overlever børn i eventyr, når verden vender dem ryggen?
Hvordan kan Monte Carlo-simulering anvendes til at håndtere risici i forsyningskæder?
Hvordan teknologiske innovationer påvirker fotografering og billedbehandling
Hvordan Statistikker og Data Skaber en Kolonial Diskurs om Indfødte Befolkninger