Inden for Alt-Right bevægelsen spiller religion en kompleks og ofte ambivalent rolle, hvor religiøs tolerance fremmes som en strategi for politisk enhed blandt hvide nationalister. Selvom bevægelsen overvejende fokuserer på fælles etnonationale interesser, er dens medlemmer dybt splittede i deres syn på kristendom og religion generelt. Nogle, som Richard Spencer, omfavner en form for Nietzsche-inspireret ateisme, hvor rationelle og pragmatiske tanker kombineres med en nostalgisk romantisering af europæisk kristendom og hedenske traditioner. Denne dobbelthed manifesterer sig i en kritik af det, de opfatter som liberale eller “cucked” former for kristendom – en latterliggørelse af den moderne kristendom, som de anser for svag, overfladisk og uden ægte social styrke.

Parodier som Kekism, der bruger memes som Pepe the Frog, tjener både som insider-humor og som en måde at håndtere alvorlige diskussioner om religion inden for bevægelsen. Denne brug af satire afspejler en form for ludisk tilgang, der er tæt forbundet med bevægelsens primære tilstedeværelse online, hvor trolling og ironiske angreb er en central del af den retoriske kamp. Richard Spencers udtalelser, hvor han for eksempel med hån omtaler oplysningstidens værdier som “faggy”, afslører en dybtgående kritik af de liberale, humanistiske idealer som ligeværd og frihed, samtidig med at han bevarer en vis ironi og sarkasme.

Samtidig giver Spencer udtryk for en form for sorg og tab, når han omtaler sin egen tro som “tragisk ateisme”. Oprindeligt opvokset i en kulturelt kristen kontekst, ser han nutidens kristendom som tømt for seriøsitet og social funktion – en karikatur, der har mistet sin evne til at skabe samhørighed og identitet blandt europæiske folk. Han kritiserer den “Whole Foods”-agtige individualisering af troen, hvor enhver vælger sin egen version af kristendom, hvilket ifølge ham underminerer religionens disciplin og fælles værdier. Denne fortvivlelse vedrører især kristendommens rolle som social lim, som tidligere i historien bandt samfund sammen gennem fælles traditioner, men som i dag er forsvundet i en globalistisk, forbrugerkulturel udgave.

Spencer idealiserer dog ikke et tilbagevenden til middelalderens europæiske kristendom, som han opfatter som betydeligt forskellig fra Jesu oprindelige lære. Han mener, at det moderne samfund er så post-kristent, at hverken kristendom eller genoplivet hedenskab kan tilbyde en solid base for nutidens hvide nationalistiske bevægelse. For ham handler det i højere grad om at anerkende religionens immaterielle, sociale kraft – dens evne til at skabe en fælles identitet og dermed styrke en politisk og kulturel kamp. Denne Durkheim-inspirerede forståelse af religionens funktion er central for hans position: troens tab skaber et tomrum i fællesskabet, der gør det vanskeligt at mobilisere modstand og bevare kulturel kontinuitet.

I betragtning af Alt-Rights blanding af humor og alvor i deres tilgang til religion, og den internetbaserede kommunikationsform, er det vigtigt at forstå, at meget af deres religiøse retorik ikke blot er provokation, men også et udtryk for dybtliggende kulturelle og identitetsmæssige udfordringer. For mange medlemmer er religion et omstridt emne, der både kan være kilde til splittelse og potentiel samhørighed, men som sjældent adresseres med den nødvendige alvor og respekt. Denne ambivalens har fået enkelte til at forlade bevægelsen, da de ikke har fundet tilfredsstillende svar på, hvordan religion bør integreres i en politisk og kulturel dagsorden.

Det er væsentligt at erkende, at Alt-Rights religiøse diskussioner ikke kun er intellektuelle debatter, men også sociale manifestationer af identitetspolitik i en tid, hvor fællesskaber søges rekonstrueret på nye og ofte kontroversielle måder. Tab af traditionelle religiøse strukturer efterlader en identitetskrise, som mange i bevægelsen forsøger at udfylde med en blanding af nostalgisk kulturarv, ateistisk rationalisme og internetmeme-kultur. Denne kombination illustrerer en dyb konflikt mellem ønsket om kulturel kontinuitet og virkeligheden af en fragmenteret, globaliseret verden.

Hvordan håndterede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige spørgsmålet om hvidt overherredømme i forbindelse med “Unite the Right”-begivenhederne?

I august 2017 udstedte Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (LDS-kirken) to officielle erklæringer i kølvandet på de voldelige begivenheder ved “Unite the Right”-demonstrationen i Charlottesville. Den første erklæring, udgivet den 13. august, adresserede bredere problemstillinger med intolerance, uden at nævne specifikke personer som Ayla Stewart. Den anden erklæring, to dage senere, gik mere direkte til angreb på hvidt overherredømme inden for kirkens rækker og afviste klart enhver opfattelse af, at kirken var neutral over for eller støttede sådanne synspunkter.

Kirkens ledere understregede, at intet kunne være længere fra sandheden end at tro, at den støttede hvide overherredømme, og henviste til både Bibelens og Mormons Bogens lære om næstekærlighed og lighed for Gud. Det blev tydeligt slået fast, at enhver form for promovering af “hvid kultur” eller hvidt overherredømme var i konflikt med kirkens doktriner og moralsk forkert. Dette var ikke blot en teologisk position, men også en moralisk fordømmelse af racisme.

Reaktionen fra Ayla Stewart, som følte sig angrebet personligt, illustrerer det dilemma, kirken stod overfor. Hun udtrykte på Twitter, at hun ikke følte, at hendes hvide arv eller kultur skulle underkendes, og hævdede, at alle kulturer var ligeværdige, herunder den hvide. Hendes reaktion afdækker spændingerne mellem kirkens officielle position og nogle medlemmers personlige opfattelser, især dem, som har tilknytning til hvide nationalistiske eller “Alt-Right”-bevægelser.

Det er væsentligt at forstå, at kirkens svar var formet af dens komplekse historie med race og racemæssige mytologier. LDS-traditionen rummer unikke doktriner, der historisk har defineret race på en måde, der adskiller sig fra bredere amerikanske sociale normer, især gennem passager i Mormons Bog, der omtaler hudfarve og guddommelig forbandelse som midlertidige tilstande i en større, guddommelig plan.

Disse læreelementer om hudfarve og race har gennem tiderne påvirket kirkens praksis, blandt andet nægtelsen af sorte mænd adgang til præstedømmet indtil 1978. Denne praksis er forbundet med kirkens opfattelse af åbenbaring som en løbende proces, hvor Gud gradvist åbenbarer sin plan gennem levende profeter. Dermed har kirkens holdning til race været dynamisk, men samtidig dybt forankret i en tradition, der både afspejler og udfordrer den amerikanske histories racemæssige udvikling.

Forskere har påpeget, at trods kirkens offentlige afstandtagen fra hvidt overherredømme, eksisterer vedvarende racemæssige fordomme blandt nogle medlemmer, hvilket illustrerer, at de interne racemæssige spørgsmål er komplekse og dybt forankrede. Kirkens bestræbelser på at fremstå som en moralsk og patriotisk institution i det amerikanske samfund spiller også en rolle i dens offentlige udmeldinger og håndtering af kontroverser som denne.

Det er vigtigt at erkende, at kirkens historie med race ikke blot afspejler bredere amerikanske raceproblematikker, men også en særlig religiøs ramme, hvor racemæssige kategorier er integreret i teologiske fortællinger om frelse, forbandelse og genoprettelse. Denne kompleksitet gør kirkens moderne afvisning af hvidt overherredømme til en både nødvendig og udfordrende position, som ikke uden videre løser alle spændinger inden for dens medlemskab.

For læseren er det væsentligt at forstå, at holdningen til race i LDS-kirken ikke kun handler om aktuelle sociale og politiske spørgsmål, men også om hvordan religiøse forestillinger former opfattelsen af identitet, arv og retfærdighed. Kirken opererer inden for en ramme, hvor race er både et teologisk og et kulturelt spørgsmål, hvilket kræver en nuanceret tilgang til dens udmeldinger og medlemmernes reaktioner.

Hvad kendetegner Alt-Right-bevægelsen og dens interne opdelinger?

Alt-Right er ikke en traditionel bevægelse med en central ledelse, præsident, CEO eller bestyrelse, som styrer eller formulerer en fælles politik. I stedet fungerer den gennem forskellige karismatiske influencers, som via online platforme påvirker og former diskursen i bevægelsen. Disse aktører opnår ofte en vis grad af enighed om enkelte emner, men på andre områder – især religion – eksisterer store uenigheder. Begrebet Alt-Right er derfor konstant til debat, og flere af bevægelsens nøglepersoner har i de senere år opgivet betegnelsen til fordel for andre udtryk som Deep-Right eller Folk-Right, i et forsøg på at rebrande deres etnonationalistiske politik og følelser.

Alt-Right forbindes af nogle med neo-nazistiske grupper, men flere inden for bevægelsen afviser kategorisering som hvide supremacister, selvom de deler synspunkter som modstand mod feminisme og politisk korrekthed. En skelnen, der ofte fremhæves, er forskellen mellem “Alt-Lite” og den mere eksplicit racemæssige del af Alt-Right. Gavin McInnis, grundlægger af Proud Boys, skelner således mellem “Alt-Lite,” som han selv og sine nærmeste betragter sig som, og den yderste højrefløj, han betegner som “Nazi nut-bars.” Ifølge ham handler forskellen om, at Alt-Righters lægger vægt på “whiteness” og konspiratoriske antisemitiske ideer, mens Alt-Lite repræsenterer en mere kulturel racisme, som han kalder “Western chauvinism,” der ikke skammer sig over vestlige værdier eller “whiteness,” men afviser biologisk racisme.

Den interne splittelse inden for Alt-Right kan forstås som en uundgåelig følge af bevægelsens størrelse og mangfoldighed, hvilket også er blevet understreget af forskere som Hawley. Han pointerer, at spændvidden i bevægelsen rummer alt fra kulturelle libertarianere til neo-nazister, og at det derfor kan være vanskeligt at samle alle under ét begreb som “Alt-Right.” Flere af bevægelsens tidligere tilhængere har i årene efter 2017 frasagt sig betegnelsen.

Greg Johnson, en prominent skikkelse i den nordamerikanske New Right, opfatter “Alt-Right” som et bredt paraplybegreb, der omfatter alle, der afviser mainstream-konservatisme, men ikke nødvendigvis alle er “racially aware.” Han understreger, at mens bevægelsen i sin oprindelse var et redskab for hvide nationalister til at nå ud til mere mainstream orienterede højrefløjsaktører, er ikke alle medlemmer deciderede hvide nationalister.

Richard Spencer, en af bevægelsens mest kendte ansigter, har været central for bevægelsens ideologiske udvikling. Hans tænkning er funderet i en blanding af paleokonservatisme, europæisk New Right-tænkning og en række kontroversielle filosoffer som Carl Schmitt og Julius Evola, hvilket han kombinerede med hvide nationalistiske positioner for at forme en ny form for politisk aktivisme. Gennem platforme som AltRight.com og Radix samlede han stemmer, der skulle gøre bevægelsen til en reel politisk kraft, særligt synlig under præsidentvalget i 2016.

Spencer har beskrevet Alt-Right som en bevægelse, der afviser traditionelle amerikanske konservative værdier til fordel for en mere radikal, ofte europæisk inspireret, idéverden. Han har selv kaldt bevægelsen et “bevidstheds- og identitetsprojekt” for europæiske folk i det 21. århundrede, hvor racen og etnonationalismen står i centrum. Ifølge Spencer er race ikke blot en social konstruktion, men en realitet, der udgør fundamentet for identitet, hvor “hvid” fungerer som en fælles betegnelse for folk af indo-europæisk afstamning og en række kulturer med fælles civilisation. Denne pan-europæiske forståelse af “whiteness” er karakteristisk for amerikansk hvid nationalisme.

Alt-Right-bevægelsen er også karakteriseret ved sin afvisning af liberalt demokrati, udpræget racemæssig fokus, og en modvilje mod traditionel loyalitet til nationalstaten til fordel for en større racebaseret identitet. Dens retorik er ofte præget af grov etnisk humor, stereotyper og ekstreme symboler. Denne ekstreme position gør bevægelsen radikalt anderledes end mainstream konservatisme og placerer den som en modkultur, der aktivt udfordrer den politiske orden.

Det er væsentligt at forstå, at Alt-Right ikke er en homogen gruppe, men en kompleks samling af forskelligartede aktører og ideologier. Forståelsen af bevægelsen kræver derfor både opmærksomhed på interne opdelinger og på den historiske og filosofiske baggrund, som bevægelsens mest fremtrædende ledere har brugt til at legitimere deres positioner. Dertil kommer, at bevægelsen er dynamisk og har undergået betydelige forandringer, hvor mange tidligere tilhængere enten distancerer sig eller redefinerer deres politiske identitet.

Endvidere er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan internettet og sociale medier har faciliteret bevægelsens uformelle struktur og spredning. Den manglende hierarkiske organisation betyder, at bevægelsen er svær at afgrænse, men samtidig robust i sin evne til at tiltrække forskellige strømninger, der samles omkring fælles, ofte anti-establishment og anti-politisk korrekthed, værdier.

Hvordan forbedrer man Salp Swarm Algoritme (SSA) med forbedret positionsopdatering?
Hvordan blev Domitian en upopulær kejser: Den store kontrast i hans regeringstid
Hvordan festligheder og fiduser påvirker vores forståelse af ord og betydninger
Hvordan Effektivt Arbejde med Asynkrone Metoder i .NET
Hvordan erklærer og starter aktiviteter i Android Studio?